1945

2.1. ’45
Bevæger mig som en skygge med ønsket om at være usynlig. Flov over mine bedrifter og flov over at være flov. Sidder opgejlet af formuleringer og intellektuelt bavl. De fleste synes alligevel, at man er idiot. En dråbe i havet, som at pisse i Nilen. Dem der holdt på tyskerne, eller hvad med mig selv. Jeg har sgu da altid været ligeglad, bare der er lidt mere end smør på brødet. Affandt mig med middelmådig magt og penge, foregav i hvert fald tilfredshed. Falsk som altid, fordi jeg har vidst bedre, og det er oven i købet en fællesnævner for de fleste mennesker jeg møder. Lige så snart de bare har lidt at rykke rundt med, ved de i virkeligheden bedre. Jeg er en fredløs, der kæmper for Danmarks frihed. Mig selv nærmest og så navlepillende at jeg dårligt orker at skrive det og så alligevel i den rystende sporvogn. Ser efterhånden for ussel ud til at blive taget alvorligt, med mindre jeg holder en pistol. For psykopaterne er vant til vold fra østfronten, nazister, kommunister, korsriddere og hvad ved jeg. Indbildsk tunnelsyn, står af på Store Kongensgade ved Fredericiagade. Marmorkirken, et underværk af menneskelig formåen.

Helge og Kasper sidder helt bombede og hulkindede i det mørke værelse. De smiler langsomt og indforstået, da jeg sætter mig og medicinerer mig. Svage svin. Taber, tænker jeg. De har siddet her siden nytårsaften. “Det er fem minusgrader derude” siger Helge, “men føles som minus 20 på grund af vinden”. “Man kan regne det ud”, siger Kasper, “hvis man kender vindhastigheden”. “Helge skal hente et par flasker snaps og noget tobak”, “og han har siddet de sidste mange timer og udskudt ustandseligt”, “Skrid nu Helge, siger jeg, men han lytter ikke”. “Jeg holder mit ord Kasper, jeg lovede at ordne det, når Kai kom”. Helge rejser sig, virker pludselig upåvirket. Frakke halstørklæde og hat og han er ude ad døren. Stilheden sænker sig og jeg forsvinder.

Senere
Chokeret på min seng. Helge er sovet ind på bænken nede foran Kasper. Frosset ihjel. Har bare siddet og kløet sig i kulden og faldet i søvn. Vi har ikke reageret på dørklokken, først her til morgen, dagen efter, var der larm og ståhej på gaden nedenfor, og da vi kiggede ud ad vinduet kunne vi se hans sammenkrøbne legeme på en båre nedenfor. Kasper for derpå rundt i lejligheden, bandende og for engang skyld nervøs. Gemte alt sit lort ude på bagtrappen, og fik sendt mig ud ad den samme.

10.1. ’45
Det hjælper ikke at spille på min bas mere, forbinder den med død og ulykke. Kan pludselig huske ringeklokken fra min døs, det må have været Helge, der forgæves har forsøgt at komme ind. Der går onde rygter, siger Kasper, “kig dig over skulderen Kai”. Men mener, at det stadigvæk er sikkert nok, at jeg besøger ham. Vi skal holde vagterne op ved en juveler i Grønnegade. Mortensen har sat en ny mand på. Han skal stå for selve indsamlingen af smykkerne, Kasper og jeg holder vagt.

“Dem”, siger Stryhn, tydeligvis i chok over at se mig. Jeg åbner straks frakken så han kan se pistolen. “Ja, før eller siden løber man ind i hinanden”, går et skridt frem mod ham. Kasper kigger fra mig til ham. “Kender du ham Kai?”, det kan man vel godt sige”, “ikke sandt” siger jeg henvendt til Stryhn. Hadet er gensidigt, og jeg ved han må dø.

“I tre” lyder en brysk stemme, “har du hilst på min nevø, Kai?”, “August er tidligere politimand”. Mortensens store Ford er trillet op på siden af os. “Ja vi er stødt på hinanden før, kendte engang den samme pige”, svarer han. “August er gået under jorden som dig Kai”, “og kender vagtselskabet, der tager sig af Georg Jensens butik og omsætning”. “I har alle huer med hul til øjne, og intet unødigt skyderi eller ballade”. “Hurtigt ind, hurtigt ud”. “Og pas nu på ham, han er immervæk familie”. Mortensen peger på Stryhn, smiler gustent, ruller op og kører videre.

Du hørte, hvad chefen sagde Kai, I må få det til at fungere”, siger Kasper”. Vi mødes kl. fire på Palæ bar”, “og venter til mørket sænker sig, før vi går derned”. Berigelseskriminalitet for en tredjemand, med en svoren fjende. Ved at han er klar til at skyde mig i ryggen.

“Ondt blod”, kalder Kasper det lidt efter på hans divan. Har insisteret på at filme igen og laver de første stop til piben. Og Jeg fortæller om August Stryhn, om Charlotte og hvordan han bollede hendes lillesøster opretstående foran næsen på hende. Fortæller om de to knive jeg smedede, da han havde opstøvet mig på pensionat Birkehaven, og jeg troede, det var mig, de var efter. Det var lige inden Tage blev skudt, og det hele gik amok.
Kameraet snurrer, men Kasper er faldet i søvn og sidder og savler med sin pibe i skødet. Han vågner med et sæt, da filmrullen er færdig og spolerne står og slår. “Vi skal af sted” siger han og rejser sig og lader Browningen. Klokken er ti minutter i fire.

