1943

4. januar 43
Det nytter ikke at græde lille Kai, det løser ikke noget. Nej du må være stærk og huske på det bedste. Nytåret kom og gik, 4. januar 1943, sjap og søle møder de tidlige morgentrafikanter på Louisebroen. Maleren, Rudolph og jeg selv er enige om at optrappe modstanden, Maleren kender til en anden gruppe, vi kan arbejde med, men først må vi se, hvad Mortensen har i sinde. Uanset hvad irriterer det mig at skulle være afhængig af andre. “Er jeg virkelig for dum til at mobilisere noget selv.” Der er et eller andet med, at hvis man ved, at man er dum, så har man stadig en chance.
Finn sagde, at den eneste han kendte, der viste noget om modstandsarbejdet, var advokat Blauenfeldt, han er involveret, og det ved jeg udmærket, efter han hjalp mig med mine identifikationspapirer. Med sort samvittighed måtte jeg endnu engang lægge øre til, hvordan han var blevet overfaldet i en park, sandsynligvis på grund af sine jødiske aner, og hvordan han er som et espeløv af nervøsitet. Fandens til idiot og sort som kul, føler jeg mig. Finn skal ikke have noget med noget at gøre, “jo mindre jeg ved jo bedre”, sagde han og gik, da jeg mødte ham og Maleren på Bobi bar.

På vejen hjem, ved firetiden, så jeg mig selv stoppe op ved siden af mig selv. Det var i krydset ved Frederiksborggade og Nørre Søgade, lige ved Louisebroen. Han var vel tyve år og lignede og gestikulerede, som jeg gør. Han opdagede ikke mig, i hvert fald bemærkede han mig ikke. En gammel knark, tænkte han allerhøjest, alligevel var ligheden ikke til at overse. Øjne, mund, næse, hårfarve, slående, men mit skæg og briller ændrer mig selvfølgelig, så han ikke kunne se det.

En dobbeltgænger ser man ofte inden sin død, siges det, men begrebet dobbeltgænger refererer også til ens skjulte eller undertrykte tilbøjeligheder. Hvorom alting er, lignede han mig påfaldende, i en yngre udgave, jeg var fristet til at stoppe op for at høre hvem og hvordan han var, men var endnu engang ligeved, og det er jo ikke nok.

15. januar
Råkold vinterdag, kulden fra øst hvor tusinder kæmper og dør. Med frakke på indenfor sidder jeg og prøver at få gang i koksen og varmen. Kan huske stridigheder mellem min mor og far. Hun købte vinterfrakker til Anna og jeg, og mor var vant til at have penge, hendes far var jo tandlæge. Min far derimod havde ingen penge, og det havde mor heller ikke mere, så at købe vinterfrakker til en hel månedsløn for derefter, senere på måneden, at skulle have hjælp af hendes far, var årsag til dyb frustration hos min far og hos hende selv. Hun måtte være gal mente han, uden virkelighedssans. “Så få dig dog et bedre betalt job Sofus”, sagde hun, “det kan jo ikke være meningen, at vores børn skal ligne lazaroner”. Han blev hidsig og sagde hun havde fundet den forkerte mand at få børn med. At hun skulle have giftet sig med en revisor eller en anden tandlæge, så hun kunne sidde
og være prægtig i Hellerup eller Ebeltoft, eller hvor det nu var hun ville være fin på den henne.

Senere
Mor ønskede os det bedste, og han ligeså, men ofte glemte de tiden der går, at det er nu og her og vi i virkeligheden havde det godt og havde alle betingelser i orden for et relativt godt liv. Jagten efter noget bedre, udvikling. Kan stadig huske Anna som baby, blandt de tidligste øjeblikke jeg kan huske. En sagesløs lillesøster, et lille menneske jeg pludselig skulle vogte over, eller hvordan det nu var. De første ti år er betydningsfulde i et menneskes liv, udviklingen fra ingenting til noget. En tid man ikke nødvendigvis husker ret meget fra, men et tiår der lægger kimen til ens bliven, sjælelige ro, harmoni og sådan noget.

Det er stadig mærkeligt at undgå mennesker og steder. Så eksempelvis Pedersen fra Birkehaven okse forbi mig på sin cykel, jeg nåede lige at hæve min hånd til hilsen, da det gik op for mig, at han ikke skulle vide noget. Han kiggede en enkelt gang tilbage, da han var kommet lidt længere ned ad cykelstien ved søen, måske det slog ham. Men jeg kan ikke gå rundt og være skræmt, jeg er kommet tilbage for at gøre en forskel.

28. januar
Finns lommetørklædefabrik på Christianshavn er blevet bombet, den lå tilfældigvis ved siden af Burmeister og Wain, der producerer ubådsmotorer til Tyskerne. Finn fortæller, at han havde siddet og set på de første prøver af en serie nye silke-armbind med logoet syet omvendt på. “Man kan i virkeligheden ikke rigtig snakke om omvendt, da det kommer an på hvordan man binder armbindet”, “alligevel var jeg tosset på Emma, var sikker på at hun havde gjort det med vilje. Sat damerne i gang altså”. “Jeg sad og overvejede, om jeg skulle fyre hende, klokken var lige over fem, de har med vilje ventet til folk er gået hjem”. “Den fandens alarm igen tænkte jeg, men i næste nu motorstøj, og jeg kigger ud over vandet mod himmelen, i tusmørket ser jeg maskinerne”. Finn står op og fortæller, fægter med armene. “I næste nu et inferno af larm og maskiner lige der”, han peger “over hustagene”. “Det brager og brænder og mine ører hyler stadigvæk” han sætter sig ned. “Det er det uhyggeligste, jeg nogensinde har prøvet Kai”. “Du skal være glad for, at jeg sidder her, og er hel” han rejser sig igen, “det foregik på to minutter, så var det overstået”, Jeg løber ned, jeg er ikke engang nået at komme ud, fabrikken brænder bag mig”. “Heldigvis var alle pigerne gået, det må have været meningen, noget de har planlagt”. “Det er dødsangsten jeg snakker om, hver gang jeg blinkede dukkede billeder op af afdøde jeg har kendt”. “Som om de hentede mig til dødsriget”.
“Rædslen i larmen, tung som bare fanden tvinger jeg mig ned under min fars store mahogni skrivebord, det kan vel holde lidt, tænker jeg”. “Min far beskytter mig, eller min farfar, eller hvem det nu var det stammede fra”. “Den bombe der rammer os, efterlader mig døv mindst tredive sekunder, før jeg kan høre noget igen. Jeg løber langs kajen mod B & W, da jeg ser dem, afrevne blodige stumper af kedeldragt og en halv mand, der ligger og skriger, det er der min hørelse for alvor kommer tilbage, og jeg opfatter mit held og hvor ligegyldigt det var, med de satans tørklæder. Jeg er ved at blive sindssyg Kai, og kan ikke forestille mig at skulle ud på fabrikken igen”. “Jeg skal være helt ærlig, jeg havde pis i bukserne Kai, og jeg var ikke engang flov over det, sådan er det åbenbart med dødsskræk, der er man hæmningsløs, rent instinkt, en lille pissemyre der stryger frem og tilbage uden at tænke over, at man hele tiden er ved at dø”. Finn var nærmest i vildelse og som aftenen skred frem, svor han pludselig at den sidste tids begivenheder havde overbevist ham om, at han skulle have børn, og hurtigst muligt. Og at jeg havde pligt til at finde ud af, om det er min unge Gudrun har født.

2. februar
Med angrebet på B & W har de allierede sendt et klart signal til danske virksomheder, der arbejder for værnemagten. Samtidig er det et signal til os, modstandsfolk, om at hjælpen er nær, og at vi skal slå ned på værnemagerne. Det har tændt en ny gejst i befolkningen, om ikke andet blandt dem jeg omgås, og en forstærket tro på Churchill og Amerikanerne.

På ’Schultz’ her til aften var der liv og høj cigarføring ved langbordet. Maleren, der åbenbart er Hitler-ekspert, fortalte om “de lange knives nat”. I ’34 ryddede Hitler ud blandt sine egne. Tidligere støtter måtte lade livet, blandt andet en af hans tidligste venner og leder af Nazikorpset SA, Ernst Røhm. Hitler ved at Røhm er homoseksuel, og rygter om hans eskapader med unge drenge sidder Hitler overhørig i flere år. Himmler hader homoseksuelle og hader Røhm. Homo jugend bliver Hitler jugend stadig kaldt. “De homoseksuelle ryger i fangelejr med en lyserød trekant på trøjen. De politiske fanger med en rød trekant, almindelige kriminelle med en grøn trekant og jøder med to gule trekanter a la davidsstjernen. Værst er det for jødiske homoseksuelle, med stjerne og lyserød trekant lever man ikke længe i tusindårsriget”. “Nazisternes planer om at befolke verden med ariske børn bliver jo ødelagt af bøsserne, det er ikke meningen og sådan blev mennesket ikke skabt og alt det der”, “om hvorvidt det er syndigt behøver vi ikke diskutere, man kan igen konstatere, at det også foregår i de bedste hjem”.

Himmler siger ordret ”7-8% af de tyske mænd er homoseksuelle. Hvis det bliver ved på den måde, falder vores nation fra hinanden på grund af denne pest. Dem, der dyrker homoseksualitet, snyder Tyskland for de børn, de skylder hende.”

“Himmler er farlig og decideret ondsindet, du kan se bitterheden i hans ansigt. Jeg skal fortælle dig hvorfor, maveproblemer førte til en svag fysik, der førte til nederlag i gymnastiktimerne, de ville ikke have ham i søværnet, fordi han havde briller, man kan bruge hans egen ariske ideal-teorier og konstatere, at han aldrig skulle have været, hvor han er nu, hvis han selv havde skullet undgælde for de regler”.

Gentoftemordet bliver det kaldt, politiet stresser Mortensen, de ved, at han ved, og det er der også en journalist, der åbenbart interesserer sig for. “Du ved, hvor dum han er, ham kan de få til at sige altmuligt” Mortensen raser endnu engang omkring Kasper, han vil gerne have, at jeg melder mig frivilligt. Han føler, han betaler mig for det, men hvorfor mig, hvorfor ikke en af de andre. Hammeren er kommet tilbage, der er også Falk og Walter. De gange jeg har set Kasper på ’Schultz’ siden Gentofte, har han holdt sig på afstand, sidder i udkanten af selskabet, følger lidt rundt efter gamle Kasper, men alle ved, at han er smittende uheld. Forleden aften blev han selvfølgelig for fuld og søgte som en hund Mortensens opmærksomhed. Det blev pinligt, Mortensen skubbede ham væk og råbte “skrid dog menneske”. Kasper ved godt selv, hvad klokken er slået, men tror, at han slipper ved at melde sig selv til politiet. ”De vil have den skyldige, før helmer de ikke, og en eller anden journalistelev har ringet”. “De må for guds skyld ikke snakke med idioten”, “De må få et lig, sådan er det”.
“De kalder det aktiv dødshjælp i Tyskland, udryddelse af dem der besmitter genpuljen. Du er i princippet medskyldig Kai, og vi bliver nød til at tage os af det selv”.

Der er ingen at snakke med, alene brydes tankerne, analysen, mulighederne flokkes og jeg har valgt forkert så mange gange før. Doven og afhængig af Mortensens blodpenge. Han prøver at overtale mig til, at det er en del af modstandsarbejdet. Jeg ved, han har venner alle vegne også indenfor politiet. “Her er en kopi af hans nøgle”, “så kan du selv vælge hvordan du vil gøre det”.

Tirsdag 9. februar
Maleren præsenterede Rudolph og mig for Svend, Alfred og Mathilde. “Det er i hvert fald de navne vi bruger” siger Svend. Vi sidder i “karnappen” i Niels Hemmingsensgade, “det unge par her, er fra en modstandsgruppe i Gribskov og har erfaring med nedkastninger”. Svend smiler til Mathilde, der gengælder og hilser. “Vi hedder Kai og Rudolph”, siger Rudolph, da han giver hende hånden. Alfred er måske 20, hun en anelse ældre. Svend er Malerens kontakt, han har ikke villet fortælle om ham, men siger, han er en mand, man kan stole på. Svend har tydeligvis prøvet det før og skærer igennem høflighedshilsener”, “der er ikke nogen grund til, at I kender mere end det højst nødvendige til hinanden”, “så længe I kan kende hinanden i nattemørket”. “Det er vigtigt, I hører efter, hvad jeg siger, og væn jer til at huske det”. “Vi regner med nedkastning fredag, lørdag eller søndag nat”. “I skal lytte til særmeldingerne i radioen, når der kommer en hilsen til Orla og Karen, skal I tage af sted. “Vi mødes ved jernbaneoverskæringen ved Kagerup kl. 22”, “når vi når ud på nedkastningspladsen skal I tænde jeres lygter i en aftalt formation, og en af jer morse bogstavet B til piloten”. “Det kan De gøre Kai, et langt og tre korte blink”. De kommer til at sidde sammen med Morse-Jørgen og pejleapparatet i midten af formationen. “Jørgen ved hvordan det foregår og kan instruere dem”. Svend er hurtigtalende, anonym som en embedsmand, men med et nysseligt overskæg, der vidner om forfængelighed og struktur.

Vi går på Bobi Bar bagefter, Rudolph, Maleren og jeg. Rudolph er opstemt efter mødet og det lader til, at Maleren og han er bedste venner. Maleren er autodidakt kunstmaler og fortæller at Tages symposion-agtige sammenkomster var banebrydende for hans kunst og hans valg. “Han fik mig til at forstå konsekvensen og det større mål”, “det er ikke kun Danmarks frihed, der står på spil. Det er det mellemmenneskelige syn på hinanden”. Rudolph er enig og falder samstemmende i med “Det er den daglige omgængelighed, der er på spil”. “Den hårde tone og de ondsindede handlinger”. Rudolph fortæller, at hans mormor mener, at de fattige jøder fra øst, der har overrendt vores grænser, er skyld i det voksende danske jødehad. “De kunne i det mindste tale dansk” siger hun. “Lige pludselig er det gået op for mig, at jeg er jøde” siger Rudolph, “jeg må kæmpe, men Clara kan ikke holde det ud”. “Siger, hun er plaget af frygt for at jeg mister livet”. . .Endnu et stik i mit kolde hjerte, hvad med mig, Kai?, hvad hvis jeg dør?
Heldigvis snakker Maleren om Bauhaus, han fortæller om Oskar Schlemmers ’Fensterbilder’, en serie billeder fra sidste år. “Væk er de glade farver fra Bauhaus-perioden, men skønheden og balancen er ophøjet til perfektion, farveskalaen beskriver Tysklands skæbne, verdens skæbne”. Maleren drikker ikke, så vi bryder relativt tidligt op. “Hvem er han” spørger jeg, inden vi skilles ved Nørreport. “Svend er min svoger” svarer Maleren, “min søsters mand”, “jeg ved, han er Involveret i toppen af det her, og han er idealist”.

Søndag 14. feb.
Spændingen er indtrådt, det må blive i aften, klokken er seks og jeg sidder og venter på særmeldingen 18.15. “Det er Radioavisen søndag den 14. februar kl. 18”, “de danske beredskabsstyrker, der bla bla… Monotonien i speakerens stemme er som en upåvirkelig maskine. Følelsesløs, følelseskold.

Vi bringer en særmelding – Hilsen til Knud, Vilhelm, Orla og Karen. . .tre timer og ti minutter efter står Rudolph og jeg af på Kagerup station, vi blev ovenikøbet forsinkede på Hillerød station. Vi går langs skinnerne et minuts tid. Ved overskæringen møder vi Mathilde, der har en cykel til hver af os. I et kvarter cykler vi i mørket efter den stavlygte hun har liggende tændt i en lille kasse på baggagebæreren. Heldigvis er her vindstille, men overskyet. Rudolph nynner en melodi og fortæller mig, at det her er hans nye hit, han netop har gjort færdig her til aften. “Jeg tror sangen skal hedde Mathilde” siger han. Hun griner. “Jeg skulle bare lige se om i hørte efter” siger han. Hun tysser på os, vi stopper og bærer hurtigt cyklerne ind over et hegn, så de ikke kan ses fra vejen. Ti sekunder efter kommer en tysk mandskabsvogn susende på den smalle landevej. Den stopper, og tre tyske soldater stiger ud fra bagenden og stiller sig op og pisser i vejkanten. “Verdamt Polle, has nicht alles gebra…”. Hun ligger tæt op af mig, ikke en bevægelse, hendes mund ved mit øre, jeg kan mærke hendes varme gibbende åndedræt, hun ryster sagte. Min pik bevæger sig i bukserne, hun kan ikke undgå at mærke mig mod sin ryg. Minder mig om rideturen med præstedatteren for længe, længe siden. Polle pisser i evigheder og mit køn ligger klemt, ingen plads at vokse på og dog vokser den, så jeg er bange for at min streng sprænger mod hendes ryg. Endelig færdig ryster Polle sin pik, og de tre soldater sætter sig ind bag i bilen igen. “Skræmmende tæt på”, Mathilde har rejst sig hurtigt og står i mørket foran os. Med besvær får hun tændt lygten igen, og vi cykler efter hende yderligere fem minutter, før vi stiger af og løber 100 meter gennem skoven, til vi når ud til en lysning, 21.55

“Hvor fanden blev i af”, en kleppert af et menneske og Alfred fra mødet forleden, dukker frem bag et stort snørklet egetræ. Endnu to fyre dukker frem i mørket. Kæmpen stikker hånden frem, “det er mig der hedder Jørgen”, “og maskinen er heldigvis ikke kommet endnu”, vi kigger ud over den mørke himmel og bevæger os med slukkede lamper ned bagest i lysningen, midt for står pejleapparatet. Vi deler os ud i en femkantet formation. Jørgen sidder bag mig med apparatet og høretelefonerne. “Det lort fungerer ikke”, han fumler med høretelefonerne, “jo, vent lidt jeg kan høre fløjtetonen, begynd på at morse, streg, prik, prik, prik.” En svag summen høres på den mørke himmel, Jørgen slukker pejleapparatet og formationen tænder stavlygterne”.

