1944

Fredag 7.1 ’44
Endnu et clearing-drab, præsten og debattøren Kaj Munk, fundet med tre skud i en grøft i Vedersø. Blev åbenbart hentet i bil, “og hvem kører i bil” som gamle Kasper siger, da det bliver nævnt i Radioavisen. De må virkelig tro vi er idioter, for selvom man fandt en påklistret seddel med, “Du Svin har alligevel arbejdet for Tyskerne”, er der ingen der tror på at det skulle være modstandsfolk. Kaj Munk har tilsyneladende holdt en hemmelig prædiken sidste måned i Københavns domkirke, hvor han har tordnet for martyrsindet. For at stå ved sine holdninger og dø om så det gælder, i kristendommens navn. Han har været en evig torn i øjet på dr. Best og prædikenen har sikkert været dråben, nu er han død.

Sådan går det i denne tid, det har altid været farligt at leve. Der var engang, hvor der ikke var noget politi eller beskyttere. Hvor herremanden kom og kneppede din kone eller datter og du holdt kæft eller døde af det. Det gælder om at tude med de ulve man er iblandt. Til helvede med ytringsfriheden, jeg skal sgu ikke risikere noget og så videre og så videre.

Selv Holst Andersen har måttet dreje nøglen om, det er vilkårene i 1944. Hvis du arbejder for tyskerne, springer vi dit lort i luften, sådan er det, og sådan skal det være. De fleste er enige, men der er også stikkerne, landsforræderne, gustne opportunister, der håber, Hitler stadig kan vinde krigen. Det er for sent at sadle om, tænker de. Men frygten har sat sig. Mortensen insinuerede “at selv hvis man sladrer under tortur, er man en stikker”. Det var ikke som sådan henvendt til mig, men flere omkring bordet kender til historien om Viggo og hospitalet. Ja, Hammeren sad omkring bordet og tilkendegav sit “hørt” tydeligt og i den grad møntet på, mod mig. Kan stadig blive paf, når jeg opdager, at respekten konstant er truet. Som i en abeflok er der hele tiden nogen, der sidder på spring efter ens tilkæmpede position. Jeg er i første række, lige under Mortensen, Svend er selvfølgelig mere betydningsfuld end jeg, men ham betragter jeg som værende lederen af en anden, venligsindet flok. På mit niveau, i vores flok er kun Gamle Kasper, Mortensens fortrolige. Sådan har det i hvert fald været hidtil, men min fornemmelse siger mig, at Hammeren og nogle af de unge rødder er begyndt at få ideer. Måske det er rygtedes, at jeg bruger tid, med mere, hos Gamle Kasper, der efterhånden ligner Døden fra Lübeck, som Rudolph forleden indskød efter et møde.

Senere
Schalburgtage, lyder som sabotage i en brandert, med en kartoffel i munden, men det er Nordisk Film studierne i Valby, der brænder, psykopaterne har sat ild til dem. Vores filmskat må lide, fordi ingen gider at se de tyske propaganda film mere. Det er sikkert Schalburgkorpset eller folk som Hansi og hans kammerater, der har været på spil, hævn for et eller andet vi har gjort. Jeg så dem forleden, korpset, de har fralagt sig den sorte SS uniform og er nu klædt i de gode gamle khakifarvede uniformer med Dannebrogsflag og det hele. Som om det skal gøre dem mere sympatiske.

18. Januar 1944. Tirsdag
Fanget af den evindelige luftalarm. Har måttet sidde det meste af aftenen i en beskyttelseskælder med min far, Fru Larsen og en flok hostende småfolk med deres tyssende forældre. Følelsen af at være gjort ukampdygtig, uskadeliggjort, vælder ind over mig, i mig, med børnenes hosten. Sygdommen rammer mig, og jeg kan intet stille op. Siger til min far, at det er farligere at opholde sig hernede end oppe i lejligheden, hans skrantende helbred er udsat i vintermånederne, og hvis nogen kan lade sig gribe af panik, er det min hypokondriske far.

Vi skifter kælderrum og min far fortæller om Kaj Munks sidste prædiken. “Werner Best havde forbudt ham at prædike i Helligåndskirken” fortæller han, “det var ellers annonceret, men Pastor Bliddal bad Kaj Munk om at prædike i Domkirken i stedet for”. “Kaj ønskede at prædike i København, selv om det var farligt, og hans prædiken handlede om frygten, jeg var der selv” siger han ophidset. “Som et sidste farvel, men velkommende det martyrium han mente kristendommen skulle genfinde for at bevare sin relevans mellem andre fremadstormende religioner og idelogier”.

Min far er tydeligt påvirket af hans død og frygten for at miste mig. “Jeg vidste, han skulle dø, da jeg så den prædiken. Hans ord var så målrettet mod den skæbne”, “de ved oven i købet godt, at det ikke hjælper at slå ham ihjel”, “alligevel gør de det”, “bæster, vent I blot til regnskabets time”, min far har rejst sig op og står med knyttet hånd og beretter, foran Fru Larsen og mig. Hun kigger på mig og ryster på hovedet. “Sæt dig nu ned kære Sofus, vi ved godt, at du har ret”.

Torsdag 27. Januar
Da er jeg træt i min sjæl og ser ingen anden udvej en hævn. En hævn hvor jeg fjerner mennesker med et forkvaklet livssyn. Skånselsløse mennesker, der føler sig mere værd end andre mennesker på grund af deres hudfarve eller rettere, mangel på samme. Det er i høj grad dumheden, der er problemet. Fortvivlet ser jeg til, imens idioterne deler rovet. Idioter, der bilder sig ind, at de er et specielt udvalgt folkeslag med ret til en række privilegier.

Jeg var sammen med Rudolph og Clara. Gik med dem i biografen som det tredje hjul. Endnu en let og ukompliceret historie med Reichart, der ordner problemerne. Og de kysser og holder i hånden, og jeg går hjem alene gennem regnen. Stadig ingen sne tænker jeg og stopper på ’Nielsens’. En øl og en til, og Yvonne er på arbejde. Hun er festlig og glad for at se mig, den rå mandetype kalder hun mig, “men De ved godt at De er far til Holger, det kan der ikke være nogen tvivl om”. “Gudrun er jo gået fra tyskeren ved De”.
Tirsdag 1. februar
Tiden går hurtigt, flygtige situationer, brudstykker, men ingen sammenhæng, og så er det overstået. Dagene går, og jeg tænker ikke. Var med maleren ude. “Do it right and do it now”, skrev han på et plankeværk, det er det sidste nye fra England. Og Rudolph og Clara glimter stadig, specielt når hun smiler til mig. Som et smil i fremtiden. Og så var det jul, og det kimer nu. Fru Larsen, der er klogere end jeg troede. Terper på basguitaren, den er som Rudolph ganske rigtig sagde, praktisk. Den fylder ikke en skid, og hvis jeg bare var lidt modigere, stod jeg inde på strøget og gjorde mig til grin. For tiden går, og jeg skal møde min søn. På lørdag kommer Gudrun og Holger til byen. Det er blevet koldt, og de har aftalt at skøjte ved Brøndsalen på Allégade. Der skal jeg så støde til. Gudrun ved det ikke, men hun vil gerne have jeg ser Holger, siger Yvonne. Og hold da kæft hvor jeg snakker udenom heksen i mit sind.

Med Stengun og Luger er jeg efterhånden en fandens karl. Hammeren er stadig kun i det for balladen. Han kunne ligeså godt være nazi. Slikker Mortensens røv og underminerer min rolle i gruppen, det eneste rigtige er at sætte ham på plads. Han har tilsyneladende glemt, hvad der skete på hospitalet. Men jeg er ikke bange for ham eller hans slæng. Han skal bare have at vide, at jeg fjernede unge Kasper af samme grund, “et præventivt angreb”, “for at komme lorten i forkøbet” som Gamle Kasper sammenbidt udstøder. Samtidig undrer det mig stadigvæk, at han har kunnet undgå tyskerne siden flugten fra hospitalet i sin tid. Men tiden går selvfølgelig hurtigere end nogensinde. Slap nu af og nyd din tilstand, “hvis du er heldig, bliver du gammel”, siger jeg til mig selv.

Søndag den sjette feb.
Bevæget, mig, far, samme øjne, næse og Gudrun er sikker. Hele hans krop ligger i mine to hænder og misser mod solen. På en frostklar februar-dag rører mit hjerte på sig. Det er min søn og mit blod, der løber i hans årer. Fra dengang hun kom og red mig med en smøg i hånden. Målrettet søgte hun mine gener, og her ligger han, lille Holger. Yvonne og Gudrun skøjter og kaster stjålne blikke over mod mig, beundrende mit afkom. Perspektiverne åbner sig et øjeblik, når han er fem, når han er ti, tyve og mig, gråskæg, men ikke mere alene. Det er lige før jeg synes om Gudrun igen. Selvfølgelig er det ikke optimalt, vi er presset af krigen ,og hun skulle bare vide hvordan jeg tømte magasinet i en stikkerkrop forleden. Han havde sladret om Pimpernellen og skulle efterlades med tydelige tegn på sin forbrydelse. Det var Svend, der havde givet mig opgaven. Pimpernellen var blevet overrasket med fem jøder i en lastbil nede i Nyhavn. Skudt af Gestapo på åben gade. Stikkeren havde blottet sig, modtaget penge på Dagmarhus hvor Svend har en mand infiltreret. Skud i knæ, to i lyske, tre og fire skulder og mave. Ikke noget decideret dræbende skud, men nok til at han usselt kravlende kunne ligge og forbløde.

Men babyens blik visker det hele væk, lukker sig om os og smiler til mig. En gnist er tændt i mit kolde sind. Er blevet beåndet af den mægtige skabers kraft. Tilsmilet af det overjordiske gennem lille Holgers krystalblå øjne.

Fredag 11.2’44
Hvis jeg bare var på en anden måde, ville jeg så være gladere? Er det skiftene, der engang imellem driver mig til vanviddets rand? Mine motiver i alt hvad jeg foretager mig. Skulle jeg befri mig selv for den byrde stemningsskiftene forårsager. Er først ved at komme mig nu over aftenens udskejelser. Jeg kæmper med mit navlepilleri, skal jeg skrive om det, eller skal jeg holde mig til de mere eller mindre ydre handlinger. Kan jeg glemme mig selv i alt det her. Forandringsproces, indre desperation og dårlig samvittighed.

Nervøsitet har listet sig ind, fri mig for den! Ønsker jer alle sammen glæde, at I smiler nu og tænker gode tanker. Det er min kære søsters fødselsdag.

Senere
Tog over til min far og selvfølgelig er det den trettende, der er hendes fødselsdag. I endnu et års befippelse fortæller jeg ham om Holger. Han må sidde ned med et saligt blik, “det er jeg sgu glad for min dreng”, “Det må du tage til dig og skrive under på”, “hvad så med tyskeren?”, “han var for mørkhåret, det kan umuligt være hans dreng, han ligner mig!” svarer jeg.

Onsdag 16.2
Der var engang to drenge, der var efter mig. Den ene hed Lars Frede, den anden blev kaldt fede Holger. Det er det, jeg forbinder Holger med. Måske han kunne få et mellemnavn, jeg bestemte, fordi hvad er det nu, jeg selv hedder efterhånden.

Jeg bliver nød til at gøre noget godt i denne verden for at finde sjælefred. Sådan har Werner Best det sikkert også. Eller Hansi, hvor kedeligt det end er, at han er vendt tilbage i mine tanker, men en ting må jeg give Hansi, han må have vidst noget om min flugt, det er uundgåeligt. Men han undlod at gøre opmærksom på det forleden på værtshuset med hans to usympatiske venner.

Rudolph skal spille i Tivolis koncertsal, det er hans gypsy jazz set, med versioner af gamle hits og egne kompositioner. “Det kan meget vel være et gennembrud”, “det skal transmitteres på radioen”, “selv Clara er eksalteret”. Men han er som altid ydmyg og spørger til det, jeg havde lovet at fortælle ham om. “Så du har simpelthen en søn Kai”, “det er intet mindre end fantastisk”. “Jeg skal passe ham på næste tirsdag, så kan jeg tage ham med herover”. Det glæder nærmest Rudolph mere end hans forestående optræden.

Tirsdag den 22.
På en bænk med barnevogn, som en almindelig far, venter jeg på min far, farfaren. Det er første gang, de skal møde hinanden og jeg kan forestille mig en farfar, der er ubegrundet nervøs. Gudrun skulle til læge og bagefter til møde på ’Nielsens’ i håb om at få sit gamle job tilbage. Det er ikke fordi, jeg kan gøre særlig meget, men jeg har da tilbudt hende at låne til et depositum og hvad hun skal bruge for at komme i orden.

Vi trasker rundt om søen, med pude bagved Holger, så han kan se på ænderne og, ikke mindst, på os, hans familie. Jeg prøver at undgå Kurts øjne, men han ser mig. da vi går forbi ham, “ser man det, Kai Aage med unge”, stopper op og præsenterer, og det er min far Sofus”, “må jeg præsentere, Kurt Vilhelmsen, vi har arbejdet sammen hos Holst Andersen”. De hilser på hinanden. Han er ikke fuld endnu, alligevel venter man, eller jeg, pludselige udbrud af sindssyge. Drengen kigger bekymret ud fra vognen på Kurt i sin rullestol. Jeg siger farvel til min far ved Østerbrogade og triller op ad Øster Farimagsgade. Allerede inden jeg kommer til Marstrandsgade kan jeg mærke, der er noget galt. Der holder en tysk mandskabsvogn på hjørnet, og jeg triller langsomt forbi, Marstrandsgade er spærret, og jeg kan se, at det er i Rudolphs hus, der er aktivitet. Der står to tyskere ved spærringen og en flok drenge i skoleuniform. “Hvad er der sket?”, spørger jeg drengene. Tyskerne kigger op, men ser den sagesløse far med barnevogn, og drengene forklarer. Der lød skud, og en mørkhåret mand flygtede ind i huset og er åbenbart løbet igennem og stukket ned af Eckerbergsgade og igennem endnu et hus. Der er flere tyskere, der jagter ham”. Jeg stivner, en tredive meter nede af gaden kommer en Gestapo officer med stok gående mod mig. Der er ingen tvivl, det er Gestapo manden fra Gilleleje. Slutter samtalen med drengene, trækker tørklæde op, skutter mig, forsøger at virke afslappet, uinteresseret og går videre. Jeg ryster indeni, hvad med Rudolph, og jeg har intet våben eller chance.