Mortensen er Stryhns onkel og min chef. Vi er mere eller mindre jævnaldrende, men han har fornemmet, at jeg går uden fløjlshandsker og er klar på at dræbe, hvis det bliver nødvendigt. Alligevel agerer Stryhn provokerende, føler sig fredet efter samtalen med Mortensen tidligere.

“De bliver udenfor, så går Kasper og jeg ind”, men jeg nikker og bander indvendigt. “Så tager De dem af det, hvis der er nogen, der prøver at blande sig”. “Har De forstået?” Og vender sig uden at vente på svaret.
Måske tager jeg fejl, men det virker som om Rudolph konstant griner af mig fra sit himmelske skjul. Han har fået syn for sagen og kan for alvor se, hvilken klovn jeg er.

Hadefuldt kigger vi på hinanden, sekundet inden han går ind i butikken. Han trækker huen ned, og jeg ser ham gå hen til disken. Kasper går med ind og jeg spærrer døren udefra, jeg kan ikke lade være med at følge med i, hvad Stryhn har gang i. Den kvindelige ekspedient ser skræmt ud, og kalder tilbage, hvor en lille ældre mand viser sig i døråbningen. Han kommer ud med sine hænder over hovedet og stiller sig ved siden af pigen. Stryhn stiller en åben lædertaske og peger rundt med pistolen, de samler hurtigt ind og fylder smykker i tasken. Sådan, alt væsentligt indsamlet, så går vi, men nej. Ekspedienten beskytter med hånden sit halssmykke og ryster ængsteligt på hovedet. Stryhn træder frem og slår den kvindelige ekspedient, en hård syngende flad, så hun styrter ned og forsvinder bag disken, da hun atter rejser sig, forfærdet og med blødende næse river han kæden af hende og tager hende hårdt i armen. Da bliver det for meget, og jeg vælter ind af døren og råber “stop” til svinet. De ser alle tre forbavset på mig, uden maske. Jeg farer frem og pander Stryhn et slag i hans grimme ansigt så han falder omkuld. Pludselig råber Kasper ved døren “jeg skrider, der kommer vagter”, og Kasper er ude, idet jeg vender mig for at følge efter griber Stryhn fat i mine ben og jeg falder. Tre maskinpistol bevæbnet vagter kommer løbende til fra det modsatte fortov. Jeg ser dem gennem butiksruden. Enten trækker jeg skyder og dør, eller overgivelse. Sidder i håndjern med Stryhn og Kasper i resterne af dansk politis domicil på St. Kongensgade. Det begrænsede mandskab på stationen taler hovedsageligt tysk.

Nedbrudt, stoppet, tæppet trukket væk. Sidder ubehjælpeligt og kigger mig rundt. Tilfangetaget som en ussel kriminel. Det eneste håb er, at de tror jeg er en simpel tyveknægt, og at de ikke sætter tingene sammen. Der kan man se, hvad hidsighed tilvejebringer. Blev ført ned ad gaden til offentlig skue. Får lov til at lave et opkald.

Dagen efter, morgen.
Advokat Blauenfeldt er gået, den indre kløe er ved at drive mig til vanvid. “Smykker og juveler hører som sådan ikke under tysk krigsret. Og ifølge dine identifikationspapirer er det her dit første alvorlige forhold. De har haft et mellemværende med Deres gamle vicevært. De slog ham ned i august 1939, og var tre uger i Horserøds statsfængsel hvor de udtjente deres straf. Jeg har to sider med til dem. Der står hvad Kaj Hansen har bedrevet indtil nu. Der er også nogle fag-ord og nogle lokomotivtyper, de har kørt, som de kan komme ind på. Deres tog blev afsporet en kilometer ude fra Næstved sidste sommer, og de har ikke været helt normal siden. Jeg vil appellere til dommerens gode vilje i forhold til Deres situation. Siden ulykken sidste sommer har De været nødsaget til at flytte væk fra deres familie og bor nu på pensionat og lever fra hånden til munden”.

13.1 ’45
Hvid støj, kan ikke placere den. Lavmeldt samtale fra forbipasserende, skridt, metaldør åbnes. Hjemmerul færdig, “her Kai en pakke smøger”, “ses”. Betjent Knudsen står for den menneskelige omsorg. Frygteligt at være træt af sig selv. Evindelig pisken og pinen sig selv. Forbandet lorte gentleman, hvad skulle det til for? Har formået at holde mig tre år i skyggen, føltes ikke engang som flugt mere, og så det her, hvor dum kan man være.
Knudsen var også forbi med øl tidligere, så værre er det immervæk ikke, og ingen lader til at have mistanke om noget som helst. Alkoholen er vel det næstbedste, så kan jeg om ikke andet holde kløen stangen. Gad vide hvad Stryhn kan finde på at sige. Der er ingen tvivl om, at han også er idiot, og så er han vidst ikke rigtig bange for mig. Hævn forekommer nytteløst, det er ikke det, det drejer sig om her og nu. Blauenfeldt skal have mig ud, og indtil da, lav profil.