Ud af mørket kommer en Lancaster bomber drønende ind over lysningen, smider containere en 100 meter fremme, det bomber i jorden, da de lander 2, 3, 4, og de kommer nærmest springende ud af mørket med motorstøjen og lander en ti femten meter fra os i mørket. Lyset slukkes og maskinen er væk. Vi forholder os stille, de næste sekunder er vigtige, har Jørgen fortalt. Antiluftskyts, pistolskud, hundes gøen, men alt er påfaldende stille og maskinens brummen bliver svag og forsvindende. En tung trækvogn bliver kørt ind, og vi hjælpes ad med at få containerne løftet op og kørt ind under træerne og ud til vejen, hvor de har forberedt et krat, der dækker det hele.

Senere, på en madras på en pelsfarm.
En del er drøm, strømmer gennem glimt fra fortiden. Var det ikke, at det var Annas fødselsdag, eller var det den ellevte?, det er det samme hvert år. Ritualer, tvangstanker, raseriudbrud, hygge og afslapning. Dyb søvn, forsvundet i abstraktionen. Frygter endnu engang at spilde min dyrebare tid med skriverier. Leve og ånde i nuet. Hvorfor har jeg dog fundet det nødvendigt at bedøve mit sind. Gennem tiden har jeg brugt for meget energi på forklaringerne og undskyldningerne. Jeg kunne åbenbart ikke tage vare på mig selv og det liv, jeg var blevet givet. Ville ikke kompromisset med de vante situationsbeskrivende floskler. “Fint nok Kai, så er der bare ikke nogen, der gider at læse det”. “Farverne skal med i oplevelsen, men det er din drømmeverden, pas på den!”

De prøver at tage modet fra mig, de siger jeg er pervers. De mener simpelthen, at jeg er klodset. Dårligt formuleret og det er nok rigtigt. Jeg er ikke så sjov mere, er uinteressant for de fleste. Er som et hul i maven. Imens de andre arbejder, sidder jeg med følelserne blottet. Du store Gud vær mig nådig. Tilpasser sandheden med situationsfornemmelse.

Undrer mig over stilheden. Vi drak en godnat-øl da vi kom tilbage. Jørgen og Alfred ville køre containerne hertil i morgen, som traktorlæs, skjult i brænde.

Torsdag 25. februar.
Der er sket noget uheldigt. Charlottes søster Laura, der arbejder for Finn, genkendte mig forleden på Finns gamle kontor i Valby. Jeg blev nødt til at snakke med hende på den hårde måde, lade hende forstå, at hun dør af at sige det til nogen. Hun taler ikke med svogeren, August Stryhn, politimanden med cykelstyrs-overskægget. Den lille tøjte!, men Finn siger, hun vil gøre alt for at beholde jobbet. Hun sladrer ikke, det er han overbevist om. Jeg kunne mærke, hun vidste, jeg var alvorlig, “jeg skal nok sørge for at få slået dig ihjel eller få nogle andre til det, hvis du snakker!”. Det er ligeså meget Finn, det går ud over, hvis hun taler over sig. Hun har arbejdet for ham i to år, først som husmodel og sidenhen som sypige og Emmas assistent.
Jeg orker ikke at tænke på hende og spekulere på, om jeg har gjort det rigtige, ved at lade hende leve. I værste fald ved de det nu, og har truet min adresse ud af Finn, for det ved jeg, de kan. Han er ligeså kujonagtig, som jeg selv er, når de begynder at smadre hans lemmer, siger han alt. Måske tager jeg fejl af Finn, jeg er en af hans nærmeste, og han ville ikke kunne leve med at have angivet mig. Jeg er nærmest nødt til at fjerne hende, alt andet ville være uansvarligt.

Mine tænder klaprer, hvis jeg så bare havde en anden krop at varme mig ved. Før drabene var jeg i og for sig et normalt menneske. En mand, der angriber mig, kan jeg forholde mig til, det er ham eller mig. Men en kvinde, en pige, forsvarsløs, men sladrekællingen er farlig. Så snakker hun med en veninde, og så boller veninden en eller anden, der vil tjene penge eller forhandle med sin viden.

Tirsdag 2. mar. 1943
Ville gerne sætte mig sammen med Rudolph og fortælle ham det, som det er. “Jeg er forelsket i Clara. Du står selvfølgelig i vejen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre?”. Det er en forrykt tanke, det ved jeg. Han vil gentleman-agtigt mene, at jeg skal stå frem foran hende selv og berette mit ærinde. Eller også vil han slå mig og kalde mig en Judas. Ved ikke engang hvad jeg selv foretrækker. Føler mig betændt af tanker, trænger ind foran alle andre tanker. Og hvad vil jeg stille op, selvom det lykkes at vinde hendes kærlighed.

Det er derfor næsten ligegyldigt hvem der styrer landet. Det er den daglige trivsel, der ligger mennesket på sinde. Med mindre jeg skulle være meget anderledes end mine medmennesker. Jeg savner min normale tilværelse, at komme træt og brugt hjem fra arbejde. At spekulere over almindelige ting, såsom fodboldresultater, vejrudsigten og andre folks problemer. Skæbnen har indtil videre villet det anderledes. Har for så vidt tilsluttet mig malerens synspunkt, at alt konstruktivt arbejde, der får samfundet til at fungere lige nu, tjener tyskernes sag. Alligevel har vi en pligt til at holde befolkningen i live og bidrage til fødekæden. Forbedre sekundernes gang med det vi kan, imens vi kan.

Rudolph og min livsbane har, indtil Clara kom ind i billedet, været meget ens, men pludselig har han hende, en han elsker og som elsker ham. Hun har også forhekset mig, og hun, om nogen, burde være klar over den indvirkning. Desuden har han altid været mere musiker end cykelsmed, hvor jeg nok har været mere smed end kunstner, det mener jeg i hvert fald en gang imellem. Kunsten er at producere tanker, tvivl, erfaring som en del
af udviklingen. Samtidig smerter det mig, at se min dejlige ven, Rudolph, som en hindring for min egen lykke.

8. marts mandag
Den journalist, der har villet tale med Mortensen siden Gentoftekuppet, har åbenbart henvendt sig til Kasper. Det er mit eget liv, der er på spil, jeg må forhindre, at det kommer ud. Mortensen siger, at han kan hjælpe til at efterforskningen bliver minimal, hvis Kasper forsvinder. Men han kan ikke stoppe noget, hvis det bliver trykt i avisen. Gamle Kasper havde været på værtshus med ham, hvor han havde betroet sig til ham, og fortalt at han får tre hundrede kroner for at lade sig interviewe, og at han under alle omstændigheder har tænkt sig at lyve, hvis han spørger ind til noget med Mortensen, men Kasper er dum og let at snøre for en vagtsom journalist. Bare det at journalisten har kunnet få idioten til at tro, at det handler om hans håbløse bokse-karriere. Det må stoppes.

Mødet med Jørgen, Alfred og Mathilde og gruppen i Gribskov har bestyrket mig i min tro på de ædle motiver, frihedsbevægelsen er anført af. Mennesker, der uselvisk sætter livet på spil i kampen mod besættelsesmagten. Sådan er Mortensen ikke, og sådan er jeg ikke. Sidder med pistolen og Kaspers nøgle og grubler over, hvordan det skal foregå.

9. marts 1943
Lige før, langs søen, mødte jeg en smed i en rullestol. Han hedder Kurt, og jeg kan stadig huske hans skrig, da han fik en slibemaskine ned over låret sidste år. Det er tydeligvis gået ned ad bakke siden. Klokken halv elleve formiddag sidder han, allerede fuld, med sit lille pjusk af en hund. Jeg gav mig til kende, fordi jeg tænkte, at han var for fuld til at huske eller registrere mig. Han kigger på mig med sit alkoholiserede flydende blik. En hinde af beskyttelse, “jeg drømte om Dem i nat Kai, må gud være mit vidne”. “De var to personer, den ene sagde til mig, at sådan var alle mennesker, den glubske egoistisk drevne mig, mig, mig og det storsindede idealistiske selvbillede”. “Det chokerer mig at se dem!”, “De burde skamme dem som menneske”. “De har alt at kæmpe for, imens jeg bare må sidde her og dø”, jeg var målløs . “Er det ansvarsfuldt at skrive det ned, at give det videre?”
“Har det nogen relevans Kai?”
“De får dybe rynker af al den lidelse, de påfører andre mennesker”.
Jeg gik baglæns fra ham, måbende, han er tydeligvis vanvittig, men hjertebanken følger mig stadig. Heldigvis kan jeg igen sætte mig og kigge på himlen og skyerne, der driver forbi.

Senere
Han ved, at jeg er på vej ud efter ham, den instinktive dødsfrygt advarer ham konstant. Ved Mortensens bord fik han et chok, da han opdagede, jeg kiggede på ham. Han begynder at drikke og puste sig op, slagsbroragtigt, begynder at skyggebokse som en idiot. Holder mig på behørig afstand, lader som om min opmærksomhed er med Maleren og Rudolph i den anden enden af bordet. Han søger konstant mine øjne og arbejder sig selv op til en konfrontation. Det er uklogt at gengælde hans blik. Mortensen siger, at han vil tale med mig, og vi går ud bagved på hans kontor.
“Hvad vil De have jeg skal gøre, jeg kan ikke bare gå ud og skyde ham”
“nej, men det kan De, hvis de bruger den nøgle jeg gav dem og går hjem til ham nu, ad bagvejen”. “han kan godt mærke, hvad der er ved at ske”.
“Har De da fortalt ham noget?”
“Jeg har ikke sagt en skid, det er noget mennesker fornemmer som dyr.”
”Derfor er han på vagt, og derfor bliver De nødt til at gøre det, hvor han mindst af alt venter det”. “Brug min bil, men parker nogle gader derfra”.

Kasper bor i underetagen hos sin mor ved Utterslev mose, Moseskrænten nr. 4 for at være præcis. Mortensen vil bede ham om at hente et ægte tæppe, som han åbenbart har prøvet at sælge til Mortensen for noget tid siden.

Gult murstenshus med fladt tag, ligger på skråningen. Der står en ældre dame og vasker op i vinduet ud mod vejen. Der en låge ind til haven og indgangen til kælderen. Låser op og kommer ind i et værelse med et stort vindue ud mod haven og mosen og en sti, der løber imellem. Den vej løber jeg, tænker jeg, sætter mig og venter, jeg kan ikke ryge en smøg. Sidder som bøddelen med mit våben i skødet. Kan godt se, at tæppet, der ligger på gulvet, må være noget værd. Min samvittighed kommunikerer med damen ovenpå. Den lille kvinde som står og vasker op, og som er mor til den dreng, der lige om lidt ligger og forbløder på sit dyre tæppe i kælderen. Er følelsesløs overfor ham. Han har forvoldt smerte nok. Der ligger et frihedsblad i den stol, jeg sætter mig i.

En bil bremser ude foran, der bliver stille et øjeblik. Hoveddøren åbnes. “Er det dig Kasper”. “Ja, mor, chefen har bedt mig om at hente tæppet”. Jeg har rejst mig op og stillet mig bag døren. Med tre tunge skridt nede ad trappen, smækker døren op, kaster sig ned på tæppet og fejer tøj, et bord og en træstol væk. Er på alle fire med ryggen til mig, da han fornemmer noget. Det knalder to gange, en gang i baghovedet, han når ikke at kigge på mig. Kan høre en skrigen oppefra, da jeg løber ned gennem haven. Hjertet banker og Kaspers ånd følger mig. Morder, hvorfor? det var en fejl. Hans ansigt helt inde i min hjerne. Moren der nu sidder bøjet over sin lille dreng. Men han havde vokset sig til en farlig psykopat. Først i bilen, da jeg rammer Frederikssundsvej, slipper hans ansigt mig, jeg tænker, han må være død nu.

Onsdag 17. Marts 43
Pedellen har identificeret Kasper som den mand, der slog ham selv, og som højst sandsynligt også slog Skoleinspektøren ihjel. I avisen stod der “at underverdenen selv havde taget sig af problemet”. Det er nærmest glemt allerede, vi snakker ikke om det på ’Schultz’. Kasper er død, han skal begraves mandag, I bedes alle vise jeres respekt, sagde Mortensen kort inden frokosten. Rudolph og Gamle Kasper kiggede lidt underligt på mig lige efter beskeden, men ingen har turdet spørge mig.

Intet i mig angrer, det er den skæbne, der er blevet mig udstukket. Jeg sidder og kigger ned over broen igen. Det er det samme, der venter os alle, med eller uden held i livet. Med eller uden samvittighed. Jeg knæler ned ved min søsters seng, jeg havde lovet hende, at jeg skulle dø før hende. Den aftale havde vi lavet, da mor døde. Jeg var en god bror, det ved jeg, at hun syntes. Den, der dør, har vel ikke noget problem, eller også har hun alle sine kæres problemer, plus afmægtigheden. Måske de døde finder hinanden derude i evigheden. Nye molekylestrukturer opstår, utænkelige forbindelser.

Mortensens Ford tilfører mig pondus og tiltrækker opmærksomhed. Opmærksomheden ville jeg hellere være foruden. Men et stærkere selvbillede har jeg brug for. Truet af ensomheden og formålsløsheden, luftalarmen…

31. Marts 1943
Det er kun et år siden, min flugt startede. Et menneskeliv siden, tabte menneskeliv og vundne kampe. Er tiltrukket af råheden og det ugennemtænkte, den første tanke. Heldigvis kan jeg kontrollere mig selv og holde mig i live. De andre ved, hvad jeg kan, respekten er øget til det ubehagelige på ’Schultz’, man behøver ikke være politibetjent for at se, at jeg er afholdt. Stedet ’Schultz’ i Rømersgade er en almindelig frokostrestaurant for handlende omkring Grøntorvet. Rødternede duge, brunt og tilrøget. Der kan vel være en tres spisende. Op mod bagvæggen til højre fra køkkenet kan man trække nogle tykke gardiner for og nærmest lave et lydtæt rum rundt om Mortensens langbord. Nogen gange er gardinet for, og så skal man være inviteret eller tale med en tjener for at komme ind. Andre gange står bordet til almindelig spisebrug i lokalet, med mindre Mortensen mener noget andet.

For tiden er Mortensen venlig og imødekommende. Genetablerer troværdigheden og velviljen ovenpå Kaspers død. Alle ved, at det er sket på Mortensens ordre. Det er som om at jeg ikke mere er tæt på dem som jeg er sammen med, siden flugten startede sidste år. En hinde af ukendt ligeglæde og apati har lagt sig mellem mig og andre mennesker, Dødbringerens kulde.

Fredag 9. april 1943.
Maleren inviterede Rudolph og mig med til et møde forleden i en lejlighed i Vendersgade. Svend var der, en Erling, Erik og den sidste kan jeg ikke huske, hvad hed. Tre mænd i tyverne. Vi blev præsenteret for hinanden. Og en politisk diskussion omkring samarbejdspolitikken og det netop overståede folketingsvalg brød ud mellem Maleren og Erling. Maleren er ligesom jeg kyniker og mest af alt motiveret af krænkelsen af vores danske menneskesyn. Erling derimod er motiveret af økonomisk uretfærdighed, verdenspolitikken og fremtidsperspektiverne, og agiterede for ligestilling med en fyrighed og indlevelse, som var vi til et af Tages møder. Erling har været Spaniensfrivillig og er glødende kommunist. Det kunne han dog hurtigt fornemme, at vi ikke var, og at vi ikke er kommet for at blive belært af “endnu en politisk kandestøber”, som Maleren fik indskudt. I hvert fald skar Svend til sidst igennem diskussionen, “at det ikke er for sjov at vi er her”, vi bliver enige om at få noget konkret på bordet, at sætte aktioner over politik og uenigheder.

Senere
Rystet, kvæstet og udtæret ligger jeg i min halvanden-mands seng. Massage eller omsorg til mit trætte fulde legeme. Kunne jeg dog bare brække mig frisk. Hvorfor bliver det altid det samme lort, må dog for helvede lære at styre mig selv. Min hjerne i sprit og andre uvedkommende tanker. Længes efter min normale sindstilstand. Så var vi gået på druk igen, kan huske vi mødte Martin fra fabrikken, så nu er min tilbagevenden mere eller mindre officiel selvom han lovede og sværgede på, at han aldrig ville sige noget, heller ikke til Holst Andersen.

Det var efter mødet i Vendersgade at Maleren, Rudolph og jeg selv gik i byen. Opførte os som uovervindelige, fra værtshus til værtshus turede vi. Martin er gode venner med Heile Hans, og jeg kan huske, at han i sin tid mente, jeg var en kryster, da vi var ved at rode os ind i et slagsmål med nogle danske nazister. Martin har altid været sådan en type, der får en til at grine. Han sagde, at han mente, at han havde set mig en dag på sin cykel ved søen, men troede at det var en fejl, ja faktisk havde han været lige ved at køre i søen, sagde han. Fabrikken kører på sidste omgang, og Holst Andersen holder kun liv i den for sine medarbejderes skyld.

Jeg må sande, at det er vanvittigt, at blive i København, byen er lille, og i værste fald udsætter jeg ikke kun mig selv, men også mine venner, for fare ved at blive her. Det er et år siden nu, men det er ikke glemt. Folk snakker sammen, og det er umuligt at holde på hemmeligheder. Svend og Mortensen kender åbenbart også hinanden og har talt om mig. Svend vidste pludselig, at jeg var smed, og siger at han har store planer med mig i den nære fremtid. Svend er om nogen involveret i modstandsbevægelsen, han er i direkte kontakt med London og organiserer og koordinerer sabotage og aktioner.

