1942

Torsdag 1.1 1942
Lader som om, jeg er, som jeg plejer at være. Stakåndet vælter jeg rundt og skjuler frygten for det uvisse. Det er i øjenkontakt ondskaben smitter, ser ikke tyskerne i øjnene. Der vil de se mit sande jeg. En ukontrolleret desperat sjæl. Heldigvis har vi musikken, siger jeg til mig selv. “Tag nu for helvede og nyd den”, jeg prøver, oprigtig talt. Jeg er villig til at lade mig spænde fast og bolle i røven, alt for at få fred. Min kamp er alligevel nytteløs min dreng. Lægger sin gamle hånd på min og lukker øjnene. Sådan forsvinder du da ikke bare? Du må give mig en chance for et sidste spørgsmål. Hvad sker der derude efter livet? Ingenting ændrer sig, du skal leve med dine handlinger. . .

En skamplet hugget ud i granit, aldrig rigtig tilstede. Flygtig som en fjært blandt en flok døve mennesker. Mine ord er smittet af sløvsind. Hvorfor er det så vigtigt at prøve at udrette noget som helst. Man kan bare sidde og ånde og beundre verdensaltet. Der er så få ord, der slipper dine tørre læber, mor. Der er ikke noget jeg hellere ville, end at se dig igen. Med stormskridt nærmer jeg mig ulykkesstedet. Bliver mødt af grædende børn, det er en katastrofe. Hvad er det lige jeg kan stille op? Synger pivfalsk videre, gennem vinterlandskabet som dreng. Morfar hentede os i kane ved færgen. Der var en klokke spændt på til højre for morfar med pisken, så man kunne høre os, når vi kom glidende.

Om jeg har noget at bidrage med. Vil helst ikke være til besvær. For at undgå ydmygelsen ved at stille sig til offentligt skue. Kunne jeg dog bare få udlevet mit potentiale, skabt en sammenhæng. Jeg var i en dyb dal, blind for andres kvaliteter. Champagne i mængder og glædespiger. Lader som om, de kunne undværes, men siger da ikke nej, når Finn nu siger de hører med i aftenens program. Tre piger ankommer, to til ham og en til mig. Den ene pige kender Finn. “Har du set nogle skønheder, jeg har taget med”. Sofie og Elisabeth hedder de. Bliver træt når jeg tænker på deres prøvede unge ansigter. Alt for meget pik, alt for tidligt, har gjort dem stenhårde. Kærligheden har de solgt, og hvad der i sin tid har virket som en nem indkomst har vist sig at indeholde en høj og uigenkaldelig pris.
Til sidst var jeg så træt, at jeg ikke kunne skjule mit mishag, startede som en verdensmester, men gik død. Hun masserede mine fødder, til jeg sov. Hvis jeg oven i alt det andet skulle slås med en kønssygdom. Min pik begynder alligevel at røre på sig, jeg lukker øjnene, imens hun lukker munden om mit stive lem. Kan mærke hun bliver stærkere af at slide mig til en udløsning. Hun sluger min kraft, min stamina. Jeg væmmes over hende, siger hun må skride, usle heks tømmer mig og forsvinder. Tilbage til Bloksbjerg eller til Madame Bovarys mishandlede piger. De prøver også bare at få det bedste ud af deres tarvelige liv. De er i grunden sørgelige skæbner de prostituerede.

Onsdag 7.1 1942
Skriver på trætheden, det udkørtes kræfter. Lægger mit hoved på puden og strejfer dynen let med spredte fingre. Skal røre dynebetrækket så sagte som muligt. Koncentrere følelsen i de yderste nervebaner. Være i fingrespidserne, eksistere i Berøringspunktet. Jeg folder mine hænder og beder endnu en bøn for fred og harmoni.

Petersen fortalte at politiet havde været forbi i eftermiddags. Ikke fordi jeg tror, at jeg har noget at bekymre mig om, det skulle da lige være fordi en eller anden satte sig til at læse disse skriverier. Eller også skulle det være eksmanden, Charlottes, må lige høre Petersen, hvordan de så ud?

Vinteren er kommet for fuld styrke. Det er den samme kulde, der har sendt tyskerne på tilbagetog i Rusland. Der er forlydender om, at fjendtlige agenter er trængt ind i Danmark. Det vil sige engelske faldskærmstropper. De er ikke en skid fjendtlige, og de kan sikkert lære os et par hundekunstner. Mine tanker springer, ordene eksploderer engang imellem, mådeholdenhed Kai, mådeholdenhed.

Tirsdag 13.1
Jeg mødte Tage i cykelskuret kvart i seks. Han fortalte begejstret om hvordan den oversættelse, de bringer i dette nummer, vil vise tyskernes sande karakter. “Al deres velvilje er påtaget”, siger han. “De mener, at have regnet os ud, og hvis ikke organisationen havde støvet dette dekret op, ville de måske have lykkedes med deres manipulation”. Så nu er Tage og hans venner simpelthen en organisation. Jeg stak bladet ind i foret, man ved jo aldrig. Han vidste godt, at politiet havde været forbi. Det havde ikke haft noget med ham at gøre, men Petersen havde blandt andet stået og peget op på mit vindue. Han havde set Petersen og de to betjente stå under Birketræet fra skuret af.
“Har du da noget i klemme Kai?”
Det må have været en misforståelse, de havde jo ikke været tilbage siden, og det er da i hvert fald en uge siden. Hvad skulle det være, advokaten? umuligt, eksmanden? Hvordan så de ud? Tage havde kun set dem bagfra, den ene havde været højere end normalt.

Petersen fortæller, at de forhørte sig om de forskellige lejere og hvor store værelserne var. En slags rutine inspektion, mente han det var. Den ene af dem, den høje, havde haft overskæg, sådan lidt cykelstyrsagtigt, mørkt hår og blå øjne. Kunne det være ham? Overskæg, blå øjne, har han virkelig fået opsnuset mig? og hvad er det i virkeligheden at han kan gøre mig?. . .Det kan være jeg skulle flytte, finde et andet pensionat et andet sted i byen. Starte forfra et nyt sted. På den anden side gider jeg ikke løbe, han skal jo nok finde mig, hvis han virkelig vil. Måske ser jeg syner, måske var det bare en rutine inspektion.
Jeg har valgt at afskrive Tages oversættelse fra hans blad. Som han siger “dekretet viser værnemagtens sande væsen.”

Tysk soldaterinstruks om danskernes mentalitet 9. April 1940. I denne instruks gøres de tyske soldater opmærksomme på, hvad der opfattes som særegne danske karaktertræk. Instruksen er blevet omdelt til tyske officerer, der mundtligt har informeret mandskabet. Oplysningerne gør den tyske soldat bedre i stand til at omgås den danske befolkning

Ethvert Medlem af Værnemagten maa være klar over, at han ikke betræder Fjendeland, men at Tropperne er rykket ind i Danmark til Beskyttelse af Landet og til Sikring af dets Beboere.
Følgende er derfor at iagttage.

1) Danskeren ejer stærk Nationalfølelse. Derudover føler det danske Folk sig beslægtet med de skandinaviske Folk. – Altsaa: Undgaa alt, hvad der kan saare den nationale Ære.

2) Danskeren er frihedselskende og selvbevidst. Han afviser enhver Tvang og enhver Underordnen. Han mangler Sans for militær Tugt og Autoritet. Altsaa: Spar paa Kommanderen, skrig ikke op, sligt fylder ham med Modvilje og er virkningsløst. Oplys og overbevis paa saglig Maade. En humoristisk Tone naar længst. Unødig Skarphed og Hovmestereren saarer Selvfølelsen og skal undgaas.

3) Danskeren ejer megen Bondesnuhed, Forslagenhed, der grænser til Upaalidelighed.

4) Danskeren er vindskibelig anlagt. Hans Interesser drejer sig væsentligt om materielle Anliggender. Han føler særlig haardt enhver Begrænsning i sine Behov. – Altsaa: Undgaa saa vidt muligt Indgreb i den personlige Ejendom. Selvtægt, Udskrivning og den Slags er forbudt.

5) Danskeren elsker et hyggeligt Hjemmeliv. Man vinder ham ved Venlighed, ved smaa Opmærksomheder, ved Anerkendelse af hans Person.

6) Et Handelsfolk som det danske nærer engelske Sympatier. Det afskyr Krigen. Der findes hos de Danske, med faa Undtagelser, ingen Forstaaelse for den nationalsocialistiske Tyskers Maal.
– Altsaa: Undgaa politiske Drøftelser.

7) Mange Danskere forstaar Tysk.

Det er så sidste gang, at jeg gør det, sidder og afskriver ordret. Den ydre verden er trængt ind i materien. Dominerende i den hårde grå vinter. Forpulede betjent, der kneppede hendes seksten årige lillesøster. Han kan bare komme an, så skal jeg give ham med metalpikken. Kry og dumstolt forestiller jeg mig utænkelige scenarier, men han tilhører vel stadig ordensmagten, de danske nikkedukker. Ved godt at det er Von Renthe-Fink der bestemmer, han er rigsbefuldmægtiget, øverste tyske politiske instans i Danmark.

Skal jeg være far, eller skal jeg bare holde mig væk, kedelig måde at komme til verden på. Det er trods alt min sæd, der spirer i maven på hende, idiotsæd. Det var jo heller ikke meningen, det er det Finn siger, “ glem 41”. Men i 42 skal du fødes, en utilregnelig mor og en fuldt utilregnelig ikke eksisterende far. Så længe min far ikke får nys om det, kan det foregå indtil det bliver glemt. Som om jeg kunne glemme det.

Søndag 18.1
Finns fars billeder og film er groteske, han viste mig forleden fotografier af liderlige cubanske damer. Tre mørke damer i et overdådigt hotelværelse med terrasse dørene åbne ud til det oprørske hav. Billeder hvordan de slikker hinanden. Store brune øjne kigger indtagende ind i kameraet over den Venus vulva, som hun lystigt slikker. Selvportræt hvor Finns far kigger ind i fotografiapparatet, imens en af pigerne sidder og rider ham. Han er måske 45 år gammel, hun er måske det halve. På billedet sidder desuden en anden af pigerne, nok i slutningen af trediverne og ligner en mand på trods af sin skønhed og lange krøllede sortbrune negerhår. Hun har ubehageligt lange negle, som hun kærtegner hans pik med imens han boller pigen. Der er flere billeder fra situationen sågar et billede hvor mandepigen sutter farens pik. Det er en underlig intimiderende situation, min pik er modvillig stiv, er jeg bøsse? Og da han bagefter viser mig en smalfilm sekvens med en kvinde iført lædermaske, bagbundet til en snor i loftet, må jeg justere mine bukser. To mænd går rundt om hende, den ene trækker sin pik frem og stikker den ind i det hul der er lavet til munden i masken, den anden giver hende et svirp på de nøgne baller. Det grænser til det ubehagelige, at se på det. Er det mishandling eller vellyst og leg. Filmsekvenserne fortæller ikke den del af historien. Jeg bliver så liderlig, at jeg må gå ud på toilettet og afreagere.

“Hvad skal jeg dog gøre med det” siger Finn, da jeg kommer tilbage, “jeg nænner jo heller ikke at smide det ud, det er for helvede kunst, kød og blod på celluloid.”
Der er desværre fundet en køber til lejligheden, så det er sidste aften i herskabslejligheden. Billardbordet tager Finn med ud på systuen, der har de et lille cafeteria. Det ville være godt for Hansi og nazisterne at se billederne af negerpigerne. Det er simple ting, der skal til, det er jeg vis på. Man kan sagtens hade enkeltindivider, ja selv visse grupperinger, men at slå hele racer og befolkninger over en kam, er en usund frygt for det uundgåeliges kommen. Smalsporet indavl, tyskerludere, “der Führer” sætter standarden, beundret for sin genialitet og viljestyrke. Hans folk forguder ham, vanviddet er ude af kontrol. De høflige tyske soldater, velopdragne, gentlemanagtige, bukker for de gamle damer og sikrer trygheden. Men nu ved vi, at det hele er et spil for galleriet. De er overhovedet ikke venlige, men udspekulerede og kalkulerende. Så længe det har den ønskede effekt, at vi forholder os i ro, stryger de os med hårene. Gad vide hvad der sker, når der er nogen, der sætter sig mod dem, hvor langt er de villige til at gå. Jeg skal ikke have klinket noget. Jeg er ikke ung og ubesindig, jeg er bare en gammel knark, ingen behøver at frygte eller tage notits af.

Tirsdag 27. januar 1941
“Skak hedder oprindeligt shah, det betyder konge på persisk”. Fortæller min far igen, “man mener det er opfundet 600 år før hvor tidsregning”, “du kommer aldrig til at slå mig, Kai. Det er der, jeg holder min hjerne vågen”. “Andersen derimod, antikvitetshandleren, slår mig engang imellem, men han er også medlem af Tankesportsforbundet og har været junior Københavnermester i 1908”. “Det er som om mennesket rummer en særegen kapacitet forstår du”, “når relativt hurtigt sit topniveau i skak, derefter går udviklingen langsomt, nærmest i stampe”. “Det er dér folk falder fra i de fleste discipliner, og kun de allermest begærlige tager den lange tørn, to skridt frem og et tilbage”. Fru Larsen strikker og ryster på hovedet, “du er så klog Sofus, at det halve kunne være nok”. “Hun har ret, siger min far” og kigger alvorligt på mig. “Hvordan har min søn det egentlig?” Hans nærvær tager fusen på mig, jeg skælver lidt og kigger ham i øjnene. “Jeg har gjort en pige gravid, jeg vil ikke have noget med hende at gøre”. Han blinker nervøst. “Hvad siger du Kai, vi bliver da nød til at tage os af sådan en lille starut”. “Nej far jeg fortæller dig ikke, hvem der er mor til barnet”. “Det finder jeg da ud af Kai, jeg får da fat i Rudolph eller Finn, det kan du ikke forhindre”
“Du må bare vænne dig til tanken”, ”hvornår nedkommer hun?”

Jeg sad med halvåben mund, måbende, hvorfor var det lige at jeg fortalte ham det?. Hjem skal jeg, til Birkehaven. Køber en håndfuld bajere med mig op og sidder nu i stearinlysets skær. Vidste udemærket hvad der ville ske, hvis jeg fortalte ham det. Nu klapper fælden, han hypnotiserede mig. Suggestion, han fintede mig, har åbenbart haft brug for at sige det, lette mit tunge sind. Føles på en måde befriende, han synes jo det er storartet, intet mindre end fantastisk. Han fortryder selv, at han ikke fik flere børn og siger, han stadig kan nå det, fru Larsen ryster opgivende på hovedet. ”Du kan da ikke holde på en ung pige med dine særheder, du har heller ingen penge at komme med. Du er bare et gammel vrøvlehoved”. Hun er jaloux, kan mærke at min far er euforisk over at han skal opleve at blive bedstefar. Det betyder vel, jeg skal finde frem til Gudrun og forklare hende den nye situation. Hvor jeg dog ikke orker det, knapper en øl op, tømmer den og savner mine opiumsdråber. “Nej, ikke en skid gør jeg.”

Hvad så når jeg en dag møder min dronning, hvad gør jeg så? Hvordan forklarer jeg hende, at jeg har et barn, der følger med. Livet er nu og her, bered dig Kai, et barn er på alle måder større, end hvad du hidtil har bedrevet. Øl er en herlig forudsigelig drik.

Mandag 2. februar 1942
En af de tunge slibemaskiner væltede ned fra en ladvogn. Kurt var den uheldige og fik knust lårbenet lige under dilleren. Stakkels mand, de prøver at redde det fra at gå i koldbrand. Der skulle to donkrafte til at løfte maskinen ud af benet. Knoglestykket var hakket over to steder, låret og skinnebenet og storetåen er væk. Smeden gav os modvilligt tidligere fri, alle var rystede over hans skrigen og jamren.