19.1.
En uge er gået, Blauenfeldt kommer selvfølgelig haltende engang imellem, og så længe jeg har penge skaffer Knudsen fornødenheder. Han har travlt med at være på begge sider, tror åbenbart at det kan slutte når som helst, som om han ved noget, bare fordi han smug-lytter til BBC. Med en indforstået mine lader han mig forstå, at han arbejder for dem, men bestemt ikke samarbejder med dem. Tyskerne koster rundt med ham, men heller ikke det, fatter han.

Tyskland brænder, staklerne må bøde, de har selv sat psykopaten i spidsen. Der er ingen undskyldning og det er tidsspilde at bekymre sig. Min fars familie kom fra Düsseldorf i sin tid, civiliserede og omgængelige kaldte han de rige Rhin boere, indtil Hitler i ’32 omvendte dem med en to en halv times lang tale. En del af Tysklands mægtigste mænd var samlet og var forudindtagede imod Hitler og hans appelleren til arbejderen. Desuden fandt de begrebet nationalsocialisme bekymrende. Men Hitler talte om en stærk stat uden fagforeninger, hvor den særligt udvalgte politiske og økonomiske elite samarbejdede for at styre masserne på bedst mulig vis, “vi har fortjent vores privilegier”, og de rige blev rolige og lod sig forføre.

Hitler er brændt igennem og har manifesteret sig som en betydelig historisk figur. Et aftryk man i fremtiden kan tage til sig. Om man er flov eller stolt over ham er ligegyldigt. Hitlers tanker og person kender vi nu, som Cæsar, Jesus eller julemanden toner hans arrige fjæs ustandseligt frem og tilsmudser medmenneskelig næstekærlighed

Sørgeligt at bedøve sig selv for at eksistere, hvad blev der dog af dig Kai? Væggen er hvidlig og den står bare, når jeg er død, står den der sikkert stadig. Tyskere flygter i tusindtal til Danmark, den røde hær er lige så ubønhørlig som dem selv og sænker tusinder til druknedøden i den iskolde Østersø. Alt andet lige er det vel et tegn på tysk desperation.

25.1 – 45
Imens sidder jeg i cellen og brokker mig, sat ud af spillet, holdt uvidende, dum i mit hul der stinker af pis og lort og selvmord. Syge destruktive tanker, som dråber i havet voldtager de mit indre. Druknedøden implementeret i sviende salte tårer, “uden sprut uden noget genopstår du Kai”, “vi regner med dig”.

Min sved lugter af ulykke, Blauenfeldt nævnte det, “om ikke jeg får lov til at vaske mig”. Hygiejne interesserer dem ikke, lugten slipper alligevel ikke ud til dem og Knudsen har ingen magt, adlyder og marcherer. “Det er jeg nødt til” siger han bekymret, da jeg kigger op på ham fra mit pisvåde hjørne. Koldsveden og rysteturene er aftaget, og jeg er en drænet klud uden livsvilje.

Timerne passerer, har siddet i samme åndssvage position, radbrækket, øm, gammel græder jeg de bitre tåre over Holger, min Far og livet, der glider fra mig. Det samme formålsløse lort kværner alle frugtbare tanker. De ved noget, men har ikke plads andre steder. Blauenfeldt er sikker, ellers havde de stillet mig for en dommer.

Ved at de kommer og skyder mig når som helst, men kaos regerer Danmark for tiden, det kan være min redning. På den anden side er jeg skide ligeglad. Forventede at dø af det her og drømmene fylder hver gang jeg falder hen. Mest af alt er Rudolph med mig, diskuterer Clara, og han elsker mig og havde håbet på os fra sit skjul. Milliarder af skæbner der har eksisteret før, sideløbende, efter, hele tiden, meningsløsheden tårner sig op og blokerer for udsyn, indsigt og retning.

Barnet er væk, uskyldigheden er bortvisket, og kun et hårdtprøvet fjæs er tilbage. Utiltalende, råt og skræmmende. Hvad skete der dog med dit dejlige smil Kai, hvor efterlod du det?

2.2.
Min advokat halter fordi jeg smadrede hans knæ med en hammer. Han arbejder gratis for at få mig fri. Hvor utroligt det end lyder er det en del af min straf. At sidde og vente på at
han dukker op med livgivende information. Venter spændt som et barn på, at hans uharmoniske gang nærmer sig min dør.

Senere
“Stryhn er fri, men De bliver ført til Dagmarhus”, “mere ville de ikke sige, men De skal nok ikke regne med at se mig foreløbig”. Flankeret af tysk soldat og Knudsen, modtager jeg min “dødsdom”, Dagmarhus, så er spillet ude, min fine ven.

Spiller hårdfør men er brudt ned, ingen tør at besøge mig eller spørge til mig. Pesten smitter og man skal ikke associeres med de ramte. Kæmper ordene frem, min hjerne er overtaget af dødsfrygt. “Se at få det overstået”, spillet er slut og tyskerne marcherer mod den endelige sejr.
Der er intet jeg kan gøre, bliver nødt til at affinde mig med skæbnen. Hvad ville jeg ændre, hvis jeg fik chancen igen?