Han hænger mellem to tyske soldater, er blevet skudt i ryggen og har prøvet at flygte ud på isen nede ved Sortedamssøen. Der er han faldet om, en tredive meter ude fra kanten, de to tyskere kommer slæbende ind med ham. Nogle folk er stimlet sammen ved sø-kanten. Rudolphs hoved dingler tungt nedadbøjet fra side til side, hans hår dækker for ansigtet. Han er livløs, og jeg står forstenet med barnevognen og følger optrinnet. Den tyske mandskabsvogn parkerer ind over fortovet på Øster Søgade. Fem tyskere springer ud og hiver ham op fra søen. Gestapomanden og yderligere to tyske soldater krydser Øster Søgade fra kartoffelrækkerne. Jeg stiller mig over på langsiden ved Fredensbro, i sikker afstand, ja jeg må sætte mig på bænken, rystende af afmagt. Gestapomanden står nu foran Rudolph, en af tyskerne trækker hans hoved tilbage i håret og blotter hans ansigt for Gestapomanden, der nikker, ja nærmest smiler, og halter over til en anden nytilkommen bil med en chauffør, der åbner døren for ham. Soldaterne smider brutalt Rudolphs livløse krop op på ladet af mandskabsvognen og kravler efterfølgende op og sætter sig. Bilerne kører, og Rudolph er væk.

Jeg må af med barnet nu, får fat i min far, til at tage over og køre Holger tilbage til Gudrun. Jeg selv stavrer ned til ’Schultz’ i Rømersgade. Forpustet kommer jeg ind ad døren. Mortensen rejser sig, da jeg kommer hen til bordet. Det ligner ham ikke. Rystende og stammende forklarer jeg ham episoden. “Jeg sagde jo han var kommet sig”, “hvad fanden laver han så der?”. “Alt skal åbenbart skæres ud i pap, før at folk fatter hvad, der foregår”. “Det må I sgu da have regnet ud, at det kun har været et spørgsmål om, tid før de ville møde på hans adresse. “Hvor dum kan man være”. “Det kan da for helvede ikke være mig, der skal holde alle folk i ørerne”.

Hos gamle Kasper med langt skæg og tårevædede øjne. Blodsprængt og forkommen på tredjedagen med soldatermedicinen. Vig bort sorg! Jeg vil ikke have noget med dig at gøre. Du skulle aldrig have givet mig den basguitar, for jeg kan aldrig mere spille på den. Og Clara, der græder, og hans nummer, der bliver spillet i radioen, og så skal jeg slå ham ihjel, Gestapomanden, det må han allerede kunne mærke, det er ikke engang en metafysisk fornemmelse. Det er min sjæl forblændet af. “Her tag en til” siger Gamle Kasper og stopper piben, hver gang jeg er på vej af sted med min pistol. “Det gælder om at udvise rettidig omhu”. Og jeg kan mærke Rudolph smiler til mig, stående lige der foran mig med et drenget smil og fandenivoldskhed. Ubærlig smerte at beskrive.

Onsdag 1. marts 44
Begravelse for Rudolph i Stefanskirken på Nørrebrogade. Triste, forgrædte mennesker fyldt af kærlighed og sorg. Og, og alle de ord, meningsløsheden, men fred i det hinsides som Rudolph altid sagde.

Der igen toner han frem, vemodigt og savnende kigger han ned over den fyldte kirke. Familien, vennerne, musikerne, Clara, hvis øjne gennemlyser kirken. Klar og fattet, men uendeligt ked af det. Og så mig selv, var han i virkeligheden min elskede?

Den døde beklager sin tidlige afgang, var ellers klar til mere kamp. Hans mor og far som jeg kender fra barnsben. Drengene fra Tivoligarden, cykelhandleren og kone. Svend, Mortensen, Maleren, gamle Kasper og Finn. Alle de gamle kærester og beundrere. “Det bedste kirkerne har, er musikken”, sagde han tit. Og prøvede at overbevise os om at gøre opera og korsang til en del af gudstjenesten. “Musikken er skrevet til højtideligheden og til akustikken i kirken. Til at lovprise og hylde det almægtige”. “Rudolph, bæreren af faklen” husker jeg præsten sagde. Og han fortoner sig i de salte tårer i min mund.

Marts 9. eller 10. eller
Dage i marts, afkræftet, afpillet, savnet er for stort. Clara er blevet afhørt, men ingen tør holde en engel tilbage. Satan selv frygter Guds vrede. Vi overvejede aldrig, at det kunne ske, ikke for alvor i hvert fald. Vi var de udødelige, hævet over de andre. Det er ikke meningen, at det stopper nu, han skulle jo have mødt min søn. Jeg har formået at holde tankerne væk, fortrydelsen er dulmet og dæmpet, er ufølsom. Sover på Kaspers slidte divan og låner hans for små skjorter. Jeg fik Rudolphs Borsalino-hat og kan lugte ham, når jeg tager den på. Det er først nu, efter hans død, at jeg er blevet klar over hans lugt. Livet er trist og gråt, og jeg føler mig utrøstelig. Har tvunget mig selv til at skrive og glæder mig til min egen bortgang. Men selvmord er ikke en option i min verden. Håber solen vil gennemtrænge mit sind igen, så opium bliver overflødigt. Et smil som Rudolphs på mine sprukne læber, uden bagtanker, motiver, livslede. Oh du fagre livsledsagerske, ser du mig stadig min ven? Kan du forstå at jeg må væk?. Endelig kan jeg få Clara for mig selv, således at vi kan græde sammen. Er bange for at glemme dig, som jeg har glemt så mange andre før. Pludselig er du med i alle mine tanker og i de drømme, som jeg aldrig kan huske. Udvisket og rengjort, forsvundet i glemslens tåger. Kaspers pibe ordner sagerne.

Senere
Så går der tid og så sidder jeg her igen, min afføring er hård og blodig, døden nærmer sig, marcherende støvler i strækmarch henover mine forkrøblede tanker. Jeg løfter telefonen, men kan ikke fuldføre. Mærker aldrig sulten, spiser intet. Kasper siger jeg skal, og jeg adlyder, havregrød med erstatnings smør og sukker. Luftalarmens inciterende brægen. Der må sidde en alarm tæt på os i Amaliegade, sikkert for at få kongefamilien i hurtig sikkerhed, siger Kasper.

Helt stille med slukket lys undgår vi beskyttelsesrummet. Hans husvagt tror sikkert vi ligger døde derinde, i hvert fald tør han ikke sige noget, ved godt Kasper går med pistol. I de korte øjeblikke, føler jeg en sær lykkefølelse. At skulke og ligge udstenet tilbage, ventende på bombemaskinernes støj og antiluftskyts. Men jeg har besluttet mig for at rejse mig. En af dagene drager jeg ud og slår Rudolphs bøddel ihjel

Lørdag 25. marts 44
Har det præcis så vildt som jeg kan forestille mig at have det. Hvad fanden så nu? Og bagefter, hvad gør jeg så? Lettere at begive sig ud i noget, der fjerner tankerne fra nuet og min egen manglende balance. Sitrende af frygt for det uvisse, hvad nu hvis? Idiotien har fået overtaget, frygten er blevet fodret med energi, jeg holder det ikke ud!
Havde frasorteret mine venner, der var engang hvor jeg kendte alle, var nærmest ligesom Rudolph, og altid ude med Rudolph. Han kendte musikerne og værtshusene og spillede os fulde, når vi ikke havde nogen penge, og hvornår havde vi lige det? Jeg var smed med kunstneriske ambitioner. Tiden gik og folk forsvandt. Lyspunktet, børn og lille Holger, er grund til, at jeg skal holde mig oprejst, så han kan få min historie her, råt for usødet.

Det hjælper ikke at græde, det har jeg prøvet, vrælet i smug, som en kælling, som en første indskydelse. En måned har min kære ven været død. Det er clearingdrabene, der er mit problem. Hver gang vi tager nogen af deres, tager de nogen af os. Men de skyder med spredehagl og går efter mere eller mindre tilfældige sympatisører. Men det er en pris, der er nødvendig at betale og hvad er det reelle alternativ. At blive en del af Tyskland og tro på hystaden og få de allieredes bomber at føle. Nej vi må opgive flødeskumsfronten “og dø om så det gælder”. Sådan forstår jeg Kaj Munks prædiken om at genfinde martyrsindet.

Fredag Syvende april 44
Det er en enarmet fisker og Gestapomanden, Jürgen Kloss, der er skyld i Rudolphs død. Det er grunden til, at jeg slår dem ihjel. At mine tanker konstant drejer sig om hævn, mørke tanker i toget mod Helsingør og videre klokken fem mod Hornbæk og Gilleleje. Vil slentre rundt i byen og tænke på, hvordan jeg afliver ham. Det er selvfølgelig billedet af Rudolph i avisen, der har påkaldt og genopfrisket Gestapo Jürgen og tyskernes opmærksomhed. Det sku’ vi jo have tænkt på!

“Hvorfor dog stole på kærlighed
og hvorfor dog smile derved?
For smilet bli’r tårer, før solen går ned.”

Hans sang kører i mit hoved, så levende og nærværende, som om han sidder der med sin guitar og synger den. Jeg er så bange for at glemme dig min ven, du var jo min ungdom. Stopper igen ved Dansebrønden, pigerne danser stadig lystigt og trodser regnvejret, jeg husker billedhuggeren og mig selv, dengang jeg var en af de normale. Jeg bliver nødt til at gå en tur forbi teatret. Men hun kunne heller ikke holde mig ud. “Jeg er journalist, jeg har en aftale med instruktøren og Vivian”. Jeg kommer den inkvisitoriske billetdame i forkøbet, men til min overraskelse siger hun, “ja, jeg kan godt huske dem fra sidste år, og det blev jo et brag af en forestilling, så de må have gjort deres arbejde godt”

Jeg kommer ind i salen igen, der er flere skuespillere på scenen. Instruktøren Kjeld står i midten og dirigerer og der er hun selvfølgelig, siddende på knæ med et fjols i bøddeldragt og hævet økse stående bag hende. “Det er Jeanne d’arc for pokker, de må da i det mindste foregive at være nervøs”, råber Kjeld, bødlen er utroværdig, eller er han? Hvordan har jeg det egentlig? Jeg har besluttet mig for at gøre det med en kniv. På vej hjem fra ’Kabyssen’, lige omkring hans hus. Havblik hed huset. Bødlen smiler til Vivian, da hun rejser sig og peger på mig og siger “lige et øjeblik Kjeld”, “det er min gamle ven Kai”. Hun krammer, og jeg kan dufte hende. “Jeg har hørt det med Rudolph, hvordan har du det?, og Clara?”. “Og dø om så det gælder”, siger jeg, bedøvet, tårevædet og rødøjet kigger jeg intenst på hende. “Skæbnens ironi, at alle kender hans musik, nu hvor han ikke er her mere”. Kjeld kalder ” Kan det ikke vente Vivian, vi er lige midt i en scene”. “Jeg har ikke talt med Clara siden begravelsen”. “Hun har det sikkert dårligt, de elskede hinanden”, siger jeg, “gå blot tilbage, vi kan snakke i pausen”.

Senere
Han var omklamrende sympatisk. Falsk til fingerspidserne og kun i det for egen vindings skyld. Han kunne selvfølgelig også huske Rudolph og i særdeleshed Clara fra sidste års premiere. Uærlig i ordets forstand, men han har Vivian, han ejer hende det svin. Hun slikker hans pik. “Og hvad laver De i Helsingør?” spørger han venligt. Hans falske sind smitter mig, og endnu engang vrøvler jeg om fodboldholdet og kamp på stadion klokken fem.
Men klokken fem stiger jeg ind i toget igen, regnvejr, Hornbæk, Gilleleje halv syv. Ved syvtiden bryder jeg ind i et lille, ensomt liggende træsommerhus en halv kilometer ude af byen mod fyret. Jeg er våd, og tænder op i kakkelovnen og roder i skufferne og finder nogle brødknive, et stemmejern og en tør frakke. Begiver mig igen mod byen med stemmejernet i min lomme. Jeg har lyst til at trodse fornuften og gå ned til Leonora og finde en større kniv, men jeg styrer mig, og sætter mig ind på restaurationen overfor ’Kabyssen’. Bestiller mørbrad med sovs og kartofler og får en skarpere kniv jeg kan dræbe ham med. Jeg styrer mig som sædvanlig ikke og drikker en øl og et par stykker til.
Beslutter mig for at gå ind og kigge efter. Borsalinoen ned i panden, mine gamle briller og tørklæde godt op om ørerne. Bødlen er forklædt. Der er intet smukt tilbage i mig, da jeg træder ind på ’Kabyssen’. De tolv femten gæster på værtshuset er fulde og lader ikke til at bemærke mig. Sætter mig dog alligevel ikke ved det samme bord, som vi sad ved sidst. Der bliver spillet harmonika og grint. Sejlivede typer med vejrbidte ansigter, men ingen Pelle. Det er vel risikabelt at blive, men bliver hurtig ligeglad og han kommer ikke. “Pølle” siger jeg ved halv ellevetiden og bartenderen siger, at de sjældent ser ham, “han ligger syg, siden det med hans søn”. “Hvad er der da sket?”. “Han blev skudt på havnen i november”.