Torsdag 15 april
I virkeligheden hader jeg nazisterne, kommunisterne, sigøjnerne, de fede, de tynde, de høje og de små. Jeg holder dem ikke ud mere, jeg kan hade alle for et godt ord, eller et forkert ord. Lige luks ned i satans dyb, der kryber staklerne rundt og er væmmelige overfor hinanden. Bare det at gide at forholde sig til det og dem, er et tegn på svaghed og indre krise. Ingen formildende omstændigheder, kun lort på lort til det tårner sig op og blokerer alle andre tanker. Besmitter udsigten, om man så må sige. Brækker mig over høfligheden, det fordækte og det fulde billede. Jeg er bare en skygge af mig selv, der sygner hen i det uvisse. De lader som om, de er ligeglade med mig, men jeg ved, at mit spøgelse skal jage dem til sindssyge. Træt og utilregnelig, sådan starter nedturen, på den vej kan jeg hilse på slagsbrødrene, hidsigpropperne, nazisterne, kommunisterne, rakkerpakket og jøderne.

Hærdet på vejen hertil. Har gjort mig til morderen og krigeren Kai. Det har været hårdt, men alt er selvfølgelig relativt. Har endnu ikke brudt kul i minerne eller flyttet lort i forbrændingsanstalten. Mine led værker og skriger efter berøring. Er træt af min gerning, men det er samtidig en kunnen, der definerer mig som menneske. De vil helst have os alle til at marchere, som formfuldendte hjernevaskede individer. Føreren tåler ingen kritik eller spørgsmål, pligtopfyldende psykopater der er rede til at feje al modstand til side. Det kræver samme grad af ensidighed at slås med dem. En skråsikker tro på egen sag og tilsidesættelse af vanlige menneskelige hensyn. For hundrede år siden var det endnu værre, der var ingen, der kom når man skreg efter hjælp. På skafottet foran en hujende menneskemængde pisser jeg i bukserne af skræk. Der bliver kastet gamle æg og en sten rammer mig på siden af hovedet. Blodet løber, og jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Der er ingen grund til at holde masken længere, og jeg er klar til det sidste opgør. Går eftertrykkeligt efter det svageste punkt. Der hvor man kan forurette mest skade.
Har set bort fra den konkrete beskrivelse, selv de bedste fejler og falder tungt. Sådan er det at have fraskrevet sig kærligheden og fodre sin indre satan med andre folks ulykke. Alt det beskrivende hverdags-hurlumhej er siet væk. Tilbage til og i materien er jeg nu evig træt og undlader at fortælle mere om hvorfor. Ingen skal vide noget om hinanden. Det er sikrest på den måde, hvis de fanger en af os kender vi ikke til nogen af de andre, ligegyldigt hvad de smadrer eller gør ved os. Svend og Mortensen er selvfølgelig af en anden kaliber, Svend ville jeg aldrig vide hvordan jeg skulle finde frem til, og Mortensen er for glat og har selv forbindelserne til at blive varskoet på forhånd, skulle nogen vove at angive ham. Rudolph, Maleren og jeg er selvfølgelig forbundet, så vi har aftalt at blodforgiftning er vores kodeord.

Tirsdag 20. april
Det er mig en daglig kamp at forsøge at opretholde entusiasmen. Falleret og fordrukken, arbejdsløs uden andet formål end destruktion og sabotage. Alle de velmenende kan få en kugle, hvis der er noget brok, jeg er træt af livet og ligeså træt af døden og manglen på alternativer.
Jeg kunne vælge at gøre mig selv til en helt, men det nytter intet. Er for påvirket, blændet, til at se den lige vej. Emneskift og hele tiden klinger stridende tanker, dem der vil gå tilbage og rette, og de nye der kun forholder sig til de tikkende sekunder. Så mange slag har dit hjerte tilbage, spild ikke din tid på at rette for eftertiden. Det er en fantasi i deres hoveder ligesom i dit eget hoved. Du tør dårligt skrive til dem, bange for brudte undgåede aftaler. En præmis du ikke engang selv er klar over konsekvenserne af. Skal man søge tilbage for at få endnu et sekund med sine elskede, eller skal man forlade det hele som den dumme fisk, der glemmer alt sekundet efter, det er oplevet. Man dør alene og så er man måske spredt igen. Står vel stadig som et samlet billede på en kraft i de efterladtes sind… Tsk tsk. lille Kai og klap dig selv på skulderen. Det er, som om vandet er mere forbindende end luften, strukturen og materien er tættere forbundet med vores sind og legeme. I ilden opløses legemet og vi blæses ud i luften. Opvarmet møder vi stjernestøvet, kulden, og vand dannes i brydningen, tungere end den anden luft falder støvet mod grunden. Støvet bliver til jord, og så kører det igen, evindeligheden du ved? Rudolph har siddet og talt med sin guitar i hånden, nærmest som et inciterende mantra fra fortiden. Jeg husker han var på besøg på Vesterly. Vi har nok været omkring ti år. Det er lykkedes os at kravle ubemærket op på nogle høstakke på et traktorlæs. Vi ligger og kigger op mod de klare skyer i shorts og bare arme. Det er øjeblikket hvor vi er i paradis eller på vej til Paradis. Vi forklarer hinanden om universets tilblivelse. Men vi er også stumme af lykke og ligger bare og suger af kærlighedens stråler. Vi kigger på hinanden bagefter for at forsikre os om, at vi begge bemærkede den altomfavnende lykke. Ligeglad om andre forstår det, ord opløst i udtryk og hjertebanken.

Lørdag 1. maj ’43
“Leve den første maj – ned med nazismen, det er signal værdien”, “både budskabet og det ulovlige i at gøre det”. Erling er mindre besindig, end jeg havde regnet med. Er blevet taget med en pensel og en dåse maling. “Hvad fanden skal det til for?” Finn er selvfølgelig uenig og mener, at budskabet helliger midlet. Under alle omstændigheder er han blevet fængslet, da en skriftkyndig mener, at der foreligger beviser for, at det er den samme skrift, der er blevet malet med flere steder i byen, forskellige budskaber, men kommunistisk propaganda. Jeg sidder og prøver at glæde mig over solsortens kåde forårssang, men er samtidig irriteret over, at Erling er idiot og endnu engang har tiltrukket unødvendig opmærksomhed. Finn derimod er i godt humør igen, flyder ovenpå og har “nedjusteret”‘ som han kalder det. “Penge har ingen rigtig betydning” kan han sagtens sige. “Det er bare en måleenhed”. Det siges, at en pige er meldt til politiet for at bære en af mine ’RAF’ strikhuer, det vidner om deres desperation, siger Finn. Derfor er det symbolske signal i Erlings malede budskaber af allerhøjeste betydning. Det sætter ligesom en barre for den absurde lovløshed, de presser os ud i. “At sidde i fængsel for nogle ord på en gademur”. De sagde, at han var kommet hjem en nat og havde spillet “internationale” højt på sin grammofon, som en idiot, der gerne vil opdages. Jeg kan forestille mig, at Svend må være rasende. Man skal passe på, hvem man omgiver sig med.

Universet har givet mig fri til at gøre, hvad jeg vil. Det kan tidsnok presse mig, så nyd stilheden! Den skriblende hånd og solsortens sang. Det jeg tager og presser ned her, er i sidste ende tid.

Torsdag 6. maj.
Du kan være glad for, at du ikke har det som mig. Syg som satan selv rammes jeg af rædselens skrig og udtryk, telefondamen og Kaspers mor, men der er ingen uskyldige, prygler jeg mig selv med. Sort af selvlede slipper jeg styringen, det kan da for helvede ikke kun være mig, der er sindssyg. Man kan vel være ligeså gal som tandlæge eller lykkeridder, eller hvad fanden man nu giver sig af med. Når jeg kigger på min hånd, kan jeg stadig se og mærke, hvor den blev spiddet. Kan huske, det var omkring påsken, det var der, jeg startede med opiumsdråberne og Charlotte og helvede brød løs. Min stigmata hånd, hvordan skulle jeg have haft en chance for at forudsige noget som helst, kædereaktionen har ført mig hertil og ikke længere.

Søndag 9. maj.
Erling er ganske rigtig ude af gruppen og Svends overlæbe vibrerede af indestængt vrede, da jeg spurgte til ham. “Det er mig selv der er idiot” siger han “at begive sig ud i noget som helst med en politisk fanatiker”, “det er for helvede dem vi bekæmper”. Han fører nærmest øjeblikkeligt en diskussion med sig selv om emnet. “Nej, Erling er ude af gruppen og det eneste, der bekymrer mig, er at han kender til os. Han må jo være sindsforstyrret”, “ellers afslører man vel ikke sig selv på den måde.”

Det var meningen at mødet indeholdt en overraskelse, men Svend har droppet den, nu hvor Erling er blevet anholdt. “Selvom de frigiver ham, vil han være overvåget”. “Han skal ikke være i kontakt med nogen af jer i det næste stykke tid. Forstår I det?”. Svend kigger rundt på os og eftertrykkeligt på Erik og Oskar, som kender Erling personligt, om man så må sige. “Vi har mødtes sidste gang i denne her lejlighed, næste søndag er det “karnappen” på Gråbrødre”.

Torsdag 13. maj.
Du skønne vår hvor ville jeg dog ønske mig selv anderledes. Trofast, loyal, mild og smilende i stedet for hård, beregnende, skyldig og flygtende. En hovedpine pirker i mit hoved, en syv-otte centimeter inde bag højre øje. Fri mig dog fra mig selv! Træng ind i dit velvære, åbn sluserne og indånd verdensaltet. Smerten er ukontrollerbar og skiftende i styrke. Lurende giver den mig nødtvungent et kort øjebliks ro. Forårets potente luft og lyde iblandes mine trykkende tanker. Det må bare være et spørgsmål om tid, før de er på sporet igen. En fisker fra Fanø, der ikke taler jysk. Dummere er de heller ikke, og hvis du først tror, du selv kan, og fejler, finder de dig, fængsler dig eller skyder dig, ret op og ned. Der er ikke nogen fred for Kai. Det kan han ikke tillade sig at vente på. Modstandskampen er mental og kæmpes på alle fronter, oppefra og ned, før, imens efter. Larmer i dit sind, så du strutter af samvittighed. Det brusende blod dunker i venerne, jeg har ladt pistolen og venter på mit næste træk. Lige så forbavsende for mig som for dig. Som et blæsende gardin venter jeg på den næste kommando med min hovedpine. Det har gjort ondt så længe, at jeg er udmattet. De første toogtredive år klaret, hvis jeg bare kunne vide, at det var halvdelen. Prisen på mit dumme hoved er uvis. Men hvis der sladres, dør de. Jeg er, som folk er flest, sig selv nærmest. Dovenskaben har taget overhånd, og jeg ligger apatisk og kæmper med indre dæmoner. Har for meget tid til dumme tanker. Spild, frygt og dræberen Kai.

Mandag 17. Maj
Arthur er 32 og en helt ligesom jeg. Fatter ikke, hvorfor han lader sit englændermoustache afsløre noget som helst. Han er dansk, men hans mor er englænder. I hvert fald er han uddannet som Special Operations-agent og instruerede os omkring at lave en simpel bombe.
“En ladning trotyl forbindes med et ur og et tørelement. I urglasset var der lavet et hul, hvorigennem der skulle stikkes en tegnestift. En elektrisk ledning forbinder tegnestift, element, sprængladning og ur. Når urets viser rammer tegnestift vil strømmen blive sluttet og sprængladning bragt til eksplosion.”
Det er forholdsvis let og logisk, alligevel er det med bævrende hænder, som han siger. Når den pludselig skal bringes til sprængning. Rudolph, Maleren og Svend får mig til at tro, at det er mig, der er bedst med fingrene, men jeg kan ikke, jeg har altid frygtet eksplosioner, og så irriterer Arthur mig. Sådan en smartenberg, korrekt, venlig, skolet, lige til at brække sig over. Jeg er sikkert bare misundelig og bange for bomber og invalidering. Det var af en eller anden grund anderledes med håndgranaten, den var tung og støbt og noget man kunne regne med. Denne her er porøs og helt igennem ustabil. Det er selvfølgelig smart, at man kan sætte den til og løbe væk imens. Arthur slutter sine sætninger med et “right” hele tiden, endnu en irriterende, selvglad konstatering. “Jo, Arthur, de har altid ret”.

Kan fodbold blive mit liv igen. Var ude at træne nogle unge drenge søndag morgen, og kunne igen se alt potentialet. Sjovt nok kendte jeg en af drengene, Wetterstein, han kunne huske mig fra KB, hvor jeg var ude at gæstetræne, for en halvanden års tid siden. Han er klart talentet, om nogen. Hurtig, som et slangebid, stærk og senet. Jeg kunne faktisk også godt huske ham, hans jongleringer og hans flyvespark. Alligevel virker det uvigtigt og endnu engang nærmest for konstruktivt at holde liv i. Drengene er 15-16 år gamle og stærke og spændte som buer. Fodbolden er deres ventil. Uvirkeligt at fordybe mig. Arthur havde selvfølgelig spillet fodbold på Arsenals første divisionshold, så var krigen startet “og nu er det det her”, som han sagde. Han var venstre wing og begav sig straks ud i lovprisning af venstre-fodede, -håndede, -stilledes fortræffeligheder. Ja, han var selvfølgelig selv venstrehåndet ligesom Michelangelo eller H.C Andersen eller Alexander den Store eller ligesom 10 procent af befolkningen, som sjovt nok markerede sig langt mere end resten af befolkningen, altså de 90 procent højrehåndede, den kedelige standard som alting er justeret i forhold til. “Det er derfor”, siger han og slår mig på skulderen, som om vi kender hinanden. “Vi må lære det på jeres måde, forstå det og så spejlvende det, “’overstanding’, det er hvad der kræves, forstår de, hvad jeg mener”. Så dum kan man da for helvede ikke få lov til at være. Heldigvis så de andre ud til at have det på samme måde med ham, selvom det var mig, han konstant henvendte sig til, måske fordi jeg befippet over ikke at have et erhverv, havde fortalt ham, at jeg er fodboldtræner, da han spurgte, hvad jeg arbejdede som. . . men rolig Kai, du kommer sikkert ikke til at se ham igen.

Tirsdag 25. maj
Mine mælkeflasker var smadret, da jeg kom ned. Ladegaard stod med udslåede arme og sagde, der var kommet nogle fulderikker forbi, og han havde prøvet at stoppe dem, hvorpå de truede ham med tæv. Mælken til min tarvelige morgenkaffe er endnu engang fantasi, så jeg går ned og tager toget til Helsingør, har bestemt mig for at tage derop. Det er måske bare en fjollet ide, men jeg følger en drøm, jeg havde i nat. Det er sjældent, jeg husker drømme, men jeg var sammen med Vivian. Ikke seksuelt, men en intens sammenbundet følelse, måske kærlighed. . Det eneste Mortensen har villet fortælle, er at det havde noget med teatret at gøre, at hun flyttede til Helsingør. Frøken Mogensen, som Mortensen havde omtalt hende, “er skuespiller med sans for drama”, “De kender vel den slags kvindemennesker Kai, melodramatisk og stadig plaget af sorg og afsavn”. “Jeg prøvede at forklare hende, at hun måtte komme videre og lægge Tages død bag sig. Hvorom alting er, drog hun af sted for et års tid siden”, og så gad han ikke snakke mere om frøken Mogensen.

Sidder på en beværtning ved stationen, klokken er halv tolv, tømmer min anden øl og tjeneren fortæller, at der ligger et teater inde i det han kalder midtbyen. Ulasteligt lapset i min påklædning, kortærmet skjorte, solbriller og min jakke over armen bevæger jeg mig, efter en skarp Aalborg, ud i Helsingørs forårssol.

Sjovt nok har billedhuggeren, jeg arbejdede for sidste år, lavet det springvand, jeg sidder overfor. Danserindebrønden, tre balletpiger omkranser dansende brønden. Hitler havde udtrykt begejstring for hans skulpturer og hans bombastiske udtryk. Jeg kan huske, at også han, billedhuggeren, irriterede mig, på samme måde som Arthur irriterer mig. Bedrevidende i ordets forstand. “Jeg ved godt du er klog, så hold kæft!” ville Mortensen sige og banke i bordet. Men jeg er for pokker ikke Mortensen, jeg er ham smeden, der hjalp den geniale billedhugger og alt det der fis jeg i sin tid tænkte.

Tiden er gået i stå i Helsingør teater, siden det blev bygget i 1817. Der sidder et træt menneske og vogter i indgangen. Hun ved ikke, hvad de hedder, hverken truppen eller nogle af skuespillerne, hun ved bare “at de ter sig og ikke er til at holde styr på”. “De plejer at komme hen ad eftermiddagen, hen ad tre for at være mere præcis”. “Er de journalist?”, “kommer de for at skrive om stykket?”, “ja” siger jeg, “jeg kommer fra Politiken for at tale med en af skuespillerinderne”. “Hun står muligvis overfor et gennembrud” siger jeg, “ved filmen”. Pludselig er hun ikke træt længere og undskylder sin antipati, med at der kommer så mange for at tale med skuespillerinderne. “Det er vel ikke den slags cabaret med let påklædte piger, formoder jeg”, og lægger mit ansigt i alvorlige folder. “Altså, efter min mening er det lige på kanten af, hvad godt er, hvis de forstår hvad jeg mener”. “Det er instruktøren, han er ræverød, skal jeg sige dem”. “Og vi får jævnligt reprimander fra politiet om, at det efterhånden bevæger sig på kanten og Tyskerne snart griber ind”. “Ser de, dette teater er et folketeater, uden kongeloge, finansieret af byens bedste borgere, sådan har det været, siden det startede”.