10. feb.
Jeg er ikke alene. Han bløder fra munden, og der er en gurglende lyd hver gang han trækker vejret. Han ligner én jeg har set før, i en forslået udgave. “Alt skal nok blive godt igen” siger jeg lavmeldt ironisk. Som om nogen i hele den sindssyge verden kunne tro på det.

Nøglerne rasler to hærdebrede uniformerede soldater hiver mig op og slæber mig ned ad den lange gang mod forhørslokalet igen. “Kaj Hansen siger De, at De hedder”, jeg sidder på stolen foran hende med hænderne i håndjern bag stoleryggen. “Det her ligner ellers dem” siger hun og vifter med billedet fra min fødselsdag. Det er en dårlig kopi, og ikke specielt vellignende. “Vi mener at de hedder Kai Herman, og at de er identisk med den mand, der den 22 marts 1942, skød og dræbte flere mennesker på Kommunehospitalet”. “Benægter De stadigvæk det?”

Et ondsindet kvindfolk i midt fyrrerne, der uden blu tillader sig at slå mig i ansigtet med en lang tynd svirpende pind. Blodets metalliske smag, spyt, slim løgn på løgn. “Jeg har fortalt hvad jeg ved, I har fat i den forkerte Kai”, prøver jeg. “Hold kæft” siger hun og slår mig lige under øjet.

Omkring en uge senere
Tre dage siden de sidst har pint mig. Savner nærmest min bøddel. Men luftalarm og nattens sabotagehandlinger høres og vidner om kaos. Er det i virkeligheden Stryhn, der har købt sig fri ved at sladre om mig. Hvorfor lod de ham ellers gå? Om ikke andet kunne de have sendt ham til Frøslev lejren, til de andre betjente. Han kan sgu da ikke bare have fået lov til at gå, sådan uden videre, jeg mener, siden han og jeg åbenlyst kender hinanden.

Smider nogle brødrester og et krus mælk ind til mig, som jeg labber i mig, tiggede efter en smøg forleden og fik et slag, så jeg ramte ned og slog halebenet, “hvor vover De” sagde han med umiskendelig tysk accent, for derefter at forbarme sig og kaste sit tændte skod ned til mig. Der er ikke noget at skide ud for tiden, men toiletforholdene er gode og de spuler os på en lang række hver anden dag nede på førstesalen. Det morer dem at se afklædningen, og jeg tør vædde med, at min bøddel er en liderlig so, der udnytter staklerne fra tid til anden.

Problemet er, at der ikke er noget de vil have ud af mig. Andet end erkende mit navn og gerning så de kan tage mig ud og skyde mig.

Nogle dage senere
Har fået selskab af en ung knægt. Anders, hedder han, og finder ud af, at det er min fars ven Svendsens søn. Brav ung mand, der frygtløst, sammen med en gruppe gymnasiekammerater, har forurettet skade på adskillige større værnemagts konstruktioner. Han siger at han har hørt om mig, at jeg er en slags helt, fordi jeg var en af de første, der stod op mod tyskerne med mit attentat på Kommunehospitalet. Der tager de så fejl, fortæller jeg ham, og at jeg kun var der, fordi jeg selv havde angivet dem, for derefter at blive tvunget ind og befri dem eller lukke munden på dem inden de brød sammen og angav organisationen, det vil sige Mortensen, stort set.
De vil have navne ud af Anders inden de slår ham ihjel. Han har kun været inde hos hende en gang og er stadig fyldt med selvtillid. Bare det, at han har nået at møde mig, siger han, er en sejr i sig selv. Stakkels idiot, om lidt græder han som et lille barn og glemmer alt om stolthed og fædrelandskærlighed. Fordi hun og de andre Gestapo-folk tror stadig på Hitlers sejr.

Senere
Almindelige problemer. Kæmpende med trætheden der overfalder. Glider væk, brusende sommereng, kaskader af blod, der står ud af øjnene. Vrælende småbørn, drømmer jeg? Hun er sammen med Birkedal, da jeg bliver trukket ind igen, værelse 412. Hun siger, det er nødvendigt. Birkedal er berygtet, der var et tidspunkt hvor en af os skulle have skudt ham, mener det var Gamle Kasper, der ventede ved frimurerlogen, Schalburgkorpsets hovedkvarter, men så var han pludselig væk. “Jeg ved godt hvem De er”, hvæser Birkedal lavmeldt, “og enten fortæller De os hvem De er og hvem De arbejder sammen med”, “eller også får De den sorte frakke. Så enkelt er det”, og slår smilende gummikniplen ned i håndfladen. “Nå ikke”, siger han, så er der desværre ingen anden udvej”. Jeg bliver lænket fremad, med hænderne ned foran mig, omkring stolebenene. Han slår på min ryg, en gang, to gange, ti gange, forsvinder. Stolen og jeg falder blødende omkuld.