Gudrun er flyttet til Køge, hun har åbenbart fået sig en kæreste, mere ville de ikke sige på ’Nielsens’. Følte mig på ingen måde velkommen, selv Yvonne, Finns veninde, ville knap hilse. Rygtet er åbenbart gået, det satans pigebarn med en ny fyr. Hun har sikkert bildt ham ind at det er hans barn. Hvad fanden vil hun i Køge, der kom hun da ikke fra. På en måde giver det sig selv nu, bland dig uden om Kai!. Det er ikke dit barn mere. Og du har det jo meget godt, i hvert fald i forhold til Kurt. Hold kæft hvor var det klamt, på det tidspunkt var han heldigvis besvimet og ambulanceførerne var påpasselige med at få alt med, skrabede oveni købet den knuste storetå af tandhjulet.

Der var bælgmørkt kl. halv syv, da luftalarmen lød på værkstedet. Alle var lige mødt ind. Vi spillede Mousel i kælderrummet, kan huske, jeg lagde mærke til at Kurt hele tiden hævede puljen. Han er ikke en, jeg ellers taler med eller lægger synderligt mærke til. Er omkring de tredive, på alle måder anonym, grænsende til det kedelige, selv om jeg ikke kender ham. Alligevel har han i den grad manifesteret sig i mit hoved i dag. Glemmer ikke hans skrækindjagende udtryk i de fuldt opspilede øjne. Hans skrigen, der blev til en ynkelig hulken, det tog mindst tyve minutter at få løftet maskinen væk. Stakkel, han var vågen halvdelen af tiden.

Min far ringer sikkert for at høre til barnebarnet, som han allerede kalder det. Så vil han overtale mig til at tage til Køge og snakke med hende. Han vil foreslå selv at tage derned og se til dem, uden Gudrun ved hvem han er. Og hvorfor ikke, når det nu betyder så meget for ham. Så kan han måske finde ud af hvor hun bor, og hvor det er bedst at træffe hende.
Jeg vil gå ud i sneen, der har væltet ned i flere dage. Jeg har ikke noget mål, men femogtyve kroner i min pung. Der er ingen grund til at have mere på sig. ’Det rene glas’ og en tur på Assistensen. Den hvide dyne dæmper lydene.

10. feb. tirsdag, 42
Det var lykkedes min far at opstøve hendes adresse, centralregisteret på Køge Rådhus, men han er ikke så optimistisk som inden han tog af sted. ”Mødte du hende, så du hende” spurgte jeg. Han nikker langt om længe med hovedet og siger, at jeg godt kan glemme det barn. Hun er forlovet med en tysk soldat, og eftersom hun er synlig højgravid, må det være fordi at tyskeren tror, han er far til barnet. Min far er tydeligvis skuffet. “Det ville også være for let en måde at få et barnebarn på ” sukker han. “De var skam flinke nok”, ” jeg foregav at være en vildfaren fremmed”, “og pigebarnet er jo ældre end dig Kai, hvis hendes kæreste ikke havde været der, og hvis han ikke var tysk soldat, var jeg selv hoppet på hende”. Han havde talt med hende, var gået op til hendes hus og havde banket på. “Du må regne med at de fleste tror, ældre mennesker er uskadelige stakler. Folk betror sig til en”, “ligeledes med Gudrun, der fortalte, at hendes forlovede er udstationeret på Mosede fortet i Køge bugt, en ti tolv kilometer fra hvor hun bor”. “Gravide kvinder er nu smukke”, “kan huske, at din mor og jeg altid hyggede os gevaldigt, da hun var gravid”, “der er skaden jo sket, om man så må sige”.
Det er godt, at han med egne øjne har måttet sande, at der ikke er noget jeg kan stille op. Det er ikke mit barn mere. Er det Annas fødselsdag eller den trettende. Tvangstanke ikke at kunne huske det. Gad ikke at spørge min far i år. Det samme hvert år.
En tysk soldat, vidste godt hun var desperat, men alligevel. Hvor er det lige vores sympati ligger henne. Sne, is og kulde er de barske betingelser siden nytår. Måske skulle jeg selv tage ned og tale med hende. Dumme pigebarn, gamle tøjte, jeg må jo være idiot. Rudolph mener det vil hjælpe mig at tænke positivt. Sådan en typisk Rudolph kommentar. Hvad er det så lige jeg skal bruge det til Karl smart?.

Flov er jeg over fordækte motiver, er det ønsket om at få Clara, der har ændret min opfattelse af Rudolph? Han har åbenbart besøgt Tage siden jeg introducerede dem for hinanden omkring jul. Hans mormors slægt er jødisk, ikke noget der har spillet nogen rolle hidtil, men anmelderens nedladende kommentar om simpel sigøjnermusik har gjort ham rasende og kampklar, erklærede han forleden.

Søndag 15. feb.
Jeg har ikke fået sex, og det er ved at drive mig til vanvid, lysten kan ikke drikkes eller arbejdes væk. Jeg kan gå i pisserenden og finde mig en tarvelig gadetøs. For fem kroner væggelus og syfilis. Blive stående når hun sutter mig og lade være med at stikke pikken ind i hende.

Forleden var bagerpigen på hjørnet alene i forretningen. Jeg står altid og sender hende liderlige blikke til hun rødmer og går ud bagved. Hun synes sikkert, at jeg er en syg gammel stodder, og ja, hvis jeg kunne få lov til at creme hendes lille fisse ind og behandle hendes røvhul med min pik til hun græder af vellyst, ville jeg gøre det uanset aldersforskellen.

Under alle omstændigheder vidste jeg ikke hvad jeg skulle have eller sige. “Jeg ved godt hvad du er for en” siger hun pludselig til mig. “Du kigger altid på mine bryster” den spændte kittel og forklæde afslører hendes saftspændte patter. Man ved hun allerede har fået pik med sådan nogle former. “Hvad skal du da have din gamle gris?” Hvad bilder hun sig ind, hvem tror hun lige hun er, hun er måske sytten og jeg er tredive. “æh, øh et rosenbrød og et rugbrød, kæreste”. “Jeg er bestemt ikke en af deres kære, og jeg siger det til min far hvis de fortsætter med deres tilnærmelser”. Bagermesteren er åbenbart hendes far. Så jeg fortrak tilbage til værelset. Med min højre hånd udlevede jeg endnu engang bager besøget, men denne gang lå hun ind over disken i et fast greb, imens jeg drillede hendes fugtige åbninger med mit pikhoved.

Den forbandede bas, jeg bliver ikke bedre, stagneret, måske endda tilbagegang. Var det et skridt frem og to tilbage, klovn.

Er på bronzestøbningskursus, jeg lærer om nye sammenføjninger af smedede emner. Det er billigere end fuld støbning og åbenbart ligeså holdbart. Holst Andersen har mødt en billedhugger, og jeg skal fra næste uge forestå støbningen af fire kolossale figurer.
Han er sådan en flagrende kunstnertype, der tager sig selv meget seriøst, mener at han har et kald. At hans figurer læger de mange syge sind og fandens pumpestok. Han nyder sin påtagede selvforstærkende distræthed. Lader som om han ikke rigtigt er tilstede, med mindre folk snakker om penge eller om hans figurer. Intet andet interesserer manden.
“Vitalismen” siger han, “det er der, jeg er enig med nazisterne. En sund sjæl i en sund krop”. Han er sådan en spirreviptype, der bevæger sig som en stresset fugl. Håber virkelig ikke, jeg skal tilbringe for meget tid sammen med ham.

Mandag 23. feb. ’42
Politiet har været her igen, var ikke selv hjemme, men der kan ikke være nogen tvivl, høj mørkhåret fyr med cykelstyrs-overskæg. Enten tager han mig, eller også slår jeg selv til og gør ham ukampdygtig. Han kan ikke have fortalt det til sine kollegaer, det er alt for personligt, jeg har jo ikke gjort noget ulovligt, så deres besøg her må skyldes noget andet. Han kan selvfølgelig have kollegaer, han er på ekstra venskabelig fod med, som han har indviet i sit “hævntogt”, korrupte pansere. Uanset hvad, må han, de, prøve at finde noget på mig, noget der kan berettige deres interesse og besøg her, overfor deres ledelse. Virker underligt at han skulle komme to gange, han er måske ikke sikker på, at det er den rigtige Kai. Hun må have fortalt familien om mig i forbindelse med vores Bornholmertur, men jeg kan da ikke være den eneste Kai Herman. Det kan stadig være syner og indbildning, jeg mener, hver tredje politimand har immervæk overskæg, en tredjedel af dem er høje og har mørkt hår. Men hvorfor har de stået og peget op på mit vindue?

Jeg er ikke bange for ham. Hvorfor skriver du det så? Han ved sikkert ikke, at jeg lider af en instinktiv paranoia. Kan huske en episode på Vesterly, der var to drenge, Lars Frede og fede Holger. Det var der bare ikke nogen, der turde kalde Holger, for så fik de tæsk.. De havde jagtet mig, hver gang jeg vovede mig uden for vores grund en sommer. Jeg turde næsten ikke forlade haven, jeg klatrede i de store kastanjetræer, slyngede mig i tovene og trænede med min bold. I slutningen af ferien havde jeg fundet ud af hvor Lars Frede boede. Han var altid sammen med fede Holger. Jeg skulle finde et tidspunkt, hvor Lars var alene, uden Holger. Der var et højt træ på vejen skråt overfor hans hus, der kravlede jeg op en tidlig morgen. Sad og ventede og holdt øje med hans hoveddør. Det blev til flere morgener, måske fire, Jeg kan huske, hans forældre skændtes højlydt inden han kom ud. Han tog sin cykel, lukkede havelågen, gik til højre ned mod kirkevej, hvor Vesterly lå. Da han kom tyve meter ned ad gaden, bag postkassen, stoppede han op, kiggede sig tilbage. Bukkede sig og fiskede en smøg frem fra strømpelinningen. Tændte den, spyttede sig i hånden og stod et stykke tid med den anden hånd og prøvede at lave en sideskilling.
Det var der jeg slog til. Stod bag hækken to meter fra postkassen. Jeg var tolv, han var måske fjorten år. Jeg kan huske, at jeg overvejede at have en sten i hånden, men det droppede jeg heldigvis. Jeg havde en anelse om, hvad det indebar, hvis han sladrede. Da han stopper op og bukker sig efter smøgen, springer jeg frem, med et hårdt spark i den sammenbukkede mave og to hurtige slag på kæben og næsen ligger han og bløder. Jeg har samtidig min cykelpumpe, som jeg truer ham til at blive liggende med. Han græder og bløder, og jeg har magten. Jeg fortæller ham, at jeg smadrer ham, og kun ham, hvis han finder på at sladre eller hævne sig.

Jeg får Finn til at spørge pigebarnet, Charlottes søster, om hans navn. Han må høre til Roskildevejens station på Frederiksberg, det er i hvert fald den største. De havde ikke lignet gadebetjente, men heller ikke kriminalbetjente. Et rutinetjek mig i røven, den tror jeg ikke på, så ville de ikke være kommet tilbage. Tage er også urolig, hvorfor har de været tilbage? Hvis de fanger ham og opdager hans lille trykkeri. En betændt situation, bare det ikke har noget med mig at gøre. Det er sådan noget, der kan holde mig vågen. Jeg bliver vel nødt til at tage mig af det.

Lørdag 28. feb. ’42
August Stryhn Nielsen, Laura ved ikke hvor han bor, han er en fæl mand siger hun. Jeg er blevet nødt til at fortælle Finn, hvad der sker, og forklare hvorfor han skulle spørge hende om ham. Hvordan kommer jeg så videre?

Billedhuggeren fortæller, at Hitler er vild med hans skulpturer. Gad vide, om det er derfor han er skør. Irriterende perfektionist, der bilder sig ind, at han og ingen andre har set lyset. Allernådigst deler han ud af sin visdom til laverestående individer som mig. På den anden side vil han mig det bedste. Han forklarer hvordan min indflydelse nu bliver naglet ind i materien og helst i uendeligheden, “så stærk skal den være Kai”.

Så tyskerne har taget mit ufødte barn som gidsel. Det har lagt en dæmper på min far. Tyskerne har indrulleret psykopaterne i hæren. De skruppelløse og empatiforladte. Dem verden ville klare sig bedre foruden.

Jeg skal ikke lukke dem ind i mit sind. Tager fri fra tankerne med bassen. Jeg er ikke blevet skånet, og livet er hårdt og fuld af dødsfald. En af de fine biler ramte en cyklist ved Søpavillionen tidligere i eftermiddag, jeg kom selv cyklende langsomt forbi, og kunne se de to misfornøjede Gestapoofficerer prøve at agere medlidende og empatiske. Jeg gad ikke selv at stoppe, hvad kan jeg gøre, ordne cyklen?

Jeg kunne ikke se offeret, men de to officerers irriterede udtryk og de tililende folks alvorlige medlidende miner. . .Stakkel, sikkert på vej hjem og høre radio.

Holst Andersen fortalte, at han havde set den tyske zeppeliner L23 på vej mod Jyllandsslaget i 1916. “Den kan flyve i 6000 meters højde”, forklarede han entusiastisk,” lydløst sniger den sig af sted. Jeg mener stadig, det var englænderne, der tabte det slag. Menneskeliv er trods alt mere værd end materiel.” Jeg var til middag hos Holst. Han er et behageligt jovialt menneske af den gamle skole. Han har aldrig tæsket lærlingene eller haft større problemer med smedene. Der må være penge nok, han har stort sommerhus nordpå og kører stadig rundt i sin store Ford og trodser brændstofrationerne.
Giv mig en chance for at blive et bedre menneske, sig blot hvad jeg skal gøre. Stearinlysene blafrer, det er mørkt og skummelt udenfor. Måske jeg skulle drikke en øl på ’Nielsens’, jeg er jo ikke træt.

Senere
Cykelstyrtet er glemt, han kan bare komme an. Jeg er ligeglad kan ikke føle smerte, hvis jeg bare kunne brække mig, få øllerne og snapsene ud, falder om og ligger på mit skamslidte gulvtæppe. Yvonne ville lige pludselig godt tale med mig og fortalte, at Gudruns tyske ven er tolk, at hun har kendt ham i halvandet år, og at de har været kærester lige siden. Hvabehar, så hun har simpelthen bollet mig ved siden af. “Det vidste du ikke” grinede hun. Ja hvad ved jeg efterhånden, at jeg bliver brandstiv af en otte øl og snaps. Højtråbende og til tider provokerende. Liderlig som bare satan. Jeg smeder mig to knive i morgen, gider ikke ligge med en hammer ved sengen. Hvad er det også lige, jeg regner med. Jeg er en idiot.

Mandag 9. marts 1942
Så er Finn endnu en succeshistorie rigere. Strikkede huer i Royal Air Force farver, det er et stille oprør, en tilkendegivelse af tilhørsforhold og sympati, som Finn siger. Provokerende uden at være ulovligt, rød hvid og blå kan man da ikke forbyde, alligevel er det at tiltrække unødig opmærksomhed fra tyskerne, det synes jeg i hvert fald. Femten damer der strikker løs, og hans kronelogo påsyes efterfølgende indvendigt. Det er vigtigt med logoet, for så er det mine, der er de originale. Siger han, “Vi kan producere omkring 100 om dagen.”
“Jeg har fundet på et navn, hvad synes du om ’Finn af Danmark’? ” Heldigvis grinede han, for hvad skulle jeg sige, det kunne det da godt have heddet. Nej det skal hedde Swing couture.