Havblik hedder huset ganske rigtigt, og ligger ud til vandet, men der er sjældent havblik på Sjællands nordligste kyst. Jeg kigger ind ad stuevinduet, Pølle sidder, oplyst af kakkelovnens ild og et stearinlys, og læser. Han ryger pibe og ser ud til at have det trygt og hyggeligt. Han sidder samtidig og babber på en lille stump cigar. Hvis jeg banker på døren henter han sit gevær, det erfarede jeg sidst. Han har nogle store strandsten liggende. Jeg tager en og sniger mig helt hen til vinduet. Jeg slynger den kilotunge sten gennem vinduet og hopper med kniv og stemmejern trukket, på ham. Stikker fra begge sider og kan hurtig rejse mig fra ham, hvor han ligger og gisper. “Det var jo min søn, der kastede stenen den dag så i kunne flygte”, siger han og kigger med opspilede øjne på mig, “jeg hjalp dig da” han spytter blod og det fosser ud af hans fede hals. Hvad siger han, “nej, det kan ikke være rigtig”. Må løbe, ud i mørket væk fra mig selv.

Torsdag 13. april
Der er ingen grund til at lade som om, at jeg har det godt. Jeg har måttet flytte igen, Mortensen siger, der er en pris på mit hoved. Jeg har undladt at fortælle nogen, hvor jeg bor, selv min far. Pelle, den enarmede fisker og hans søn er en væsentlig årsag til mange jøders flugt fra Gilleleje havn. Han er en lokal helt, så der har været møder mellem modstandsgrupperne, hvor Gillelejes folk har prøvet at finde frem til, hvem der var med Rudolph på Kabyssen den dag. “De mener at have set den samme mand på beværtningen, oveni købet spørge til Pelle lige inden drabet”.

Siden jeg opgav frygten, har jeg ordnet mine udeståender med det samme. Uden tøven har jeg handlet. Det er fejlen, med et forbandet stemmejern stak og stak jeg, flere gange måske syv stik fra begge sidder og armstumpen han prøvede at beskytte sin hals med. En gang til og i bund så blodet sprøjtede op på min lånte jakke, og så var det en forbandet fejl, endnu en.

Onsdag 19. april
Gl. Kongevej 13, Pensionat Søsiden. Endnu engang ville det nok være smartest at pakke sydfrugterne, til Sverige, langt væk fra alt, men jeg føler mig besat. Intet kan få mig til at flygte nu. Jeg er fuld, og jeg er far og har taget et ordenligt drøn på Kaspers pibe. Alt hvad jeg kan gøre er at sidde og misse med øjnene. Sjælens spejl kalder de øjne. Men jeg får penge af Mortensen og træner mirakuløst nok drengene, trods min efterhånden udpinte fysik. Jeg kan se Holger, når jeg vil, Gudrun fik jobbet på Nielsens, og de bor foreløbig hos Yvonne på Allégade. Men der er ingen grund til at se mig for tiden. Rudolph og Pølle og sønnen holder rigeligt øje med mig fra oven. Gad vide, om de har fundet ud af at det var en fejltagelse, og at Pelle næste gang, i fald næste gang opstår, skal opføre sig en smule mindre brysk, så idioter som jeg ikke tager fejl.

Jeg husker ham fra dengang jeg var på flugt, et afskyeligt menneske, der pralede med at slå sin søn, og konen, “der selvfølgelig ikke kunne holde til det”, og som derfor var død i barselssengen. Kan huske, han havde mistet sin arm på søen, det var vidst koldbrand. Det irriterede mig, at han følte slægtskab på grund af min ituslåede hånd. Og så var han i virkeligheden humorist, sarkastisk eller ironisk. I hvert fald snød han mig, og det skulle han ikke have gjort. Man skal ikke løbe om hjørner med de dumme. Den sørgende tumpe. Det er lige før de sidder og griner af mig, Rudolph og Pølle.

Torsdag 27. april
Magien træder ind ad døren, folk vender sig ublu, det er hendes skæbne. Det er første gang, jeg møder hende efter Rudolph. Hendes øjne glimter af tårer, men hun er stærk. Hun kender til døden “og det er smukt”, siger hun, dødens engel. “Der er ingen grund til at være ked af det”, “alligevel græder jeg hele tiden” og tørrer øjnene. Og hvad med mig?, er åbenbart blevet tynd, synes hun. Med Clara kommer foråret brusende, hormon-niveauet bliver antændt, som knasende kviste. Eller forsøg på poesi uden blodig Pølle eller Rudolph eller noget som helst. Jeg bestemmer mig for at komme til hægterne igen.

Onsdag 3. Maj 1944
Jeg kan sagtens finde hende i sorgen, selvom hun spørger til mig og Vivian. “Om jeg da ikke elskede hende”. Men hun ved godt, at det er hende jeg har villet have, havde det ikke været for Rudolph. Jeg ønsker og er villig til at glemme. Forsvinder ind i hendes dyb. De øjne, der forheksede mig fra første færd. Første gang jeg så hende i Tivoli, hvor Rudolph præsenterede os for hinanden. Hun fortalte mig om sin nærdødsoplevelse. Det var dengang Hammeren smadrede drengens ben ved nazidemonstrationen. Heldigvis er det en anden tid nu.

De danske nazister betragter allerede kampen som tabt. Eksempelvis skriver “Vejen frem” som jeg sidder med, at “Efter os kommer Syndfloden” – “lad os da faa den Ballade, vi kan, inden det er for sent!” det er deres motto og devise. Endnu holder Tyskerne hånden over dem, selvom de danske nazi-psykopater beskadiger og ødelægger resterne af deres i forvejen blakkede omdømme med bombeattentater mod tilfældige sporvognspassagerer, rudeknuseri og ballade. Stemningsskiftet er umiskendeligt, selv blandt tyskerne “Dommedagsfornemmelse behersker den tyske Nazi-ledelse her i Danmark, saavel som andre Steder i Europa”, skriver “Vejen Frem”. Nu er de blevet vores fjender, og jeg har tilgivet mig selv.

Lørdag den 13. maj 1944
“Der sker fejl”, siger Mortensen “op på hesten igen”, “vi har brug for dig”. Han har trukket gardinet for på ’Schultz’, Maleren, Kasper, Hammeren sidder og spiser frokost. Der er noget han vil tale med os om. “Pu Ha Da kalder de Powhattan” det er den værste, men største erstatningscigaret”. “I ved hvordan det er, selvom i ruller selv eller ryger pibe”, Maleren nikker indforstået med sin obligatoriske pibe siddende, Hammeren med cigar og mig og Kasper med hjemmerul. Jeg ved hvor vi kan få fat i 100.000 pakker amerikanske Lucky Strike cigaretter”. “Gusten karl på Vesterbro, Enghaveplads”, “Automobil eller skrothandler eller hvad han nu kalder sig”. “Hesselholm, I har sikkert hørt om ham, han er sådan en slags gangster”, “som I ved, Al Capone-agtig”. I hvert fald har han en container liggende, som han er i færd med at sælge til højest bydende”. “I ved, at jeg ikke har brug for pengene”, “men jeg tænker, lad folket få en oplevelse fra den frie verden”. “Samtidig er Hesselholm informant, stikker og på venskabelig fod med ledende Gestapo-folk”. “Han skal skydes”. “Jeg tror ikke, der er nogen, der vil tage en kugle for ham, hvis de er sikre på, at han dør”, “men I kan godt forvente, at der er nogle af hans folk tilstede”. “Det skal gøres i dag eller”. Han kender os godt, så I kan godt få foretræde.

Lettelse over at være aktiveret og adlyde ordre. En nedskydning af en gangster. Vi stopper på ’Papanden’ i Istedgade. Det er Kasper og jeg, der har pistolerne. Skål og med sidevogn, to og to går vi til hjørnet af pladsen og Dybbølsgade, det er lukketid. Kasper og jeg går ind gennem porten og ind i gården. Der er lys i kontoret i baghuset. Lille lusket beskidt fyr med hareskår, “her er lukket”, “hvad vil I”
“Vi skulle tale med Hesselholm”,
“Har I en aftale”
“Vi er interesserede i at købe noget, han har”
“Vent her” siger han og går op ad en lille trappe til den høje stue, hvor kontoret ligger. Tyve sekunder efter dukker han op igen. “har I penge?”, Kasper nikker, “kom bare op”.

“Hvad er det så lige I tror i kan købe af mig?”, Stadig i færd med at spænde sin livrem kigger han dårligt nok op på os og min trukne pistol, der lyder et sagte pigehvin fra wc-døren til højre, hvor der står en pige og retter på sit tøj. Man kan se, at de er blevet afbrudt. “Ud med jer begge to” siger Kasper til pigen og fyren fra før.

“Hvad vil i mig” spørger Hesselholm pludselig klart, “Vi skal have dine amerikanske smøger nu!”, “mine hvad for en omgang smøger?”, stiller et dumt ansigt op, og Kasper trækker også sin pistol. Jeg tæller til tre ellers skyder jeg dig. “jamen, jamen”. “En”, “er det Mortensen der har sendt jer?”, jeg kigger forskrækket over på Kasper, han blinker ikke engang. “To”, ”han bruger jer, jeg har da ikke nogen cigaretter”. Bang Bang, og Kasper kigger afklaret over på mig. “Kom vi går nu”, og jeg slingrer forbløffet efter ham. Udenfor står pigen som Munchs “skriget”, stadig med hænderne for ørerne og mere eller mindre stivnet. Hammeren står halvgrinende over den lille mand, der ligger ned og hvis næse bløder kraftigt. “De siger de ikke kender noget til nogen cigaretter!”

Onsdag den 17. maj
Rudolph har ikke fortalt Clara, at jeg er far til en unge. Uskyldige Holger der ikke kender til verdens realiteter endnu eller kender til sin far, der konstant forbryder sig mod sig selv og, som Judas, fornægter sit eget kød og blod. Der er så meget rod, at jeg ikke orker at tænke over det. Var sammen med Finn, og han havde det på samme måde. Den eneste måde at overleve på er ved at få det bedste ud af tiden, trods alt. Der er ingen, der køber tøj, og selvom damerne syr lidt engang imellem, er det langt fra nok til at betale deres lønninger. Idioten nænner ikke at fyre dem og bruger det sidste af sin arv på at holde gang i illusionen. “Jeg ved det godt”, siger han, “men det gælder om at se fremad. Lige om lidt er det her slut, hvor det er umuligt at tjene penge, medmindre man arbejder for tyskerne”. “Så kommer regnskabets time”, “hvilken side var du egentlig på, dengang det kunne gå begge veje?”

De blev aldrig rigtig venner, Finn og Rudolph. Ikke at de ikke respekterede hinanden eller satte pris på hinandens selskab, men Finn er mærkelig. Han taler om noget nyt og epokegørende hver gang man møder ham, nyt emne, men samme begejstring og entusiasme som sidste gang. Det blegner for mig, og jeg kan ikke skelne skidt fra kanel. Sidder bare og nikker og prøver at forstå. Han snakker om en ny pige hos Bovary som jeg vil kunne li`. Om en udstilling af farens promiskuøse fotografier i Magasin-salen som hans fætter bestyrer og så videre. Det er umuligt for mig at lade være med at tale om Clara og Holger som aftenen skrider frem. Men han er på det tidspunkt i sin egen verden, dejligt langt væk i sine egne bekymringer, og jeg tror ikke han hører eller forstår. Griner bare og siger “jeg vil også have et barn, men jeg er ikke sikker på at jeg kan”. “Har du prøvet med en pik i røven” siger jeg og ler, “Hvad siger du?” spørger han dog.

Søndag 21. Maj. 1944
Der er ikke noget overnaturligt ved det. Clara dominerer mine tanker, kunne det virkelig lykkes, med så megen sorg imellem os. På den anden side er det som om at han genopstår, når vi er sammen. Han kommer til at ligge der, død i sengen imellem os. Det er selvfølgelig umuligt. Vil bidrage til vanviddet. Der går et rygte om at Hesselholm blev myrdet i den danske gangsterkrig. Og at det har været et signal til omkringværende konkurrenter, at der var fire hårdhændede forbrydere om aflivningen. Et nyt slæng i byen, der nu sidder på sortbørshandlen.

Vi sidder på en bænk i Østre anlæg, der er blomster i alskens farver og insekterne summer. Det er stadig lysegrøn forsommer med foråret siddende i den kølige vind. “Optimale betingelser for livet”, siger hun og tager min hånd. Hendes fine fingre holder samtidig en stedmoderblomst og det firkløver, hun siger, betyder lykke for os, der fandt det, “det sagde Rudolph altid”, og så er vi væk igen. Fortroligheden er brudt op i sekvenser, hvad skal der dog til for at glemme. Vivian er Tages pige og Clara Rudolphs, sådan er det, og til evig tid.

Mortensens lakaj uden en egen fri vilje. Velbetalt soldat for friheden, troede jeg. Men det har aldrig været for pengenes skyld. Ved godt Mortensen er ulden, men hvem er ikke det i disse tider.