25.2 ’45
Netop tilset af læge, min stakkels ryg er sort af Birkedals slag. Endelig tænker jeg klart igen, eller? Det er lægen, der fortæller mig, at jeg er frisk igen. Overflyttet til celle i Vestre fængsel fra hospitalsafsnittet. Sidder på hug over natpotten, selv mine baller har han slået blåsorte. Den usle tak for al min dårligdom. Det ville have været for let bare at skyde mig. “Når jeg så har gennembanket dem nogle gange, er de klar til at få den her at føle. Han tager sig til pikken, jeg kan ane er stiv, da han holder om den. Han bliver simpelthen ophidset af at pine mig.

Hun er der også, de har sendt de andre ud så de er alene med mig. Prisgivet deres sadistiske lyster, mærker jeg det er et spil de har kørende. Heldigvis lyder luftalarmen, “der var De heldig, men vi er ikke færdig med Dem” siger han, og forsvinder. De er ligeglade om fangerne bliver bombet. Heldigvis er der vagtskifte. Og Holm, et andet bæst kommer tilbage og siger, jeg bliver forflyttet og får mig slæbt væk.

6. marts – 1945
Roen har sænket sig, bilder mig ind, at det er værste ovre. Stadig blålig efter Birkedals slag, men har det på alle måder bedre. Blauenfeldt fortæller, at den læge jeg i sin tin tid bedøvede på Kommunehospitalet er død, så der har ikke været nogen, der har kunnet identificere mig. Det betyder vel, at jeg snart bliver løsladt eller?.

Smadre min fandens lilletå ind i bordbenet og kan ikke tænke på andet, som et stød i albuen eller en skabslåge i hjerneskallen. Uvæsentlig kamp for livet, alt træder i baggrunden, sindsoprivende smerte. Afhængig.

Mine sanser, mine tæer, min hjerne. 90 procent er modstandsfolk, resten er kriminelle udskud og stikkere anbragt for at sladre. Men om ikke andet er Vestre et indrettet fængsel med dertil hørende funktionalitet. Der er liv i gården, og eftersom jeg snart kan bevæge mig normalt igen, ser jeg frem til foråret.

10. Marts
Angrebet af et brød af en vildmand på gårdtur. Styrter over mig, kalder mig stikker og siger jeg har dræbt hans onkel. Pelle eller Pølle, fiskeren i Gilleleje. Heldigvis er der nogle danske og tyske vogtere, der hiver ham væk, for det lader ikke til at nogen af medfangerne har tænkt sig at komme mig til undsætning. Han når at få et slag ind på mit venstre øre, sender stadig hvid støj til min hjerne. Problemet er opmærksomheden, skriger efter mig, at det jeg gjorde i Gilleleje, skal betales med mit liv. Vi bliver efterfølgende hevet ind på direktørens kontor hver for sig, der vil have forklaret omstændighederne. Siger selvfølgelig ikke noget og sidder nu i min celle med vælling og ringen for ørerne.

Ingen frygt, hjertebanken eller lignende da han angriber, forundret over mine manglende reflekser, som en gammel mand tumler jeg om, ude af stand til andet end at nikke ham en skalle på næsebenet imens han ligger over mig. Hans næseblod fosser ned over mig. Et slag, to slag på øret, og de trækker ham væk.

13. marts
En af soldaterne fra dengang med Kloss og Rudolph på ’Kabyssen’ har genkendt mig. Er tilbage på overfyldt Dagmarhus og venter igen på at blive hentet op. Den værste tid er ventetid. Forbereder mig på slutningen. Håndjernene er skarpe og jeg føler en ualmindelig trang til at ryge eller bare styrte ind i væggen med hovedet først.

Hjernen er skarp og forvirret. Overlevelse, sadister, perverse stripper de mig, leder efter mit ømme punkt. Give sig hen til ondskaben. Flere ting jeg kunne have gjort anderledes, havde jeg haft tiden eller hjernen til at tænke mig om. Forgæves har folk gennem tiden prøvet at tale mig til fornuft, uden held, uden retning. Dum, stædig, farlig for mig selv og mine omgivelser. Hævnens time er oprunden. Det siges, at bødler som Birkedal har forladt deres familier, sendt dem “under jorden”, imens de selv bor på stationen, så vi ikke kommer og henter dem.

Som en skærebrænder med udsøgt livslede rammer hans ord og energi mig. “Så gik den ikke længere Kai Aage Herman”. “Vi ved hvem De er og hvad De har gjort. Alligevel ser jeg frem til at høre dem selv fortælle, hvad de præcist har været med til og ikke mindst, hvem de arbejder sammen med”. “Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke kan lide dem Kai”, “og jeg ser frem til at finde ud af, hvad de har bedrevet igennem de sidste fem år”. Til at hjælpe og til at assistere mig har jeg Frøken Schmidt her ved min side, og peger over i den mørke del af rummet, hvor jeg fornemmer hendes skikkelse.

Det vand jeg drikker er sivet gennem jord og muld, mine forfædres blod i partiklen. Sveden syder i mine årer, da han hiver gummikniplen frem, “de husker vel godt denne her. Der er noget i mig der ryster. Kadaveret, latin: cadaver, afledt af cadere ‘falde, dø, kan jeg huske min far forklare. Hvis jeg kunne rive mine hænder fri fra mine arme ville han dø, så skarpe er de alligevel heller ikke, selvom jeg føler metallet har skåret hul. Der er blod i håndfladerne, klistrer samtidig fingrene. En tåre presser sig frem, som kommer den fra pandehulen. Hans mund bevæger sig, men lyden er væk. Kan det redde mig at besvime?