Siddet på ’Nielsens’, fra stegt flæsk kl. halv syv til nu, hvor jeg lige er kommet ind ad døren. Øm og kroget som en halvfjerdsårig føler jeg mig. Mine led værker efter fodbold, jeg skulle gæstetræne et af KB’s drengehold. 16 år og i meget bedre form end mig, jeg skulle teknik-træne dem, jongleringer, driblinger og boldkontrol. Så skulle jeg selvfølgelig blære mig og spille kamp med dem. Det skulle jeg aldrig have gjort, selvom jeg fik femogtyve kroner for det. Det er arkitekten, jeg mødte til julefrokosten, der betaler. Hans søn spiller på holdet og er en af de bedste, men der er dog en anden, der stikker ud. En lille jødedreng, der hedder Wetterstein, han er oven i købet kun fjorten år gammel. Han jonglerer nærmest ligeså godt som mig, dobbelt så hurtig, og af en splejs at være, ligeså stærk. Senet som en gammel mand, og hurtig som et krybdyr.
Hvorfor er det lige, hun tror, at jeg er faren til barnet, det kunne ligeså vel være tyskeren. Hun ved selvfølgelig, eller forhåbentlig bedst, hvornår og hvem hun har bollet med. Alligevel tvivler jeg på om barnet kommer til at ligne mig. Bastard unge fra starten, “din far er enten idiot eller nazist, mor ved det ikke”.

Godt gammeldags kvæstet, ligger jeg og summer til Brahms requiem på grammofonen. Det kolossale kor i mørket, mine skriblende fingre. Tomheden og massen, tonedøv ligeglad. Et bad i gården skal rense min sjæl.

Min kniv er dobbeltslebet, og hvis han prøver at overraske mig, er jeg klar. Har lavet et ondt instrument, til forsvar, jeg er jo ikke psykopat. Man må være klar i disse tider, og sådan har det altid været.

Fredag 13. marts 1942
Mig selv og problemerne, selvopfundne tåbeligheder. De absurde mure. Opgiver at forklare, flyder ovenpå eller drukner i almenvellet. Jeg er skræmt, og de frygtsomme er farligst. Reagerer uovervejet og desperat. Og så alligevel er jeg til at regne med, kedelig, forudsigelig og trofast. Jeg er fredelig og defensiv, holder mig klar i min rus til forsvar. Man kan se på mig, at jeg kan finde på hvad som helst. Det jagede udtryk har brændt sig fast i min læderhud, branket af timer over smeltediglen, sod og glohed metal. Den skøre billedhugger med skøre ideer på mine vegne. Plankegulvet, tapetet, de fremmede møbler og billeder på væggen. “Er det virkelig her du bor Kai?”, spørger han. Midt i livet på et pensionat på Frederiksberg. Hvad synes du selv er normalt i din alder? Hvad med børn, hus og kone? Han kan skride med sin intelligens, selvoptagede nar. Han siger, at han var ligesom mig, inden han mødte sin Ingrid. Rodløs og forvirret uden et erklæret mål eller retning. Skrid tanker, jeg gider ikke påvirkes af kritik og dårligdom.
Kl. tolv, luftalarm midt om dagen, Mousel, druk, pengetab. Må se positivt fremad. Blodet dunker i mit øre. Jeg stopper og lytter, fossende i mine vener. Kom nu, tag dig sammen, det skal nok blive bedre. Fedter rundt i mit lort. Vågn op, ud af busken. Spildt mælk og salte tårer. Du er en saga blot, har intet at gøre her, udbrændt og blodsugende. En parasit uden egentlig eksistensberettigelse. Hvad er du her for?

Lover mig selv endnu engang at skrue ned for sprutten. Den arme smed, der ikke kan styre sig selv. Du trætter mig, kæreste, kan ikke få det til at hænge sammen. Overvældet af trangen til at ligge ned, slappe af, trække stikket ud.
Midt i marts, ingen damer ikke en skid. Optimismen lammer mig. Hvis jeg så bare kunne hade tyskerne, men de interesserer mig ikke, hvad skal jeg bruge dem til? Tage siger, han holder en lille sammenkomst i anledning af nytår. Nowruz kaldte han det, det er persisk og falder på forårsjævndøgnet på lørdag, den 21. marts og markerer starten på solkalenderen.

Torsdag 19. marts 1942
Skriver spiller bas og barberer mig ved mit lille spejl på væggen. Den sætning tilhører åbenbart snehvide og uundgåelige tanker med den onde dronning, stedmoderen, der hader den snehvide jødiske prinsesse med det mørke hår. En ganske almindelig dag i et ganske almindelig liv.

En lastbil standser hårdt op nede foran. Tyske kommanderende mandestemmer, støvletramp på trapperne. De nærmer sig, tørrer skummet af ansigtet sætter mig ned og kigger på døren.

Senere
Lægen kiggede stenhårdt på mig, imens han udskrev smertestillende dråber, “havde jeg selv gjort det eller hvad?” Bruddet sidder samme sted som sidst, siger han.

Helvede brød løs. Tage er død, kastede sig ud af vinduet efter skudduel med tyskerne og mig, jeg…de ville slå mig ihjel, han ville have elsket at skyde hovedet af mig. De havde fundet frem til trykkeriet. . .Jeg har gjort noget utilgiveligt, de viste mig billeder, jeg skulle udpege andre fra gruppen, Tages venner. Han sagde han vidste at vi var bekendte. Og at jeg var indblandet i sabotage. Tage havde skudt to tyske soldater. “Der skal statueres et eksempel, og der har vi dig Kai. “Det er dig eller dem Kai” forhørslokalet ligger i kælderen på Charlottenlund fort. Der sidder han, forhørslederen, en nazistemt dansk kriminalbetjent. Han vil gerne misforstå mig, “jeg er smed for helvede, jeg ved ingenting, jeg drak bajere med ham ikke andet.” Der er en tysk psykopat tilstede, han smadrer min hånd med revolverkolben. Jeg skriger, jeg græder. Den samme hånd knust. Han viser mig igen billeder af Tages venner, jeg genkender en stor fyr, der smadrede knæet på en dreng til en nazi-demonstration på Rådhuspladsen. Ham stikker jeg. Det er ikke nok. Jeg peger på en ung mand, en jeg muligvis har set hos Tage og en ældre fyr med et rotteagtigt fjæs.

Og så sidder jeg her igen. Det summer i min hånd, men dråberne svaler mig. Hvad sker der så nu Kai?. Du har angst, er irrationel. En stikker, der ikke er til at stole på. Utroværdig magter ikke at dø nu, allerede. “Hvad så med dem?, mine venner” siger Tage. “Du må gøre noget Kai, advar dem”. “Advar hvem?, jeg aner ikke hvor de holder til”.
Alle i kvarteret ved, hvad der er sket. Stirrede på mig da jeg kom tilbage. Et døgn efter med en død nabo. Godt jeg har min snaps, så behøver jeg ikke tage mit usle liv endnu. Selvfølgelig sladrer jeg, den tyske psykopat ville slå mig ihjel. Han kendte den soldat Tage skød i ansigtet, forklarer kriminalbetjenten. Det var tydeligvis hævn, kunne fornemme tyskerens raseri. “Gennem kæben og ud gennem nakken, han kommer aldrig til at kunne bevæge sig igen”. Pistolen presset ind i min tinding, min hjernemasse, sikke noget svineri var hans eneste bekymring ved at skyde.

Betjenten fortæller, at skaden er uoprettelig, og at Tage og hans venner er en del af den bevægelse, der har opfordret til væbnet opgør mod den tyske besættelsesmagt.
Hvad skal jeg gøre? Frelse mig selv, er hvad jeg har gjort. Tage må have været sikker på at de ville skyde ham, ellers havde han da aldrig skudt mod et halv dusin hjelmklædte soldater.
“Vi ved at der er en norsk modstandsmand der har boet i din lejlighed”. Det må være Petersen, der har sladret om Tages ven sidste sommer. Snapsen og opiummen og soldatersygen. Lort, er hvad det er. “Hvad med dengang du smilede i robåden skat, der elskede du mig da”

Du skulle have holdt ud Kai. Tage svøbt i et dannebrogsflag liggende på fortovet nedenfor. Man kan se på hans umulige benstilling, at han er faldet oppe fra, blodet fra hovedet farver brostenene. Jeg kan ikke forstå, hvad der er sket, må kigge efter en ekstra gang. Der er måske gået fem minutter fra skuddene, til det banker på min dør.

Fjern mig fra de dystre tanker. Og så den forbandede luftalarm, igen. Jeg sidder forstenet i eftermiddagstågen. Petersen banker på ”Jeg ved du er derinde Kai”.

Folk lader som om de ikke kigger, men de snakker i krogene, gør de. Uslingen sidder derovre, de har set mig hernede med Tage. Jeg må tale med nogen, min far, Rudolph. Ingen kan hjælpe. Må opsøge Tages venner, fortælle dem hvad jeg har gjort. Sikkert allerede for sent. Et ægtepar låner mig frygtsomt deres avis. Ulykke på Nordre Fasanvej, ung mand omkommet efter fald fra tredje sal. “Hvad med skuddene, dannebrogsflaget, tyskerne”

Fredag 20. marts
Har muligvis tiltrukket disse begivenheder, det brager i min hjerne, skuddene igen og igen. Hørte den metalliske lyd af kuglen, der ramte hjelmen. Eller husker jeg det, fordi kriminalbetjenten fortalte mig han ramte ham i ansigtet. Mine ord kan ikke rumme, hvad der er sket. Alting var i virkeligheden så fredeligt. Uigenkaldeligt overstået, forbi med ensformigheden, sluserne er åbne og jeg må dø. Eller jeg må leve som en ynkelig landsforræder.
Det er stadig morgen. . .På gaderne langs murerne kryber jeg. Med snaps og øl i min pose møder jeg skønheden i opgangen. Hun sidder grædende på de mørke trapper. “Hvem er du” siger jeg stille, hun kigger op på mig gennem de forgrædte øjne. “Jeg er Tages veninde, kender du ham” spørger hun? Jeg har set hende før, den perfekte arier, skuespillerinden fra teaterforestillingen i sin tid, “Ibsens Nora”. Hvad er der dog ikke sket siden? En konstant kvalme og ingen medfølelse, ingen skal ynke mig. “De ved sikkert det hele”, siger jeg, “aviserne lyver, han kæmpede, og døde indsvøbt i et Dannebrogsflag”. “De ville slå mig ihjel, se på min hånd”. “Hvorfor slap de dig fri“, siger hun. Mit flakkende blik, Judas, uslingen, krysteren,
”Jeg pegede på nogle billeder de viste mig”
“nogen du kendte”
“nej, det var dem eller mig, han holdt en pistol i hovedet på mig”
Der er intet der er normalt mere.
“Hvad tror de så der sker” siger hun. De funklende tårevædede øjne kigger på mig gennem det forpjuskede hår.” Jeg har halsbrand, kan dårligt være i min krop. Skil dig dog af med mig! Intet andet end disse skriverier har jeg overgivet. Mit forpulede sind, hvad har jeg dog gjort.

Senere
Jeg må være faldet hen, der er ingen, da jeg vågner. Måske en drøm, måske et mareridt, men min hånd smerter og kalder på medicinen. Sludder, vrøvl, det er dig Kai, der kalder.

Har siddet alle tænkelige steder i mit rum, stået alle steder, prøvet med bassen, den virker ikke. Så banker det på igen, hun er tilbage. Vivian hedder hun. “Jeg kunne ikke gå, de må gøre noget”. Sig mig hvad jeg skal gøre, flæber jeg. Den smukke pige sætter sig overfor mig og tager mine hænder i sine. “De skal gå med mig, der er en de skal møde med det samme.”

Hun fortæller, at hun blev nødt til at komme tilbage og hente mig. Den hængte kat. Har siddet og koncentreret onde tanker mod nazisten, der smadrede min hånd. Telepaterer gru og ulykke, selv om han allerede må være ramt af ulyksalighed. Jeg tænker også på hende. Noget er der galt, siden jeg ikke er liderlig på hende. Grædende og forfjamsket imens jeg tømmer mine øl. Forstenet af dråberne, beruselsen, hændelserne. Ville have spurgt Tage om et eller andet. Hun siger “kom nu Kai, her er din frakke, vi går nu”.
Jeg er søvngænger og han, der var så klog, er død nu. Elskede hun ham mon? Det ville nærmest være et syndigt spørgsmål på nuværende tidspunkt. Han virkede for travl og involveret i alt muligt til at have en normal kæreste. Hun er nok syvogtyve og et arisk pragteksemplar. “De bliver nødt til at fortælle hvad de har gjort, mens tid er. De kan måske stadig nå at reddes”

Schultz frokostrestaurant, i Rømersgade, domineret af unge mænd i tyverne. Kl. er halv et, og jeg træder ind efter Vivian.
“Det er ved det bord han sidder, Mortensen, ham den store i midten med det grålige fuldskæg.” Der sidder syv otte mand om et langbord. Der er kun en der spiser. Vivian bevæger sig rundt om bordet, undskylder og visker til ham. Han beder de andre om fred til at tale med den unge dame. “Forsvind” siger han, de rejser sig på ordren og går, han verfer mig over, og jeg sætter mig ved siden af Vivian. “Vivian siger du har sladret til tyskerne”. Ordet “du”, virker pludseligt fjendtligt og nedladende. Jeg kigger ham ufortrødent i øjnene. “De har pint det ud af mig”, min hånd er endnu engang blødt igennem, og jeg lægger den foran ham.

“Kan du huske hvordan de så ud dem du pegede på”
“En af dem, kan jeg i hvert fald genkende, stor voldelig type, jeg har set smadre en sagesløs’ ben, inde på Rådhuspladsen.
“Hammeren, ham har de også hentet her til formiddag”
“Tage var min ven, vi var tættere end almindelige naboer”
“Spar mig for deres udenomssnak hvordan så de andre ud”, det flimrer for mine øjne, jeg skal kaste op. “Hvor er toilettet?”, “Der bag baren” jeg vakler derud. Min mave er tom, der kommer rent syre ud. Mit spejlbillede er forvrænget, jeg får lirket vinduet op. Kravler igennem, “frihed”, tænker jeg, da jeg mærker en knasende svigen i mit baghoved.

Kommer til mig selv svinebundet på et vådt petroleumsvædet gulvtæppe. Et kvarters tid efter åbner døren. Vivian kommer ind og sætter sig.

“De skulle ikke have prøvet at flygte”
“Den unge, de har peget på, hedder Viggo og er bror til Knud, der sidder derinde”
“Der ligger åbenbart tre på kommunehospitalet efter forhør hos tyskerne”
Selvmords aktion, jeg er ligeglad, jeg skal have min medicin. Tømmer en kapsel, dulmer mit svimlende hoved. Er det et kraniebrud eller en hjernerystelse. Hun skærer det tynde sejlgarn af mine hænder og mine fødder, mit hoved bløder. “Du får ingen problemer med at komme ind på hospitalet”, Mortensen er kommet ind i rummet, flankeret af en lille fed bokser type og en ældre, kølig type, der minder om Mortensen i en lidt mildere udgave. “Kasper og Kasper” siger Mortensen, “de sætter dig af ved hospitalet og giver dig en pistol. Har du brugt sådan en før?” han trækker en tysk Luger frem fra jakken.
“Det var sådan en der smadrede min hånd”
“Ja det var det jeg spekulerede på, om hvorvidt du kan lade pistolen igen med den hånd”.
Jeg trodser smerten, knytter hånden og bevæger fingrene. Langefinger og ringfinger lystrer ikke. “Syv ladninger har du” siger han og skiller den ad. Samler den og siger, “det er bare at skyde.”.
Han beder de andre gå ud og vender sig atter mod mig. “De piner organisationens navne ud af dem, holder dem i live og gennem systematiske forhør, får de vores navne”. Forstår de hvad det betyder? “De har sat hårdt mod hårdt, og det agter vi også at gøre. De får en Mills håndgranat med dem, hvis de ikke står til at redde eller befri”
“Forstår de hvad jeg mener”, Hans mund bevæger sig ikke synkront med lyden, “men ja, jeg forstår, hvad de siger”
“Vi skyder dem, hvis de kommer ud alene, sørg for at befri Viggo, Knuds bror.”
“Vi har aftalt, at de skal udholde torturen så længe som de selv tror, det vil tage os at vide, at de er blevet taget”.