Rystet fatter jeg, hvad der er sket, jeg er blevet vraget. Hun elsker åbenbart den ræverøde lakaj, der instruerer stykket og er kunstner ligesom hende selv. Jeg minder hende om en mellemstation, et kort heftigt øjeblik midt i turbulensen. Hendes elskede Tage har lige begået selvmord svøbt i et Dannebrogsflag, hun møder mig, en slags desperat stikker i chok og på opium. Skal vænne mig til at se tingene, som de er, benhårde erkendelser, omkring mine spildte muligheder og talenter. Ting forsvinder, og det er godt sådan. Folk lever videre med eller uden min tilstedeværelse. Gad vide om Gudruns unge hedder Holger, som hun i sin tid sagde, han skulle, tiden går, klokken slår og flosklerne længe leve. En helt igennem uholdbar situation at møde hende med hendes teatergruppe og fremfor alt med ham, instruktøren. Vivian præsenterer mig som Kai. “Ja, jeg kom lige forbi”, “øhm, skulle møde en bekendt, vi er ved at arrangere en fodboldturnering”. “Ja jeg træner B93 drenge i fodbold. Det næste kuld landsholdsspillere måske. .”Smuk som en drøm, min drøm er hun. Den ræverøde instruktør står med armen om hende, imens jeg taler og forklarer min sølle løgnehistorie. “Nåh vi må hellere komme i gang kæreste”, afbryder han min talestrøm. “Bare gå i gang uden mig, jeg skal lige tale med Kai”, siger hun til ham, “hans kone er en af mine gode veninder fra skoletiden”. Løgn på løgn fra den smukke mund, men han lader os i fred, og vi sætter os på anden række nede foran scenen.
Jeg har stress over ikke at have slået til. “Du var så dygtig, Kai, et rigtigt mandfolk”. Han skuler konstant over, imens han instruerer skuespillerne.

“Det er som at se et genfærd, jeg var sikker på, at du var død. Det fortalte Mortensen mig, det svin”. Fortidens billeder slår ned, hendes forgrædte blik, den løbende mørke makeup, smuk, lys og blåøjet, som den gode fe. Et overjordisk nordisk væsen, skøn som en dronning. Jeg er selv 1,82 m, hun er nok en fire-fem centimeter mindre.
“Er han et svin?”
“Det ved du da godt, det er blandt andet derfor, jeg er her, og du er der”
“Det er vel ligeså meget på grund af Tage” siger jeg.
”Jeg kan stadig ikke forstå, at du lever, de skød dig da på hospitalet. De sagde, at det var en psykisk syg person. En sindssyg der var gået amok”.
“Og det er lige præcis, hvad der skete”, jeg er psykisk syg, jeg er ikke mig selv længere.
“Der var noget, der døde den dag, og det havde været undervejs længe”, siger jeg, “folk dør omkring mig”.

Hvorfor blev det aldrig til det, det kunne være blevet til. Hvorfor lod jeg stå til, når nu jeg vidste, at hun var det, jeg drømte om. Hun kunne måske have været min Clara. Det var engang i fortiden, at det gik galt, det handler om manglende konsekvens.
“Hvad kan jeg gøre for at vinde dit hjerte”, hun kigger mig i øjnene i lang tid uden at blinke. Al lyd forsvinder rundt om os, hun smiler vemodigt og lægger sin hånd på min. Instruktørkæresten har lagt mærke til det og kommer over. Drømmen er livagtig, et deja-vu, han siger, “undskyld”, tager hånden frem, “hvad var det, De sagde, De hed?”, “Kai Thorsøe”, jeg kigger vel skyldigt på ham. “Husk at invitere fru Thorsøe og Kai med til premieren, men vi skal altså i gang nu. Vi har brug for dig Vivi”. Hun vender sig mod mig, med et bedrøvet udtryk. Jeg skriver mit nummer ned og giver hende det. “Jeg har drømt om os” hvisker jeg, da hun rejser sig, “det har jeg også” siger hun, “farvel”. Hun træder ud af boblen og tilbage til sit liv. “Ring til mig”, beder jeg hende.
Han trækker af sted med hende, og jeg bliver siddende lidt, jeg sunder mig vel, min drøm blev udlevet. Følelsen af indforståethed, samhørighed, kærlighed. Mit morderiske sind har for et øjeblik glemt alt om mellemtiden, mellemkødet. Større end bare at trænge ind i hende. Implementeret i mine inderste håb og drømme. For Guds skyld og min og hendes.

Rystet og sammenviklet, premiere fredag 25. juni. Endnu engang en andens pige og mig på lur. “Få dig selv noget virkelig værdi, for din egen skyld Kai!”, sådan havde Rudolph udtrykt det. Det kan ikke være en kvinde eller et barn. Det må komme fra én selv, det er det, der gør livet værdifuldt. “Udforsk et emne og kæmp med det”. Frihedskampen er det overordnede emne, der knytter os sammen, en betingelse for kærlighedshistorien, derudover er det op til en selv, hvad man bruger tiden på, skriv, mal, tal, underholdning. “Det gælder om at undgå at kede sig selv. Det er et dybtliggende incitament for udvikling”. Slutter aftenen af på ’Dilligencen’, den ligger lige nede i Wesselsgade. Rudolph er glad for at høre, at jeg har gjort noget ved det, med hensyn til Vivian, det er klart, det er alt andet lige bedre end min kærlighed til Clara, den gode stymper. Jeg elsker ham.

Onsdag 2. juni
Man skal være så fortrolig med det, at man kan gøre det i mørke. Bevægelserne er automatiseret som en målgivende flugter. Som venstrehånden, der kender tonernes beliggenhed på bassen. Så hurtigt skal man kunne lade, skyde og ramme. Det gælder om at sidde og skille og samle våbenet. Forstå dets opbygning og detaljerne. Er det sådan, jeg bliver en bedre morder, eller en sikrere morder? Lugeren ligger skilt ad foran mig, stearinlyset blafrer sagte i det tiltagende mørke. Ja, jeg har syndet mod syndere og med syndere. Det er mit gebet. Jaget ind i krogen er jeg klar til at mose bajonetten ind i kroppen på angriberen, en gang til og en gang til, så kan de lære det. Jeg agter at overleve min fjende, fælde ham med alle tilgængelige midler.

Mortensen fortæller om skyttegravene og hvordan sennepsgassen ligger tungt over kamppladsen. Mellem bragene høres de grædende mænd, nogle gange skriger de, men det tiltrækker bare flere skud, så den nytteløse hulken igen, liggende i ingenmandsland, sønderskudt og uden gasmaske. “Der er det, man bliver hårdfør og for alvor fatter og værdsætter livet Kai”. “Det er samtidig et indblik i modbydelighedens væsen”, “noget vi alle kunne lære af”. Jeg vidste udemærket at Mortensen har deltaget i krig og snavs og mere til. Hans kynisme er til tider chokerende, men bajonetkamp og aflivning på klos hold tilfører et ekstra lag til hans meritter og personlighed.

“Husk på, at der er alle solstrålehistorierne, men dagligdagen var grum, ond og præget af frygt og sorg”, “lovende fodboldspiller den ene dag, uden ben den næste”. “Alligevel hygger man sig, mellem snapsene, hvor tobakkens sunde livgivende røg blander sig med resterne af gas og tåge og minder en om glæden ved at være hel blandt alle de halve.

Smerten, blodrusen, alt det glemmer jeg, skærer mig fri af de gamle sår.

Torsdag 10. juni.
Ansigter smiler, strøgtur og en tom maskingeværsrede på Kongens Nytorv. Sætter mig på en bænk, ryger og skriver dette. Måske skyldes mit gode humør, at Vivian ringede for at sikre sig, at jeg kom til premieren. Hun havde ikke kunnet få mig ud af hovedet efter så lang tid at have troet, at jeg var død. Det hele føles lettere og muligt, er i dette øjeblik ikke plaget af fortiden, urenheden eller samvittigheden. Solen varmer og ord er så ligegyldige i forhold til storheden, småsnakkende mennesker der trisser forbi og Vivian knyttet ind i tankerne. På trapperne, grædende, med Tage, da hun overtaler mig til at bekende og redde, hvad der kunne reddes, det var hende, der præsenterede mig for Mortensen. Hun må selv have været involveret, hun var kæreste med Tage, men han satte tydeligvis Frihedskampen over hende. Hendes ansigt dirrede af had til Mortensen, “Mortensen, det svin”, og han er en ubehagelig stodder, jeg kan ikke fortælle hende, at jeg arbejder for ham. Men der er sider ved ham, jeg beundrer, humoren, madglæden og måden hvorpå han formår at indrette sig, det er der, hans livsglæde stammer fra, men han er et oprigtigt mørkt menneske, en af dem, der føler sig hævet over lov og orden. En førerulv i en ulvetid, der aldrig venter og ser tiden an. Hele tiden på vagt og i fortrolige samtaler med folk. Han er, som han selv siger, “et nødvendigt onde, ethvert samfund til alle tider har, der findes folk som mig og folk som dig, der arbejder for mig. Den eneste forskel er, hvor hårdt jeg svinger pisken”, griner han.

Senere
En ældre dame faldt på sin cykel, ramte kantstenen og væltede ned lige foran mig. Hjalp hende på benene, hun havde slået anklen, og støttede hende hen til apoteket i starten af Bredgade. Apotekeren gav hende en flaske stærke opiums dråber. Da vi kommer ud fra apoteket, siger hun, at hun vil give mig en tyver for mit besvær. Jeg undslår selvfølgelig, hun siger, hun ikke skal bruge medicinen, hun har, hvad hun skal bruge, da hendes mand er læge. Hvorom alting er, sidder jeg i min nyindkøbte læderstol godt stegt. Fuglene hører med, da jeg har åbne vinduer ned mod søen. . .Hvor er det lang tid siden, jeg har haft det sådan her, det er et bittert gensyn. I kulkælderen vender jeg. Der sker noget med mennesket. Mortensen har bedt mig om at gøre ham en tjeneste i næste uge? Lige nu er jeg ligeglad, rager mig hvis han, eller hun, for den sags skyld, er i ledtog med fjenden. De kommer til at dø for min hånd. Hånden er aldrig kommet sig helt, og minder mig om opiummen og rusen. Bittersødt. De nuværende omstændigheder er til fuld nydelse, radioen spiller Chopin i kulkælderen ligesom mig. Der er kommet en vis humoristisk distance mellem mig selv og ja, mig selv.

Tirsdag 15. juni
Det er i ledtog med djævlen, vågner op, går rundt endnu en dag i rusen, og endnu en dag. Hvis hun nu var rigtig forelsket, havde hun vel ringet. Jeg kan ikke ringe til hende, det fik hun da sagt. Mortensen præsenterede mig for en hr. Påske. De har brug for min ekspertise, som Mortensen slesk påpegede. Kai har støbt døbefonten og rækværket på Frelserens kirke. Han må have et bud. Påske er klejnsmed og er begyndt at kopiere engelske våben. “Men der er dele, vi ikke kan lave”. “Tag eksempelvis denne ’stengun’” han giver mig maskinpistolen, Cirka 75 centimeter lang “den består af nogle få mekaniske delelementer” Påske skiller den ad og viser mig de enkelte dele. Det er det letteste og mest effektive håndvåben, vi kan producere, “Men det, der driller, er piben” og Mortensen mente, at de måske kendte nogen, der kunne hjælpe. Piben kunne åbenbart ikke tåle gentagen brug, om det var materialets hærdning, slibning, syre, kunne han ikke sige, alt havde han prøvet.

Søndag 20. Juni
3-2 over svenskerne, Landskamp med Finn med det hele. Oven i købet udløst af tøs hos Bovary efterfølgende, havde ellers aftalt at holde mig på måtten, holde på min stamina om man så må sige. I stedet for at spilde det på en luder. “Der er et yndigt land” sang vi. Udtrykkene udviskes af mit skæve sind. Hun sad på mig, på hug, og kørte mig op og ned, hun holder sig selv på ballerne for at holde balancen, med æggende ensformige bevægelser bevæger hun sig fra top til rod så jeg lige kortvarigt mærker hendes baller ramme mig. Hun ligner ikke en stakkels pige, derfra hvor jeg kigger, og afbryder lige inden jeg kommer, hun vil have den bagfra, men jeg kan ikke klare afbrydelsen. Tankerne mudrer til og opium sætter sig i pikken, kan ikke gøre det færdigt og må stoppe hende. Derfor er jeg ikke rigtig udløst.
Besøgte Holst Andersen på privatadressen i Vanløse, også han var chokeret over at se mig. Han havde jo hørt alt muligt, og Tyskerne havde flere gange været ude og foretaget mindre afhøringer af smede, der kender mig. “Jeg kunne kun sige, at jeg havde svært ved at tro på, hvad de fortalte mig, du havde gjort”. “Fra den ene dag til den anden skulle du være begyndt at skyde tilfældige folk ned på Kommunehospitalet”, “du må i det mindste være blevet sindssyg, tænkte jeg”, ” du må forstå, at jeg efterhånden føler at jeg kender dig Kai”. “Du har immervæk arbejdet for mig i mange år, og du ved at jeg altid har været glad for dig”. Holst Andersen er god nok, men han er også en gammel nisse, der ligesom de fleste andre ikke skal have klinket noget. Med hensyn til maskingeværspiben til Stengun’en, sagde han, at han ville lade den gå videre, men at han af princip ikke involverer sig med hverken den ene eller den anden part, og det ved jeg jo også godt. Desuden er fru Holst Andersen syg, og han er på hospitalet hver dag, “uhelbredeligt” siger han.

27. Juni – Søndag
For en sjælden gangs skyld lykkes det mig at vinde. Hendes kærlighed måske, i hvert fald tilsneg jeg mig et kys i aftenens løb. Midt i stresset og menneskemængden ved baren efter forestillingen stod vi pludselig mast op ad hinanden. Som sild i tønden uden mulighed for at komme væk presset sammen af Gud eller tilfældigheden. Hendes kæreste, instruktøren, var travlt optaget med at blive hædret og smukke Vivian var for et kort øjeblik alene blandt gæster og publikum. Jeg havde lånt Mortensens Ford, hentet Rudolph og Clara i Kartoffelrækkerne. Kørte ad Strandvejen og var, er, i et sjældent godt humør. Jeg ved ikke, hvad Rudolph har fortalt Clara, men stykket havde kun én stjerne, så lysende som aldrig før. Vivian, skræmmende smuk og perfekt, gjorde det lille teater og forestillingen uforglemmelig. Øjeblikket hvor jeg introducerede Clara for Vivian, hvor de to gav hinanden hånden, havde et overjordisk præg. Som om en pagt blev beseglet. Folk omkring os bemærkede mødet. Det er sådan her Vorherre har skabt mennesket, vi andre er afveget og blot sølle mutationer af den skabelse. Rudolphs begejstring for Vivian ville heller ingen ende tage. I bilen hjem svor han, at hun må blive en stjerne, specielt i denne Nazi-tid. “Hun får jo faktisk en til at tro på Hitlers nordiske overmenneske-teorier”. Sagde han, og Clara istemte og fortalte, at mødet med Vivian var en af den slags møder, hvor det er, som om man møder en gammel bekendt. En ven eller forbindelse fra et tidligere liv, eller en kommende kontakt, som et praj på det forestående liv. En sådan oplevelse rodfæster sig, og for en tid, eksempelvis nu, to dage efter, føles alt tænkeligt muligt.

5.7 ’43
En blæsende mandag sommerdag, solen på sit højeste, det er vel siden Sankt Hans, at lykken er vendt, sjældent optimistisk nyder jeg livet på Hornbæk strand. Jeg venter simpelthen på gudindens komme. Spændt som en flitsbue eller Amors pil. Kommer hun som aftalt? Har hun dårlig samvittighed overfor Kjeld, som instruktøren hedder?, hvad vil hun med mig?. Grønskollingen Kai venter i klitten. 100 meter til venstre fra badehotellets hovedindgang. Jeg må bare være i det og undgå at forskrække hende. Hun har set mig lige efter forhøret, nedbrudt og stakkels, på vej ind i døden. Jeg er genopstået og modig. Stolt af mit virke i modstandsbevægelsen. Jeg har hjulpet til med at kopiere Stengunen, jeg har arbejdet nogle timer hver aften i den forgangne uge i et lille værksted under en beboelses ejendom i Faksegade, min opgave har været at mindske rekyl styrken, når den slår tilbage til genladning. Mest af alt er jeg glad for, at jeg har været i stand til at overleve og overraske hende.

Jeg smager hende, ligger mellem hendes solbrune baller. Synkront masserer mine hænder den spændte hud, imens min tunge pirker hendes blottede klit. “Åh Kai åh Kai, sådan der skal du gøre det! Vi er næsten alene i sandet på to store hvide strandhåndklæder, jeg har spredt ud. Klokken er godt tolv, der er ingen mennesker omkring os, hun vender sig om og ligger med ryggen til mig og kigger på det vindblæste hav. Lige på grænsen til at man skal passe på med at bade i det. Men når man ligger hvor vi gør, er man næsten i læ. Hendes brune ryg og det løse lyse hår, der slår ind mod hendes ansigt. Hun kigger tilbage på mig, smiler og spreder sine ben let, så jeg kan komme til. Lægger mig ind til hende og trænger ind, hård, stiv, våd og blød. Trækker det ene håndklæde over os og trænger i bund og holder stille. Nogle måger skræpper, børnestemmer i det fjerne, havets brusen og vinden i sivene. Min raske højre hånd på hendes smalle talje. Langsomt bevæger jeg min pik i hende. Hun bukker hovedet tilbage hver gang jeg trænger ind. “Pas på med at komme i mig Kai, det er vi vist ikke klar til endnu”.

Tager mod til os og bader uden at drukne. Pakker vores ting og går ned i havnen, hvor vi spiser is og jeg drikker en øl. “Du er blevet modstandsmand, ikke sandt?” spørger hun lavmælt, “Jo, jeg hjælper til hvor jeg kan” svarer jeg.