“De er vidst vant til at få tæv Kai Herman”, “så jeg spørger dem kun én gang”. “Er de indstillet på at fortælle os, hvad de ved, at jeg vil høre?” Det er en indforstået aftale at man ikke snakker om Mortensen eller om nogen andre for den sags skyld. Det er ikke noget Mortensen har sagt, han stoler alligevel ikke på nogen mennesker, hans trick er at kaste andre for løverne, hvis lokummet først brænder.

Hårene rejser sig, han slår mig, falder hen. Koldt vand i hovedet igen. Om jeg vil have en cigaret, gu’ vil jeg have en cigaret. Hun siger, jeg er ved at være mør. Mishandlingen stopper et øjeblik, jeg græder af smerte, han har slået på ryggen igen, har oven i købet revet min skjorte op, så han kan se, hvor han skal slå. “Er jeg klar til at snakke” og “Om jeg er klar over, hvad det er, jeg har gjort?”. Mere vand og fordømt påtaget venlighed.

“Nej jeg hedder ikke Kai Herman, Kai Hansen, lokomotivfører”, et slag til på rygraden. Det løber ud af mig, svimler forsvinder. “Fy for helvede han har pisset igen”, “få ham ud”.

Dagen efter
I en rystende lastbil bliver jeg ført ind i Shellhuset ved Vesterport. Solen skinner udenfor, det kunne have været mig i foråret, i stedet bløder jeg indvendigt og spytter blod, men det er stadig ikke frygt.
Døden puster mig i ansigtet som en fugtig klam hoste. Det som gør mig til den, jeg er, gør mig klar til at forlade denne tilstand. “Og dø om så det gælder”. Krum, radbrækket føres jeg op af de stejle trapper. Alene fange flankeret af to Scahllburgfolk, jeg må være speciel, eller, åbner døren ind til et lavloftet værelse, hvor der sidder en fem seks personer langs væggen.

Anders fra forleden kalder mig hen. “Jeg troede De var sluppet ud?” “De tror, de ved et eller andet”, svarer jeg. Han er vel bekymret på mine vegne, men burde hellere bekymre sig om sig selv. Han har en konstant nervøs trækning, som jeg ikke bemærkede sidst, men jeg tør ikke at spørge til, hvad de har gjort ved ham. “Er Birkedal herovre?”, “ja, hvorfor spørger De”. Han virker forskrækket, ydmyget, trækningerne ved mund og øjne ude af kontrol”.
“Der er ikke plads på Dagmarhus så nu sidder vi her som bombeskjold, for at englænderne ikke bomber deres arkiver nede på tredje” fortæller han.
Fortiden er slettet, al energi fokuseret på overlevelse. Alt andet har været staffage, udenoms-tanker. De andre fanger har det på samme måde. Ingen snakker, forslåede, ydmygede og bange sidder de troligt og afventer deres videre skæbne.

“Kai Hansen”, Schallburg-fyre igen. Døren smækker tungt bag mig. Vinduerne blændede, undtagen der, fremfor mig. Et åbent vindue hvor jeg hører en solsorts kejtede opstemthed.

Der er intet at gøre. Giv dig hen, er mit bedste råd til mig selv. Brok og selvmedlidenhed gør ingen nytte, må på bedst mulig vis affinde mig med situationen. Har ingen håndjern på, får besked på at klæde mig af.

Der ser jeg den, idet jeg lader mine underbukser falde. Bilder mig ind, at jeg har øjenkontakt med piloten sekundet inden jeg smider mig, og det brager og gjalder i et inferno af ild, støv, sten, skrig og larm. Kommer til mig selv under bordet, der netop braser, da jeg kryber ud og får trukket underbukserne op. Celledøren åbner jeg med et direkte spark og styrter halvnøgen ud på trappen. Jeg bløder kraftigt fra skulderen, men smerten er væk. Idet lyden kommer tilbage hører jeg skrigene og ser de forvredne kroppe og lemmer spredt på trappeafsatsen. Lad mig få fred, kampen er slut, tænker jeg, men Anders ligger med hovedet nedad på trinnene og jeg sætter mig og løfter hans hoved. Et øjebliks stilhed for igen at blive sønderbraget tilbage til situationens alvor. Anders er død, øjnene stivnet og tungen løst hængende, skåret over af hans sammenbidte tænder. Hvad siger jeg til Svendsen, tænker jeg. En af Schallburg-mændene kommer ud lige over os, inde fra cellen. Han har sin Luger hævet, kigger på mig, men ombestemmer sig, løber mod os, hopper over os og forsvinder i røg og støv. Kæmper mig tilbage på benene og stavrer efter ham.

Øjeblikket efter nedenfor i underbukser. Intens brand og flere maskiner, motorstøjen nærmer sig. Løber ned mod søen, ind i en baggård i Nybrogade. Ældre mand på altan lukker mig ind. Sikkerhed. Bliver smidt op på et lad, gemt under tykke tæpper.