31.5 – 1944
Svend har indkaldt til stormøde. Partisanangreb mod fabrik i Glostrup, der producerer dele til tyske V2 raketter. List nytter intet i dette tilfælde. Hen ved tyve danske sabotagevagter fra Sommerkorpset bevogter fabrikken, og om nødvendigt skal vi skyde dem ned, likvidere dem. “Det er de værste af slagsen” siger Svend. En fælles aktion hvor hen ved 100 mand fra de forskellige grupper mødes kl. 18 i et lagerlokale på Roskildevejen 100 meter fra fabrikken. Der vil vi blive delt op og modtage præcise retningslinjer for angrebet. “Det vil også have en stor symbolsk betydning og understrege, at vi nu er i krig med tyskerne”, fortæller Svend.

Føler, jeg hænger i en løs tråd, eller med sværdet hængende over mit hoved. Jeg bliver nødt til at præstere for at slippe fra mit tunge åg. Alt det jeg ikke skulle have gjort, fortrydelserne som jeg svor, jeg ikke ville pleje endsige tænke på. Hesselholm og alle de andre, der dør fra min hånd eller i mit nærvær. De daglige krydsrevideringer og efterrationaliseringer af mit indre kaos, kaotiske frembringelser. “Cause and effect”, som Finn kalder det. Han er den fineste af dem, jeg kender nu. Beroligende samvær over billardbordet på ’Nielsens’. Vi har aftalt, at vi spiller en gang om ugen, hvor vi hver især har taletid i en halv time uden afbrydelser. Derefter evaluerer den lyttende.

Seksuelle eskapader, faren og moren, der var fraværende, altid sad med en avis, eller brev eller venner. Finn der bare var til, midt i det hele. Han har prøvet at gøre de sidste ti kvinder gravide, det lykkes ikke, fortvivlelsen, “piger fra alle lag i samfundet, forstår du hvad jeg mener”. Pengene og trygheden og kedsomheden. Så er det selvfølgelig, at man misunder Rudolph og Clara og den kærlighed og glæde de kunne få ud af hinanden. Finn taler, og jeg kan høre, at han har tænkt over, hvad jeg har sagt.
“Den eneste måde at få oprejsning”, “er ved at kæmpe for skønheden og for kærligheden”. “Og koncentrere sig om sit næste skud så man ikke laver røde kegler”. “Men der er det du tager fejl Kai, det handler om at tage chancer og lave point” han læner sig ind over bordet og skruer behændigt den hvide kugle forbi keglerne til rødt, og hvid i hul. “Seks point og dårligt læg til dig, det er sådan man spiller skomager”. “Stille, roligt og velovervejet”

Onsdag 7. juni
Så er der kridtet op, de fleste af vagterne overgav sig efter kortvarig maskinpistol-ild. Der er dog dem, der mener, at vi skulle have skudt dem alligevel, Sommerkorpset er nogen af de ondeste sabotagevagter, en broget flok af østfrontsfrivillige, nazi-sympatisører og tyskere. Jeg holdt mig lidt tilbage med hatten trukket ned, Burberry og briller. Jeg virker vel usynlig, bilder jeg mig ind. I hvert fald mødte jeg Martin og introducerede ham for Maleren. “172 kilo trotyl”, fortalte Martin “vi har jo prøvet at få folk ansat for at få det ind løbende”, men de fleste folk der arbejder på fabrikken er nazistisk indstillet. “Umuligt at gøre skjult, og derfor har cheferne truffet denne beslutning”, “og så selvfølgelig for at folk kunne møde hinanden”, “samtidig har signalværdien i forhold til tyskerne, de allierede og befolkningen som helhed, ved at præsentere en decideret undergrundshær, været betragtelig”.
Eksplosionerne gjalder og tårnhøje flammer står op mod den lyse sommeraften himmel. Folk er stimlet hujende sammen på Roskildevej da vi kører af sted, og de tyske mandskabsvogne nærmer sig.

Søndag 11. juni
Heldagsregn i juni, fri mig fra det onde. Det kunne være så smukt. Kniber øjnene sammen og det hele bliver smukt. Er det for at bevise mit værd, min fortsatte berettigelse som menneske. Er det fordi jeg dyrkede det depraverede. Spændingen, mellemrummet, mellemtiden. Min sorg over manglen på empati. De fleste er på flugt ligesom jeg selv er. Jeg kyssede hendes læber, de var bløde i berøringspunktet, alle sanserne fokuseret der, forrest i mine læber. Det evige univers mikrokosmos presset sammen mellem Claras og mine læber. Som i et chok, der står stille. Fastfrosset til evig tid. Støbt i tanken af stjernestøv. Idé inden tilblivelsen.

Fredag 16. juni.
Jeg skal ikke stoppes af tyskerne mere, Mortensen fortæller, at jeg er eftersøgt, og stikkere mener at have set mig ude ved Globus fabrikken, der sprang i luften forleden. “De har genkendt dig og peget dig ud på billedet, der var ude, efter kommunehospitalet”.

Jeg sidder i en gårdhave i Klerkegade, blomsterne og fuglene synger smukt i det lille æbletræ. Jeg kan høre lyden fra Sølvgades skole, der minder mig om dengang, for århundreder siden, hvor jeg var barn. Det var ikke sådan at jeg var stærk og selvsikker, men jeg eksisterede i nuet som børn nu engang gør. Jeg frygtede ikke skolegården, men lærte hurtigt at affinde mig med den stærkes ret og holdt mig i yderkanten. Lærte at trives i det randområde. Var på et tidspunkt fornuftig nok til at få mig en gerning. Jernhænderne og funktionalisme. Konkret materialisering af udtænkte konstruktioner og sammenfatninger. Claras tante skænker mig citron-the og afbryder mine forvirrede ord. Det er hendes gård, vi sidder i. “Så De er Rudolphs ven?”, “ham kommer vi til at savne, men fred være med det”. “Hvad laver sådan en ung mand som Dem egentlig?”. Da hun har bedt mig om at skære igennem, råt for usødet , svarer jeg, “jeg er frihedskæmper på gale veje”. “Det er mig, der er skyld i alverdens ondt”, “det er mig som ikke kan styre mig, og nu med din niece”. Hun kigger forvirret over på Clara, som kigger på mig fra hendes funklende dyb. “Kai er digter og skriver alt det her ned tante”, “vi skal passe på hvad vi siger”.

Torsdag 22. juni
Så går året på hæld igen. Mod mørkere tider. Studenterne ved det ikke og er som altid i fuldt flor, momentant upåvirket af soldaterne. Hun kommer og sætter sig ved siden af mig på bænken med udsigt til de dansende studenter. Hun kysser min kind og lægger sin hånd på min hånd. Det er ikke noget seksuelt begær, alligevel føler jeg at kunne eksplodere og min pik vokser i bukserne. Hvad vil du gøre nu Rudolph? Vil du give slip på os, vi kigger på hinanden, al lyd og omgivelser forsvinder, stivnet i øjeblikket. En tåre viser sig i hendes venstre øje, det øje, der også er lidt brunt, et flerfarvet dyb af uomtvistelig sandhed. Jeg ser Rudolphs spejlbillede i dråben og må kigge væk.

Nyheder og abstraktion, de nedfældede tanker og begivenheder er et sammensurium af impulser tvungent ned her, for at jeg kan danne mig et billede af hvad der er vigtigt. Christmas Møller i Radioen, “London kalder, London kalder”. Danskerne lytter troskyldigt med. Hvordan vindene blæser i den store verden. Det er beroligende at fokusere på de store linjer, krigens uretfærdigheder og andre folks lidelser giver et øjebliks fred fra egne personlige problemer og konflikter. Men det er det nære, der interesserer mig.

Det kræver viljestyrke at besøge Holger og Gudrun. Hun kunne godt tænke sig, at jeg udviste seksuel interesse for hende. Men hun virker ikke på mig. Der er slukket, det bliver aldrig far, mor og Holger. Jeg er for kompliceret.

Onsdag 28. juni
Sjælene i det hinsides følger med, bilder jeg mig ind. Så spændende er her immervæk stadig på jorden, eller hvad. Eller er det en slags forpligtelse? Mødes de døde en stund med andre døde og efterrationaliserer. Eller er de sammen til evig tid. Fokus forøges lige efter dødens indtræden, derefter forsvinder den langsomt, de opløses, og drager videre. Min evige følgesvend, tryg og ufravigelig. Døden giver indsigt, klarhed og nye spørgsmål. Det småfilosofiske bavl, jeg bryder min lille hjerne med, må da have et formål. For jeg kan ikke forene mig med ligegyldigheden. At det bare skulle stoppe her, og at vi aldrig igen skal mødes, kære ven. Det forekommer mig umuligt, at meningen med tankerne stopper her. Tankerne er jo i forvejen immaterielle.

Tyskerne er blodtørstige efter de allieredes landgang i Frankrig. Min far fortæller mig, at de har brændt hen ved 700 civile ihjel i en aflåst kirke. Desperationen er nu tydelig for enhver, det uovervejede, hidsige, har afløst det metodiske tyske sind. De er vores fjender nu, med frygtsomme desperate øjne ved de, at vi alle ønsker dem ad helvede til. De har henrettet flere modstandsfolk i sommerens løb og alle tilfangetagne modstandsfolk ved, at de gør alvor af deres trusler.

Men heldigvis er den civile ulydighed ved at vinde indpas, og tegn på en begyndende folkestrejke kan spores. Arbejderne går tidligt hjem, så de kan nå at passe deres kolonihaver, på grund af den genindførte spærretid.

Onsdag 5. juli
Intet mindre end fantastisk! Strejkende overalt. Frihedsrådet sætter dagsordenen. Mortensen præsenterede mig for Børge, en af spidserne fra rådet. Han er avismand. Intellektuel, diskret og sirlig. En af dem vi alle sammen har brug for.

Menigmand og bedsteborgeren, mejeristen og parfumedamen. Alle sammen er på gaden. En sværmende energi, bål i gaderne, dansende folk omkring dem. I kor, syngende fædrelandssange. Sammenholdet, det er dem mod os. Der skal ikke herske nogen tvivl mere. Med, og midt i det, går Clara og jeg. Stemningen er stadig farlig og anspændt, man venter også på at kampvognene kommer rundt om hjørnet. “Nu, da de har været her så længe, kan de vel ikke bare begynde på at skyde på os eller hvad?” Er spørgsmålet. Det er et oprør, men vi ved, hvad de er i stand til at gøre i deres desperation. Det handler bare om at de indsætter nogle hårde hunde, “men så bryder det hele ud i lys lue”. Så bliver der krig og endnu en front at se til.

Senere
Svend er blevet hentet uden nogen videre forklaring. Mortensen maner til besindighed. Svend er hård og sladrer ikke, heller ikke i Gestapos hænder. Under alle omstændigheder er det umuligt at gøre noget ved det. Sidder sandsynligvis på Dagmarhus. Men selv Mortensen er rystet over hans tilfangetagelse. “Hvor kom den fra?” Svend er om nogen grundig og forsigtig. Det er ikke blevet formuleret endnu, men der er en stikker iblandt os.

“Man bliver ikke bare hentet uden forudgående varsel, når man er på Svends niveau, jeg mener, han kender alle” siger Maleren, som er svoger til ham. Jeg skifter emne, stikker, forræder, men fremfor alt Clara, summer i hjernen, og den flaske brændevin Kasper har stillet frem svinder hurtigt ind. “Min bedste vens kæreste”. Har altid været sygeligt. Vi mødes i smerten, den ubærlige kendsgerning.

Fredag 7.juli
Maleren og jeg var hos gamle Kasper forleden. Kasper og jeg har aftalt at lade medicinen forblive intern, en hemmelighed. Selvom Kasper havde lavet et stop til mig, en halv times tid inden Maleren kom, som havde sendt mig synligt af sted. Maleren fortæller, at på Sct. Hans Torv var de samlet forleden, men der var åbenbart nogen der havde kastet sten efter en tysk højtalervogn. Fem seks Schallburgkorps typer støder til, trækker pistoler. Et kort øjeblik stopper det, og han når at smide sig
ned, så tømmer de magasinet. “En mand ved siden af mig blev skudt under øjet, kuglen fløj ud gennem baghovedet, det lignede et tredje øje”, siger han chokeret, som om det lige er sket.

Det var Maleren der i sin tid introducerede mig for Svend. “Svend er en af strategerne”, fortalte han, han udvælger mål, sætter hold sammen og kender til de lokale ledere”. Gad vide hvad de ved? Gad vide hvad de gør ved ham?

Mandag 17. juli
Det er, som om vi ikke kan kysse. Hengivelsen virker forbudt. De kender selvfølgelig ikke til detaljerne om mit og Rudolphs venskab, og at jeg har villet hende hele tiden, bag hans ryg, men jeg har dårlig samvittighed. Føler mig overvåget af mit sure skuffede overjeg.

Der er ikke nogen jeg skal stå til ansvar overfor, og selv Rudolph ønsker vel det bedste for os, derfra hvor han er nu. Alligevel virker det umuligt. Det må være en klassisk tragedie, folk er blevet myrdet i flæng. To venner, en pige og bla. bla. bla.

Lørdag 22. juli
Udkokset af varme vågner jeg i svedigt sengetøj. Våd og klam til benet. Mit blod føles tykt og klumpet. Jeg kan ikke hoste, er stadig for udmattet. Skrækslagen. En forladt kop med kold the svaler mig et øjeblik. Han havde fået et slag ind så det sortnede, men så var jeg endt på brystet af ham og slog ham tre gange så det knasede og han lå stille.