Lørdag 17. Juli
Mussolini er blevet arresteret, min far mener, han er ligeså skør som Hitler, “det er ovenikøbet hans egne folk, Kongen og storfacistrådet, der har fængslet ham. “Den nazistiske krigsmaskine har nu opbrugt sine sidste kræfter”, “fra nu af er det krampetrækninger og massemord i forbindelse med tilbagetrækningen”. “var dig mine ord min dreng, det er starten på enden”. Min far er endnu engang sikker på, at det er slut lige om lidt. “Hitler har søgt genoprejsning siden Stalingrad, og har oveni købet ventet til sommeren”, men nu efter Tyskernes fejlagtige offensiv på Kursk, er det slut på østfronten”. “De tør ikke at blive der endnu en vinter”. . .“Du ved da godt at Kai ikke nødvendigvis gider at høre dig kloge dig igen Sofus! Der er ingen der ved hvad, der sker, og sådan er det”. Fru Larsen prøver forgæves at stoppe ham og hans storpolitik. Jeg kan høre på hende, at den gamle snakker meget for tiden.
“Hvad vil du da have vi skal tale om, fodbold?”, ironiserer han, “hvordan går det med at træne drengene?”, eller hvad er det egentlig, du synes, vi skal tale om? Min far synes jeg er uengageret og tror vitterligt, at træne drengene er det eneste jeg laver. Jeg har fortalt ham, at jeg har lånt penge af Finn, så det prøver han at lade være med at bekymre sig om. Jeg må stadig snige mig ind, når jeg er på besøg, der siges at bo en stikker nede i nummer to, min far bor i nummer fire.

Søndag 1. august 1943
Sjældent har det været så varmt. Luften står stille og alt foregår som i en døs. Føler mig fanget i byen og prøver at sidde nøgen i vinduet for at fange en vind. Forleden var Maleren, Svend, Rudolph og jeg på spil på Frederiksberg. En brandbombe mod en villa på Platanvej, ejet af en dansk nazist og læge som netop havde solgt den til værnemagten. Simpel aktion for at statuere et eksempel. Mortensen kendte åbenbart lægen og sagde, han var et svin, der levede over evne, var i pengenød og havde kreditorerne på nakken. Folk skal vide, at tage imod penge fra Tyskerne har konsekvenser. Det føltes som en normal arbejdsopgave, som vi ikke engang gad at snakke om efterfølgende, da vi sad på vores cykler på vej ind til byen igen.

Hamborg brænder, Maleren fortæller at hedebølgen og en uges konstante bomber har gjort ilden umulig at slukke. Han snakker om en ildstorm, frembragt af den høje temperatur, med kastevinde langt over orkan styrke. Man kan ikke flygte fra byen, fordi alt er flammer. Man kan sige, at de ligger som de har redt, alligevel bekymrer det mig at uskyldige brænder. RAF har åbenbart kastet staniol-stumper ud fra fly. Det har forvirret radarsystemerne, og det tyske antiluftskyts har skudt i blinde.
Men hvad vedkommer det mig?, så nåede jeg ikke at se Hamborg og hvad så. Alligevel tænker jeg på brandbomben, vi brugte på Platanvej.

Tirsdag 3.8 ’43
Tredje august og alene, forladt, rusten, forbigået, kværulerende, lidt ond og mentalt forstyrret. Stuearrest i mine tomme lumre værelser. Er desperat efter kærlighed, er konstant på vej til Helsingør, men har lovet hende, at hun ringer til mig. Og så er det min fødselsdag, stakkels lille dreng. Ingen ved det, ingen interesserer sig. Løven, som Clara siger, er socialt anlagt, men måske lidt dumstolt til tider, bange for at træde ved siden af. En slags leder når de er afbalancerede, for det er det kattedyrene skal være, balancerede, smidige adrætte, trætte, dovne, fordrukne og endnu engang i kulkælderen. Jeg havde en impulsiv lyst til at gå ned og smadre Heine, som bor i nummer to og er nabo til min far. Han er vist nok stikker. Jeg fangede lige hans blik mellem gardinerne, han bor i stuen. Men undveg mit blik. Han ved godt, hvem jeg er, så hvis der sker noget, har jeg givet drengene og Mortensen besked om, hvem der sladrede. Det kan også være, at det er ondsindede rygter. Folk er paranoide og ser stikkere alle vegne, og hvad med mig selv.

Der var engang, hvor jeg troede, at alle mine barndoms og ungdomsvenner skulle forblive mine venner resten af livet. Sådan blev det bestemt ikke. Udskilte dem løbende og har egentlig kun Rudolph og Finn tilbage. Måske det tynger mig?, sidde alene på sin 32 års fødselsdag. Kan huske, at jeg sidste år var hos Gunvor hvor jeg ikke sagde noget om at det var min fødselsdag, eller året inden, i regnvejr i Kongens Have, imens alt stadig var fryd og gammen. Sørgeligt at tænke på. Den fryd det var som dreng, hvor jeg ikke kunne sove i dage op til selve fødselsdagen.

Senere
Jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig og sidder her igen med en bule og en svulmet finger. Gik på ’Schultz’ og kom til at fortælle Mortensen, at det var min fødselsdag. Han nærmest overstrømmede mig med positive tilkendegivelser, Mortensen som ellers aldrig viser tegn på omsorg for andre end sig selv. Jeg skulle bare sætte mig ned så kom maden, øllerne, snapsen, “ja damerne hvis du har lyst Kai”. Det der med “du” forvirrede mig igen, han plejer at bruge “De”, kun dengang han sendte mig op at slå ihjel på hospitalet brugte han “du”, da han med sit ultimatum tvang mig ud i en selvmordsaktion.

Og det var lige præcis hvad der skete. Som aftenen skred frem steg humøret, folk samledes om bordet, selv en fødselsdagssang husker jeg i tågerne. Hvorom alting er går Mortensen pludselig, og jeg sidder tilbage med Knud, Gamle Kasper en fyr der hedder Jan og et par stykker, jeg dårligt kendte. Knud siger, fra det ene øjeblik hvor vi sidder og skåler og morer os, at han hader at se mit fjæs. Og at det er min skyld, at hans bror, Viggo, ikke lever mere, og at hans gamle mor er på psykiatrisk afdeling. Jeg er ubevæbnet, nervøs og forbereder en hurtigt skalle, så han ligger ned, hvor jeg kan slå ham til ro. Kasper og Jan får ham trukket tilbage ud på gulvet og jeg rejser mig og stiller mig foran ham. Han er større end mig, men han ved, hvad jeg har gjort, og hvad jeg er klar til at gøre. Desuden er jeg Mortensens nye dengse, tænker jeg. Vi giver hinanden hånden, men jeg kan mærke hans indestængte had gennem branderten. Da vi har sat os og skålet igen, siger en af idioterne, jeg ikke kender “Vi savner da alle sammen Viggo”. Knuds blik stivner, han kigger ondt på mig gennem røgtågerne, og fra siden kommer hans flaske flyvende. Jeg når lige at tænke på, at han er venstrehåndet, da den rammer min hånd og flaskehalsen slår ind i mit hoved. Den går heldigvis ikke i stykker, men min bule er øm og rund, og min pegefinger bevæger sig dårligt, om man så må sige. . .Problemet er, at han brød grædende sammen bagefter. Som en lille dreng fortalte han, at det også var hans brors fødselsdag. Han ville være blevet 24 og alt muligt der i situationen fik mit hjerte til at bløde. Men nu sidder jeg og tænker, øm og irriteret over at have endnu en psykopat jeg før eller siden skal tage mig af. Gad vide hvad Mortensen siger?

Fredag 13. August.
Hun ringede, Ladegaard har fået sat en telefon op nede på anden-salen. Der er flyttet et ungt par ind, så jeg deler forbindelsen med dem. Ville komme til byen og besøge sin mor søndag til mandag, der optræder hun ikke. Virkede glad for at høre mig, og jeg var som en, en, en forelsket tåbe, der måske overfortolker, i hvert fald, sagde hun “ja, jeg havde jo lovet dig at ringe, når jeg kom ind til byen”, når jeg tænker efter, lød det en anelse pligtskyldigt. Det skal jeg ikke lade ødelægge mit gode humør. Det er løvens måned, som Clara forleden sagde, “August er måneden hvor løven stråler“, jeg kiggede på Rudolph, der grinende fortalte om heksesex og dødens pølse, når man havde hørt nok okkult vrøvl. Men Vivian dog, bliv nu min!

Mandag den 16. august
Lovløsheden hærger, som om frygten er forsvundet. “Folk er sgu ligeglade og strejker som det passer dem, og retsstaten er i knæ”. “Kom Kai, nu skal vi ud og lave noget ballade, kald det drengestreger”. Maleren er løs, han har fået en idé, og jeg har lovet at hjælpe til. Han har sat to koste sammen og lavet en kæmpe “folde ud pensel” som han siger. Vi skal gå strategisk til værks og male på et “umuligt” sted for tyskerne at fjerne det. Han vil komme forbi kl. 9 og hente mig, målet er åbenbart ikke så langt fra mig.

Nørrebrogade 18, ubemærket ind og op på loftet, hvor vi bider hængelåsen over. Ude i enden af loftet mod Louisebroen er der en lille lem, vi kravler op og sætter os på taget.. Vi sidder 20-25 meter oppe i luften på et smalt tag. Han har to kolde i sin arbejdstaske, men først arbejde. Det er helt mørkt, da han lægger sig ud over tagkanten og langsomt og tålmodigt arbejder med penslen en to tre meter nede for sig. En halv time senere er han færdig. “Skrid” har han fået skrevet med store ubehjælpelige bogstaver. Vi sidder i mørket og drikker den svalende øl i den varme augustnat. Vi lægger os hver især på ryggen på det smalle tag og kigger på myriaderne af stjerner. Der er ikke så meget at sige. Den smule nervøsitet jeg var ramt af, er afløst af et guddommeligt velbefindende. Stjerneskuddene hagler hen over himlene. Den mørke nat er fyldt af håb.

Fredag 20. august
Ach du lieber Augustin, forladt og forspildte kræfter på endnu et kvindemenneske. De er alle sammen den samme. Det er oppe i hovedet at nye svigerforældre og hvad ved jeg spiller en rolle. Hun orkede mig i virkeligheden ikke. Måske som en velvillig slave, machomand hun kunne pine. Havde bestemt sig for at gifte sig med kunstneren. Blid, forstående og empatisk over for hendes talent. “At han ville tage hende hele vejen til Hollywood”. Og så igen er hun ydmyg og grædende. Fin og fristende og åben for at jeg slikker hendes liderlige kønslæber. “Ja sådan, som du gjorde på stranden”, hun er primitiv og brutal. En krop, der vil tages og gennemkneppes. Voldsomt gyngende patter og hendes halvåbne mund der stønner, hver gang jeg trykker i bund. Tusmørket i rummet, de åbne vinduer hvor lydene fra gaden forplanter sig i vores gennembollede sind. “Du er for flygtig Kai, men du har en dejlig pik”.

Vivian, Tages kæreste, der nærmest burde være intellektuel, skræmmer mig med sin lyst. Hun har allerede tømt mig en gang. En hestevogns klapren blander sig med sporvognsbremsernes hvinen. At jeg er for påvirket, har et forurenet sind. Hvornår jeg sidst har været ædru? En funktionspromille. Sådan er Kjeld åbenbart ikke, forherliger det rene sind, forsager det depraverede sind. Det er det, der skal til for at nå helt ind til hende, siger hun. Endnu et forvirret pigebarn. Hvad med Tage, ham drak jeg da med adskillige gange. “Netop derfor” siger hun, “jeg er færdig med den slags mænd”. Jeg ligger i min seng og ser på hende tage tøj på. Det er en skam, at sådan et fysisk pragteksemplar skal gemmes væk bag klæder, tænker jeg. Men hun er klar over sin indvirkning, alles blik har altid fortalt hende det samme. Drengene og mændenes glubske blik, og pigerne og kvindernes misundelige øjne. “Det er svært at være perfekt” svarer jeg hende og åbner en svalende pils.

Søndag 22. august
Danmark har været kendt som “flødeskumsfronten” blandt de tyske soldater. Det skyldes samarbejdspolitikken og vores indtil videre gemytlige sind overfor besættelsesmagten. Men der er nye boller på suppen og voldelige sammenstød i Odense og Esbjerg, daglige gadeslagsmål mellem arbejdere og Tyske soldater har bragt gemytligheden til ophør. De har oven i købet planlagt at henrette en århusiansk modstandsmand, som Mortensen kender. Der har ikke været henrettet folk i Danmark siden 1892. Modstandsfolkene har sprunget et tysk mineskib i luften på stålskibsværftet i Odense og sat ild til tusindevis af fiskekasser i Esbjerg på vej til Tyskland. Generalstrejker og smadrede butiksruder truer endelig landefreden i provinsen. Men der sker nok ikke noget i København foreløbig, da der er flere tyske soldater end nogensinde før, og der kører patruljerende kampvogne rundt i byen. Alligevel er vi ekstra aktive for tiden, og har planlagt aktion søndag morgen på togstrækningen mellem Vedbæk og Skodsborg.
Knud har siden bataljen på min fødselsdag opført sig som et lam overfor mig, blid, føjelig og tjenende. Mortensen har sikkert talt med store bogstaver, og han har siden hændelsen gjort sit bedste for at genetablere tilliden til mig. Knud, Rudolph, Maleren og undertegnede mødes til middag hos Mortensen lørdag aften. Han har et lille anneks, hvor vi evt. kan få et par timer eller mere inden vi rykker ud, Svend og hans drenge støder til ved banelegemet og har de nødvendige remedier. Vi skal mere eller mindre agere vagtværn i fald tyske vagter opdager os.

Torsdag 26. august
Afgiftningen er indtrådt, jeg er nødt til at blive realist for at redde mig ud af suppedasen. Det lyder endnu engang frelst og naivt, men der er ingen anden vej denne gang. Gider jeg mere, hvis jeg stopper udsvævelserne, hvad har jeg så tilbage, det er det eneste sjov jeg kender. Smilet stivnede der, engang efter puberteten. Beruselsen blev ensbetydende med mit sindsskifte. Det er vel det, jeg frygter ved at stoppe med rusen. Min hjerne er rystet, “er det virkelig hvad du har tænkt dig Kai?” Trækker tæppet væk under mig selv og mine ligesindede. “Hvad gør vi så nu?”

Huset ryster og knirker, når kampvogne drejer nedenfor. Må jeg ikke engang ryge en smøg, tænker jeg, imens jeg fornemmer uddrivelsen, rastløsheden og frygten for rastløsheden. Alle ordene hidtil har været en del af rusen. Og hvad så med Vivian, vil hun virkelig have mig, nu hvor jeg er blevet asket eller kedelig, eller kedeligere. Der skal en klar hjerne til, den bør vel alt andet lige være mere effektiv. Rudolph havde gloet måbende på mig, da jeg sagde nej til Mortensens øl forleden. Forlegen spurgte han, efter han selv havde drukket en tre stykker, om jeg var seriøs med de der citronvand. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige andet end at det var en pause. Soldater og jernmalm fra Norge forsinkede vi med eksplosionen. At lægge nye skinner tager immervæk en dags tid eller mere. Og signalværdien er umiskendelig.

Rystende i mørket bekæmper jeg frygten, den indre uro har forplantet sig og alle cellerne vibrerer i skræk over den forestående ulykke. “Det sku være så godt, men så er det faktisk skidt” skratter min radio i ’Sangen om Larsen’. Depressionen er overvældende og frygtindgydende, en tåre løber ned over min ru kind, sætter sig i mit skæg og begynder straks at klø. Det er hvad, der kommer ud af års tidsspild. Skal jeg så ringe og erklære mig frelst og se om hun ombestemmer sig, eller endnu værre møde op på teatret og tage ydmygelsen direkte. Eller fjerne ham svinet, Kjeld. Eller få Knud til det, han higer efter at tilfredsstille mig, vil gøre hvad som helst for mig, i hvert fald når han er ædru. Trætheden skyller ind over mig. Lagde mærke til at de langt om længe havde fået malet vores “skrid” over. Tankerne blander sig og tillader mig et saligt glimt fra min elskede mormor derude i det hinsides, hvor fortid og fremtid krydser klinger.

29. august søndag
Der er netop erklæret undtagelsestilstand i Danmark, hvilket bl.a. betyder, at man ikke må være ude efter mørkets frembrud. At man ikke må samles mere end fem mand på offentlige steder, og at der er dødsstraf for strejke eller opfordring dertil. Vores sidste rester af et militær er blevet nedlagt og den danske regering, rigsdagen og kongemagten er trådt tilbage. Sådan kommer overmagten oprøret til livs. Og man ved, de mener det, hvis loppen gør skal den kværnes. Tyskerne har større ting på spil, og hvis der er problemer, må man sætte et eksempel til skræk og advarsel.