Er et sitrende væsen. Lægen kigger mig dybt i øjnene, “De har ikke brækket noget, De skal nok komme Dem”, “hold øje med Deres urin”, “er der stadig blod kommer jeg forbi igen”. “Det er lidt af en bedrift at slippe ud i din tilstand, og De skal vide at vi alle står bag Dem og er taknemmelig for det arbejde De og Deres frænder udretter”. Jeg kigger på ham, taknemmelig fordi han har givet mig en flaske stærke dråber og råder mig til at tage rigeligt mod smerterne.

Hanegal og hunde-gøen i det fjerne. Signalerer til hinanden, nattens kommunikation hen over tage og rækværker. Det er det givne, parallelvirkeligheden, det vi har at holde os til inden indtrykket influeres af følelser. Det at gribe fat i den rigtige association og lade sig føre med

Senere
Er tilbage i fortid med Charlotte, min dejlige sygeplejerske. Pludselig lugtede hun usund og frastødende, fra den ene dag til den anden. Havde hun haft besøg af en anden mand, der bollede hende sur, var det morfinen, der var trængt gennem slimhinden og havde forurenet hende. I hvert fald fortryder jeg, hvad jeg gjorde ved hende, undtagen metalpikken, den elskede hun at få. Vi skulle være forblevet gode ved hinanden, så kunne jeg have siddet i en gyngestol i Gudhjem og set endnu en storslået solnedgang.

1. april
Jeg skal ikke klage på Aprilsnar. Min krop er i bedring, dråberne fungerer og jeg sidder og misser i forårssolen, i lægens have i Gentofte.

Nazisterne er i chok og er ved at være klar over, hvad klokken slår. Desværre dør børn stadig efter bombardementet af den franske skole. Der skete en fejl og det værst tænkelige mål bliver af tyskerne udlagt som endnu en engelsk krigshandling. Det tror vi selvfølgelig ikke på.

Man kan ikke undskylde sig selv med uddelegeret ansvar. Man kan selvfølgelig have en pistol for hovedet og må opveje, om det er værd at holde fast i livet. Bider sirligt mine negle ned til en tålelig længde. Så længe hjertet slår vokser de.

9. april
Femårsdagen for besættelsen og verden brænder stadigvæk. Flammerne slikker min hjernebark, men Doktor Thomsen kan ikke se, at jeg har brug for mere smertestillende. “De har brug for at blive nedtrappet, afvænnet, hvis de forstår?” “Det kan selvfølgelig medføre et begrænset ubehag”‘ og så videre, det er i hvert fald tid til at se verden i øjnene og komme videre.

Senere
Lægen mener, jeg skal blive, til befrielsen er en kendsgerning, “de er ved at være møre” siger han, men jeg ved, at ingen ved noget som helst.

Gamle Kasper er faktisk chokeret, da han åbner døren. “Det hele er jo et ragnarok”, “men de har i hvert fald ikke tid til at lede efter dig”, “træd blot nærmere og gør dig til rette”. “Piben er netop stoppet, det kan jeg forstille mig du trænger til”. Flyder ud på stolen, divanen derefter, onkel Otto er død, men det har fået min far til at blive i Rørvig. Kasper har skudt Hammeren, det er selvfølgelig ham, der var stikkeren. “Det er da derfor han slap, dengang efter Kommunehospitalet”, siger han. Mortensen er for alvor blevet modstandsmand, ligesom alle de andre. “Jeg skal nok fortælle ham, at du er ude igen”. “Men der har været folk fra Gilleleje og kigge efter dig”. Det var sgu den forkerte fisker, du slog ihjel Kai”. “Men her er du i hvert fald i sikkerhed”. “Og hvad med ham Stryhn, Mortensens nevø”, “var det ham, der sladrede?”

To dage hos Kasper, og jeg er ved at dø igen. Slut skal det være, op, ud og gå efter lykken. Måske var fængslet den sidste advarsel. Erkendelsen er ædrueliggørende, fast besluttet bevæger jeg mig ud i solen.

Jeg ringer på, hun åbner, sætter mig i gården med the. “Jeg har ringet”, siger tanten, “hun kommer om en halv time”. Det har spøgt og nu gør jeg det. Fuglene kvidrer og børnene leger på Sølvgade skole. Kunne have været mig og Rudolph. “Hun vidste, De ville komme tilbage”, siger tanten.

Endelig glimter øjnene, smilet breder sig, idet vi nærmer os hinanden. Jeg rejser mig, hun rækker hånden frem, jeg griber den og trækker hende tæt, helt tæt og vi er fuldendt. Siden første gang, siden Rudolph, siden altid. Det må være der, fejlen er sket. Det skulle have været mig og Clara fra start af, så havde alt det her ikke været nødvendigt. Rudolph havde sin musik, og intet kunne måle sig med den, det skulle da lige have været mig og vores venskab. Clara elskede han, men tog hende for givet, som en del af sin succes som menneske.

Hun dufter anderledes, indbydende og ufarlig. Rudolph er væk, Rudolph har tilgivet. Herfra og til evigheden, da jeg lægger min hånd om hendes smukke hals og et kys, jeg aldrig har prøvet før, forplanter sig i mine celler. Trænger ind i det dyb jeg ikke har været i kontakt med nogensinde. Fremtiden eksisterer igen.