Klokken er syv minutter over seks, sidder ved siden af “gamle”, som boksetypen kalder ham. Det er hans brækkede tud og de mange modtagne slag, der gør ham til en boksertype. Han kan ikke være den hurtigste skovl i skuffen. Jeg kunne også bare skyde når de giver mig pistolen. “Gamle” fortæller, at de ligger bevogtet på anden sal, neurologisk afdeling. “Tyder på at de har slået dem i hovedet, og det er jo ligesom dig Kai, du bløder fra hovedet.” Jeg føler ikke det bløder, men såret er sådan lidt halvåbent. Igen kuldegysninger og opkastnings fornemmelser. De overdrager mig pistolen, ved åbenbart ikke at jeg har håndgranaten. Vi regner med at høre om det i radioen i aften. “Held og lykke og se lige at få nogen til at kigge på dit sår ”, blodet har søbet min skjortekrave. “Ja tak, hvis vi ses igen så pas på”, jeg tømmer snapseflasken og giver den til “gamle” og går mod hovedindgangen.

Den majestætiske bygning og den kæmpe mørke port. De kittelklædte sygeplejersker minder mig om, Charlotte, Cykelstyret og hans indblanding i det her. Kan ikke lade være med at beføle den tunge noprede splintgranat dybt i min frakkelomme. Der er en læge, der kigger på mit sår. “Ja, jeg faldt på en trappe for et par timer siden”
“er det alvorligt”
“det ved jeg da ikke, det ser alvorligt ud”
“de skal gå op neurologisk afdeling”

Neurologisk afdeling, der sidder en tysk soldat til højre for modtagelsen og spærrer til gangen, længere nede ad gangen sidder yderligere to soldater.
“Det er ikke fordi, det gør ondt, men det føles mærkeligt. Som om lyd og syn ikke følges ad og dobbeltsyn.”
“De lider af et inficeret kraniebrud og hørenedsættelsen tyder på brud i mellemørets knoglekæde.”
Måske er det opiummen og snapsen, jeg har det ikke så vildt, som det tyder på at jeg skulle have det ud fra neurologens overfladiske undersøgelse. Jeg er generelt smadret, fysisk og psykisk, det følges åbenbart ad. Men, men… jeg lægger mig ned, han siger at jeg vil blive undersøgt snarest.

Kan dårligt genkende mig selv igen. Vivian smiler til mig, hun vinker lige der i mine syner. Alt kan lade sig gøre. Gør det for hende, aktion “skyd og dræb”. “Hvad skal jeg dog gøre Tage, nu er gode råd dyre. De to omfavner hinanden siger farvel, han går væk, hun går mod mig, ind i mig. Lægen og en sygeplejerske er kommet tilbage, de vasker såret og konstaterer at det nok bare er en ordentlig hjernerystelse, men at de vil beholde mig til observation natten over.

En times tid efter. Der er kommet en anden læge op for at kigge på min hånd. Der er fred på min stue, fred. Utopisk ord at bruge om situationen, men jeg kan ikke blive liggende og går frem og tilbage som løven i bur. Lægen er en hård ældre mand i tresserne. Han ryger, imens han pakker min hånd ud. “Sig mig hvad der er sket” spørger han mistænksomt uden at kigge op. “Utroligt at de kan bruge deres hånd”, “jeg fik armbolten boret ned i hånden med et skævt slag”
“Og de har også slået hovedet fortæller min kollega”
Dr. Psyk. Frederik Danner står der på hans navneskilt. Han må åbenbart tro, jeg er idiot.
“Er de nu sikker på at det er det, der er sket” og kigger mig i øjnene. “Jeg kan se, at de har slået den samme hånd før”.
“Jeg har fundet en journal fra sidste år”
“Der står skrevet, at de ikke må få morfinpræparater”
“Jeg har nogle stærke sovepiller jeg vil anbefale dem at tage nu”
“Når de har sovet den ud har vi kigget på deres hoved og hånd”, han ryster to piller ud i hånden fra pilleglasset i sin kittel lomme. “Hvor lang tid før man sover? Spørger jeg. “To til tre minutter”. Jeg river Lugeren frem og hvæser stille. “Slug pillerne eller jeg”, mit syn er stadig dobbelt.

“Er de blevet fuldstændig vanvittig mand”. Jeg presser pistolen ind i maven på ham, “jeg skyder dig dit svin, slug dem!”
“Det vil de komme til at fortryde” siger han og skyller efter. “Hvad er de i grunden ude på?”, “Hvis det er medicin, de er ude efter, er det slet ikke på denne afdeling”
Pistolen forskrækkede ham, og han er bange. Kigger tomt frem for sig.
“Havde de tænkt dem at skyde mig, havde jeg ikke slugt indslumringspillerne”
“Jeg havde slået dem i hovedet med pistolen for ikke at larme”
Hans øjne er tunge, talen bliver langsom ” Godnat Frederik” siger jeg og ifører mig hans kittel.
Min hånd passer jeg ind under kittelen, pistolen i bukselinningen, og jeg ifører mig også lægens hornbriller. Jeg har papirerne, som jeg lader som om jeg læser i, da jeg går ud på gangen. Stopper op ved tavlen ved modtagelsen. Derfra kan jeg se tyskeren sidde foran glasdøren til gangen, samt tyskeren foran stuen længere nede, der sidder kun én tysker. Der kommer en læge ud ad en dør længere nede ad gangen. Går forbi tyskeren og forbi mig. Alt er, som det plejer. En ældre dame i hvidt klæde med bandager om hovedet kommer op ad trappen mellem mig og tyskeren, hun er tydeligvis en forvirret patient på afveje, kigger forvirret rundt, jeg går over til hende. “Nu er de ude at rende igen fru Hansen”
“Lad mig følge dem tilbage”, “tyskeren undertrykker et smil, da vi passerer ham og går ned ad gangen. Forgæves indvender hun “at hun aldeles ikke hedder fru Hansen”.

Der sidder kun én tysker på gangen, men der en stol overfor, til den anden soldat jeg så tidligere. Vi går to døre længere frem og ind til højre, hvor lægen kom ud lige før. Der ligger to gamle mænd, der søvndrukkent har en diskussion.
“Hvem er nu det?” Siger den ene. “Jeg tror du har fået besøg Charlie”.
Der er ingen ledige senge, men jeg sætter hende ved Charlies sengebord, og giver hende en af sovepillerne. Hun fortæller at jeg minder hende om en fuld pilot hun engang kendte. En tysker, og at jeg skulle skamme mig ved at bortføre en ældre dame fra sin afdeling” . Charlie ser forstående til og fatter ingen mistanke. “Der kommer en sygeplejerske med en seng om lidt”, “der er ret presset på grund af tyskerne”
“Ham den unge Viggo døde åbenbart, havde ikke kunne klare tyskernes knubs”
“Ja Dr. Andreasen har lige været herinde, han behandler dem jo”

Så er det bare Hammer og ham med rottefjæset, frenologien triumferer igen. Det er kun Hammer der er ved bevidsthed, så de er flyttet ind på samme stue.
“Der burde sidde to tyskere udenfor, når de er her, og så kommer “danskeren”, ja det kalder Dr Andreasen ham altså. En ondsindet kriminalbetjent flankeret af tysk Gestapo. Afhenter dem, for at komme tilbage med dem to timer senere, sønderbankede.

Det suser i mit hoved, brillerne gør mig endnu mere forvirret ,og jeg kan mærke blod i hovedbunden. Fanden være med det. Det er dig eller dem, Kai.

Går målrettet mod døren, hilser på Tyskeren og går ind. Den tredje af dem sidder og vipper sin stol med fødderne på bagenden af den ene af sengene.
Hvis jeg klarer det her lover jeg at lave om på mig selv. Jeg flytter, jeg gifter mig. Jeg skal være en god far for barnet. Jeg skal bede min bøn med mere indlevelse. Uden selvkritik.

Tyskeren rejser sig og gør antræk til at hilse “der neue doctor” siger han idet jeg svinger min pistol i hovedet på ham. Det larmer ikke, når at afbøde hans fald. Hammer kigger forbavset på mig. “Hvem er de” siger han, “Mortensen” siger jeg og kigger på den anden mand. “Danskeren kan ikke lide hans fjæs”, siger Hammeren. Hans ansigt er for opsvulmet og blodigt til at vurdere om han kan høre eller se. Hans kradse åndedrag afslører dog at han lever.
“Han er halvdød, men de giver ham noget så han kan tale”, “selvom han ser sådan der ud”. Hammeren har rejst sig, han er ikke mere stor og frygtindgydende.

Jeg siger at han skal holde hans ben fast. Lægger en pude over hovedet på ham og klemmer til. Død fra min hånd.

Jeg skal ud, soldaten jeg slog i hovedet bløder kraftigt fra tindingen. Han ryster, dødskramper, larm, så går vi. Tyskeren udenfor har rejst sig og er på vej ind, da vi åbner døren. Jeg skyder ham i halsen og bryst benet over Hammerens skulder. Løber ned ad gangen med pistolen hævet.

Tyskeren ved indgangspartiet trækker sin pistol, og jeg fyrer igen og igen, til jeg er helt ovre ved ham og jeg kan se, at det er nytteløst. Jeg tager hans pistol, samme Luger og går ned ad den stille trappe. Stilheden varer vel tyve sekunder, så starter infernoet på hospitalet. Alarmen lyder, og Hammeren og jeg skilles ude foran på Farimagsgade.
250 meter længere nede banker jeg på døren hos Rudolph, han er ikke hjemme, men Clara lukker mig ind. Klokken er vel halvtolv om aftenen nu, hvor jeg skriver det her. Har ligget i karbadet og fået min puls ned. Jeg er ikke kun død og ødelæggelse, men jeg er tændt, antændt, latent, utilregnelig, forskruet klar og kuet. Hans klamme blodige fjæs dukker ustandseligt op. Og den jødiske dreng ved synagogen griner. Selv faren griner. Hvad vil de gøre mig, universets hersker. Kan tydeligt se kuglen sprænge brystbenet på den tyske soldat. Hammeren kommer ikke til at høre med det øre foreløbigt. Vandet er varmt, nærmest koger. Tiden går og jeg ligger med min bog. Jeg kan jo ikke vende tilbage. Men hvad tyder i grunden på, at det har været mig. Ja, jeg har udpeget de tre, men hvorfor skulle jeg dog, ville befri dem. De løslod mig da for guds skyld. Men intet er som det plejer at være, djævlen er fremme og klar til angreb.
Måske skal jeg ikke flygte eller flytte eller noget. Bare vende tilbage til hverdagen. Mit største problem er i virkeligheden mit baghoved, hvad nu hvis det skal lappes sammen. Underligt at Hammeren ikke var mere forkommen, han må jo flygte nu, ham ved de hvem er. Gad vide om han har sladret, siden han var uskadt, alligevel virkede han skræmt fra vid og sans. Et eller andet må de have gjort ved ham. Ham, der var så barsk fulgte med mig rundt som et lam. Alligevel undrer det mig, at de to andre var så medtagede i forhold til ham.

Det bedste ord for min sindsstemning er rystet, mit sparsomme fundament er brudt uigenkaldeligt sammen. Stikkeren, morderen, kynikeren, der intet kan modstå. Trætheden har meldt sig, hvornår er det lige, jeg sidst sov.

Lørdag 21. Marts 1942
Utroligt at vågne udhvilet. Mit hoved dunker selvfølgelig, men jeg er overbevist om, at det ikke er et kraniebrud. Det er sluppet ud, at der er sket noget på hospitalet. “En kedelig skududveksling mellem en psykotisk patient, der har overfaldet en tysk soldat og fravristet ham hans pistol for at skyde på tilfældige patienter, læger, sygeplejersker samt to tyske soldater, der fredeligt prøvede at neutralisere den sindsforvirrede gerningsmand”, forlyder det.

Det føles godt at have fået fortalt Rudolph, hvad der er sket. De er begge chokerede og behandler mig som en varm kartoffel. Det er så i dag Tage ville have holdt sin Nytårsfest Nowruz. Sikke noget vås, tiden går og klokken slår. Rudolph kan selvfølgelig sagtens huske Hammeren, han var jo med til nazi demonstrationen dengang. ”Jeg har en håndgranat“, siger jeg og viser dem den. “Jeg kvalte også en mand med en pude”. “Det var nærmest et medlidenhedsdrab”. Jeg kunne ligeså godt have skudt Hammeren, det ville have passet Mortensen fint, er jeg sikker på. Det er Knuds bror, den unge Viggo som jeg udpegede under forhøret, som de ville have befriet, de andre skulle bare gøres tavse inden tyskerne fik dem til at tale. De kan ikke vide, at det var mig, der var på hospitalet. Jo, den gamle læge jeg truede, kunne måske beskrive mig, havde fundet en journal, men hvad vil han sige, almindelig af bygning, omkring tredive, mørkeblond, tror jeg”, “det eneste jeg kan sige med sikkerhed er, at han har slået hånden og hovedet. Sagde, det var en armbolt med hånden”.

Rudolph tog hjem til mit værelse på pensionat Birkehaven. Han havde mødt Dagny. Alt virkede som det plejer, selvom hun havde snakket længe om Tage, der var sprunget i døden indslynget i et Dannebrogsflag. Og i fremtiden skulle hun nok sørge for at holde bedre øje med sine lejere.
Alligevel har jeg besluttet mig for at flytte, har fundet et pensionat på hjørnet af Nansensgade og Vendersgade. Clara har en veninde, der bor der, så det kunne arrangeres uden yderligere besværligheder. 85 kroner om ugen. Med bad og toilet på gangen.

Min fars ven Andersen kommer forbi med hestevogn kl. fem, så jeg ankommer med stil på pensionat Ibsen med mit habengut.

Og Mortensen skal ikke vide hvor jeg er flyttet hen. Nu ved han om ikke andet, hvad jeg er i stand til at gøre. hvis de presser mig.

Kan mærke morderens angst. Den tyske soldats udtryk plager mig, da han væltede tilbage og desperat prøvede at stoppe blødningen. Heldigvis stod den anden og fumlede med sin pistol da jeg pløkkede ham. På det tidspunkt var det ham eller mig. Jeg føler ingen anger, kun overfor Charlotte, hende er jeg pludselig begyndt at savne. Måske elskede vi hinanden. Der kom opiummen og et surt skræv imellem os. Hjerteløs og bange for at binde mig.

Har aftalt med Andersen, at han ikke siger, hvor vi kører mine ting hen, hvis nogen spørger. Han og min far tror, det drejer sig om noget spillegæld. Min far beklager, at han ikke kan gøre noget. Han har ikke selv særlig mange penge og er for gammel til at stille noget op fysisk, som han siger. Sådan er det når man er et kvaj, Kai, og det rimer. Flyt til et andet kvarter og vis dig ikke ved Enghaveplads et stykke tid.