Stivere end hvad godt er, døde helten på vejen hjem til de vigtige skriverier. Lige ved at omkomme og aldrig tilfreds. . .hovedpinen larmer i min arbejdsløse tilstand. Slingrede hjemad ved ottetiden. Charles, som overtjeneren på ’Schultz’ hedder, lukker halv otte nu, og fra september af allerede kl. syv. Frygten har bredt sig efter tysken har skruet bissen på. De har åbenbart skudt flere danske soldater, der håbløst har prøvet at sejle de få krigsskibe, vi kalder flåden, til Sverige, for at den ikke indlemmes i nazisternes krigsmaskineri. Så døde oprøret i hvert fald indtil videre, blødsødheden er ophørt, og de bortgåede er for evigt ude af mit sind, af mine gentagelser og af mine løgne. Drevet i knæ og på vej ud over afgrunden. Werner Best er tilbage med nye instrukser fra føreren, der har taget fløjlshandskerne af. Den danske staffageregering er blæst ud af ringen, selv Scavenius er mundlam. Jeg ligger og holder om min halvstive pik og tænker på en let gnidningsfri udløsning. En tøjte, der er ligeså beskidt som jeg og klar til at blive gennemhullet. Men måske ligger den sidste kraft gemt i den sperm.

tirsdag 7. september
Det viser sig hele tiden, at mine fine idéer ikke lykkes, er det min skyld? Noget jeg har gjort eller undladt at gøre, eller hvad ved jeg?, bruger i hvert fald for længe på at spekulere over det. De fleste tyske soldater virker uskadelige, men Gestapo-folkene er nogle kolde sataner, hvor det er lykkedes deres overordnede at fjerne al tænkelig empati. De er som maskiner, hjernevaskede og bogstavelig talt galt afmarcherede. Der er også lavet en afdeling i Danmark nu, Schalburgkorpset, hvor de dumme kan få en uniform og få at vide, at de betyder noget for Føreren og hans kumpaner. Det skulle efter sigende være en afløsning for den danske hær og støtte til politiet til hjælp til bekæmpelse af sabotage og regeringsfjendtlig aktivitet. I virkeligheden er Schalburgkorpset en SS-skole, der har til formål at udbrede nazificeringen af Danmark. En flok lejesoldater der kan hjælpe Gestapo med at gå efter jøder, kommunister og andre af nazismens fjender, nu hvor det danske statsapparat er brudt sammen. Det er vel i erkendelse af at Frits Clausen og DNSAP’s rolle er spillet fallit, deres grov-dumme fremtoning skader befolkningens syn på nazismen. Frits er til grin og bliver set på som en frådende alkoholiker med storhedsvanvid, som selv værnemagten værger sig ved at blive sat i forbindelse med.

Min fremtoning er begyndt at skræmme folk, det har sat sig i furerne i mit mærkede ansigt, at jeg kan finde på hvad som helst. Folk kigger på mig i det skjulte. I sporvognen er sæderne ved siden af mig tomme, folk hvisker og lader som om de taler om noget andet, men det er mig, deres frygt er rettet mod. Samvittigheden tynger, og jeg må nødtvungent erkende, at jeg ikke mere kan skelne fantasi fra virkelighed. Heldigvis kan jeg rette min frustration mod besættelsesmagten, dem er det tilladt at modarbejde med alle tænkelige midler.

15. september onsdag
Samarbejdspolitikken er sat på hold, og resterne af det danske styre værger sig ved at udføre undtagelsestilstandens forskrifter. De kalder det departementschefstyret, embedsmænd, der så vidt muligt prøver at sørge for, at regeringsapparatet stadig fungerer, men reelt set er uden ansvar. Således hviler eksempelvis sabotagebekæmpelse udelukkende på tyske hænder, og pludselig er man desværre begyndt at se en del Gestapo-folk i gadebilledet. Al kontakt med dem skal undgås. De har magten i samfundet og er skruppelløst indrettet. Vi er alle fjender i deres øjne, og de leder bare efter en mulighed for at komme én til livs. Man troede indtil nu, at man aldrig ville savne den danskstyrede ordensmagt, men nu står det for alvor klart, at Danmark er og bliver behandlet som en del af det tyske rige. Rudolph fortæller igen om hans mormor og det jødiske samfunds frygt for, hvad der er i vente. Måske de bare skulle komme af sted, imens tid er.

Mit fodboldhold topper rækken, og første divisionsholdets træner var med og se, hvordan vi pryglede B1903 drengene 5-1 i dagens kamp. Han har brug for en ny angriber og har kig på vores lille ferme Wetterstein, der scorede to af målene. Men Wetterstein er jøde, og det spillede åbenbart en rolle i forhold til at rykke ham op og indlemme ham på divisionsholdet. Ville han kunne træne alle dage osv. osv. Ku’ han gå i bad med de andre drenge. Jeg skulle nærmest overbevise ham om, at han er ligeså kedelig og almindelig som ham selv og undertegnede. Folk frygter problemer, “ja for vi har nok problemer allerede”, som han gentog flere gange under vores samtale. Jeg kunne til sidst ikke dy mig, og lod ham vide, at jeg mente, at det egentlig gik meget godt, og at han, og man, skulle indstille sig på, at vi sandsynligvis havde meget mere ondt i vente.

Vivian har tilsyneladende helt og aldeles droppet mig. Jeg kan ikke engang onanere til hende, hun har fjernet sig ud af min sfære, og når eksempelvis Rudolph nævner hende forleden, krymper det i mig. Den lede sæk, stjal de sidste gode følelser, der var tilbage i mig. Han mente selvfølgelig bare at jeg skulle køre på. Selvom jeg fortalte ham om hendes Hollywood-drømme. “Hun skal nok komme ned på jorden, hun er jo heller ingen vårhare mere”, “du må bare give hende en ordentlig tur, og ofte”, “så glemmer hun det og vil hellere have nogle børn” som han sagde. “Sådan er Clara blevet, og hvem skulle have troet det?”

søndag 19. september
De første danske stenguns er en realitet. De er ikke så driftsikre og skudsikre som originalen, men de er ikke decideret farlige. Mange timers arbejde er gået med at få det lort færdigt. Og var Mortensen ikke vedblevet med at betale min hyre, havde jeg trukket mig for længst. Kælderarbejde i svedlugtende aflukkede rum med suspekte skiftende partnere. Men nu har jeg besluttet, at jeg er færdig med den slags arbejde, i hvert fald indtil krigen er overstået. Jeg kan simpelthen ikke stå og koncentrere mig om petitesser mere, nu hvor bomberne jævnligt brager, og der er brug for mig derude. Der er større ting på spil end mit smedearbejde, selvom det er våbenproduktion. Det er der sgu mange, der kan gøre ligeså godt som mig. “Frygtløshed er en kompetence i denne tid” som Mortensen siger. En utilsigtet kvalitet, jeg modvilligt har tilegnet mig, og som efterhånden er blevet mit alterego. Den sikre hånd hvormed jeg har taget flere liv, er blevet min kapacitet, koldblodigheden, min styrke. “Hvem skulle have troet det om lille Kai Herman?”
Stengunen ligger på mit bord ved siden af min dampende kaffe og smøg og giver mig en kort, falsk fornemmelse af uovervindelighed. Jeg er træt af at være pikspiller. Bilder mig for tiden ind, at jeg lever for sagen, Danmarks frihed. Hvor det før var damerne, sex og vellevned, er jeg nu til fals for en idé. “Hvad er sandhed andet end leven for en ide” står der på Søren Kierkegaard stenen i Gilleleje, for lang, lang tid siden.
Der er ingen tvivl om, at det er nu, vi skal bide os fast. Det er nu, det er vigtigt at slå igen og vise Tyskerne, at vi ikke lader os skræmme. Danskernes støtte er der nu, og forståelsen for vigtigheden i at putte grus i det tyske krigsmaskineri hjælper de allierede på alle fronter. Det er vigtigt at lave ballade. Men mere end det, rygterne florerer igen, jødeaktionen bliver en realitet. Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, for at tilfredsstille Føreren og få mere magt end general von Hanneken, og så alligevel vil Best stadig have Danmark til at fungere på mere eller mindre anstændig vis. Den menige dansker har ikke problemer med jøderne. I hvert fald skulle Best efter sigende have ladet sive, hvad Tyskerne påtænker at igangsætte i nærmeste fremtid. Min angriber Wetterstein fortæller, at alle jøder med et er forsvundet. Hans mor og søskende er allerede taget op til venner i Nordsjælland, og han selv og faren tager af sted en af de næste dage. Faren er ved at sælge alt hvad de ejer, da det skulle koste i omegnen af 1000 kr. pr person at blive sejlet i sikkerhed. Han snakker om den gode tysker, Duckwitz, der har lækket den forestående jødeaktion til Hedtoft og H.C Hansen. “Denne gang er det alvor”, siger han gammelklogt, “det er tyskerne og departementscheferne, der bestemmer”. Hans far har fortalt ham om udryddelseslejre, og hvordan flere af deres polske familiemedlemmer allerede er forsvundet. Lejrene har hidtil været rygter, gisninger og dementeret af den tyske pressetjeneste, men efterhånden er lejrene kendt i den brede offentlighed. Folk fatter endelig, at Førerens tanker og handlinger er fyldt med vrede og sindssygdom.

Torsdag 30. september 43
Har mit eget usikre selv at tænke på. En af grundene til at det går galt er, at jeg er ligeglad. Jeg gør, hvad jeg har lyst til og finder rigtigt i situationen. Fik et rent slag ind på idiotens kæbe, men vi var på besøg hos gamle Kasper i Amaliegade, og venner slås ikke i hans lejlighed. Tilbød ham at gå ned på gaden og få det ordnet, men ombestemte mig. Lod ham vide, at han skulle skride ud af mit liv. At jeg ikke ville se ham mere. Hvad bilder han sig ind, det må sgu da være min egen sag hvordan jeg bruger min tid og mangel på kærlighed. Bare fordi han har Clara. At ”det havde været det samme dengang med Charlotte”, der troede jeg også, at det var det helt store. “En livsløgner” kaldte han mig. Stiv og fyldt af selvlede ringede jeg til Vivian, da jeg kom hjem, og tiggede hende om at genoverveje os. Det vendte sig i mig, da hun kaldte mig forfatter. “Jeg er ikke en skid forfatter”, klodset, dumt og desperat svarende, “det er bare mine dagbøger”. Jeg fortæller hende, at jeg tager op nordpå for at hjælpe til med overfarterne, det var det, vores diskussion var startet med. Hans snobbede gamle jødiske mormor der stadig beskylder de fattige jøder fra Rusland for at være skyld i jødehadet. Jeg havde affærdiget Rudolphs frygt for tyskernes forehavende arrogant, med “Jødeaktion!, det siger de hele tiden, men der sker sikkert ikke en skid igen, husk, det er Danmark”. Han var blevet irriteret over min apati og bedrevidenhed, hans gamle snobbede mormor var netop taget til Sverige med en båd fra Vedbæk, men hun er, som han selv siger, paranoid og tror hele tiden, at tyskerne kommer. Det ved jeg, at han selv har været irriteret over at lægge ører til. Men vi var fulde, og jeg var og er frustreret over Vivian og livet i det hele taget.

Senere
Fik bondeanger da jeg kom hjem, da jeg egentlig har på fornemmelsen, at han har ret. Jøderne er væk, gået under jorden, denne gang kan det meget vel være alvor. Har før været ved at komme op at bokse med Rudolph, han er, om nogen, et menneske, der kan provokere mig. Alligevel kunne jeg ikke sove og tog min cykel og kørte over til ham i kartoffelrækkerne. Fortalte ham, vi skulle tage til Gilleleje hurtigst muligt, der kan vi hjælpe til.

Lørdag 4. oktober 43
Kabyssen i Gilleleje, ligesom sidste år. Højrystet og muntert, kigger mig rundt efter et bekendt ansigt. Snakken går og skattejagten er i gang, pengene strømmer ind fra de mange flygtninge. “De må sgu da betale for hinanden, det er da det mindste man kan forvente”, “det er sgu ikke noget vi gør for sjovs skyld”. Har fundet frem til min ubehagelige ven fra sidste år, Pelle, eller Pølle, som han bliver kaldt, den enarmede, brovtende fisker, ingen rigtigt kan lide, men som folk nu engang har vænnet sig til eksisterer, derovre, så langt som muligt væk fra dem selv.
Kabyssen er tilrøget, og lugten af fugtigt, slået tøj og fisk er umiskendelig. “Hvad vil de mig egentlig?”, Pølles venstre øje skeler så meget, at det er umuligt at kigge ham i øjnene. Rudolph har en bakke med tre øl og snaps og sætter sig ned på bænken ved siden af mig. “Er det ham der, der skal med over?”, siger Pølle henvendt til mig. “Ham der kan godt tale”, siger Rudolph og knalder flasken i bordet foran fiskeren. “For ham der vil jeg ikke tage med”, siger han, stadig henvendt til mig. “Ville ikke engang gøre det for 5000”. Det morer mig lidt at se den klamme fiskers modbydelige arrogance over for Rudolph, men Rudolph bliver selvfølgelig irriteret, tager sin pistol op og lægger den under sine hænder og spørger, henvendt til mig, om det er et medlidenhedsdrab, vi skal udføre. “Vi skal ikke slå ham ihjel, vi skal bruge hans båd” siger jeg henvendt til Rudolph. Vi kigger begge to på Pølle og spørger ham, om han tror, at han slipper i live, hvis han ikke gør, hvad vi siger fra nu af. Han kigger nervøst over mod baren og de andre gæster, der om ikke andet lader som om, at de ikke har set, hvad der er sket. Alle har lagt mærke til at Gillelejes demografiske sammensætning har ændret sig. En mindre invasion af sorthårede folk har gennem de sidste dage fyldt det lille fiskerleje og byen. De flygtende jøder prøver at vække mindst mulig opsigt, men man skal være idiot for ikke at kunne kende dem i forhold til de lokale. Rudolph har den slags sort hår, der gør ham til jøde i Pølles øjne. Og det er jo rigtigt nok, han ved det også godt selv og er i den grad på hælene og klar til konfrontation. Det går først rigtigt op for mig efter Pølles giftige kommentar, at folk ved, at han er jøde. Sådan har jeg aldrig set ham før, i København er sagen anderledes, der er så mange folk, der stikker ud, at det er umuligt at sige, hvorvidt man er jøde ud fra hårfarven alene.

I det samme træder fire tyske soldater og en Gestapomand ind på værtshuset. Pølle kigger over på dem og siger højt “Prost” og kigger tilbage på os, smilende. “Nåh ja, det vidste i ikke, de kommer forbi flere gange om dagen og tjekker legitimationspapirer”. Rudolph får fumlet pistolen ned på gulvet og sparket den over i hjørnet under bordet. “Nu er de ikke så kæk mere, jødetamp”, siger Pølle mellem sine rådne tænder. To af soldaterne stiller sig ved døren, og Gestapomanden og to tyske soldater går fra bord til bord og tjekker papirer. “Hvis der sker en af os noget, bliver De slået ihjel”. Det kommer nede fra mit dyb, det er nærmest ikke min egen stemme. Rudolph kigger også på mig nu, og hen på den klamme, hovne fisker. “De vil komme til at dø på en frygtelig måde, siger jeg og fastholder hans blik med to fingre, der stikker mod hans øjne. Han er utilpas og tørrer sig med sin svedige hånd og siger “okay, jeg siger ikke noget, og I holder jer fra mig!”, han rejser sig og går op til baren. Den ene tyske soldat træder frem, men Gestapo-officeren vinker afværgende og lader Pølle gå. De kender åbenbart hinanden.

“Vi bliver nød til at ride bølgen, var det ikke sådan, du sagde Kai?”. Vi har ikke noget at frygte, medmindre de kigger under bordet. “Papieren bitte”, “I er fra København, siger han med stærk tysk accent, men alligevel meget forståeligt”. “Vi venter på sjakbajsen, han er på havnen for at købe fisk”, “vi skal være tilbage i byen inden spærretid”, siger Rudolph. “Hvad lavede I så med fiskeren?” Spørger Gestapo manden, påtaget dumt. “Max Rudolph Hovitsen, Marstrandsgade 4 “, “sig mig, Hovitsen, er det et dansk navn? Fordi Howitz med W, T, Z er et kendt jødisk navn. Han stirrer på mig, men taler til Rudolph. ”Og der er noget, der siger mig, at de kunne være jøde”. “Hør her” siger jeg, “vi har både udgangstegn og passerseddel og er på vej ind til byen til vores respektive danske familier, om et øjeblik vil de se, at jeg har ret. Og så er vi kørt, det er vores lastbil der holder der, udenfor med jernsvælgerne”, Vi har arbejdet på togstationen hele dagen, lagt et nyt sporskifte, så man kan køre uden om stationen”. “Må jeg se dine hænder Howitsen?”, siger han, imens han holder mit blik. Troskyldigt lægger Rudolph hænderne frem. “Vend dem om” siger han triumferende, “Sie sind keine Handwerker”. “De er en flygtende jøde”, siger han og kigger op fra hænderne, “og de”, peger på mig, “er sikkert hans medhjælper”. Man fornemmer at kabyssens andre gæster, har fulgt med i optrinnet ved vores bord, og nu den larmende stilhed inden anholdelsen. Pludselig splintres ruden af en brosten, der ruller hen ad bordet og rammer Gestapo manden i mellemgulvet, så han knækker skrigende sammen. Tyskerne pisker ud af døren og efterlader kortvarigt Rudolph og mig med den skrigende mand med blødende lyske og mave, han besvimer. Vi tager vores papirer og styrter ud bag baren, bagsiden, der vender ned mod havnen. Der lyder skud fra den anden side, da vi løber ned langs kajen og forsvinder om hjørnet, ned i lejet, ind i gårdene over hegn og mure. En ældre dame spørger os, hvad vi bilder os ind, da vi klatrer over hendes stakit, men forstår alvoren og inviterer os indenfor, i foreløbig sikkerhed.

”Det må have været modstandsmænd, der har kastet stenen”, siger damen. Hun hedder Leonora og fortæller, at flere jøder holdes skjult i de omkringliggende huse i lejet. De er nærmest valfartet herop de seneste dage. Men hvor det før bare var danske kystbetjente, der overvågede havnen og farvandet ud fra Gilleleje, er der stødt tyskere til. Det siges, at tyskerne indtil videre har respekteret låste døre, men tålmodigheden er ved at være slut, og det eneste rigtige er at komme af sted, nu. Sverige proklamerer oveni købet jævnligt på radioen, at flygtninge er velkomne. Det virker som om Best har ladet døren stå på klem, men åbningen skal bruges. Og kutterne, der sejlede i pendulfart med snesevis af jøder, er mere forsigtige i dag. Priserne følger med risikoen, og Pølle, som Leonora udemærket kender, hører ikke engang til blandt de værste priser. “Det er ingen hemmelighed, at nogen spinder guld på det her”. Hurtigt tjente penge på de flygtendes desperation. Desuden er der enkle brodne kar, nazi-sympatisører, der kun gør det for pengene. Men ni ud af ti er retskafne borgere, der sætter liv, båd og deres levevej på spil.