Før i tiden ville jeg have undgået konfrontationen, men nu er jeg klar til kamp for det mindste. Måske fordi jeg var sammen med Martin, og han i hvert fald ikke skal tro, at jeg er en kujon, som dengang med Hansi. Samtidig spøger det, at Clara siger, at hun fornemmer at, der vil ske mig noget, hvis jeg fortsætter sådan her. Hvordan var det nu, det var?, jo, jeg havde sat Martin i stævne på ’Nicks Café’, og der fik vi nogle stykker til smørrebrødet. Det bed ikke rigtig på, så jeg hældte ufortrødent løs. Martin er en spasmager, og jeg griner altid i hans selskab. Kan mærke det endnu, som et klovneansigt, lattermusklerne som jeg bruger for lidt. Hvorom alting er, sidder der fire store lømler og drikker om kap med døden. Det er ligegyldigt hvilken side de er på. De er i det for balladen. Sådan nogle fyre min far mener skal i hæren og sendes ud i marken og slås med andre psykopater. Afrettes, deri er han enig med Tyskerne. “Problemet er, at ballademagere blæser med vinden”. Man sidder ikke og blærer sig med sine gerninger, gode som dårlige. Ikke når det implicerer sabotage. Det tiltrækker dårlig energi. Så jeg beder ham om at holde kæft. To sekunder efter står han foran mig og siger, vi skal gå udenfor. Sådan en lang, men stærk, type. Jeg rejser mig, svinger ud, men han undviger og slår mig rent, lige på kæben, så det sortner og min nakke knækker. Men jeg bliver stående og hopper på ham efter første slag og slår hurtigt, for at tilintetgøre, en to tre besvimet, Martin hiver mig tilbage. Og drengene slæber deres ven væk, og der bliver tilkaldt ambulance og jeg og Martin forsvinder.

Senere
Dyrker svækkelsen og sidder og kradser mig hos Kasper, der står og barberer sig og forklarer mig, hvordan det hele hænger sammen. “Der er ikke andet for end at være hård Kai”, “ Det er de betingelser, vi er sat til at leve under”, “så må vi slå fra os, imens tid er”. “Du er jo ung for helvede, 35 er ingen alder”. “Hvis jeg var på din alder havde jeg været død nu”. Knivens lyd mod hans ru kinder, hans konstant kørende radio, om ikke andet så bare med støj. Nej Gamle Kasper er ikke for børn.

Holger smiler altid, når han er sammen med mig, ja han smiler nærmest hele tiden, uanset til hvem det måtte være. Selv nogle tyske soldater ved søen forleden, og de smilede tilbage til ham. En far og hans baby, det perfekte skalkeskjul. Husker hans øjne den dag Rudolph blev skudt nede ved Sortedamssøen, han kunne se at jeg kulsejlede, rystede, bævrede, græd, svedte. Hans trofaste blik på mig, hans forsørger og beskytter, ingen bekymring, ingen frygt, kun en overstrømmende uendelig tillid. Jeg har måske været alene med ham ti gange nu, af et par timers varighed. I eftermiddag skal jeg hente ham, når hun møder ind klokken fire. Så tager vi “bagvejen” hjem til min far og fru Larsens aftensmad.

Et bad i gården, trække en af stolene ned i hjørnet, hvor solen brager stærkest. Tørre korpus og komme til hægterne, klar til endnu en dag som menneske.

3. August Torsdag
Den store løve har fødselsdag i dag. Miaw, farlig som bar fanden. Det er underligt at gå rundt uden sex. Føler mig af-seksualiseret, Clara og jeg tør ikke. Min frustration hænger nøje sammen med manglen på fysisk kontakt, og jeg har aftalt med mig selv at besøge Bovary og den nye pige, Finn snakker om, at jeg ville synes om.

Mortensen er kommet til penge og er stor i slaget for tiden. Han gav mig syvhundrede for august måned. Det er noget med at forkæle sig selv, tænker jeg, da jeg træder ind i Bovarys entré. Kvalm, sødlig parfume og overmodne blomster fremkalder umiddelbare opkastnings fornemmelser.. Jeg må ud, undskylder og sætter mig slukøret på en trappesten og får vejret igen.

Banker på hos Kasper, vi skal videre med det samme, “nej, der er ikke tid til en pibe”, “Her, drik det”, siger han, “vi skal derned”. Det ligner ikke Kasper at have travlt. Da vi ankommer på ’Schultz’ er gardinet trukket for. Vi bliver præsenteret, Børge, “ Vi har mødtes”, en Politichef Møller, og resten kender I, Maleren, Hammeren, Erik og Oskar, der er Svends fortrolige.

Påske er åbenbart blevet hentet, de frygter, det er Svend, der er brudt sammen. Det er Maleren, Mortensen og jeg selv sikker på, at det ikke er. “Jeg har mødt ham, Påske ved ikke en skid”, siger jeg, “Påske laver våben, jeg arbejdede sammen med ham for nogle måneder tilbage. Han er fagidiot, han ved knap nok, hvem han taler med”.

“Det er spørgsmålet om, hvad de tror, at de ved” siger Børge, “Hvor længe, de vil pine dem, inden de skyder dem?”. “For det gør de, når de er færdige”. “Det kan ikke være anderledes”.

De gør hvad der passer dem, ja det har de hele tiden gjort”, “men nu lader de ikke en gang som om”, “kigger allerhøjst mistænksomt på en, hvis man tillader sig at hjælpe eller hvad vi nu skal kalde det” siger Politichefen, “jeg kan i hvert fald intet gøre”, “jeg kan ikke engang smugle en giftpille ind til dem”.

Det er fordelen ved at blive skudt ned som Rudolph og Tage. Så kommer det i det mindste uventet.

Det er min fødselsdag, og jeg skal huske at stoppe op og trække vejret. Den brusende vind ved rundbænken på Gråbrødre torv. Hvad skal jeg finde på? Havde lovet at lave et stop hos min far. Der sidder en gammel mand med stort gråt skæg og læser Nationaltidende på bænken ved siden af, og ved siden af ham et ungt forældrepar med en syvårig pige med sløjfe i håret imellem sig. Nydelige mennesker fra forstaden, er det idyllen? Ønskværdigt med Clara eller Vivian eller en, der kunne få mig til at falde ned. Vivian gør mig liderlig, bare at tænke på.

Går sjældent på værtshus alene, sørger altid for at have en aftale, eller i hvert fald gå på steder, hvor jeg kender folk. Så jeg krydser Købmagergade og sigter mod Bobi bar. Bilder mig ind, at fyren der går bag mig, forfølger mig. Jeg drejer ned mod Rundetårn og går bag om, for at gå ned fra den anden side af gaden. Den vej ville man aldrig gå, med mindre. . . Han følger fandme efter mig. Stopper ude foran baren og tænder en smøg. Han stopper tredive meter nede ad gaden og kigger på vinduer. Jeg er ubevæbnet, var han sikker havde han allerede tilkaldt forstærkninger. Han kunne også være frihedskæmper. Der er en pris på mit hoved, Gilleleje folk. Han må have forfulgt mig nede fra ’Schultz’, hvor ellers? Roligt sætter jeg mig ved bordet ved siden af baren, med front mod indgangen og ryggen dækket. Jeg bestiller en samtale og en øl, heldigvis tager Kasper telefonen og kan høre på mit tonefald, at han skal komme. Jeg får en blomstersælger til at gå ud og sondere terrænet. Beige kort sommerjakke, løse mørke bukser med pressefolder og en stor blød sixpence kasket. Han lignede ikke en nazi, selvom han havde lyst hår og kortbarberet i siderne. En “ækel” som Rudolph kaldte frisuren.

Kasper kommer ind ad døren, “Må jeg præsentere Helge Rasmussen”, min forfølger strækker hånden frem. “Følger de efter mig Helge?”, forlegent kigger han på Kasper, der kigger på mig. “Er det ham, der er problemet”. “nej, ved du nu hvad”. “Helge her arbejdede med Tage”. “Jeg kan godt huske dem”, siger Helge. “Han fremhævede dem en aften og kaldte dem for nihilist”. “De kom ind samme aften godt stegt, De lod ikke til at kunne fokusere”. “De må have været fuld eller et eller andet”, han kigger over på Kasper. “Det er sammen med Helge, at jeg har skaffet medicinen de sidste par gange”, siger Kasper.

Vi går alle tre over til Kasper. “Vil I have der kommer en dame over”, Kasper nikker og Helge forsvinder ind i en frisørsalon. “Hun kommer om en time”, det har de åbenbart prøvet før. Kaspers divan på min 33 års fødselsdag.

Mandag 14. August ’44
Svend, Påske og fem andre henrettet i morges i Ryvangen, i silende sommerregn smældede skuddene og sønnerne faldt. Gad vide om det er de samme der skyder hver gang. Stakkels os danskere, at miste Svend. “han har været afklaret med det fra starten af”, siger Mortensen. Alligevel er han selv berørt, eller hvad?. Stenansigt som altid, bekymrer sig om sig selv. Når han så er sikker og ved muffen i strandvejsvillaen, kan han hjælpe lidt til med modstandsarbejdet eller hvad. Er det virkelig sådan Mortensen tænker.

Alle kontrolposter undgås. Holder øjnene åbne på gaden. Derfor lagde jeg mærke til Helge forleden. Alt og alle jeg ser analyseres og dechifreres. Passer han ind i konteksten, og hvis han henvender sig, hvor og hvordan undslipper jeg. Har igen fået nye papirer fra Blauenfeldt, Finns forbindelse, denne gang henvendte jeg mig selv til ham. Stakkels ham og stakkels mig, jeg fortjener selvmordet, jeg er ikke andet værd. Han er i hvert fald ikke arrogant mere. Det fik jeg jaget ud af ham. Og så viser han sig at være et retskaffent, ordentligt menneske, der desværre løber ind i et rigtigt svin af et menneske, mig, Kai, drevet af frygt og mindreværd. Udser den stakkels mand som fanden selv.

Kasper snakkede om Dostojevskijs ’Kældermennesket’ forleden, da jeg i min rus fortalte ham hvad jeg havde gjort ved Blauenfeldt, “han er ligesom dig”, “og hævner sig på en eller anden mere eller mindre uskyldig personage, følger og dyrker en pludselig indskydelse”. “En impulsiv karakter”, ”desperat og opsøgende katastrofen” siger han om mine skriverier, “sådan lyder det på mig”. Har læst brudstykker op for ham fra dagbogen.

Jeg har ikke kræfter til at se mig selv efter i sømmene, men det meste er rigtigt nok. Jeg kvajer mig ofte og engang imellem utilgiveligt. Noget jeg må ordne med skaberen til sin tid. Havde forleden købt en buket blomster, der står på mit bord. Tænkte at Clara måske kom med op, nu har de stået der en uge, har åbnet sig mere end hvad godt er. Afblomstringen jeg ikke gider at følge. Jeg erklærer dem hermed døde, væk fra mit åsyn. Et medlidenhedsdrab. Der er så meget, jeg aldrig når at fortælle, og dog får jeg så meget lort med.

Lørdag 19. August
Hun har mødt en ældre mand med penge, slut halvtredserne med voksne børn. For ham er Gudrun stadig et skår og mindst tyve år yngre. Og så har Holger vel fået endnu en far. Jeg kan selvfølgelig fortsat se ham, og heldigvis er Gudrun vild med min far. Det er lige før han ville have haft en chance, tænker jeg, første gang jeg møder hendes nye mand. Orker ikke at undersøge, hvad han er for en, men han kører i hvert fald stadigvæk i bil. Rygtet har bredt sig, på ’Nielsens’, hvad jeg er for en “farlig starut”. “Men vi er ligeglade, ikke sandt Kai, ligeglade”, “Du er lille Holgers far”. Der sidder jeg og smiler og nikker, men når jeg er alene brækker jeg mig, er udenfor rækkevidde. Var med til at skyde en stikker på Tomsgårdsvej. Vi passede ham op tre mand. Hammeren, Kasper og jeg. “Må vi se dine papirer?”, Kasper lød som en kriminalbetjent. “Grossist Egon Markussen”, “ja hvad kan jeg gøre for dem?” Det var Hammeren der skød, tre gange og et af dem i baghovedet. Det er Mortensen, der insisterede på, at det skulle være Hammeren, der gjorde det. For Kasper og jeg havde ikke haft betænkeligheder.

Onsdag 23. august
Folk dør som fluer, har brug for at få sparket ind, hvordan det umiddelbare nu spiller ind. Det er nu, det sker, men det har en evig, vidtrækkende konsekvens. Det kan ikke blive mere eksistentielt, hvad er meningen? Kære ven, du der er i himmelen nu, hvad vil det her dig og andre. Har efterhånden lidt tid tilovers, ingen beskrivelse af det betydelige. Det der uhåndgribelige har min bevågenhed. Derfor stoppede jeg med alt det du har husket mig for. Hendes læber mod mine, forræderen. Lår mod lår på en bænk i dyrehaven ligesom alle de andre. Vi var ligesom dem, jeg var ligesom dem! Vel, glad, fornøjet, naiv, idiot…. Du lod nemlig altid som om. Som om at du vidste, hvad der skulle siges, menes eller i det hele taget gøres ved det og sådan noget.

Selv min fantasi knuger sig om min pistol. Jeg tager så mange som muligt med mig.

Søndag 27. August
Sporvognens lyde og den oprørske efterårsvind, der allerede har sat ind, forvirrer mig med sine muligheder. Måske skulle jeg hurtigst muligt finde en overfart og forsvinde i Sverige. Det ville være det fornuftige at gøre for at holde mig i live, men jeg har kun momentant behov for at holde mig i live. For alle andre end min far ville min bortgang være en ligegyldighed, lettelse.
Så kunne man håbe på at spekulationerne ville ophøre. Fred og evig hvile, eller bliver man smidt ud til endnu en tur i manegen.