Senere
Uendeligt træt ligger jeg på min seng med en dundrende hovedpine. En smerte man ikke kan dø fra, og som følger en i det hinsides. Politiet havde ringet og sagt, at jeg skulle møde ind på station Roskildevejen, ellers ville de efterlyse mig. De havde ringet kort inden Rudolph havde været forbi Birkehaven tidligere i dag. Må ringe til Holst Andersen i morgen tidlig. Lyden af lastbilens hvinende bremser efterfulgt at støvlerne på trappen. De tre-fire sekunders stilhed mellem de bankede på og sparkede døren ind. De tyske ordrer og Tage, “for Danmark” råbte han mellem skuddene.

Der havde været én ovre at spørge Andersen hvor vi kørte hen ad. “Vigerslev alle 24” havde han prompte svaret. Der ligger der åbenbart et erotisk dampbad, og det synes Andersen var ret sjovt. Det må være lægen, hvis nogen har givet dem oplysninger om mig.
Jeg skulle have ladet ham sluge hele det forbandede glas sovepiller. Han havde undersøgt, hvem jeg var. Havde fundet min journal. Så min egen læge, Hansen, har åbenbart skrevet, at jeg er morfinist. Gad vide om Charlotte har fortalt, at det var mig, der introducerede hende for det. Jeg har da været et bæst, kan på ingen måde undskyldes eller forklejnes. Her på Ibsen skulle der være sikkert. Og hvis ikke, så kom og tag mig.

Mandag 23. marts
Tiden snegler sig som forventet af sted. Jeg må væk, de er begyndt at udbede tilfældige folk om legitimationspapirer.

Slider ordene ud, adrenalinen pumper. Jeg stødte ind i en patrulje ved Bredgade og satte mig ind i Marmorkirken. Der sad synderen så på en bænk i den næsten mennesketomme kolossale kirke. Sidder overfor et væld af sjæle. De prøver at opmuntre mig, lede mig, kede mig. Er fortabt nu, som et jaget dyr. Tager morgentoget til Gilleleje og finder en kutter der kan tage mig over.

Rudolph præsenterede mig for en læge, der boede i Marstaldsgade, rækken efter Rudolphs bolig. Effektiv type, Rudolph havde åbenbart sat ham lidt ind i min situation. Og at tyskerne var efter mig. Han var positivt indstillet, pakkede min hånd ud, udskrev en flaske af de stærke dråber, rensede min hovedbund og forsikrede mig, at alt var som det skulle være. Men sagde flere gange, at jeg skulle få ordnet min hånd hurtigst muligt, så den vokser ordentlig sammen.

Vanviddet lurer, ubehaget, de desperate ansigter. Fulde af angst. Koldsveden. Jeg tænker på hende, tænker hun på mig. Vivian, modstandskvinden, Tages kæreste, modstandsmanden. Redaktør og udgiver af “Tilbageerobreren” et illegalt blad, der opfordrer til væbnet kamp mod værnemagten. Jeg er blevet hård og direkte, mit sind har lukket sig sammen. Forbindelserne brudt, på flugt. De ved at jeg var nabo til Tage, de ved jeg er smed og de ved at jeg er morder. Men det var jeg jo ikke forleden.

Tirsdag 24. marts 1942
Toget bevæger sig prustende gennem de golde marker, temperaturen igen omkring frysepunktet, skidekold vind. Jeg har små ottehundrede kroner på mig, ydermere skylder Holst Andersen mig for to uger. Det var for risikabelt at tage derud og hente dem. Lød underlig i telefonen. Rudolph ville give min far besked og finde ud af, om de havde været forbi. Hvis jeg skal bruge penge, skal jeg have fat i Finn, ham kan de ikke finde frem til, medmindre han prøver at kontakte mig. Fri mig fra de døde fjæs, det var dem eller mig. Min søster Anna ved det, hun forsvarer mine handlinger i det hinsides.

Jeg skulle ringe til Vivex i aften klokken kvart over seks, der ville Rudolph være ved telefonen. Er jeg eftersøgt?

Glimtvis husker jeg tilbage på den sorgløse barndom. Beruset over glæden ved togrejsen. Anna, der griner af alt, jeg siger. Min mor og far på sædet foran, glade og afslappede på vej til Rørvig. Et eller andet sted fornemmer jeg allerede øjeblikkets forgængelighed. Min mor siger, at “vi skal huske at nyde livet”. Hun læner sig ind til min fars skulder, han smiler og klemmer hendes hånd. Familien Herman er i dette øjeblik lykkelig. Før sygdom, før dødsfald, stærke sunde og glade. Morderen græder nærmest af sorg, skjuler mit ansigt i mine hænder. Det tudende lokomotiv præcis som i gamle dage.

Har bestemt mig for at være overleveren og gør, hvad der skal gøres for at holde mig i live. Det ville vel slå mig ihjel at tømme flasken, med mindre jeg brækker det op. Hvis og hvis min røv er spids.

Senere
’Kabyssen’ i Gilleleje. Befolket af fiskere og lokale drukkenbolte. Hårdhudede folk, der drikker til de segner. Lydniveauet er højt og bramfrit, “er der nogen, der skal have tæsk?”, en enarmet fisker står og fremviser en enorm fuldtatoveret højre-arm. “Det tænkte jeg nok, i er nogle slapsvanse”. Der er ingen, der tager ham seriøst, værdiger ham ikke et blik. Selvfølgelig får han øje på mig og sætter sig savlende og råbende overfor mig. “Hvad laver en fremmed ved mit bord, er du træt af livet knøs?”
“Jeg er ligeglad med livet, siger jeg, og stirrer ham ind i øjnene”
Selvom han er helt væk, opfatter han at jeg knuger det tunge askebæger i højre hånd, klar til at slå. Mit blik er jaget, farligt og klar til endnu et nådesløst angreb. Han skal slås på højre øre, og sikkert to gange, så tykskallet og bedøvet som han ser ud. Han falder ned da kromutter sætter et krus skummende øl foran ham. “Nu må du tage dig godt af den fremmede her, Pølle, ellers får du med mig at bestille.”
“Har de en telefon, jeg kan låne ved sekstiden” spørger jeg
“Det kan godt tænkes”
“Skal de have noget at drikke, eller kommer de bare for at telefonere?”
“Jeg skal have en porter og en halv flaske snaps til mig og den herre” siger jeg og nikker i retning af fiskeren.
“Pelle” siger han, “de kalder mig Pølle” siger han og rækker hånden frem. Endnu en af mine mange fejl. Hvorfor udvise venlighed og imødekomme sådan et utiltalende menneske som Pølle. Alkoholen bider ikke rigtig på, gør mig aggressiv og konfrontatorisk. Stoler ikke på mennesket mere, da det er drevet af egoistiske motiver, det meste andet er løgn. Hvis Pølle her kan få noget ud af det, sælger han mig. Han giver mig ikke noget indblik i, hvordan han var før han blev usympatisk. Han må da have været et uskyldigt barn engang.

En skidt karakter forrået af livets oplevelser. Mit udseende har endnu ikke taget væsentlig skade af begivenhederne. Eller ligner jeg en, der dræber med mine hænder. Hævet op på Guds niveau hvorfra jeg skal dømme de levende og de døde. Han snakker om sin skideirriterende fjortenårige knægt, han har derhjemme. Det eneste drengen åbenbart respekterer, er en dragt prygl. Ja, for moren havde ikke kunnet holde til mosten med at føde knægten. Pølle begynder at sammenligne skæbne på grund af min beskadigede hånd. “Min var en blodforgiftning. Der var gået koldbrand på tredjedagen, og der var vi stadig midt i Nordsøen”, “man skal sgu passe på med det skidt, hvis den ikke var blevet fjernet havde jeg været død”, siger han og vifter med sin stump arm, skåret midt mellem hånd og albue.

Senere 25. marts
Øllerne og snapsen forsvinder, og jeg vågner næste morgen på et lille kammer med udsigt over bytorvet. Sådan. Nedslået, i det dybeste mismod. Intet kan rigtig reddes mere. Løgn på løgn, udånder nærmest, imens jeg skriver. Kan intet huske fra i går, eller hvordan jeg endte her. Og jeg havde engang en ven, en rig fyr, der med sin succes pludselig ikke ville vide af mig. Patroniserende og søgt overbærende prøvede han konstant at vejlede og rådgive dumme mig. Idioten, der intet ved. Alt vidste han noget om, og jeg skulle bare labbe i mig, føle mig beæret over at han meddelagtiggjorde mig i sin monstrøse viden om alt fra krigen til køerne på marken. Pludselig stod alting klart for mig. Han gjorde mig i dårligt humør, formåede altid at fremhæve egen fortræffelighed, imens han fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. . .Jeg søber og lægger mig ydmygt ind og venter på forløsningen.

Klokken er hen ad et, faldt omkuld igen, solen skinner, mågerne skræpper, de mange fiskerbåde, men så alligevel har jeg pludselig ikke så travlt mere, jeg må bare ringe samme tid i aften og håbe at han er ved telefonen.

Jeg går rundt i det gamle fiskerleje, hyggelig by, når vejret er som nu. Jeg går til frisøren, hun og hendes datter klipper og friserer både damer og mænd. Jeg har ikke barberet mig siden de kom og dræbte Tage. Jeg stod for helvede med sæbe i hovedet og kniven i hånden, da de kom op af trapperne. Det var i torsdags, det er ikke engang en uge siden. Er jeg blevet sindssyg? Farver mit hår mørkt, lader alligevel skægget stå og går ud ad Gilbjergstien langs havet. Frisørinden fortalte mig, at der står en sten et par kilometer ude af stien. Søren Kierkegaard-stenen, han gik åbenbart altid derud, Søren. “Hvad er sandhed andet end leven for en idé” står der skrevet på hans mindesten. Sætter mig og nyder den storslåede udsigt over Kattegat. De døde for min hånd, men der var intet alternativ. Ellers havde det været min egen død.
Jeg bliver tilbudt en øl af en fremmed, vi falder i snak på en bænk med havudsigt. Han er nok tres og passer nogle huse i skoven bagved. Han tilbyder mig at leje et af dem, otte kroner om ugen, der kommer ikke et øje, forsikrer han mig. Jeg har fortalt ham, at jeg er forfatter og leder efter arbejdsro. Det lader han, om ikke andet, som om han tror på. Han viser mig ned til huset og overdrager mig nøglen. Han siger, det bliver brugt fra 25. juni, hvor skolernes sommerferie starter, men indtil da, kan jeg bruge det. Han kommer forbi et par gange om ugen, og engang imellem bliver et eller to af de syv huse på området brugt i weekenderne. Men ellers har jeg det for mig selv.

“De kan fange deres egne fisk” forsikrer han mig, “der er stænger og liner og alt, hvad de behøver”. “Og de kan bruge af brændet, så længe de hugger noget nyt”. Jeg er omkring en kilometer fra byen og kan allerede mærke det spirende forår. Er det et tegn på livsgejst? Kan jeg glemme smerten igen, Tage smiler til mig, gad vide om han har truffet min søster derude i døden. Vivian, du skal blive min. Men jeg kan ikke fremkalde hendes smukke ansigt endnu, alt har været tåget siden jeg mødte hende, det er jo fem dage siden, men jeg har befundet mig i en klokke. Det var jo hende fra Ibsen stykket, den smukke arier.

Senere
Har taget den sidste dosis opium. Jeg er færdig for en tid, skal ud af min krop ud af mine tanker. Jeg skal være bevidst under processen, opretholde gejsten ved motion. Jeg vil begynde at løbe. Må lære at stå ved mig selv som upåvirket. Må bruge min hjerne fornuftigt. Føler mig træt indvendig, tid til at prøve noget andet.

Som Finn sagde, sidst jeg mødte ham, “arbejder jeg for at få fri eller for at få mere arbejde”, gad vide hvordan han har det. Underligt nok har jeg haft en samtale kørende med hans døde far for tiden.
Talte langt om længe med Rudolph, de har været alle steder og afhørt alle, jeg kender. Min far og gamle Andersen, der flyttede mine ting. Holst Andersen og flere på værkstedet, Dagny og Birkehaven, ja selv Rudolph har de haft til forhør. De havde ikke fået fat i Finn. Hvordan skulle de også vide at jeg kender ham?. De havde åbenbart rodet rundt i min fars ting og hans åbenlyse uvilje havde nær kostet ham friheden. I hvert fald frarådede Rudolph mig at vende tilbage foreløbigt. Selvom de har prøvet at slå hændelsen hen som en sindssyg mands værk, er historien om den iskolde morder nået ud, og I og med at jeg har kvalt en modstandsmand, og nærmest myrdet en læge med sovemedicin, er den generelle holdning, at jeg er farlig og skal fanges.

Jeg løber langs stranden, i stedet for at kravle på væggene, fyldt med mine vanvittige tanker. Jeg burde vel prøve at få en båd over til Sverige, men føler mig egentlig sikker her udenfor byen. Hver gang morfinlysten melder sig, løber jeg, laver armbøjninger strækøvelser eller et eller andet fysisk. Jeg tænder op i kakkelovnen og kigger ind i flammerne, den lille hytte bliver for varm, og jeg stiller mig barfodet ud i det våde græs og misser mod himmelen og regndråberne. Vil være i nuet uden forbehold, skyld eller samvittighed. For hvad har jeg egentlig gjort andet end at kæmpe for min overlevelse. Jeg beder til Gud med mit sorte hjerte, håber på en slags forståelse, en tilgivelse. Rudolph virkede kortfattet og præcis, have tydeligvis forberedt sig på en hurtig, fortrolig samtale. Virkede en anelse nervøs, kunne det tænkes, at han var overvåget? Virker usandsynligt på Vivex, og hvad med Clara, hvad tænker hun dog? Hver gang jeg slumrer hen, vågner jeg i chok, det overstiger min fatteevne hvordan tilværelsen har taget så drastisk en drejning. Trætheden overvældede mig igen. Drømmene ligeså. De sidste mange måneder er levet i en påvirket døs. Beruselsen har gjort det ud for drømmene. Søvnens uforudsigelighed, altomfavnende stilhed som en dæmpende dyne. Mine handlinger forsvinder og omfortolkes. Ingen øl, snaps, morfin eller noget, friske fisk fanget fra de store sten på stranden. Det de kalder kystsikring, som ingen sikring yder, når stormen først brager og sammen med havet æder lunser af de skrøbelige skrænter.

4. Maj
Er ikke lykkes mig at skrive den sidste måneds tid. Min hånd og hoved er lægt, og jeg føler mig klarere end nogensinde før. Stauning døde, og jeg føler igen en vis forpligtelse til at beskrive min egen og Danmarks situation. Den dameglade statsminister, vores allesammens landsfader, arbejderknægten, der har stået i spidsen for mit parti i en halv menneskealder. Radioen og aviserne er fyldt med sympatierklæringer, først i døden tilføjes han den uforbeholdne tilkendegivelse for det store arbejde, han har gjort, en kvalmende rørstrømsk applaus man aldrig ville have givet ham i levende live. En diplomatiets mand, der troede på samarbejdet fremfor konfrontationen, fremfor selvmordet. Hvad nu Danmark, hvad gør man så? Jeg er blevet en mærkelig langskægget eneboer. Hører radio og henter en avis engang imellem. Købmandsdamen, godt op i fyrrene, knappede de to øverste knapper op, imens jeg handlede. Hendes mand stod med ryggen til og ordnede tobaksvarerne på hylden bagved, imens hun gjorde sig til. Blottede sprækken mellem et par store patter, hun af erfaring vidste, kunne få enhver mand til at ønske at komme igen. Tydeligvis en liderlig tøjte, der drømmer om at komme op at sidde på min pik. Fik det nærmest dårligt over den godmodige uvidende købmand. Utroskab er for nogen nøglen til liderlighed. Det fordækte, dobbeltspillet, udgør forspillet. Hun ved at jeg vil gå hjem og rive den af til hendes saftspændte bryster. Hun ved, hvad hun vil have, den gamle so, tages hårdt på alle fire, for umiddelbart efter at lade som om intet er hændt og vende tilbage til den ærbare tryghed, købmanden og købmandslivet skænker hende. Det rykker i mit køn, når jeg beskriver hændelsen, men morderen fylder stadig for meget i mit sind til at gøre noget for en udløsning. Sekundet forstenede da min kugle sprængte brystet på den unge knægt, hans forskrækkede blik føles naglet lige bag mine umiddelbare tanker. Afbryder konstant mine lystbetonede glæder. Og et indre skakspil går i gang. Den klamme kriminalbetjent og forhørsleder og tyskeren, der smadrede min hånd, står placeret tæt rundt om min tabende konge.