Efter vores batalje på ’Kabyssen’ er der sikkert hidkaldt endnu flere soldater. Der er noget i mig, der vil ned og aflive Pølle, efter at have efterrationaliseret med Rudolph er jeg sikker. Svinet sladrede med sin bevægelse lige efter, jeg havde truet ham. Men Pølle ved at vi slap bort og må være på vagt. De har sikkert også fundet pistolen under bordet. Det værste er, at jeg næsten ikke kan falde i søvn fra mit indestængte raseri. Fiskeren skal dø, det skal jeg personligt sørge for i allernærmeste fremtid. Nu hvor Rudolph sover og Leonora sysler lidt rundt ovenpå, har jeg lyst til at gå ned til hans hus med en brødkniv og fjerne svinet en gang for alle. Leonora fortæller, at han bor med sin søn i et lille Hvidt hus der hedder Havblik. Kan huske, hvordan han nærmest pralede af at han tævede sin søn sidste år. Alle advarselslamper lyser for mit indre, da jeg bevæger mig ud i det bælgmørke fiskerleje. Lidt i tvivl, men alligevel rimelig målrettet. Ned til vandet og til højre, dernede har øjnene vænnet sig til mørket. I udkanten af byen finder jeg hans hus. Alle vinduer og døre er låste, han fornemmer mig sikkert, ligesom telefondamen eller unge Kasper. Dødsangsten. Det er nok midnat, der er to veje til ham, enten indianeren, snigeren, eller afledningsmanøvren. Men selvfølgelig har han en knægt, ham skal jeg undgå. Så bliver han også faderløs. Et svin mindre at tænke på. Se på det som en tjeneste, jeg gør dig knægt! Har skrevet en seddel, foldet rundt om stenen jeg kaster, ruden larmer, lyset tændes. Der går omkring tyve sekunder. Døren åbnes forsigtigt “gå ud og se hvad der er på færde knægt”, “jeg holder dig dækket med bøssen”. Langlemmet skræmt pubertetsdreng i nattøj kommer ud foran på trappestenen med en stavlygte, kigger skiftevis nervøst tilbage over skulderen og forsøger så at kigge ud i mørket. “Er der nogen?”, Pølle kommer fejt og forsigtigt ud med geværet under sin eneste arm, klar til skud. Jeg sidder på hug bag en af de store sten en ti-tolv meter fra dem. “Selvfølgelig er han bevæbnet”, tænker jeg, men når han læser seddelen ved han, at jeg kommer efter ham.

Vi kører med Leonoras nabo ind til byen, han hedder Gustav og har en lille lastbil, der kører fisk ind til byen to-tre gange om ugen. “Min bror har en fiskehandel på hjørnet af grøntorvet og Vendersgade”, “og så står jeg for to af damernes boder nede på Gammel Strand”, “tænk dig, de sælger begge mere fisk, end min bror gør i sin butik”. Gustav er typen, der taler uafbrudt, jeg har ikke sagt noget til Rudolph om nattens udskejelser. Og vi lader bare Gustav plapre derudaf. Falder i søvn og vågner lige inden Grøntorvet. Gestapomanden husker måske at Rudolph bor i Marstrandsgade, på den anden side må han have andet at tænke på. Hans skrigen tydede på omfattende indre kvæstelser.

Fredag 10. oktober
Rudolph fortalte mig om at ride bølgen, om at surfe. Det er hans mål at komme til at prøve det, og at vi skal gøre det sammen i Californien eller endnu bedre, Hawaii. Opdagelsesrejsende var stødt på indfødte i Tahiti, der surfede på bølgerne i 1767, der havde mennesket allerede surfet i tusinder af år. Tusinder af år, et sekund af gangen, men hvad ved jeg med de milliarder af sjæle, der i de skiftende generationer har gjort og oplevet alt muligt. Intet behøver at være fantasi, alt kan vel lade sig gøre i det uendelige univers.

Clara ved intet, siger han. “Hun tror, jeg er ude at spille”, “og det er jeg jo også”. “På spillejob i Gilleleje eksempelvis”. Rudolph er i godt humør, der har ikke været nogen tyskere endsige politi forbi siden episoden med Gestapomanden. Rudolph har været nervøs, men Mortensen siger, at Gestapomanden er tavs, i en koma-lignende tilstand, invalideret, knust bækken og har fået fjernet den ene nyre. Han siger i hvert fald ikke noget foreløbig, det har han lægens ord på, fra Hillerød sygehus hvor han er indlagt. Fordi de er på jagt efter os, og tror indtil videre at vi er en del af modstandsgruppen i Gilleleje.

Det er åbenbart rigtigt at Rudolphs oldefar havde ændret navnet fra Howitz til Hovitsen. Det vidste Rudolph ikke engang selv, men hans mor havde forleden fortalt ham, at det gjorde tingene lettere for hendes bedsteforældre, da de i sin tid kom til Danmark. Han havde kørt sine forældre ud til sin fars søster i Lundtofte, og jeg og han skal så sætte huset i stand den næste måneds tid eller to. Blandt andet skal gulvet på første salen skiftes. Clara er flyttet hjem til sine forældre i mellemtiden og der sover Rudolph også, så han føler sig rimelig sikker igen.

Fint med noget manuelt arbejde, sammen med træningen af drengene et perfekt skalkeskjul til den fortsatte kamp for Danmarks frihed. Eller som Rudolph hævder, er vigtigere, ”kampen mod nazisterne”.

Fredag 22. Oktober
Hun ved godt, at hun er mit bytte. Slikker mig om munden, idet jeg spreder hendes sammentvungne ben. Hun gisper sagte, da hun mærker mine stærke hænder tvinge dem fra hinanden. “Lige om lidt er det slut” siger hun “hvad vil du så gøre Kai”. Det er Laura, Charlottes beskidte lillesøster, Finn har holdt fødselsdag og efterfølgende er vi endt på Kong Arthur hotellet. Jeg har min hånd under hendes højre balle nu, og ligger bøjet ind over hende som et rovdyr, der fortærer hendes mellemgulv, eller endnu mere præcist, hendes veltrimmede faste fisse der fugtigt glinsende af spyt og saft bevæger sig i takt med min tunge. Vågner fra min våde drøm af sirenens monotone evindelighed. Sætter mig op og gør mig færdig, “i denne tid er en våd drøm ikke at kimse ad”.

Senere
Det dunker stadig i mine tindinger, blodet fosser gennem hovedet, og jeg kan høre tankerne, før de bliver til virkelighed her. Rudolph præsenterede mig for snobbede kunstnere og forretningsmænd, der spurgte hvad jeg lavede for derefter at vende mig ryggen. Samfundet er gennemsyret af denne overfladiskhed, og Rudolphs liv er finansieret af slige typer. Han ved, at de vil få med mig at bestille. Folk, der vender sig bort uden anden grund, end at de tror, der er mere for dem at vinde ved en anden samtale, har mit had med sig. Ingen kære mor, og jeg er blevet hjerteløs og skånselsløs. Truede mennesker er glad for al empati, selvom de betaler for det, tror de på velviljen i andre mennesker. Er en slagen mand for at prøve at gøre mig blandt de unge swingpjattere, en gammel idiot uden penge er, hvad jeg er. Lyden kommer indvendig fra. De skrøbelige blodbaner prøver at pumpe liv ud i alle cellerne. Intet kan dog overvinde trætheden, der er mit største og efter sigende sidste aftryk, inden jeg forlader sædvanen.

Torsdag 28. oktober
Dagene går, først nedrivningsarbejdet og følelserne, og så følelserne. Rudolph forærede mig en specialbygget akustisk basguitar. Midt i rodet sagde han, “prøv at se, hvad jeg har til dig” og rakte en smuk firstrenget basguitar. “En du altid kan tage med dig, fordi det er problemet med kontrabassen. Han får en stabil hyre for at optræde med sit lidt provokerende Reinhardt-set, hver fredag aften på ’Viven’ fra elleve til to. Folk danser som gale, og han har et hit, siger han, en gypsy-jazz version af “Hvorfor er lykken så lunefuld”.

Det er godt nok alt sammen, men jeg får stadig mine penge fra Mortensen, og jeg ved, han har noget arbejde, han vil tale med mig om en af de nærmeste dage. Udbrændt af det fysiske arbejde og træning med drengene. Fodbold i denne tid virker tit absurd, men når man står derude, glemmer man stadig, for en stund, omstændighederne. Mødte den kække førsteholdstræner “der kan de bare se Kai, med ham Wetterstein, jeg sagde jo det ville give problemer”. “Ja for jeg er sgu da ligeglad, hvad folk tror på og hvilken farve, de har. Bare jeg ikke får nogle problemer”, “forstår de, hvad jeg mener?”. “Jeg ved da godt, at de hedder Kai Aage Herman og ikke Kai Thorsøe, som de åbenbart kalder dem”. “Men hvad kommer det mig ved, så længe jeg ikke får problemer, er jeg sgu da ligeglad”. Jeg måtte bare stå med åben mund og undre mig over, at han ikke var bange for, at nogle af drengene kunne høre, hvad han sagde. Han fik mig til at tænke på, hvad det er for nogle idioter vi også kæmper for.

10. November.
Det viser sig, at Gamle Kasper har brugt opium siden første verdenskrig, hans far var apoteker, og da han først havde fundet frem til morfinen, var han ikke til at stoppe igen. Det forklarer meget, men jeg er alligevel ikke vant til at se ham i det lys. Jeg kan selvfølgelig kende knappenålsøjnene og de, til tider, drevne fraværende svar. Men så er han ikke på det i en uge, siger han, “engang imellem stopper jeg, sidst i ’36, da jeg mistede min kone”. “Hårdt i begyndelsen og kedeligt efter nogle dage”. Den afvæbnende ironi gør det umuligt at sige, om det er virkelighed eller fantasi. Men jeg kan godt lide Kasper, og han har sagt, at jeg bare kan komme forbi, hvis jeg får lyst, så det gør jeg! Han har altid rigelige mængder. “Det får mig til at glemme at fortryde” siger han, “og så alligevel ikke. Jeg er ligeså ulykkelig som dig Kai”. Det er underligt at lade sig påvirke af dråberne sammen med en anden mand. Han fortæller, at tyskerne ikke har kunnet skaffe rå-opium til morfin til de mange sårede soldater. “De har lavet ’Adolfin’ i stedet, det tager smerten”, siger han “men man mister suset”. Timerne går i Amaliegade, hvor mine øjne langsomt lukkes igen. Jeg har min bog med mig, så om ikke andet kan jeg beskrive bedrivelsen. Og Gamle Kaspers kemilektioner om stoffets mange fortræffeligheder. Men når jeg kigger på ham, ligner han et skelet med hud på. Brune tænder i det udmagrede ansigt. Og ham havde jeg syntes lignede Mortensen engang. Han må have tabt sig, for Mortensen er efterhånden dobbelt så fed som Gamle Kasper.

Det er meningen, at jeg skal skyde en politimand. “Et korrupt svin, der arbejder for tyskerne” siger Mortensen. Jeg er påvirket, da jeg sætter mig op på cyklen og kører ned gennem Amaliegade. Sætter mig et øjeblik foran Gefionspringvandet. Våbnet er placeret hos en pølsemand i Nordre Frihavnsgade, omkring klokken fire drikker de eftermiddags-øl på ’Betjenten’ på hjørnet af Faksegade. Derefter skal han plaffes ned på behørig vis. Chefen siger, at hvis der er nogen, der kommer ham til undsætning, er de også tysksindede. Alle hader ham. Jeg orker ikke, at der er børn omkring, når jeg skyder, op på cyklen og væk. Mit skæg klør af opiummen som Kasper er begyndt at ryge på mig. Gav mig oveni købet et stykke med, som jeg kan ryge, når jeg er færdig. “Hvad fanden skete der med den pibe jeg købte i sin tid”. Jeg valgte en pistol. Den er hurtigst at komme af med. Pølsemanden nikker indforstået, da jeg giver min kodede ordre, egentlig dumt, for vi er alene, men da han skal til at sige noget, beder jeg ham klappe i og give mig hvad jeg er kommet for. Mortensen siger, han hedder Møller, og jeg ved, hvem det er, når jeg ser ham. “Han går aldrig i uniform, og de har set ham før Kai”, “jeg er vis på at de genkender ham“. Kl. fem går jeg tilbage og bestiller den pølse, jeg ikke har kunnet få ud af hovedet siden jeg hentede våbenet en time tidligere. Jeg sætter mig tilbage på bænken ved sporvognsstoppestedet lige over for værtshuset. Jeg stivner, taber den halve pølse. “nå det er ham”, min bøddel, inkvisitatoren, forhørslederen der startede dette vanvid. Begynder at ryste, men morfinen tillader ikke mit hjerte at banke hurtigere. Han går ned mod Strandboulevarden, jeg sætter mig op på min cykel og triller langsomt efter ham. Er det ham, eller er det mig, der virker nervøs? Kigger sig uroligt og jævnligt omkring, jeg stopper og lader ham komme lidt på afstand. Måske han kan mærke døden nærme sig. Han krydser vejen længere fremme ved en parkeret bil. Jeg træder til, krydser vejen idet han sætter sig ind. Kører helt hen på siden af bilen, hvor han stadig fumler med nøglen. Banker på sideruden med pistolen, vinker med den anden hånd, der et kort øjeblik forvirrer ham. Skrækken slår ned i hans ansigt, da han fatter det hele. Bang, bang, bang, tre skud og et af dem i hovedet. Alt er stille, Nordre Frihavnsgade i trance. Kigger bedøvet rundt og smiler til et forskrækket ægtepar, der holder deres lille pige væk fra mig. “For Danmarks Frihed” siger jeg og svinger ned i jydegaderne.

11. november
Ingen anger, ren velvære. Verden fortsætter et stort svin mindre. Maler med Rudolph i det efterhånden nydeligere hjem. Der skal stadig lægges gulv, så vi kan trække den en måned endnu, siger han. “Så kan jeg lære dig skalaerne”, derefter tager jeg over til gamle Kasper. Et stop på vejen bliver til timers kløen. “Bang, bang, bang,” fortæller jeg “og det sidste skud i hovedet”. Får det dårligt over mig selv og mit praleri, det er ikke noget at le ad. En bøddel griner sgu da ikke. Og Kasper sidder alligevel bare og sover, han er i hvert fald helt væk. “Nej du sidder sgu da og laver et stop til piben”, men med lukkede øjne. Vi ryger opiummen på en lang pibe, som apoteker-faren har haft med hjem fra østen i sin tid. Jeg har glemt Vivian, hun har kæmpet sig ud af mit sind. Men jeg vil have hende tilbage. Er for skæv til at få rejsning, sidder med bøjet hoved og tænker, tænker på ingenting nu, nu, nu går hjertet stadigvæk. Så siger Kasper pludselig, “nåh ja, chefen sagde, at jeg skulle sige til dig, at Gestapomanden er vågnet fra sit koma. “Hvad” rejser mig slingrende op, “ja og han er tilsyneladende frisk i hovedet”.

Styrter gennem regnen, men jeg kan dårligt bevæge mig. Min puls er tvunget ned, stoffet bremser mig. Min cykel er oven i købet halvflad, må løbe over brostenene. Marstrandsgade er tom. Ingen tegn på fare. Stopper på hjørnet af Øster Farimagsgade under cykelhandlerens halvtag og pumper min cykel.

19. november fredag
Clearingmord, “Han har alligevel nok glemt, hvad det var, vi hed”, for de har invalideret byens læge, har skudt ham i lysken på åben gade. Schalburgtage kalder de det, kontrasabotage hvor de, øje for øje, hævner vores aktioner. Jeg besøger min far, der selvfølgelig ved alt det her som den første. Han er overrasket over, at jeg ved så meget, og jeg vælger for engang skyld at fortælle ham, hvad der skete i Gilleleje, og hvorfor de skød lægen i lysken. “Nu passer du vel på! Jeg var selv lige ved at dø forleden, fik et fiskeben galt i halsen”, “fru Larsen kan fortælle dig det hele, der var også en læge og alt mulig postyr”. Jeg kan mærke han er i chok, han havde haft sine anelser, men for første gang går det op for ham, at jeg er modstandsmand, morder, “skruppelløs”, siger han halvt grinende efter et øjebliks stilhed.

“Vi ved, hvem du er”, har jeg kradset ned på et papir, jeg smider ind til stikkeren nede i nummer to. Måske jeg overreagerer, men han skal vide, at jeg ved, at han ved osv. Hvis rygtet taler sandt.

Senere.
Sidder i sporvognen, chokeret, Wetterstein var der lige pludselig, havde stået og ventet bag et træ. Han fortalte mig, at hans far var blevet taget af Tyskerne og han selv undslap, men ikke ejer eller aner sine levende råd, eller hvad man nu siger. Og har så opsøgt mig, fordi han vidste, jeg træner hver fredag. Vi bliver enige om, at han kører på cykel og jeg møder ham hjemme ved søen. Han skal bare af sted omgående, han var i forvejen tynd, nu er han afpillet, men stadig stærk. Det er hans springspark, der fangede min opmærksomhed, udover at han er en ualmindelig boldsikker spiller. En skam, hvis sådan et talent skal gå til spilde.