Mandag 28.
En decideret misbruger, med tankerne fæstnet omkring sit næste fix. Sådan har Kasper fungeret i fyrre år. Fra et apotekerhjem med en far, der selv var bruger. Misbruget er at fodre tvivlen. “Det er min drivkraft”, griner han “eller resterne af den”. “Jeg kan bestemt ikke anbefale dig, at gøre ligesom mig”, “det overlever de fleste ikke”. “Så skulle jeg stoppe alt og blive engel”, “flytte til Møn eller rettere Ljungby i Sverige”, “snakke med træer, blive en plante igen”, ”Nej du, man kan ikke lære en gammel hund nye tricks”, “Jeg har min pistol, mit stof og en dame i ny og næ”, “sådan er det, og sådan har det mere eller mindre altid været”. “Jeg er ikke nogen frihedskæmper, jeg er ligesom Mortensen, jeg har mig selv kærest. Derfor vil jeg da alligevel godt lave lidt rav i den og bruge mine forbindelser”. Kasper er selvfed og gør en dyd ud af at sole sig i sit eget vildnis. Hvorfor er jeg sammen med ham, når jeg ikke kan holde ham ud?, jeg lader hjernen gå amok, bersærkergang. Jeg tør ikke være foruden min rus. “Hvorfor?”, “så keder jeg mig jo”. Gad vide, om jeg nogensinde kan vende tilbage til et normalt arbejdsliv, er det mig forundt? “Sådan”, så har jeg lagt min skæbne over i det almægtiges hænder, forundt, som om det er uden for mit eget ansvarsområde. En løgnagtig tyveknægt er, hvad Gamle Kasper er. Der er noget fordækt gustent over ham. Han siger, at han skal skaffe, det er derfor han er sammen med Mortensen. Skaffe til sit eget storforbrug, dråberne og sprutten koster i længden, “så har man en forbindelse, så dør han”, “så skal man have en ny, og nogle af de der lægetyper eller sygeplejersker bliver glubske, hvis de skal levere stabilt”. “Og den her lejlighed koster mig efterhånden kassen”, “det er sgu dyrt at bo ved siden af Kongen, må du forstå”. Hans stue er mørk, kun oplyst af enkle stearinlys. Han har tre divaner stående med puder op ad væggene, man kan sidde, ligge, sove, vågne og forsvinde. Når gardinerne er for, er mørklægningen total. Telefonen eller dørklokken kan få lov til at ringe, ingen reagerer. Jeg synes han lugter en gang imellem. Han lugter af råddenskab. Og når han griner af en eller andens tragedie og han blotter sit usunde tandsæt, får jeg kvalme. “Man siger at gæsterne lugter på tredjedagen”. Jeg bliver vist nødt til at holde en pause fra det her sted.

Onsdag 6 september
Er på ’Schultz’. “Do it well and do it now”, Maleren skriver det umulige steder, hvor de ikke kan fjerne det. “At smadre Tivoli eller Nordisk Film studierne, ja hvad mener i”. “Der er kun et at gøre, og det er at fortsætte”. “I kan se, hvordan de alligevel vægrer sig ved at slagte os. Jeg mener strejken i sommer, de skød da, men de kunne jo i princippet have fået besked på at meje os alle sammen ned. Slagte os i horder, som man har på fornemmelsen, de har gjort det i Polen og Tjekkiet og sådanne steder”, Maleren er klog og indlevet.
“Hvis vi strejker nu, igen, så slagter de os. Der er ikke noget sympati tilbage, de ved, at vi hader dem. De skød Tage, de skød Svend, de skød din ven, musikeren”, Kasper nikker over mod mig”. Han ved sgu da godt, at musikeren hed Rudolph, han skal til at passe på. Når jeg stopper med morfinen en af dagene, slår jeg ham ihjel. Men han har ret. At strejke nu ville være som at begå kollektivt selvmord. Det ville selvfølgelig have en stærk signalværdi, men almindelige borgere er ikke indstillet på en martyrdød, de glæder sig stadig mest over deres dagligdags skærmydsler, trummerum eller hvad vi skal kalde det.

Føler det sikrest at sidde indenfor, man kan efterhånden blive stoppet alle vegne. Og selvom mine papirer virker, Kaj Hansen, lokomotivfører, skal der ikke mere end et hændeligt uheld til at de betvivler og opdager, at de har fanget “Kai den gale”.

Tirsdag 19. september
Politiet er anholdt, lovløsheden reagerer. Hipofolk i gaderne overfalder uskyldige, med bomber, vold og ildebrand. De allierede nærmer sig det tyske riges grænser ved Firenze, og russerne er ved Weichselfloden. De er bange for at politiet skal falde dem i ryggen, som de gjorde i Paris, og har med en falsk luftalarm lokket dem ned i beskyttelsesrummene, hvor man har anholdt dem, flere end 2000. Man har derpå sendt dem i koncentrationslejre. De resterende, tilbageværende politimænd er som sunket i jorden, eller det vil sige, de sidder med sådan nogen som Mortensen og slæng og planlægger sabotage.

Dagligdagen er endegyldigt ude af mit sind. Jeg ænser den ikke, de travle mennesker, der okser forbi mig på deres cykler for at nå alt muligt. Man kan kun kalde det et arbejde, hvis man får penge for det. Er det ikke sådan, det er? Jeg får penge af Mortensen for at stå til rådighed og adlyde hans ordrer. 90 % af arbejdet er fint nok, til gavn for den sag der ligger mit hjerte nær. Fri os fra nazisterne. Men de ti procent finansierer min løn og fleres samt Mortensens hus og vellevned. Det kan være rationeringsmærker, cigaretter eller lignende.

Der er penge i private vagtværn nu, hvor politiet er væk, men så skal man være rede til at dø for andre folks penge. Det kan være, jeg er kommunist, men så hellere stjæle fra de rige, eller endnu bedre, fra de onde.

Dyrker mit ego og min ret til at være skør, ude på et sidespor, af en tangent eller hvad samfundet en dag vil kalde mit liv og mine handlinger.

Onsdag 27. september
Vivian og hendes teatertrup er i byen, “Hej Kaj” da jeg drejer om hjørnet fra Rømersgade. “Jeg tænkte nok, at du ville komme her”. Skuespiller, den stoiske blonde skønhed, der ligefrem har opsøgt mig. Hun fortæller og fortæller, “og nu har hun ikke nogen penge”, “og hun skal mødes med Mortensen”, “og hun er gået fra instruktøren”, “ja her til morgen faktisk”. Fornemmer at hun er hektisk, ude af balance, nervøs. “Hvad er der dog galt min pige”. Hun er lige kommet ind med toget og har tydeligvis ikke sovet meget. “Kom, jeg kender et sted”, siger jeg, og vi går ned i Nansensgade og sætter os i ’Ibsen’s lille hotelbar. Klokken er 14, jeg har ikke noget, jeg skal, og hun skal først optræde klokken syv. Jeg lytter og bekymrer mig og griner, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke bryde seglet. Lammet af frygt. Hun vil vide, hvad jeg er for en. Dengang sidste sommer fik jeg hende til at komme i klitterne. Med min tunge lå jeg bøjet ind over hende i en kort evighed. Jeg fortærede hendes fisse. Smagte hende, forheksede mig. Måtte kun yde og tilfredsstille dronningen. Der var ingen mennesker på stranden den dag. Jeg kan huske, jeg kiggede op på hendes ansigt imens. Håret blev slået rundt af havvinden, hendes læber blottet i nydelse. Fugter dem med tungen og sukker efter at jeg tager hende. Det er kærlighed

Samvittigheden nager mig, når jeg sætter det hele i brand, og det alligevel ikke lykkes. Det er instruktøren hun elsker. Jeg er bare sådan en trussel de har imellem sig. “Farvel, Vi er på Nørrebroteater ugen ud, tag Clara med, jeg tror, I vil synes om det”, “Mortensen kommer og ser stykket i aften”, “Han siger, at han tager alle mulige med, han kender. Filmfolk og kapelmestre, hvis jeg vil det her, skal det være nu”. Hun tænder en smøg og kigger bestemt på mig. “Du ser ud som om, du er ved at gå i hundene Kai, er der ikke nogen der passer på dig?”, pludselig er hun væk, ude ad døren. Jeg sidder tilbage, målløs. Bestiller en mørk øl og skriver her.

Mandag 2. oktober 44
Heldigvis har jeg min dreng. Han kryber ind, hvor der ikke har været liv længe. I hvert fald ikke siden Rudolphs død. Et mørkt rum af sorg og fortrydelse, derinde arbejder min lille dreng med at rydde ud i fortrydelserne for at få solen ind igen. Gad vide om Rudolph overdrog sin sjæl til Holger, det kunne meget vel være muligt. Heller ikke det værdsætter jeg, er for flygtig, knap tilstedeværende.

Hårdkogt og frygtløs er mit lod, thi det har jeg tilkæmpet mig, det er blevet mig tildelt. Griner af de samme ting som Kasper og Mortensen. Når folk dummer sig eller kommer til skade. Det kan umuligt gå godt, og man kommer til at stege i sit eget fedt. Men de skal ud tyskerne med deres ondskab, som de har forpestet mit sind med. Ellers ville jeg sgu da ikke sidde sammen med Kasper og Mortensen. Det paranoide stikkersamfund er trængt ind i måden hvorpå vi kigger på hinanden. Brændt fast i blikket, afslører følelsen af den manglende tryghed og tro på den gode hensigt. Mistænksomt stopper jeg altid flere gange inden jeg når pensionatet for at sikre mig, at der ikke er nogen forfølgere.

Min plan er stadigvæk at myrde Gestapomanden Jürgen Kloss, han har peget mit billede ud, og Mortensen siger jeg skal holde mig fra min far og de mennesker tyskerne kunne mistænke mig for at have kontakt med. Det betyder også, at du ikke kan komme på ’Schultz’ i det næste stykke tid. “Du er jaget vildt Kai, de har lagt to og to sammen”. Politiet havde åbenbart fået fornyet arrestordren med dit billede og alt muligt, lige inden de blev opløst. Man kan godt forsvinde i København, hvis man er forsigtig. Det betyder, at jeg nu går med pistol.
Kasper begyndte forleden at spørge efter hvordan man kunne kontakte mig. Om jeg havde et telefonnummer, en adresse eller lignende. Han så helt skyldig ud, da han spurgte, og jeg måtte bare lade som om, jeg var for påvirket til at høre efter.
Min far forstår også godt, at jeg er gået under jorden.

Fredag 6. oktober.
Det er snart fem år siden, og de helt unge kan næsten ikke huske tiden inden. For jeg må sige, at det, om ikke andet, har været begivenhedsrige år. Intense, stressede, ude af balance. Før i tiden betød det ikke så meget, man kunne slappe af. Ting skulle nok ordne sig. Ingen unødvendig travlhed og ståhej, hvis ikke kunne man ordne det. Sjældent alvorligt. Nu er alt tys tys og hvisken, man ved aldrig, hvem der følger med, lytter med, spionerer, sladrer, stikker. Os selv mod hinanden. Vi er blevet ofre for et komplot. Noget tyskeren har sneget ind imellem os. En utryghed og dårligdom som deres apparat nærer sig ved. Leder konsekvent efter at få placeret skyld uden skånsel. Hvis du ikke kan mere, må du dø, lide og undgælde for din svaghed. En rå, uretfærdig darwinisme, hvor Føreren har udstukket egoistiske raceafhængige retningslinjer. Og hvor de bjergtagede fjerner alt, der forstyrrer hans idealbillede.

Hvem er mest skadelig for jorden, for universet. Hvad er det, vi mennesker er sat i verden for at udfylde. Hvad er vi for en slags organisme, fremfor om hvorvidt vi er et herrefolk? Der er nok en grund til at folk ser forskellige ud. Det er ikke optimalt at være solfølsom varme steder. Det er den mangfoldighed, jeg stadigvæk elsker. De forskellige kulturers bud på en levevej, et sæt idealer og muligheden for at dykke ned og forsvinde i sigøjnermusikken, jazzen, rejse en dag hvis det bliver mig muligt. Til Australien eller St. Croix, eller bare Gudhjem igen, hvor som helst, det ukendte, og så videre.

Senere
De siger, Tyskerne har vendt krigen igen med nedkæmpelsen af Warszawa-opstanden, 40.000 frihedskæmpere brutalt nedkæmpet af 100.000 tyske soldater og byen efterfølgende jævnet med jorden. Radioerne bræger derudad, og man kan fornemme, at de har fået en stakket sucessoplevelse og at brutalitet nytter. De har slået 200.000 civile ihjel. Det er ufatteligt, men alligevel en konkret mulighed de har. Det er, som Maleren siger, “De slagtede os ikke under strejkerne i sommer, men de ville gøre det nu, hvor de bilder sig ind, at folkemord gavner. Det er grønskollinger, sytten-atten-årige hjernevaskede drengespejdere. Men efter nogle få øjeblikke i Warszawa, er mødommen taget for evigt.
Min far siger loppen gør. At det kun kan være et spørgsmål om tid, før de kapitulerer. “Spørgsmålet er, hvor langt han kan få folk til at gå med, inden det styrter”, alle har en mening, så jeg tror på min far, jeg kender ham, han overdriver, men har sat sig ind i sagerne. Han fortæller, at det største problem lige nu, er Kejseren, “På japansk betyder ordet kamikaze guddommelig vind”. fortæller han. “Oprindeligt blev udtrykket brugt om en kraftig storm, der i 1281 udslettede Kublai Khans flåde, og dermed reddede Japan fra invasion”. “Det er deres nyeste våben”. “Et våben vi slet ikke besidder”. “Det er Martyrdøden som Kaj Munk prædikede om”. “Selvmordspiloter der i tusindetal ofrer deres liv for at gøre mest mulig skade”. Jeg kan se, han ikke gider fortælle, men “der er nogle, der mener, at Kamikazepiloterne kan vende op og ned på krigen, men det kan også bare være desperate krampetrækninger”. Vi er mødtes i drivhuset i Botanisk have, han har talt sig varm, men er pludselig blevet alvorlig. “Jeg blev forfulgt”, siger han, “Jeg opdagede ham heldigvis på Sølvtorvet og måtte gå hele vejen ned om Nørreport for at ryste ham af. Jeg gik ind i et tog og ud igen”. “Han lagde desværre mærke til at jeg havde opdaget ham”, “kunne ikke lade være med at triumfere, og det må han have set inde fra toget”. ”Jeg har fortrudt det lige siden”. “De er efter dig Kai”. Jeg prøver at overtale ham til at blive væk hjemmefra, og det ved jeg godt er umuligt. Det må være stikkeren i nummer to, der har sladret. At de har set hans søn komme jævnligt eller hvad? Er det mig, der er paranoid?