13. maj
At jeg godt kunne regne med at der hang et billede på samtlige politistationer. “De ved hvordan du ser ud”. “Det er et fotografi fra din fødselsdag sidste år”, Rudolph besøgte mig forleden. Mente stadig, at jeg skulle rejse til Sverige. “De glemmer det aldrig Kai”. “Det er en æressag for dem, de bliver nødt til at statuere et eksempel med dig, ellers løber det løbsk for dem”. Det var mærkeligt at tale igen. Ædru og overvældende. Han lader, som om alt er, som det plejer at være, men jeg har tydeligvis ændret mig i hans øjne. Det at jeg har kvalt en mand med en pude, mærket mandens desperate dødskramper, at have befundet mig i en blodrus uden at tænke på konsekvenserne. Mortensen siger åbenbart, at jeg har overreageret, og at de ikke vil have noget med mig at gøre. Jeg er blevet syndebuk, men med “vildmands” skæg kan jeg efterhånden bevæge mig ubemærket rundt. En særling, eremit, halvskør fisker eller lignende.

20. maj
Et mareridt gentager sig. Det omhandler den jødiske dreng og far jeg så blive ydmyget i Krystalgade. Den unge soldat, der holder sig på brystet med blodet pumpende ud mellem fingrene. Jeg løber væk derfra, henover markerne, højt hævet over havet, jeg kan se de røde tegltage fremme, under mig, Gudhjem. I det fjerne buldrer tordenen fra det nærmende uvejr. Jeg kan se, drengen råber til mig, men kan ikke høre lyden. Faren kigger på sin søn, peger på mig og siger et eller andet og ryster på hovedet. Det er malerens gård, portåbningen og det eksploderende uvejr, jeg pludselig er en del af. Han står ved sit staffeli og maler os. Heller ikke maleren kan høre mig, endsige se mig. Jeg er en del af det uvejr. Forsøger igen og igen at råbe, men ingen lægger mærke til mig. Det er pludselig koldt, og jeg fryser i drømmen. Soldaten, der bløder, lægger sig forsigtigt ned ved siden af mig. “De siger til mig, at du vil kvæle mig med en pude.” Jeg prøver at fortælle dem, at det var et medlidenhedsdrab. Men jeg er en del af billedet, en del af uvejret i portåbningen, kun den døende soldat forstår mig og fortæller mig, at jeg skal ligge stille og vente på det uundgåeliges kommen.

Jeg har andre drømme, men det er mareridtet, jeg vender tilbage til. Der står en gammel cykel, som jeg engang imellem stavrer ned til byen på. Mit skæg og hår er uredt. Ligner en af fiskerne, en uskadelig enfoldig særling, der ikke er i stand til at gøre en kat fortræd. Eller endnu en floskel på vej mod det himmerige, vi alle drømmer om. Det er ikke, fordi jeg fortryder mine gerninger, falder grædende om uden en dråbe alkohol. Jeg er vel sund, men eneboeragtig. Jeg lukker ned for hjernen og håber på at få fred i min sjæl, godnat.

Midt om natten vågner jeg igen. Jeg kan høre stemmer nærme sig. En hund, nej flere hunde. Menneskene tysser på dem. Tager ingen chancer og finder mit grantræ, som jeg kravler op i. Det lukker sig fuldstændig omkring mig. To tyske soldater med hunde dukker op. De må have parkeret deres bil oppe på vejen et stykke herfra. De undersøger metodisk husene på grunden. Jeg kan se lyskeglerne fra deres lommelygter i mit hus. De kommer ud med min kuffert og står og taler sammen udenfor. Hvis de slipper hundene løs, er jeg færdig, tænker jeg. Heldigvis lyder deres bilhorn pludselig, de går, og jeg hører deres vogn trille af sted få minutter efter. Jeg bliver siddende godt tyve minutter for at sikre mig, at det ikke er en fælde. Han må have sladret, min udlejer. Fordømte stikker, skulle have en kugle. Intet kan man stole på undtagen sin egen paranoia. Fra nu af bliver min søvn sikkert endnu mere sporadisk og nervøs. Jeg har beskidte skjorter og underbukser liggende på stolen ved siden af sengen, men mine sidste penge lå i kufferten. Af en eller anden grund havde jeg ikke fyret op til aften. Så de må have været usikre på hvornår jeg har været der. Men selvfølgelig kommer de igen, sikkert allerede i morgen tidlig.

En uges tid efter.
Har mistet tidsfornemmelsen, har ikke snakket med nogen mennesker, siden tyskerne med hundene var på sporet. Bryder ind og sover i tomme sommerhuse og bader engang imellem i havet. Det kan ikke blive ved på denne her måde. Der er begyndt at være folk i husene, det må være slutningen af maj måned, og min største plage og problem er en smertende hjørnetand. Har forsøgt at få den ud på alle tænkelige måder uden held. Betyder, at jeg skal finde en tandlæge eller en eller anden, der kan hjælpe mig for mine sidste otte kroner. Har samlet mine få tilbageværende ejendele i en bylt og går vestpå mod Rågeleje og videre over mod Tisvilde. Jeg finder en lade på vejen, hvor jeg stopper og skriver dette. Tandpinen er efterhånden overdøvet af en dundrende hovedpine. I ly af natten sniger jeg mig mod hovedbygningen. De har en gammel hønsehund bundet på gårdspladsen, og jeg lugter fælt og må være let at opsnappe. Hovedpine, og nu feber, tilsidesætter rationelle tanker. Jeg må have den ud nu ellers dejser jeg om. Hunden gør og der bliver tændt et lys. Inden fra stalden kan jeg se bonden træde ud af hoveddøren. Hunden tier straks og lægger sig tilbage. Han kigger rundt, men der er atter mørkt og roligt. I hans værksted ved heste foldene finder jeg et lille stemmejern. Sådan må det være, tænker jeg. Har ikke energi til at snige mig tilbage over pladsen, med en sten i hånden løber jeg over pladsen, hunden farer efter mig, når lige at vende mig, med et kast rammer jeg dens bagben, og dens aggressive gøen bliver til en hylen, da jeg løber ud i marken og lader mig omslutte af mørket.

Skumring, klokken er vel omkring halv fem morgen. Finder et lille mørklagt husmandssted, hvor jeg banker på. Ingen svarer, og med et spark træder jeg ind i en lille, lavloftet stue. Ingen hjemme tænker jeg, og er ikke besvimet endnu. “Se nu min dør”, hører jeg en lille gnæggende stemme indvende, “de kunne godt have ventet lidt, så havde jeg da åbnet for dem”. Hun må mindst være firs år, en krumbøjet olding sidder i en gyngestol med en kat i skødet, “ja, katten er døv, hvis de undrer dem over, hvorfor den bliver liggende”. ” Jeg selv sover aldrig, men slumrer hen,” siger hun og henviser til tidspunktet. Jeg gaber og viser hende min smertende tand. “De har en slem betændelse” siger hun. “Den skal ud, ellers sætter den sig på hjernen”, “og de er så heldig at jeg har et spejl, for jeg kan ikke hjælpe dem”, siger hun og fremviser sine krogede hænder og fingre.

Blod, spyt, smerter og opkast. Graver den rådne tand ud og sidder lettet halvt besvimet tilbage med et stykke af mig i den ene hånd og et blodigt stemmejern i den anden. Gunvor, som den gamle dame hedder, er livet op og serverer en smertende gryderet for mig. Hun virker glad for mit selskab og jeg er ved at flikke hængslerne til hendes dør sammen igen. Hun fortæller mig, at der kommer en ung dame og ser til hende midt på dagen. Hun foreslår, at jeg er hendes nevø Thorkild fra Holbæk. Jeg kæmper for at holde mig vågen, men må til sidst lægge mig på briksen og forsvinder.

7. juni.
Opfører mig efterhånden selv som en gammel mand. Gunvor fortæller, hvordan hun selv er vokset op i huset her, og at hun aldrig blev gift, men fik en datter, der døde i ’22 af tuberkulose. Radioen virker ikke, og hun har formået at holde sig fantastisk uvidende om, hvad der er foregået i Danmark og i verden. “Hvad skal man bruge det til”, “Fryde sig over at det ikke er en selv, der lider”, griner hun, “livet går sin gang, og jeg kan alligevel ikke stille noget op”. Katten sværmer konstant om mine ben. Liderlig som bar fanden. Er efterhånden langskægget, men er begyndt at ligne et menneske igen. Naturen omkring mig sprudler af liv, og jeg føler mig sikker med tante Gunvor. Lisbeth fra en af nabogårdene kommer gerne forbi omkring slutningen af formiddagen. En jævn dansk pebermø i starten af trediverne. Jeg vil helst ikke vide noget om hende, men tante Gunvor er sikker på, at hun er ude efter min sæd. Mærkeligt at tænke på, at jeg har et barn nu og gad vide, hvordan min far har det. Rudolph ville fortælle ham det hele. Det blev vi enige om, var bedst, da vi talte i telefon sammen i Gilleleje. Tror sikkert, at jeg er taget til Sverige og måske burde jeg? Min hånd er smertefri, men jeg kan dårligt bøje lang og ringfingeren. Forråelsen indtog mit sind, da han smadrede min hånd og ville skyde mig i hovedet. Det er ikke sådan, at jeg var en engel inden. Men den hensynsløshed forhøret afspejlede, er smittet af på mig. Selvfølgelig kan jeg dræbe igen, fjerne uvæsenet. Lade dem få som fortjent. Det nytter ikke at være bange mere, sådan har det altid været.

20. juni
To hestevogne med glade studenter har netop passeret mig på landevejen. Jeg sidder og maler stakit og summer med brumbasserne. Det er i forvejen sjældent, at der er trafik på landevejen, så jeg vil kalde det dagens højdepunkt. Kæmper med rastløsheden og med meningen med mit liv. Gunvor er et oprigtig godt og sødt menneske, men hun fatter ikke, hvad der sker med vores land. Lisbeth siger, jeg er fyldt af farlige tanker, og at jeg skal passe på. Selv folk i Tibirke kan begynde at undre sig over, hvad en mand i sin bedste alder kan lave hos sin gamle tante i ugevis, vel at mærke en tante, der hverken er syg eller trænger til hjælp. Jeg sporer en vis irritation over den manglende interesse, jeg har udvist for hende. Hun opfører sig mere og mere udfordrende og har nærmest smidt kussen op i hovedet på mig. Jeg har bestemt mig for at bolle hende hårdt og brutalt. Bryde min tavshed og lade hende få den at smage råt for usødet. Har sparet sammen til en ordentlig omgang. Hun har nærmest insinueret, at jeg er til mænd, så nu skal hun få den at føle. Imens Gunvor laver the i køkkenet og jeg sidder med min ostemad på bænken udenfor, folder jeg hænderne og siger, hun skal komme over og se, hvad jeg har i min hånd. Hun bukker sig frem for at kigge, og jeg tager min dækkende, løse skjorte ind til maven og blotter mit erigerede lem. Hun kigger skiftevis på det og på vinduet bag mig, hvor Gunvor står i køkkenet. “Det er sådan her, du vil have den”, siger jeg og tager stramt fat om den, så pikhovedet svulmer.

Jeg er grov og ligefrem. Ublu og beskidt i mund og tanke. Morder, stikker forræder. Det er varmt, og hendes fugtige læber tager lystigt mod mit lem. Hun græder af lykke, da de indre spændinger forløses. Det foregår i et redskabsskur på grunden. Der står en gammel høvlebænk, hun enten sidder på eller ligger henover. Jeg burde ikke, men gør det alligevel. Træt og velbollet forlader jeg skuret med min skjorte hængende over skulderen.

3. juli
Siden forhøret og drabene vågner jeg om natten og skal tisse. Er konstant på vagt og tænker på den tyske soldats mor og familie. De hjemsøger mig, og jeg vågner for at tisse det ud. Det er blevet den nye normal og en straf, jeg skal leve med. Jeg har prøvet at undgå at tænke på den Gud jeg altid har troet på fandtes, det nytter intet alligevel, gjort er gjort. Afskåret fra min gamle bekymrede far. Bliver nødt til at kontakte ham, han er skrøbeligere end som så. Elisabeth fortalte, at Christmas Møller er begyndt at tale til folket fra London. Gunvor har ingen radio og holder ikke avis, så jeg ved jo intet. Han er tilsyneladende flygtet til England, hvorfra han sender på BBC. Nogen gange er jeg dog stolt af mine gerninger. Som om Tage opmuntrer mig og bifalder mine gerninger fra det hinsides. At jeg har udvist mandsmod fremfor at krybe væk. Når jeg først vågner om natten, roterer det, kan simpelthen ikke lægge det fra mig. En slags skyld, har som et tungt åg lagt sig over mine tanker. Tilgivelse og nye måder at tænke de gamle tanker på. Kunne for helvede bare have ladet mig være i fred. Der må være en grund til, at jeg stadig lever. Tænker på Claras glasklare blik, da hun fortalte mig om drukneulykken og sin nærdødsoplevelse. Om den fornyede livsgejst og indsigt i det fundamentale. At finde ind til de egentlige reelle værdier. Skille sig af med moradset, overflødigheden, skære til benet. Min efterhånden solbrune hud, lange skæg og hår er et sindsbillede i forandring, jeg er jo ikke den samme som før. Mine frygtløse valg viser vejen, udraderer forsøget på at leve op til mit gamle normalitetsbegreb. Med tydelige ar på sjælen hengiver jeg mig endnu en gang til sansernes vold. Elisabeth tager igen imod, og freden efter udløsningen er blevet min ledetråd. Tænker på Vivian, frihedskæmperen. På Mortensen, drevet af forretning, magt og forhåbentlig ædlere tanker, eller ville han også bare have hende? Og var det hele spil for galleriet. Eftersom søvnen ikke forekommer mig naturlig mere, må jeg opsøge den. Dyrke de fredelige tomme huller i min bevidsthed. Jeg var ingenting inden, jeg er ingenting nu.