18. april
Fortæller hende alting og hun rører ved min ryg. Hun kysser mit øre imens hendes fingre kærtegner min ryg. På hendes seng i Farimagsgade, på knæ foran hinanden. Vi begge fornemmer tilgivelsen.

Kærligheden, glæden og kærligheden. Vi er ikke bange mere, men har ingen penge. Bestemmer mig for at gå ned på ’Schultz’ og låne af Mortensen. Han slår ud med armene, “kom min dreng”, “hørte fra Kasper, du var en af de flygtende, men sæt dig nu ud i køkkenet Kai”, “dine venner fra Gilleleje har været forbi og spurgt til dig”.

På vej derfra køber jeg blomster til Clara på grøntorvet. Møder marcherende tyskere på Frederiksborggade. Tyngede medskyldige idioter, de fleste af dem har troet på det her, folk kigger væk og deres farlighed og desperation er afløst af frygt. Hvad nu?, lige om lidt når det tredje rige bukker under, hvad gør vi så?

Øver mig som sædvanlig i at være usynlig, få hævntankerne på afstand og forblive den nye Kai. Velovervejet, skarp, ædru, men hvad med min lille dreng, hvordan præsenterer jeg ham for Clara? Krysteren taler igen, hendes blik lyser glasklart og hun ved det, idet jeg tænker det. Vi befinder os i en enestående symbiose. Berøringens kunst og glæde, et nyt kapitel. Alligevel lurer faren, og hvis det er som Mortensen siger, er Gilleleje-folkene farligere end nazisterne. Så længe tyskerne er inden for rækkevidde, skyder de mig vel ikke ned på åben gade.

25. april
Der hersker en utålmodig stemning. De siger, Hitler har udstedt “Nero-ordren” en befaling om at ødelægge den tyske infrastruktur, “den brændte jords taktik” for at forhindre, at goder falder i fjendens hænder og dermed kan bidrage positivt til vores ressourcer. Det er min far, der fortæller. Vi er taget til Vesterly, så min far og Clara kan mødes. Han kender, om nogen, til historien, fortiden, Rudolph og mig.

Vi er målrettede med vores kærlighed, hun fortæller ham, at vi skal have børn og det skal være snart. Jeg har fortalt ham at han ikke skal tale om Holger. Ikke endnu. Hun er begejstret for ham, og omvendt naturligvis. Han kalder hende Dødens engel da hun fortæller om sin drukneoplevelse. Far virker stærk og ungdommelig pludselig. Han har nærmest indtaget Vesterly efter onkel Otto. Føler, han gør nytte og siger, han endelig har overtalt fru Larsen til at flytte herop, “på prøve om ikke andet”.

Landet er smukt i foråret, spirende, stadig den kolde friske vind. I læ, op langs muren med solen i ansigtet griner vi, skåler og kysser som elskende.

1. maj-1945
Heldig som aldrig før, overstrømmende, vi har fundet en lejlighed. Er flyttet ind, og hun har mødt Holger. Hun fortæller, at Rudolph havde fortalt hende det, det havde han ikke kunnet holde hemmeligt. “Han følte jo nærmest også, det var hans barn han skulle møde, den dag han døde”, “i havde jo aftalt, at du skulle have Holger med”. “Jeg har været spændt på, hvornår du ville fortælle mig om ham” siger hun, Holger kigger på hende og falder til ro. Selv Gudrun kan lide hende, hun kan godt se, at Clara vil Holger og mig det bedste.

Irmingersgade 12, første sal, lidt tilbagetrukket fra Sortedamssøen, et par år til i byen og så flytter vi ud til kysten, har vi aftalt. Et eller andet sted hvor vi kan få udsigt. Det føles komplet nu, som om alt endelig er sagt. Støvet glimter i aftensolen, vores aske bliver til støv.
Der er lidt første maj-skrålen rundt omkring, men afdæmpet, folket venter utålmodigt på at de smider håndklædet i ringen. Slaget er tabt, skrid eller I må dø.

4.maj
Fredag den 4. maj 1945 starter som sædvanlig, et program 20:30 med oplæsning af nyhederne. Seks minutter inde i udsendelsen bliver mikrofonen kortvarigt lukket. Da de igen åbner mikrofonen, fremsiges frihedsbudskabet:
I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Her er London, Vi gentager…

Orgastisk højdepunkt, frihed, fest og glæde, højlydt jublen og glædens tårer. Det er slut nu, de har overgivet sig. Han er død, som rygtet siger. Den onde mand i Tyskland er væk. Vi skåler også, hun har købt vin og vi har lige elsket. Ingenting behøver vi, hele min krop er erogen i hendes selskab. Eros og gener. Elsker hende, fordi hun er sjov og griner så jeg griner. “I grinet blotter man sig” siger hun. Jeg går på gaden for at hente tobak, der er lys i alle vinduerne og klokken er ti. Det er jo uhørt. Folk er glade, folk samles, bål i gaden, blandt andet ild i mørklægningsgardiner. Folket synger, men folket ulmer.

“Hej De der”, vender mig om, “Er det ikke Dem, der er Kai Herman?”

SLUT