Onsdag 11. okt.
Afladshandel. I korte træk gik det ud på, at man ved at købe afladsbreve af kirken, kunne slippe hurtigere gennem Skærsilden. Men hvad så med os fattige, hvad gør vi? Min far er ikke kommet som aftalt. Bliver helt mærkelig til mode. Kan fornemme, der er noget galt. Cellerne i min far og jeg vibrerer stadig så ens, at jeg kan føle med ham. Eller er det min mor og søster, der oplyser mig. Uroen breder sig og jeg må rejse mig op og gå rundt, for at sætte mig igen og stirre på drivhusjunglen. Jeg prøver at tælle, indsnuse de fremmedartede planter, lige lidt hjælper det. Der er sket ham noget. Idet ser jeg fru Larsen nervøst trippende hen imod mig. Sætter sig ved siden af mig og kigger rundt. “De hentede din far”, “en Gestapomand og fire tyske soldater. “Han gik pænt med”, “men de ved hvordan han er Kai. “hvad vil de dog med den gamle mand?” Hun begynder at græde og fumler med sit tørklæde. Jeg kan ikke trøste hende, er selv svimmel ved tanken. “Haltede Gestapomanden?”, “ja” svarer hun, “han gik med stok”. Hun kigger på mig. “Ved De da hvem han er?”, “ja” siger jeg og rejser mig. “Jeg må prøve at gøre noget, ring til ’Nielsens’ og spørg efter Gudrun, hvis der sker noget”, siger jeg til hende, da jeg haster væk.

Lidt Senere
Går ind ad en port i Gothersgade, kravler over et par hegn og kommer ind på ’Schultz’ fra baggården.. Får Jørn, en tjener jeg kender, til at hente Mortensen. Jeg fortæller ham, hvad der er sket. “Bestil noget mad og sæt dig og spis i køkkenet eller omme bagved, så prøver jeg at høre rundt og finde ud af, hvad der sker. Rastløs som bare fanden klikker sekunderne langsomt derudad. Jeg tillader ikke at de gør noget ved min far, så hellere mig selv. Maleren melder sig frivilligt til at gå ned i nummer to og finde ud af, om naboen har sladret.

Hjertebanken, tempoet er for højt, og jeg er ude af kontrol. Stress forvirrer, føler nærmest jeg skal besvime, men Mortensen er fattet, da han kommer tilbage og fortæller, at han er ude igen, “Ude igen?”, “ja, de har åbenbart løsladt ham”, “men, han ligger på Kommunehospitalet”, “det skulle ikke være noget slemt”. “Er han bevogtet?”, “sandsynligvis”, “det kunne være ond lokkemad”, “de ved, at du kan finde på at komme”. “Jeg tror, du skal lade fru Larsen om det”, studser, hvor kender han til Fru Larsen fra? Er det mig, der er paranoid igen, har jeg virkelig fortalt ham om hendes porre-kartoffel suppe?

Søndag 22. okt.
Det er presset at eksistere i denne by, dette land. Jeg er jaget vildt og går og kigger mig over skulderen, hvad enten jeg er med i en operation eller går langs søerne. Min far var blevet vurderet af en læge, der havde erklæret ham svagelig, senil og utilregnelig. Han var blevet hevet ind fire gange igennem et døgn “og havde det ikke været for lægen, havde jeg været død nu”. “De holdt mig vågen i 24 timer og stillede mig de samme spørgsmål”. “Hvornår havde jeg sidst set dig? hvor bor Kai? vi skyder dig hvis du lyver”. “Men jeg er ikke bange for dem”, “jeg vil med glæde dø for dig min dreng”. “Jeg må have svaret overbevisende inden jeg brød sammen og de kørte mig på hospitalet”. “Da havde jeg ikke sovet i tyve timer, så plejer folk at vrøvle og glemme deres historier”. “Det lykkedes mig at vrøvle hele tiden tror jeg”, “og det billede de har af dig, er fra før du fik skæg”. “Der var i hvert fald et eller andet, der fik dem til at lade mig gå”. “Han sidder stille og tænksom og kigger frem for sig, “det var ganske rigtigt ham fyren, der forfulgte mig ned til toget forleden dag, der overværede et af forhørene. Han må have regnet ud at jeg afledte ham, så derfor begyndte jeg at fortælle dem om alle stationerne og de forskellige lokomotiver, jeg havde kørt med”.

Maleren var kommet tilbage og fortalte at han ikke var hjemme, ham jeg tror er stikker i nummer to. Alligevel er det godt, at jeg holdt mig væk fra hospitalet, det vrimlede med tyskere. “De har travlt for tiden, de er desperate på Dagmarhus og kan finde på at skyde folk for et godt ord, eller i hidsighed”.

Alt er som det plejer, jeg kommer hjem i ro og mag. Har købt to røgede sild, purløg og radiser og sidder og nyder en eftermiddags-øl til mit måltid. Min basguitar står og kigger på mig. Efter et kvarters tid er jeg varm, men udviklingen er sat i stå. Den er uomtvisteligt forbundet til Rudolph og bare det at holde den, får mig til at tænke på alt andet end musik.

Onsdag 1. nov. 1944
Tømmer hovedet for tanker. De har taget ham ind igen. Virker overbeviste om, at det er vejen til mig. Mortensen siger, at de godt ved, at han hellere vil dø end give dem oplysninger, der kan føre til mig, alligevel må de være sikre på, at vi er i kontakt, siden de hiver ham ind igen. Og hvad betyder hans liv for dem? Ikke en skid. Kender jeg ham ret, har han allerede irriteret dem til bristepunktet. Eller også er han ikke så sej, som han foregiver, og sidder skræmt fra vid og sans, ligesom vi andre ville have gjort. Min stakkels gamle far, hvad har jeg dog rodet dig ud i. Han skal sgu ikke dø for mig, nej, sådan er det. Jeg melder mig selv, hvis de frigiver ham.
Mine drømme førte mig tilbage til de sene pubertets-år. Vågner alt for frisk kvart i fire om morgenen og kan ikke sove. Min far håber garanteret, at jeg er flygtet nu. Han vil dø, for at jeg kan opnå den frihed. Må hævne mig på Gestapo Kloss inden. For lige om lidt er de væk og i særdeleshed bæsterne. De ved godt, hvad der sker, når slaget er tabt. Frygter de har skruet tommelskruerne på ham, denne gang. Men hvordan overgiver jeg mig og samtidig sikrer mig min fars frigivelse.

Torsdag 2. november 44
Hambroes Allé 38 bor han. Parkerer cyklen ved nummer tyve og går i mørket mod huset. Tilbagetrukket fra vejen ligger den kæmpe klods af en villa. Der holder en stor, prangende Mercedes i indkørslen og en mandskabsvogn på vejen udenfor. Det ville være rent selvmord at forsøge noget nu. Der står to soldater og ryger på terrassen, og jeg kan se der er lys i stuen bag dem. Hvis de var de eneste to, kunne jeg måske forsøge, men mandskabsvognen tyder på, at der er flere. Jeg går ned til vandet og ryger et par smøger og tænker på Kasper. Det er forbandet koldt allerede, ellers har jeg for lidt tøj på. Et eller andet er der i hvert fald galt. Begiver mig ned til huset igen og forbi alle de riges villaer, de skulle på skafottet sammen med nazisterne, tænker jeg på cykel mod Amaliegade.

Kasper er heldigvis altid hjemme og fortæller mig, at Mortensen har villet have fat i mig. Jeg ringer inden jeg ryger, han er jo ikke idiot og kan sikkert regne ud, hvorfor jeg ringer fra Kasper. Mortensen fortæller mig, at min tante har ringet og alt er fint igen, det betyder at min far er fri igen, havde sagt til fru Larsen, at hun skulle ringe til ’Schultz’ og spørge efter ejeren, hvis der skete noget.

Kommer hjem, fuldere end hvad godt er, krigerisk, mit fandens hoved vægrer sig ved at beskrive det.

Lørdag 4. November
Har prøvet at få min far til at forstå, at han må rejse væk, fordi de vil blive ved, de helmer ikke før jeg melder mig. Stadig sikker på at det er stikkeren i nummer to, der har sladret. Hvorfor fanden bliver de ellers ved?

Men hvis der sker noget med ham, sker der noget med min far.

Jeg startede som et relativt godt menneske. tvivlende, men ikke for alvor impliceret i begivenheder som nu. Jeg skal dræbe ham stikkeren, jeg skal dræbe Kloss. Tænker i drab og fjernelse af udskud. Kasper sagde det forleden dag. “Vi fortjener det Kai”. ”Vi skyder folk”. “Jeg slog også ihjel inden krigen”. Siger han og lader sin Browning og puster i løbet. “Vi dulmer smerten Kai”. “Jeg skød en mand i Stevnsgade, hans tiggende skrækslagne øjne fortog sig først, da jeg havde taget mig en ordentlig dram og en pibe”. “Skæbnen har villet det sådan, det er jeg efterhånden sikker på”. “Så går der lidt tid imellem, hvor jeg kradser mig og sidder ligesom nu og funderer over mine gerninger. “Jeg ved sgu da ikke om han havde fortjent at dø”. “Og jeg er sådan set ligeglad, det finder jeg aldrig ud af”. “Jeg får bare at vide, at det er et svin, der skal dø”.

Umuligt at få min far til at forsvinde, mit bløde punkt om man så må sige. Han nægter og siger, de bare kan slå ham ihjel. Og det gør de så lige om lidt.

Tirsdag 14.11. 44
En af min fars gamle venner døde i sidste uge. Han boede også i Rørvig, så jeg fik min far bugseret derop og samtidig overtalt ham til at blive nogle dage hos Onkel Otto på Vesterly. Men han kan ikke holde ud at være deroppe, han føler, han er på flugt, “og for hvad Kai?, hvis jeg ikke engang tør at stå fast, hvordan skal I unge mennesker så turde? Der kan jeg høre, at han er ved at blive skør. “Martyrtanker”, og for min skyld.

Jeg har fået fat i en Ungarsk Mannlicher-riffel, Kaspers forbindelser. Jeg skyder ham på 40 meters afstand gennem hans vindue. Der bor en bankdirektør Carstensen mere eller mindre alene i huset overfor. Kasper har indvilliget i at holde ham op imens, hvis jeg til gengæld vil gøre noget for Kasper?, underligt svar. Vi kan hurtigt flygte gennem haven bag til Gardes Alle, hvor vi har vores cykler holdende. Det vil sige, “cyklerne” diskuterer vi, fordi Kasper absolut insisterer på at køre på sin Nimbus, “fordi jeg ikke er nogen grønskolling”, siger han og tager et hvæs på sin pibe. Men det er idioti, cykler er det optimale flugtmiddel. “Den skal bare være fintunet” som Rudolph altid sagde. Han var om nogen grundig med de cykler og instrumenter han tog sig af. Minder mig om at jeg har glemt Clara for tiden, har så at sige arbejdet mig væk fra hende, mord og morfin. Det er Kloss jeg skal tage mig af.

Senere
Carstensen er ikke hjemme, da vi bryder ind ad et vindue i kælderen. Der holder som sædvanlig en mandskabsvogn, Kloss-familien er konstant bevogtet. Og der er hunde, i hvert fald to schæfere har jeg set fra vinduet på første, hvor jeg er ved at sætte op. Klokken er ti minutter i syv, og jeg har lagt an til at skyde, men han er ikke kommet endnu. Jeg kan se hans kone og børn sidde til bords gennem kikkertsigtet, tjenestepigen, der skænker suppen, jeg ville let kunne ramme hende, hvis hun stod stille. En lille lyshåret pige med store briller, der sidder pænt til bords og skarnsknægten i sømandstøjet som moren konstant tysser og retter på. På terrassen til højre for vinduet i mørket ligger den ene af hundene ved siden af en tysk soldat, der sidder i en havestol og ryger. “Heinrich, Heinrich”, lyder det fra mørket i haven. Heinrich smider smøgen og stiller sig i vagt-positur. Kloss’ Mercedes drejer ind ad indkørslen Chaufføren åbner og to mænd stiger ud i mørket. I det samme hører jeg lyde nedenfor i entreen. Bankdirektøren må være kommet hjem. Det lader jeg mig ikke forstyrre af. Kloss og en anden Gestapomand entreer stuen overfor, Kloss præsenterer manden for kone og børn. Han sætter sig heldigvis i midten, lige i min skudlinje. Jeg kigger og betænker mig. Alle bøjer hovedet, lukker øjnene og folder hænderne undtagen drengen og pigen, de gestikulerer til hinanden, at de andre er skøre. Jeg er helt tæt på hans hals og hoved, jeg kan nærmest ikke se andet. Mit åndedræt er sænket, han slår korsets tegn og kigger op, der ser han mig, og der rammer kuglen.