11. juli
Er en skuffelse. Ufuldendt, hård og ubeslutsom. Ironisk engang imellem, men næsten konstant alvorlig. Gunvor er dog glad og ligeglad, bare det, at der pludselig er nogen, lader til at fornøje hende. Elisabeth derimod lader til at have regnet mig ud. Virker skræmt og bange for at være alene med mig, alligevel kommer hun, og jeg kan få hende ned i redskabsskuret, hvis jeg har lyst. Hun minder mig lidt om Charlotte, der er et eller andet. Det er måske derfor vores samvær pirker ved min samvittighed. Utroligt nok savner jeg min bas, jeg var jo lige begyndt at fange rundgangene, og jeg har mere tid end nogensinde før. Min plan er at gå på posthuset en af dagene og ringe til Finn. Ham kan de umuligt have sat mig sammen med, og han vil kunne låne mig penge til at klare mig, indtil jeg kan arbejde igen. Penge lader ikke til at bekymre tante Gunvor. Elisabeth bringer dagligt varer til hende og hun har aldrig spurgt mig om et bidrag. Hun har i det hele taget aldrig spurgt til min situation eller noget andet pres. Det er som en tidslomme, kløver brænde for hende og ordner småopgaver, dagene ligner hinanden, så længe rastløsheden ikke bliver til vanvid. Jeg har prøvet med digte, fortættede sindsstemninger, ligger opløst tilbage. Alle tanker skal kunne skrives ud, så kun tomhed og ren eksistens står tilbage. Selv her ude knokler menneskerne sig selv halvt fordærvet. Mammon og den dertil knyttede tryghed lader til at være den eneste værdi, mennesket stræber efter. Alt anden værdi tages for givet, som en selvfølge. Hvis penge og yderligere beføjelser var mit mål, så var der da et eller andet, en retning, en mening, en udvikling.
Før de tyske nazi-svin var der andre svin. Og således formerer de sig i en uendelighed. Er de manipulerede uskyldige? Skyd de svin, flæk skallen på dem. Blødsødenhed er roden til alt ondt. Nu ved I hvad I har med at gøre. Uden charme, tilgivelse eller noget som helst forvandles jeg til et beregnende vilddyr. Jeg er måske blevet farlig, for evigt naglet ind i tomrummet, hjerterummet.

16. juli 42
Der var engang hvor jeg var mors lille dreng, klinet op til hende lå jeg og legede, at jeg var hendes gorillaunge. Vi vidste begge, at vækkeuret ville ringe på et tidspunkt så det gjaldt om at nyde stunden indtil da. Min far kunne godt synes det var hyggeligt, men var samtidig irriteret over, at jeg stadig skulle ligge og sprælle i deres seng, så jeg holdt mig til mor, klamrede mig til hendes varme glatte velduftende krop. Min første kvinde. Før tyskerne overtog mine tanker med racerenhed og medlidenhedsdrab. Dengang var der ingen, der marcherede i gaderne. Ingen larmende radioer, men klar dansk mellemmenneskelig tale og ageren. Jeg var kun ni år, da første verdenskrig sluttede, det var en lykkelig slutning, kan huske min morfar, tandlægen, min far og onkel drak øller i haven ved brønden og fejrede tyskernes nederlag. “Man ligger som man har redt”, Morfar prøvede at se, om der var sympati at spore fra min far til hans tyske ophav. Men min far lod sig aldrig provokere, specielt ikke af sin svigerfar.

Senere
Myggene snurrer om mit hoved, det er varmt, mørkt, og jeg kan ikke se dem. Jeg keder mig i min klare hjerne, det er vel det alkoholen bibringer. Et andet menneske, en anden måde at tænke over de samme trivialiteter. Føler mig selvfølgelig skarp, kan huske alt hvad der bliver sagt. Ville ønske, at jeg kunne sige, det var brugbart, men helt ærligt, det er komplet ligegyldigt og endnu en grund til, at jeg ligger vågen ude af stand til at falde i søvn, før jeg har knaldet myggene. Havde jeg været stiv, havde jeg sovet igennem.

Sådan, beruset, sønderstegt. Blevet for stiv og må lægge bogen.

26. juli
Der er ikke nogen redning, må vænne mig til lortelivet, forfulgt af frygt. Mit hjerte hamrer nytteløst derudaf, angstprovokeret, i evigt chok. Alt er borte nu, også sammenhængen. Ude af kontekst stræber jeg stadig efter livet, et billede på den kraftesløse langsomme stigning mod de uopnåelige tinder. Ud af Fattigdommen, genopfind fordums tids begejstring, et kort øjeblik svævede jeg, Gunvor kommer med erstatningskaffen, erstatning for hvad, morfinen, snapsen, sex og skørlevned. Savner min lillesøster, skal vi nogensinde mødes igen. Hvis jeg var sikker, tog jeg mit liv. Sommerregn over markerne, minder pludselig om det forestående efterår. Lugten er kraftig. når fugten stiger til himmelen. Elisabeth henter mig om en time, klokken halv et, og sætter mig af ved posthuset, imens hun handler. Vognen er trukket af en gammel hest. der hedder Marius den fjerde, “det er bare et navn” siger hun og aner ikke, hvorfor hendes far kaldte den “den fjerde”. Når sådan noget kan irritere mig, har jeg været for meget sammen med et menneske.

Senere
Fik endelig fat på Finn. Han mente selvfølgelig også, jeg skulle være rejst over sundet, men var klar på at hjælpe med nye papirer og arbejde, hvis jeg bestemte mig for København. Han fik mig til at ringe ned til værtshuset nedenfor, “for en sikkerheds skyld” sagde han “det gør det sværere at spore”. Han havde mødt Rudolph kort, for en måneds tid siden, og troede, ligesom han, at jeg var flygtet til Sverige. Tyske soldater på posthuset kigger mistænkeligt på mig. Eller er det mig og min paranoia. Mine legitimationspapirer afslører mig, måske de skyder mig på stedet. Heldigvis kommer Elisabeth og henter mig, jeg lægger armen om hende og ligner igen en uinteressant lokal bondeknold.
Tankerne larmer i mit hoved. Sverige, eller skal jeg rejse mod byen, forklædt og forandret til et andet menneske. Der er ikke tjek på en skid, mener Finn, så længe du holder dig fra folk, der ved hvad du har gjort, og har dine papirer i orden.

3. august
Har undladt at fortælle Gunvor eller Elisabeth, at det er min fødselsdag, men jeg mødte to drenge tidligere, de var ti og tolv år. Jeg sad alene udenfor med en enkelt øl. Jens og Lars hed de. De var på ferie hos en Onkel, der har en gård oppe ad vejen. De boede i Ravnsborggade, ligesom tusinder af andre drenge og piger. Ravnsborggade må stadig være den tættest befolkede gade i byen.

31 år, det skal man jo ikke tage sig af, drengene lyttede interesseret. En fødselsdag er vigtig, den betyder noget, et kort stop hvor man husker tilbage. En tilstand mere eller mindre betonet af sammenlignelige oplevelser og opdagelser fra tiden der gik. “Skal du så tilbage til byen, eller skal du bare sidde her”, spurgte Jens og kiggede på huset og ud over markerne. “Jeg vender tilbage til stenbroen i dag”, siger jeg og tømmer min øl. “Og denne gang med et sæt principper jeg ikke vil løbe fra”. Drengene kigger på hinanden og tilbage på mig med mit fuldskæg og halvlange hår. En øldrikkende brovtende vildmand. “Jeg har valgt at tage kampen op” siger jeg “nazisterne skal ud, koste hvad det vil”. Jeg kan mærke en vis ærefrygt fra drengenes side. Den skøre vildmand sidder i en skamslidt undertrøje og vil jage tyskerne på flugt. “Så skal du arbejde sammen med Royal Air Force. Min far siger, de er de eneste, der kan stille noget op overfor tyskerne.” Jeg nikker samstemmende “Jeg er ikke mere bange for at falde i kamp, jeg er bange for at falde uden kamp”, “jeg har været en egoistisk svækling, må i forstå”, “jeg har set på uden at stille noget op, det er endegyldigt slut nu”. “Jeg er parat til at dø for den danske sag, jeg lader mig ikke skræmme mere”. Jeg kan pludselig mærke min hjertebanken, har talt mig selv varm. Nærmest som om Tage taler gennem mig. “Det skal være slut med frygt”. Drengene ønsker mig held og lykke og begynder først at tale sammen, da de er kommet et godt stykke fra mig.

Det vigtigste bliver at skaffe nye legitimationspapirer, en ny identitet om man så må sige. Gunvor er for en gangs skyld ikke glad, da hun serverer kaffe og brød for mig. Det er vores farvel, der tynger hende, måske endda fornemmelsen af, at det bliver et sidste farvel til den gamle kone. Hun giver mig fyrre kroner i en lille læderpung og et par hornbriller, hun har haft liggende, som hun har set jeg engang har “eksperimenteret med”. Hun lægger sine små arme på mine skuldre og siger farvel og tak for denne gang. Hvad nu Kai, en tåre presser sig frem i mit øje. “Jeg kommer tilbage, siger jeg til hende, du må hilse Elisabeth og sige, at hun skal passe godt på dig, til jeg kommer igen, fordi ellers”, jeg hæver hånden som en truende endefuld og hun smiler, medvidende om hvad jeg og Elisabeth har lavet de sidste måneder.

Senere
Underligt at være uden penge, hos Gunvor har det kunnet lade sig gøre. Har levet i en klokke. Rutebil mod Hillerød, to ludere og en lommetyv og et livligt talende ældre ægtepar. Spændingen stiger, da vi nærmer os Hillerød. Der er pludselig liv over det hele. Toget holder allerede på perronen og snart tøffer vi videre gennem sommerlandskabet. Ramt af flere ubehagelige myggestik. En eller to i armhulen, oven på foden, mellem tæerne. Måske er det her mit dårligste valg nogensinde, mit selvmord. Har undladt at tage chancen for flugt, imens jeg havde den. “Surt spildt mælk” som min mormor ville have sagt. Ingen redning for dig Kai, der bruger Finns navn og personoplysninger hvis nogen skulle finde på at spørge til mine legitimationspapirer. Mine få ejendele, som jeg har købt for Gunvors penge, har jeg i en slidt brun lædertaske. Vejer vel en fem seks kilo. Min frakke, sko, et par ekstra benklæder, tre underbenklæder, tre par sokker, to skjorter, et ekstra slips. Mine skrivebøger og fremfor alt mig selv. Ret op og ned sidder jeg og betragter ublu de mange andre passagerer. Mit skæg er klippet en anelse til, min brille sidder, og jeg føler mig mere vågen og klar end tidligere.

7. August 1942
Saltet fra vandet strammer let. Krakelerer når jeg strækker mine lemmer. Sengetøjet er stift, harskt og salt. Min svedige krop kan ikke finde hvile, for hvad nu hvis? Konstant plaget af uro, Jeg må være bange for at få taget mit usle liv.
Hold tanken ren. Jeg er født på ny, ingen kan kende mig med skæg, hår og briller. Jeg skal bare have samstemmende identifikationspapirer, har brug for at finde ud af, hvordan min far har det, sikkert et nervevrag, endnu en elsket forsvinder. Jeg vil overraske ham, finde ud af om der er nogen, der holder øje. Stikkere, ikke lige som mig, men rigtige stikkere, drevet af penge og magt og anden dårligdom. Blandt stikkere falder jeg ind som en ydergruppe, personlig ulykke og uheldige omstændigheder førte mig til at udpege Viggo, Rottefjæset og Hammeren.

Han vidste selvfølgelig ikke, at det var mig, der havde stukket dem, Hammeren, skræmt og blid som et lam. Voldspsykopaten, befrieren, Hammeren så det hele.

Hvad med Vivian eller Mortensen. Mortensen kan jeg arbejde for, det bliver han næsten nødt til, hvis jeg spørger. Eller vil han være mig afvisende, vil have mig fjernet. Sætte Hammeren eller Kasper og Kasper efter mig. Eller hvad med Knud, Viggos bror, det er for helvede min skyld at Viggo døde.

Finn var bortrejst, forretningsmøder i Herning og Aalborg. Ville være tilbage i overmorgen, da han er ved at åbne en større tørklædefabrik på Christianshavn. Jeg undlod heldigvis at gå ind på kontoret og spørge efter ham, telefonerede nede fra værtshuset, nogle af pigerne på systuen ville måske kunne genkende mig. Sund frygt eller paranoia. Du kan altid få et værelse hos Madame Bovary, der er der ingen, der stiller spørgsmål eller siger noget. Men det er dyrt. 25 kr. i døgnet.

Røgen hænger i luften under lysekronens svage skær, kun én af de fire petroleumslamper virker. “Hvilken pige jeg vil have”. “Nej et værelse” svarer jeg, “jeg er Finn Knudsens ven. “Det bliver det ikke billigere af” siger hun hårdt, men fisker en nøgle frem fra sit knippe “for enden af gangen og til højre” siger hun. Det er nok klogest at blive indenfor, til Finn er tilbage, han kender til nogen, der kan skaffe mig papirer.

Senere
Vågner op med angstens svien i mit hjerte, det var en gang for meget. Alting vil ændre sig nu, vær beredt, forsvar dig mod kulden. Mit blod koger, jeg kan ikke styre aggressionen eller retningen. Kan finde på hvad som helst. Oprørsk sind, kan ikke tænke på andre end mig selv. Mit hjerte i brand. Ofrer ikke en skid, bliv væk, vig bort. Med røllike ved sengehovedet skal troldtøj og hekse holdes væk. Der er et vindue i værelset, men en mur lige overfor. Der er mørkt hernede på Vesterbro, og jeg forholder mig afslappet. Tvinger mig selv til at være rolig, tøjle instinktet. Lade som om jeg er ligeglad. Har til tider overbevist mig selv om, at det her var det rigtige. Følgevirkningerne som et vingeslag i det uendelige univers. Hr. og fru almindelig, bedsteborgeren, jagten er gået ind. Du må ikke knække som menneske, lig stille og glæd dig, det kan sagtens blive værre. Der er ingen grænse for det lort, jeg har måtte lægge ører til. Hvis ændringerne ikke forekommer overvældende, hvad så? Styrer ikke mere. Som muld er jeg mere værd end nu. Hvis bare jeg var uden de satans bekymringer. Den rene tanke, jeg altid har sværget til, er uopnåelig blandt de milliarder af stjerner.

17. august 01.00 1942
Svimler for mig, da vores øjne mødes, så lang tid siden vi sidst har kigget ind i hinandens dyb. Intensiteten, livet og kærligheden eksisterer stadig, ser jeg, i et glimt du prøver at beskytte dig selv og mig for.

Hun elsker også mig, det må hun da gøre med det blik. Måske hun tænder på farligheden, han er trods alt min bedste ven og det ville være os et evigt åg hvis vi udlevede tiltrækningen, fordømte magneter. Drømte, jeg var på værkstedet og magneten var ekstra kraftfuld. Kunne bare pege den rundt og værktøj og søm kom flyvende til mig.

Misundelsen og jalousien gnaver ubønhørligt i mig. Hvorfor er det ikke mig, tvivleren, der har det sådan der. En der elsker mig. Det er mig ikke forundt, og jeg har aldrig forstået at værdsætte det, imens det er stået på. Min egen manglende hæderlighed og mistro overfører jeg på alle mennesker jeg møder. Medlidende og postulerende. Clara jeg elsker dig.

26. august 42
Det er gået endegyldigt galt, har en kvalmende fornemmelse, som om jeg er idiot. Tiltrukket af farligheden, af det ulovlige og beskidte. I mellemtiden rådner vi sammen, det styrter i grus, drømmene brister, det hele er en illusion. Skal jeg bare vente og lade det briste. Døden nærmer sig med hastige skridt. Den sikre afvikling. Tiden står tilbage som et forræderisk intermezzo. Noget forlorent der forurener minderne. Tankerne styrter i grus, fladtrampet, skelettet er ladt tilbage, afrevne kødstykker spredt omkring mig, stumper af det liv jeg troede vi havde.

Det er for sent at undskylde, må håbe det er for det bedste og komme ud på den anden side. Ved at jeg vågner radbrækket og uafklaret fra ingen søvn. Spekulationerne ødelægger balancen. Har valgt at opsøge ulykken. Forlade mig på en skæbnesvanger tynd baggrund. Holder kortene tæt ind til kroppen. Må se hvad der sker hvis jeg ikke blander mig.

Der er ikke andet for, end at jeg må gå ud og hævne mig. Længe kan jeg spekulere over hvordan.