Han fortæller om sin angst for at opholde sig på alle offentlige steder. “Folk kigger på mig, som om jeg er selvlysende, syg og smittende”. “Når jeg sidder på min cykel og bevæger mig, føler jeg mig relativt sikker”, “og så alligevel ikke, da jeg krydser Blegdamsvej ved krydset ved Tagensvej, er der to Tyskere, der må vride hovederne for at få det hele med, så jeg må kaste mig ud i trafikkaosset bare for at komme hurtigt væk fra dem. Når jeg låser min cykel lige her nede på gaden, kigger jeg mig rundt”. “Der er en straf for at hjælpe mig, må de forstå”. Den store dreng har sat sig hulkende på min seng. “Jeg skal nok hjælpe dig til Sverige”, siger jeg, “skal bare lige have ordnet nogle ting først”, “bliv du blot her og slap af, så får vi dig af sted hurtigst muligt”.

Torsdag 25. november
Rudolph kommer forbi i gulvmandens lastbil, som vi har lejet for 40 kr. om dagen. Jeg har sagt, at jeg gør det alene, har fortalt ham, at jeg synes, han også burde rejse, det er min fornemmelse, men Rudolph, ak og ve. Ingen skal fortælle ham noget.
Wetterstein sidder og kigger tomt ud over søen og Louisebroen. “Hvis jeg så bare kunne foretage mig noget”, “deltage i kampen”. “Det er ligesom at sidde på sidelinjen i den vigtigste kamp”, “forstår De hvad, jeg mener, jeg er klar til at ofre mit liv”. “Det går ikke” siger jeg, “de fanger dig, de tager alle nu, der er prestige i at fange dig, de har lukket vinduet”. “Jøderne slap væk, det er et slag i ansigtet på Føreren”.

Vi har hygget os, og jeg har allerede fået fedet ham lidt op, vi har ind imellem sneget os ned og spillet bold på legepladsen i Wesselsgade. Men i nat vågnede jeg ved, at han lå og græd. En stor dreng, der ligger i kramper, og mig, forvirret, styrter rundt, får ham til sidst vækket, men han fortsætter. Jeg holder om ham, knuger ham ind til mig. “Det skal nok gå lille Wetterstein”. Græder selv, de har slået hans familie ihjel. Hans far, skomageren, den fine lille mand, der entusiastisk fulgte med i sønnens kampe fra sidelinjen. “Din mor og søster venter på dig i Sverige, det er jeg sikker på”, siger jeg, men ryster, jeg ved ingenting.

Undgår alle check points, som Rudolph kalder dem. Kørte turen for at være sikker. Kører ad Bernstoffsvej, Femvejen, ned ad Jægersborg Allé. Vi parkerer lastbilen lige inden Strandvejen, tager cykler ud fra ladet. Og cykler resten af vejen til Taarbæk havn. Klokken er seks, da vi ankommer til et tåget Taarbæk. Vi står af cyklerne og er ved at sætte dem ind bag et hegn, da der kommer to støjende tyske motorcykler med sidevogn trillende ud af disen. Det er et lykketræf, at vi lige netop kan bukke os og komme ud af syne. Jeg hører Wetterstein hviskende bede til sin gud, imens jeg lader Lugeren. De er væk igen, ingen problemer, krydser vejen, ned gennem en have og ned til vandet, langs stranden, hen over stenene, havnen. Kigger henover bolværket, en tysk patrulje med en Schæferhund står med en lyskegle, der oplyser nogle fiskerskure og en lille beværtning med levende lys i vinduet. En ti femten meter til højre, nede ved bådene, sidder to fiskere i gule overalls under en lampe, ellers er havnen tom, kold og øde. En time går, fiskerne snakker nærmest ikke sammen, ordner deres net og reb og ryger deres piber. Endnu en fisker er kommet ud fra beværtningen og står og pisser i vandet lidt ude af molen, tættere på os. En midaldrende dame ankommer på cykel, parkerer den op ad skurene, hilser kort på tyskerne og går ind på beværtningen. Hun kommer ud kort tid efter, med en duknakket mand under armen. Tager sin cykel og kalder “Arne, Arne, kom nu”, han er faldet i staver, men vender sig mod hende og lunter efter hende op mod vejen, væk fra havnen. Det slår mig, at der er noget sympatisk afslappet over Arne og bestemmer mig for at løbe op gennem haven og fange ham oppe på vejen. “Du venter her, men ryk lidt tilbage, ned bag ved bådene”. Der ligger to robåde med bunden i vejret. “Jeg er tilbage om lidt”, siger jeg til Wetterstein. Vejen er mørk, men jeg kan ane de to skikkelser længere fremme, jeg følger dem på afstand, de drejer op til venstre mod Strandvejen. Løber hen til hjørnet og ser dem netop lukke døren til et svagt oplyst køkken. Selvfølgelig er der mørke gardiner for vinduet, men der en sprække, hvor jeg kan se Arne, der har sat sig for at tænde op i komfuret. Konen må være ovenpå, og da der er gået nogle minutter, uden hun er kommet tilbage, banker jeg sagte på vinduet. Han farer sammen, kigger nervøst rundt, kommer over til vinduet, trækker gardinet fra og kigger ud. Jeg er under vinduet, men stikker min hånd op så han kan se, jeg er der. Der går nogle sekunder og døren åbnes, han kommer ud og lukker efter sig. “Hvad vil De?” siger han ud i mørket. Jeg kommer helt hen til ham, tænder en smøg, så han kan se mig. “Jeg har brug for din hjælp, jeg har penge”, siger jeg. Arne bliver stående og kigger efter mig, da flammen forsvinder, “Hun sover om ti minutter, så kan vi gå indenfor og snakke”. “Tak” siger jeg, “er tilbage om ti minutter” og skynder mig tilbage mod havnen.

Er ikke bange, når jeg kigger på drengen. Den kolde vinterluft fylder mine lunger. Den tyske patrulje er blevet afløst, og fiskerne er gået ind på beværtningen. Der er ingen risiko for, at de kan se os, alligevel kravler vi over til krattet, inden vi rejser os. Jeg banker på det samme vindue, han åbner og siger, vi skal komme ind. Han hilser venligt på os, åbner en øl til mig og ham, “og en citronvand til knægten formoder jeg”. Han fornemmer også Wettersteins angst og fortæller, at hans kone udemærket ved, at han har gæster. “Det er ikke noget problem, og hun hører faktisk ikke så godt, skal jeg sige dig”. “Der har været mange igennem ligesom dig, må De forstå”, “så tag det roligt, vi skal nok få Dem sikkert af sted”. “hvil dem på bænken der, vi tager først af sted imorgen tidlig”. “Det har været de mest interessante dage i mit liv” siger han henvendt til mig. “Jeg vidste ikke før nu, at jeg havde det i mig”. “At jeg turde” siger han, og rejser sig op og går hen til vinduet. I starten var det ingen sag. De lod os sejle i pendulfart, men nu vil de statuere eksempler og tåler ikke flere flygtende jøder. De ligger derude med slukkede motorer og lytter. “Lange Henrik blev taget sidste uge med fire i lastrummet”. “De blev straks sendt af sted og han sidder i Vestre”. “Det betyder ikke noget med pengene for mig, jeg har hvad jeg skal bruge”, “men det er farligt nu. De danske kystbetjente er afløst af hundepatruljer med lyskastere .”De kan oplyse det mest af havnen, så I skal støde til lidt ude fra land”. Klokken er halvfire, jeg har siddet op og sovet i en halv times tid. Det er blæst op, og den friske havluft overvælder mig, imens jeg tilvænner mine øjne mørket. Ved det gamle hængetræ ligger der en lille robåd, “den kan sagtens holde til jer i de her bølger” siger Arne. “Vi mødes derude”, han peger ud i mørket, ”en cirka 75 meter i lige linje ud fra træet ligger der en bøje, der mødes vi om trekvarter. “Tak Arne, Jeg vidste De ville hjælpe os, sådan noget kan man nogen gange se på folk”. “Det er jeg glad for at De siger, for det gør jeg mig også umage for at udstråle”.

Maser og skubber, men så stille som muligt. Båden glider i vandet. Vi tager vores tørre benklæder og fodtøj på igen. Kan alligevel ikke undgå skvulpene, og sidder våde og forkomne og venter på Arnes kutter. Den lille jolle gynger vildt og ukontrolleret, og jeg må kæmpe med årerne for at holde os omkring bøjen. Prøver at holde kvalmen stangen, men knægten brækker sig allerede.

Endelig, Arnes lille kutter. Føler mig søsyg og ukampdygtig, da vi endelig kan sætte os og slappe af mod de Svenske kyster. Den kolde klare havluft gør mig frisk igen, og jeg gør mit bedste for at virke stærk. Er blevet kynisk, min umiddelbare kærlighed til andre mennesker er forbeholden, men med Wetterstein og Arne føler jeg mig godt tilpas. Som om Gud våger over os. Jeg har gemt mig blandt gode mennesker, så drypper det vel igen på degnen, tænker jeg. Gør jeg det mon for at få aflad? Eller er det ganske simpelt livsindhold, jeg søger. Den monotone motors inciterende dunken virker hypnotiserende og søvndyssende. Faren og risikoen styrker nærværet og tilstedeværelsen. Endelig kan der skimtes lys og land, selv Wetterstein er rolig nu. Vi lægger til, to mænd kommer til og hilser os velkommen. Klokken er kun fem, men de virker friske og vant til situationen. Den ene siger ovenikøbet på dansk, at vi skal op og få kaffe og varme. I et skur med kamin og langbord sidder vi og godter os med brød og kaffe. Jeg giver Wetterstein de 500 kr. jeg havde fået af Rudolph til overfarten. “Nu har De ovenikøbet noget at klare Dem for, takket være Arne, siger jeg. Den ene af mændene kommer ned til bordet med ost, pølse og marmelade. “Vi skal nok finde ud af det, og snart kommer Hannah, hun plejer allerede at være her. Hun kan gå igennem listerne sammen med ham. Og se om der er nogen han kender”. Jeg forklarer ham situationen og Arne siger, vi skal sejle inden længe. Det er et trygt sted at efterlade ham, tænker jeg, da vi tøffer ud i sundet igen. I Taarbæk havn er det knap lyst, da vi lægger til. Har lånt støvler og overtræksbukser og hilser stedkendt på tyskerne, da vi går fra havnen.

Lørdag den 4. december
Går på vandet, ingen frygt. Ren som et lam. Julen bringer sit velsignede bud. Er i kontrol og til nytte. Mødtes med Svend og Maleren. En større operation er i støbeskeen. Der skal transporteres sprængstof gennem byen, og det har jeg, på mine og Rudolphs vegne, sagt ja til. Vi har lejet lastbilen hele december, og Mortensen har oprettet os som et selvstændigt firma. Det skal foregå gennem to uger. Cirka fire hundrede halvpundspakninger af det engelske, plastiske sprængstof, PE2, skal afleveres på en ladvogn på bryggen. 30-50 kilo af gangen fra en garage i Guldbergsgade gennem byen, otte ture hvis alt går vel. Vi har ikke fået det præcise mål at vide, men kan regne ud, at det er en større operation. Aktionen skal åbenbart foregå lige inden jul. Det optager mig lidt, har samtidig været irriteret over ikke at vide, hvad aktionen går ud på. Men jeg får min løn og gør vel en god gerning, om man så må sige. Svend og Mortensen er pludselig blevet de bedste venner. De spiser frokoster med andre højhattede herrer, private eksklusive sammenkomster hvor gardinet på ’Schultz’ er trukket for. Ikke desto mindre er de enige om, at jeg er deres mand for tiden. Uvurderlig, grundig og professionel beskrev Mortensen mig, da han kort præsenterede mig for en “forretningsforbindelse” tidligere i dag.

Tirsdag 14. dec.
Livet går hurtigere end nogensinde tidligere. Føler mig afhængig af spænding og fare, dér betyder jeg endelig noget igen. De skulle bare vide, tænker jeg, men jeg tænker så meget. Spænding og fare er værre end druk eller morfin, for det er ingen erstatning. Men bare en stor ondsindet cocktail. Med bedøvede advarselslamper og frygt træder jeg frem. Parat til at færdiggøre uden for mange spørgsmål. “Det gør det lettere at være et svin”, siger Gamle Kasper, og sådan opererer jeg vel selv for tiden. På Mortensens ordre, “No questions asked”.

Efter juletamtam forleden endte jeg på ’Det hvide lam’ på Kultorvet. Tirsdags-jazz, og med spærretid ophævet igen rodede jeg mig ud i terninger og hasardspil til langt over midnat. Det var som sådan hyggeligt nok, lige ind til tre fyre gjorde deres entre. Kompromitterende fordi jeg kender en af dem, Hans Henrik, der også var smed hos Holst Andersen i sin tid. Jeg lagde selvfølgelig straks mærke til, at det var ham, og sad og skuttede mig for at undgå, at han genkendte mig. Problemet med at gå hurtigt var, at jeg sad med den ene vindende hånd efter den anden. Sad i hvert fald med 500 kr. da han sætter sig ned til bordet. “Kai Herman, ser man det”. “Så talte rygtet jo sandt”. Slutter hurtigt spillet, han er fuld og utilregnelig. “De bliver nød til at drikke en øl sammen med os Kai”. “Det kan ikke være anderledes, det er jo flere år siden efterhånden”, umuligt at undslå sig sidder jeg til bords med de tre nazister, der konstant skåler og fylder i mig. Hans Henrik ved godt, at jeg har været på flugt, men kender ikke omstændighederne. Han husker mig som en apolitisk kyniker uden tilhørsforhold og fortæller de andre to om, hvordan han hev mig med til Nazimøder i sin tid. Hansi er tilsyneladende den højst rangerende af de tre og fortæller stolt, at han er en del af den berygtede Petergruppe, der udfører kontrasabotage. Jeg har ikke nogen pistol på mig og spiller med. Jeg væmmes over deres klamme synspunkter og meninger, og med fuldskaben bliver jeg konfrontatorisk og provokerende. Hansi holder hånden over mig og siger, at jeg skal skride nu, specielt den ene, en rødhåret hidsigprop, er det lykkes mig at få til at trække sin kniv, som han hamrer ned i bordet foran mig. Da Hansi trækker mig ud af beværtningen, råber jeg, at jeg slår ham ihjel en af dagene.

Juleaften 1943
Julestemningen har igen sneget sig ind i mit sind. Føler mig i mental balance. Måske er det ok at være skæv og stiv engang imellem. Når jeg nu alligevel gør det, er der i hvert fald ingen grund til at beklage sig. Det er det samme hvert år, sentimentaliteten overvælder mig og alle de julende rør mit hjerte og bringer mig tilbage i tiden. Foreningen af flæskestegen og brunkagerne, julesangene og den manglende sne. Dengang på Vesterly hvor det hele strålede af mulig lykke. Rundt om træet imellem min mor og min far. Jeg kigger op og ser dem smile til hinanden hen over mit hoved. Tænker på Vivian, og hvad laver hun nu? Tænker hun på mig, bare et kort øjeblik. Eller er jeg glemt, bare endnu én hun mødte. Hun troede simpelthen, at jeg havde været død. Havde vænnet sig til tanken om, at jeg ikke eksisterede mere. Væk, ligesom Tage eller Anna eller mor. Min elskede mormor, der kunne holde jul, så jeg sang, og så jeg græd af lykke.

Efter sigende lød der et brag af dimensioner da B & W sprang i luften i forgårs. Den virkelige bedrift havde bestået i at alarmere alle arbejdere og forbipasserende, så ingen kom til skade. 230 kilo sprængstof har lammet kraftcenteret og strømgeneratorerne og sendt alle hjem på en lang velfortjent juleferie. Kommer til at tage uger, hvis ikke måneder, at få værftet op at køre igen.

Min far fortæller mig midt i flæskestegen, at efter chokket havde lagt sig, er han stolt af mit virke, modstandsarbejdet. Fru Larsen kiggede forfjamsket væk, tydeligvis pinligt berørt over, at min far havde afsløret mig overfor hende. Men jeg fanger hendes øjne, smiler og skåler til hende og takker hende for endnu et storslået måltid.

Fredag 31. december
Baldret ligger jeg tilbage, på alle måder tom og afkræftet. Finn hentede mig i eftermiddags. Det er vores dag, mener han. En vigtig dag at give sig til kende. Tidspunktet, hvor den virkelige frihedskamp skal udkæmpes, markereres allerbedst aftenen inden nytårsaften, dagen inden den kollektive fest. En værdikamp mod kedsomheden, stilheden og forudsigeligheden. Efter gigantisk frokost på Schønnemanns støder vi til sypigerne, som han har inviteret i Tivoli til fransk cabaret.
Emma er Finns fortrolige og mest betroede medarbejder. Hun er vel det nærmeste, han kommer en kone. Men han siger, han ikke kan bolle hende, selvom han må medgive, at det ville være praktisk. Men Laura er med, Charlottes lillesøster. Genert og tilbageholdende hver gang hun møder mig. Hun ved, jeg kender til historien med Stryhn, politimanden. Og jeg har i sin tid fortalt hende, hvad der sker, hvis hun røber noget om mig til ham eller andre. Det lyder som om at jeg er ovenpå, men jeg er flov over mig selv. Hun er bange for mig, bange for at blive fyret, bange for hvad jeg kan finde på. Jeg sætter mig ned ved siden af hende, de andre piger griner, og hun smiler usikkert til uvidende Emma. Under bordet fører jeg hendes hånd hen om min pik. Jeg tænker ikke på Charlotte, nej overhovedet ikke. Laura har ingen egen styrke, vil helst beordres, adlyde. Hun prøver at trække hånden til sig, og jeg hvisker hende i øret, at den eneste grund til, at jeg trækker mig ud af hendes fisse, er for at kneppe hendes røvhul. Hvis hun kunne eller turde, ville hun flygte. Men jeg er farlig og kan finde ud af, hvor hun bor.

Jeg er kvæstet over mig selv, træt af mig selv. Er ingenting uden mine trusler. Når ikke at tænke over, hvad jeg forårsager hos mine medmennesker. Som i en drøm farer jeg af sted, orker sjældent at kigge tilbage, har åbenbart stadig en samvittighed. Nogle resterende stumper af mit gamle jeg.