Tyve tredive sekunder har vi, gennem haven, ind over hækken og ud gennem en låge til Gardes Allé. Hundene gør og skud og højlydt råben. Rammer Strandvejen og ind gennem Øregårdsparken og væk. Kasper er kørt ad Østerbrogade og har været hjemme de sidste tyve minutter, da jeg stakåndet banker på hans dør i Amaliegade. “Det gik jo let nok”, siger han, “nu må vi se, hvordan de hævner sig”, “ du fik ham vel?” Nikker usikkert, hænger min hat og frakke og sætter mig ind. “Ja, jeg går ud fra at du vil ryge”, rækker mig piben, “tag dig i agt, den er stærk”.

Lørdag 18.11 ’44
Kloss er død, ramt i ansigtet af mit projektil, hans pige har skreget lige siden. Er i en slags choktilstand. Carstensen var blevet fundet svinebundet og kneblet liggende på sit stuegulv, hvor Kasper havde siddet og drukket hans cognac og fortalt ham, hvad han skulle sige for ikke at komme yderligere galt af sted. De har tilsyneladende ikke sammenkædet drabet på Kloss med min sag. Kasper siger også, at det ville være naivt at forestille sig, at jeg skulle være den eneste, der har villet Kloss til livs. Hvorom alting er, har jeg indvilliget i at lade Kasper filme mig. Han har erhvervet sig et filmkamera og vil have mig til at fortælle min historie. “Som en slags dokumentation” siger han, “du er jo poet, Kai, og så får jeg samtidig afprøvet mit filmapparat “.

Hver dag tænker jeg, at det meget vel kan blive min sidste. Kuglen ånder mig i nakken, om man så må sige, og det kan lige såvel være en frihedskæmper som en nazist, der affyrer den. Men jeg er mere eller mindre afklaret og beredt på den pludselige slutning.

Tirsdag 27. november
Kasper, hans kammersjuk Helge og jeg laver et knæk på Nørrebros Apotek, man kan kun komme ind gennem butikken, personalet og vagtmanden holder jeg op med min Luger. De tror, vi vil have penge, men Kasper leder apotekeren ned i kælderen, hvor de er væk alt for længe. . . Kasper er professionel eller idiot og tager apotekeren som gidsel, med ud på gaden og ind i gården bagved. Personalet er skrækslagne og ikke én har stillet spørgsmål eller noget, bare lagt sig ned som jeg har sagt, de skulle gøre. Helge og jeg kigger på hinanden, da Kasper og apotekeren har været væk et stykke tid. “Nåh ja, vi skal vel også videre”.

En halv times tid senere sidder vi i Amaliegade og deler rovet. Det vil sige. at jeg kun vil have hvad jeg skal bruge. Jeg ved at et lager øger mit forbrug. Kasper krystalliserer morfinen så det kan ryges på min majspibe. Jeg får stumperne i mit etui, jeg kan smuldre ned i min tobak. Fordelen er, at jeg kan mærke virkningen fra hvert hvæs, hvor dråberne nogen gange slår mig ud eller fremkalder opkast. Helge er en klam skabning, ser jeg gennem tågerne. Han skal lige prøve noget!

Søndag 2. december
Idet han ser mig, bliver han bange og begynder at græde. Gudrun prøver fortvivlet at overbevise mig om, at sådan reagerer små børn nogen gange, og at der også var en anden mand med skæg, der havde skræmt Holger forleden. Som om jeg er idiot, han kigger lige ind i min sorte sjæl.
På samme måde som hunde på gader og stræder er begyndt at gø, når jeg går forbi, udstråler jeg åbenbart dårligdom, som en spedalsk smittefare.
Jaget af mistro og frygt for omkringværendes motiver. Der var et rutinecheck forleden i beskyttelsesrummet i baghuset. Flyverne var åbenbart tæt på. siden tre uniformerede tyske soldater søgte ly i en fremmed kælder. Vi var vel en tolv-femten-stykker i alt i kælderen, der var ikke rigtig noget at gøre. Holdt masken, da de gik rundt og tjekkede os, og var en af de eneste, der havde legitimation med i kælderen.

“Ham der med pengene er mere interessant end dig Kai, sådan er livet”. “Drypper på degnen fænomenet”, “forstår De hvor jeg vil hen”. Det er min husvært, der sidder og forklarer mig, hvordan tingene hænger sammen. Og hans kammeratlighed og tilsyneladende kendskab til mig får tyskerne til at tro, at jeg er en uskadelig gammel kending. Jeg havde ellers regnet ud, hvordan jeg skulle smadre taburetten i hovedet på den forreste tysker og fravriste ham hans pistol så jeg på klos hold kunne skyde de to andre.

Fredag 7. december
Frygt, empati og medfølelse er røget væk. Sidder og kigger ind i Kaspers snurrende filmapparat og fortæller om dengang Tage levede og lavede sit illegale blad. Om hvordan tyskerne var kommet brasende og hev mig ind til det skæbnesvangre forhør, hvor jeg stak Viggo, Hammeren og Rotteansigtet. Om mine første drab på tyskerne på hospitalet. Jeg gider ikke at snakke om kvinderne. Clara, der mener man selv er skyld i den energi man tiltrækker. Min seksualitet er drænet, ikke eksisterende. Orker ikke at onanere, når jeg kan ryge. Helges veninde arbejdede ellers heftigt på mig forleden, men jeg blev pludselig træt og pakkede min pik og min pibe. Linje 16 gennem de dalende snefnug. Sneen bliver ikke liggende, er bare våd og klæbende. Lægger mig tilbage på sengen og hører Christmas Møller fra London. Om hvordan vi vinder terræn og for guds skyld ikke må opgive nu, hvor vi er så tæt på målet. Onkel Otto er blevet syg og min far har pludselig en funktion på Vesterly. Fik en avisdreng til at gå ned og varsko fru Larsen, mødte hende oppe i Botanisk have. Tyskerne havde været forbi min fars lejlighed flere gange, og havde talt med både hende og flere af naboerne. Sofus Herman er åbenbart sunket i jorden. “Hvad med ham i nummer to?” spørger jeg, “tror ikke han er stikker “ siger hun, så ville han vel have fortalt dem om Sofus og mig. “Min far siger, De skal tage op til ham”, “jeg ved det godt” svarer hun, “jeg ringede til Vesterly nede fra frisøren, han mener, at vi skal holde jul deroppe og at den starter nu”. “Men han burde jo vide bedre, at jeg ikke sådan kan forsvinde”, jeg er stadig mor til min pige, må De forstå”.

Senere.
Stakåndet bader jeg mit stressede legeme. Havde ikke kunnet nære mig, drengene spillede fodbold mod B1903, og selvom jeg ikke kommer der for tiden, fortalte Verner, der er hjælpetræner og nu har overtaget geschæften, at de spillede klokken fem. Jeg kunne godt fornemme, at der var nogle bøller imellem de måske 30 fremmødte B1903 tilskuere. Det er pinligt overfor drengene og decideret dumt at skabe unødvendig opmærksomhed ved at fare på den klammeste af bøllerne for at få et spark i maven, så jeg segner. Heldigvis besinder jeg mig og rejser mig og undskylder. “Gamle nar “ siger en af dem, da jeg stiller mig tilbage med mit grånende skæg. Så står jeg der og tænker, “at jeg burde være en fandens karl” og nu er jeg bange for en flok idioter, der tror de kan tryne mig. Er jeg sådan en hævngerrig type eller kan jeg lade den ligge. Jeg undskylder overfor drengene og siger “jeg må gå, jeg er stresset for tiden, og jeg ved godt, at det er mig, der er en idiot”

Badet svaler mig ikke, den indre uro har bredt sig, jeg må have min medicin, min byrde. Rastløsheden og straffen for at være den jeg er.

Torsdag 13. december
Jeg er søgt ind i en kirke for at få fred. Fred opleves glimtvis og aftenmørket har allerede lagt sig klokken halv fire om eftermiddagen. Min hat er gennemblødt og min frakke er tung som mit sind. De har skudt lægen fra Gilleleje og hans søn, på grund af Kloss. Hvis der ikke var nogen der stod frem, ville man skyde dem klokken to i Ryvangen, det havde de lækket, så den skyldige kunne melde sig. Det har jeg selvfølgelig fået ondt i hjertet af. Træt af det hele og ingen at betro sig til. Sidder her, fordi jeg håber på et mirakel.
Misser mod lyset, svitser hornhinden, Det hele brænder sammen. Et lyshav. En brænding. Udbrændt og idéløs drukner jeg i lortet, i almenvellet. Tidshuller og forsvindingsnumre, trolde og hekse. Alt er uddødt, udbrændt og nytteløst, den gejst, der i sin tid kendetegnede mig, forsvandt i tågerne, i kampen for Danmarks frihed.
Der er ingen, der skal have ondt af mig. Meget af det skyldes misforståelser. Finn taler min sag, hver gang jeg ser ham. “Det er jo et resultat af de begivenheder, du har rodet dig ud i Kai”, overbærende og forklarende prøver han at få mig til at forstå banaliteterne, med allerhelvedes grydeskeer pensler han det ud, som om jeg er tumpe, idiot eller hvad?

Tomheden regerer, er underlagt vakuummets tilstedeværelse. Forveksles med følelsen af frihed. Er det en snarlig døds forudanelser? Når flugten er slut og jeg ligger pløkket tilbage. Smerte til bristepunktet, til klimaks og ud over skrænten, hvor den himmelske energi gennemstråler mig.

Lørdag 22.12. ’44
Udholdenhed, Weltschmerz. “Vi kan godt lide hinanden, Ikke sandt?”, “De behøver ikke at forklare Dem, bare følg med”. Jeg går bag hende og ser på hendes vuggende røv. 50 meter gang, gennem den store herskabslejlighed, kan høre grin og grynten fra værelserne. Det bagerste værelse åbner hun, der står et skummende karbad midt på gulvet. “Læg tøjet på stolen der, så kommer jeg tilbage”. Hun tænder stearinlys og forsvinder. Jeg lægger mig tilbage og lukker øjnene. Hun har lange sorte gummihandsker på og en ru svamp, hun begynder at skrubbe mig med. Hendes skjorte er åben, og hun sidder på sine knæ med blottet skridt. Hun hælder mere olie i vandet, imens hendes ene hånd er nede mellem mine ben. Hendes pegefinger leder efter mit røvhul imens hun kigger på mig. “Sådan” siger hun og trænger ind. Med den anden hånd tager hun fat om mit stive køn og nosser, “sådan” siger hun og stikker sin anden finger op. Vandet skvulper imens hun fingerknepper mig. “Sådan”, siger hun og stopper, “Tør dig og sæt dig over på sengen”. Jeg gør hvad hun siger . Læner mig tilbage på mine albuer, hun sætter sig på hug med spredte ben over mig og fører mig ind i sig. Hun støtter sig engang imellem på mine lår, men sidder ellers i fuld balance og arbejder sig op og ned. Min pik er nået bristepunktet. Hun stopper, jeg sitrer ”læg dig ned”, hun kravler frem og sætter sig på mit ansigt. Hendes læber er spændte og jeg sætter min tommelfinger lige over hendes klit, så jeg kan slikke den til hun ryster af velvære. Hun kravler frem og jeg tager hende bagfra, imens jeg knepper hende færdig med mine spytvåde fingre.
Uanset hvad føler jeg mig lettet bagefter. Der er stadig seksualitet i mig, og det er jul. Velsignede jul. Lunter væk fra Bovary og syndens hule. Orgasmen er den sublime følelse, men kun fordi man ikke har det sådan hele tiden.

Tirsdag 25.12, ’44
Fortielsernes tid er ovre, toner rent og starter på ny. Når det her er slut skyder de mig fordi jeg dræbte Pølle eller fordi jeg stak og skød Viggo, unge Kasper eller rottefjæset. Med mindre jeg aftvinger respekt, eller med mindre jeg flygter igen. Det kan alligevel ikke blive værre end nu! Og det slutter alligevel aldrig. Det allestedsnærværende ubehag, min indre film, der aldrig stopper. Mødte Poul Reichart forleden i et fodgængerfelt, smilende og flankeret af to smukke blondiner og en fotograf. Jaloux på hans ubekymrede attitude, selv tyskerne ved, at han er noget særligt, i forhold til deres egne kummerlige liv. Sådan nogle piger får de aldrig lov til at bolle, med mindre de tar’ selv.

Formørkede tanker, dialogen mellem mine to sind eller flere. Det altid uklare, der velkommer kaos. Det sindrige lag, der forgæves forsøger at forhindre katastrofen. Julen og fars gås, fru Larsen har måtte tage over, “og lave det rigtigt”, som hun siger, og forvandler juleaften til et festmåltid. Min nevø Erik, hvis øjne stadig stråler af barndommens julespænding, selvom han er tretten. Hans kedelige mor, tante Karen der aldrig siger noget og onkel Otto, der for engang skyld har rejst sig fra sin lænestol og sidder med et saligt blik ned over bordet. Smagene, sangene, ritualet og højtideligheden. Tårerne presser sig frem i øjnene. Hvorfor blev jeg morder? Plages konstant af mine ofres forpinte udtryk. Hvis man gør sådan noget, så græd for Guds skyld ikke.

Og Maren, der skulle have været tandlæge, Ottos sidste store ambition, der også må være gået i vasken. I hvert fald sidder hun her ikke nu. Hun er sikkert betalingspige eller barpige, eller hvad som helst i den genre, bare ikke tandlægestuderende. Rummet emmer af fortid, barndom, mormor og morfar. Dengang ingen var døde endnu.