Senere
Tilgivelse eller ej, i et kort øjeblik var det glemt. Havde oprigtigt glemt dets eksistens for at vende tilbage tifoldigt. En ufravigelig omvæltning er igangsat. Epokegørende navlepilleri er så godt som forbi. Lamslået ligger jeg tilbage og vurderer mine begrænsede muligheder for flugt. Smerten har ædt sig ind og bredt sig, fra et ubemærket stik til et bristet hjerte. Som en overført sygdom, klam og forudsigelig jaget ud af sit eget bo. Vores venskab er ophævet, spiller ingen rolle mere. Bekymringerne vokser og larmer i mavesækken som et insektbo af uafklarethed. Giften kender ikke forskel på godt og ondt, alt skal væk. Som dug for solen, men uden nogen som helst skønhed. Emmer af dårligdom, kan ikke slå sig til tåls med omstændighederne, accepterer dem ikke.

Spilder min chance for et godt liv, misligholdelse, muligheder. En slags betændelsestilstand jeg har mistet styringen over. Forklaringerne slutter her, løgnen besudler mit sind og fraholder mig udvikling. Hævnen får det til at svimle for mig, fy for satan. Er det mit kald? Som en kold afvaskning uden styrke. Et mørkt kapitel af utroskab, råddenskab. Den lange sortklædte ligger ventende i forruden, ubønhørligt venter han, den visse død, eller er det en hun? Barmhjertighed er tegn på vægelsind.

28. august
Kan mærke, jeg er ude af balance, mit blik er stresset, flakkende. Var vågnet op i deres gæsteværelse. Var listet ned og fik øje på hende fra trappen af.

Intet kan jeg producere, går rundt om mig selv som en gal mand, rastløs og forvirret, bange for fremtiden. Bare det at gå ud. Der har været billeder ude af mig. På politistationerne og hos tyskerne. Et billede fra min fødselsdag i Kongens have. Et fotografi de har taget med fra min fars album, som Finn må have givet ham, kan stadig huske øjeblikket, grinende i regnen. Der har været en dansk betjent og tyskere på besøg flere gange. Det er godt, jeg har fulgt min far på afstand. Han går ind i Botanisk have som jeg regner med og sidder og skriver i sin bog, da jeg sætter mig ned ved siden af ham. Det første han siger, “hvad laver du her din idiot”, uvant sprog fra min fars side. “Det er livsfarligt at være her”. “Jeg havde håbet, du havde fået en kone i Sverige”. Jeg kan ikke engang besøge min gamle far mere. Kredser rundt om mig selv. Sædvanligvis ville jeg drikke mig fra dette uvæsen, eller morfinen kunne dulme mig.

Dagene forsvinder fra mig, jeg er der ikke mere. Sprættet op og udstoppet med frygt og
ækle tanker. Intet er mig helligt, måske er det Mortensen, jeg skal have fat på. Jeg er ligeglad med, hvad han sætter mig til. Morderen Kai.

5. september 1942
Fremadrettet Kai!, glem de gamle tanker. Lad minderne forsvinde, ånd ind og eksister i dette nu. Du kan være som født på ny, ingen belastende historier at tage sig af. Et blankt papir, du har chancen nu.

Jeg har skaffet mig selv et værelse, lånte 300 kroner af Finn og sagde, jeg ville finde et sted selv, det er bedst, han ikke ved noget. Forklarer ham, at der er et fotografi ude blandt tyskerne og politiet. “Det er svært at kende dig Kai, især med skæg og briller”, beroliger han mig med, da han giver mig pengene og en mørkegrå uldfrakke, han mener vil klæde mig. På hjørnet af Peblinge Dossering og Baggesensgade ser jeg et “værelse udlejes” skilt i et vindue. Er ved at tænde en smøg og kigger tilfældigvis op, da jeg ser skiltet på tredje sal. Det viser sig at være en ældre mand, Ladegaard hedder han, der bor i en stor lejlighed. Han har samtidig to værelser på kvisten han lejer ud. “Jeg havde nok forestillet mig at leje det ud til en stille pige fra landet” siger han, “men det har ikke været lejet ud i det sidste halve år”, og da jeg tilbyder at betale ham 170 kr. I forskud, er der intet problem.

Jeg åbner vinduet og sidder i vindueskarmen. Tusinder af cyklister på Dronning Louises bro, hastigt forsvindende på deres færd til nye gøremål og tsk tsk. Derfor burde det være en chance for en ny start.

11. september 1942
“Befriet, besat, bedugget. Det er en ordre”, du drømmer Kai. Jeg må have ligget og kæmpet, er faldet ud af sengen og har et kort øjeblik en ro. En primat der har overlevet et fald.

Med Finn i Øster Farimagsgade hos advokat Blauenfeldt, “I kender vidst ikke hinanden”, Finns øjne kigger fra advokaten over på mig. Min hånd ryster koldsvedende, da han kigger mig ind i øjnene. Blauenfeldt går selvfølgelig med stok. “Ja, jeg går desværre ikke så godt mere, jeg ved ikke, hvad Finn har fortalt dig”. Han kigger indgående på mig, frygtsomt eller påvirket fortsætter han, “Men her er i hvert fald dine papirer, de skulle være i orden, og vi har besluttet, at du hedder Kaj-Ejnar Thorsøe”, “Kaj-Ejnar var fisker i Thyborøn og druknede i starten af august. Han var en slags eneboer, og er ikke rigtig meldt savnet, hvis noget er han meldt forsvundet. Vi tænkte at det er godt med Kai, får det til at virke troværdigt, også hvis nogen møder dig ude blandt mennesker”. Han sætter sig ned og skærmer for øjnene, “Er der noget galt Victor” spørger Finn. Han beder os gå og undskylder. Finn fortæller mig om hvordan han er blevet overfaldet og invalideret af en sindssyg. Det krymper i mig, fortiden, opiummen, branderten. Skal bestemme over de levende og over de døde. Vi skilles ved søerne, sætter mig på en bænk.
Sort som kul er min samvittighed, og hvad nu hvis og hvis min røv er spids. Tydeligt traumatiseret efter overfaldet. Erindringen mudret af chokket, havde oveni købet sparket ham i hovedet. Sparkede heldigvis ikke til, syge stodder. Han lå allerede ned med smadret knæ. Hvad gik der dog af mig. Kan huske jeg havde følt mig overset, forsmået, igen var jeg blevet vanvittig. Kan dårligt huske grunden til mit had. Var det foranlediget af jalousi og mindreværd? Det skal han lide med til sine dages ende. Og mig selv herfra til evigheden. Kørekort, pas, dåbsattest, nu hedder jeg simpelthen Kai-Ejnar Thorsøe født i Sønderho på den barske vestkyst i det herrens år 1908.

På en måde har jeg lyst til at fejre, min nye identitet giver mig tryghed, har undgået at være på fornavn med min vært, Ladegaard, men han tror, jeg hedder Mortensen, ja jeg kunne ikke finde på andet.

17. september 42
Sover dårligt om natten. Går træt og tidligt i seng, hen ad ti-elleve, men vågner ved totiden og kan ikke sove. Har prøvet at negligere det, men det er blevet en dårlig vane. Hvad skal det blive til med mig? Hvileløs pisser jeg, for derefter at gå rundt i ottetaller og kigge ud over søen og broen. Hoster af tobak og erstatningskaffen, løfter mine nosser og klør mig i mørket. Efteråret blæser i træerne, og snart må bladene give op og overgive sig til den uundgåelige transformation. Spekulationerne vil ingen ende tage, ikke fordi de er konstruktive eller på anden vis fører til nogen konklusioner. Starter tomt og slutter tomt og ingen at snakke med det om. Martin fra værkstedet kørte forbi mig ved søen i eftermiddags, det var, som om han kiggede, bremsede let på cyklen, men fortsatte så. Troede sikkert ikke sine øjne. Han er egentlig en af de få jeg ville stole på, men det er sikrest at lade være, han er trods alt venner med Hans Henrik. Jeg har penge tilbage, men det svinder langsomt og sikkert ind. Skipperlabskovs, øl, tøjvask, badeanstalten i Borgergade og nu en gammel cykel til halvtreds kroner. Det er alt andet lige det mest private og anonyme transportmiddel, jeg kan eje. Selvom jeg kunne køre ud på Amager eller til forstaden, er smedeverdenen for lille. Det ville være selvmord at arbejde på et værksted, og hvad skulle min historie iøvrigt være, jeg snakker for helvede ikke jysk. På en hvilken som helst arbejdsplads vil spørgsmålene dukke op. Hvem fanden er jeg? Hvad lavede jeg før? Hvor er jeg født og skole osv. “Der kendte jeg også en, der gik. Ham må du da kende”. København er mindre, end man aner, når man er eftersøgt.

24. September 42
Måske er jeg dum, men jeg tog Rudolph med ned på Schultz i Rømersgade for at hilse på Mortensen og hans slæng. Jeg tænkte, at de ville blive nødt til at forholde sig til ’intetanende’ Rudolph og ikke bare ville fare på mig. Ingen genkendte mig, før jeg nærmede mig bordet. “Det var godt nok Satans, se bare hvem der kommer der” sagde gamle Kasper som den første, nogle få meter før vi nåede bordet. Mortensen kigger op, rejser sig og giver mig hånden. “Du er en sand kæmper Kai, men lidt dum. Hvad kommer du her for” .

Det har aldrig været min intention at virke skræmmende, har som regel gjort mit bedste for at virke imødekommende overfor andre mennesker. Ikke desto mindre er det blevet min indvirkning. Jeg er selv skræmt fra vid og sans, gjort hårdfør, kold og beregnede af den sidste tids begivenheder. Hvad er jeg kommet tilbage for? At få en rolig tilværelse tilbage igen?

Gudruns dreng er et halvt år nu. Det var Finn der fortalte mig det, han havde mødt Yvonne fra ’Nielsens’, der havde besøgt hende i Køge. Minder mig om en historie min fodboldtræner, Ib, engang fortalte mig. En pige, der havde været forelsket i Ib, havde opsøgt ham efter de var gået fra hinanden. Hun havde mødt en ny, men havde en enkelt gang været sammen med Ib. Hun var desperat, fortalte han, “skruk som bare fanden.”

En dreng blev født, men han så ikke noget til dem de næste mange år. Tretten år senere skulle han træne nogle drenge, men var blevet forstyrret af en særlig lugt en af drengene udskilte. Ikke en lugt de andre på holdet lod til at bemærke, men lugten af ham selv, hans eget kød og molekyler. Det viste sig selvfølgelig, at pigen han havde været sammen med, var drengens mor. Kan desværre ikke huske det videre forløb, kun det med lugten.

Jeg kunne måske se dem? Er hans far måske en kryster eller hvad? Mortensen sagde, at han havde et job til mig i starten af oktober. Hjernen kortslutter. Keder mig uden rusen, jeg spørger ham direkte, “hvor er Vivian?” Mortensen afventer, kigger bedømmende på mig, sekunderne tikker, tavshed, så spreder der sig et lumsk smil, han blotter sine gule tænder “ja Vivian falder alle for. Du er godt klar over hun var kærester med din nabo Tage”, jeg nikker, “hun er væk siger han”, og tænder sin cigar, slår ud med armene.
“Du har prøvet at dræbe Kai, er du iskold?” Skal jeg være benovet? Han hiver ud i selerne og strækker benene under bordet. “Hende her er en rigtig stikker, ikke ligesom dig, Kai, hun gør det for penge og magt. Vi bliver nød til at statuere et eksempel. Hun skal fjernes Kai”. Jeg fastholder hans blik, jeg skal være morder igen. Han har lagt et billede foran mig. Hun er høj, har tørklæde og muffedisse, og står lænet op mod en havesofa. Jeg har knap tredive kroner tilbage, kunne ikke lide at spørge Finn igen, og min far, det er udelukket. Han har knap salt til et æg for tiden.

30. september 42
Utroligt hvad man lægger øre til af dumheder. Men det er trættende at berette her. Så vinder det for alvor indpas. Snakkende idioter omkring mig, ved de andre borde. Sidder på ’Det hvide lam’ og venter på Mortensen. Harry Mortensen ejer flere værtshuse og er en berygtet karakter i byen. Der er stadig tvivl om, hvor hans sympatier ligger, og han er ikke en man skal rage uklar med. Det drikker jeg en snaps på og bestiller en til. Paranoiaen tager til, og snapsen virker ikke.

Senere.
Det var gamle Kasper, der kom og hentede mig “vi skal lige gå en tur, så kommer chefen”, sagde han, og vi gik sammen til telefoncentralen i Nørregade.

Der er hun så, Amalie Knudsen, en relativt høj dame, vel en fyrre år gammel, går for sig selv, lidt efter den gruppe telefondamer hun kom ud sammen med. “Se godt på hende” siger Kasper. “Det er hende, chefen bad mig vise dig”.

Da vi tyve minutter efter kommer tilbage til værtshuset, sidder Mortensen ved bordet foran to anrettede tallerkener “Sæt dig ned Kai, hvad drikker du?”.

“Hvad er det du vil have mig til” spørger jeg. “Det ved du godt Kai”. “Hun har overhørt samtaler og sladret til tyskerne. Mere behøver du ikke at vide”.

Som om hans ord er lov. ” Du skylder faktisk endnu, det er du vel godt klar over”. “Du ejer mig ikke”, siger jeg pludselig og rejser mig, holder et vågent øje med Kasper, der står bag Mortensens stol. “Rolig Kai” siger han og vinker afværgende med hånden. “Sæt dig nu ned og spis, sådan var det ikke ment”. Jeg sætter mig, og de andre gæster omkring os vender tilbage til deres idiotiske samtaler.

Via en forbindelse hos politiet er det kommet frem, at Amalie Knudsen har koblet sig på samtaler mellem Mortensen selv og flere af hans venner og bekendte, siger han. Hun afleverer ugentligt referater af disse samtaler og er åbenbart på Tyskernes lønningsliste. “Og for det skal hun dø?”, spørger jeg. “Damerne skal vide, at disse afsløringer har konsekvenser”, “der er liv på spil, forstår du?”. “Du kan da godt lade være med at gøre det, så får jeg bare en anden til det”. “Du sagde du havde brug for et job, det er ellers ikke noget, vi betaler for, men din situation taget i betragtning er jeg villig til at gøre en undtagelse”.

Føler, at en væsentlig del af mit liv er overstået. Det burde vel give noget fred, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde ro. Har langt om længe arbejdet mig ind i materien. Af det her er du skabt Kai, hvad enten du vil det eller ej. Det nytter ikke at være bange mere, frygt løser intet. Mine tanker er materialiseret imellem os. Han kan godt se, at jeg ikke er bange. Jeg er som en skizofren, fra yderlighed til yderlighed. Døden giver vel den fred eller hvad?. “Hvad får jeg da for det” spørger jeg ham. “Kai, jeg betaler jo nærmest af min egen lomme, må du forstå”. “Det er noget jeg gør for vores fædreland, men jeg er villig til at betale dig 120 kr. for det. “200” prøver jeg, “top” siger han og rækker hånden frem for at bekræfte vores aftale.

2.10.’42
Vågner klar og uden planer for dagen. Kigger rastløst ud ad vinduerne. Hvad skal jeg dog lave? Hvad skal jeg sigte mod? Fik vasket alt mit tøj i går, rub og stub, iklæder mig hvid skjorte, slips og min nye frakke. Vil gå mig en tur ned til Gammel Kongevej og rundt om søen. For meget tid til mine mange tanker og overvejelser.

De andre skød jeg i forsvar, mere eller mindre. Det her er et drab og tilmed et kvindemenneske. Fik hundrede kroner i forskud og bestemmer mig for at spise en tidlig frokost ved St. Jørgens sø. Sild, fiskefrikadelle, bestiller en tredje øl til mine skriverier. Tænker på Gunvor og det liv, jeg forlod på landet. Kunne sætte mig på et tog og glemme det hele, men det nytter ikke, skal kæmpe for Danmark. Må dø om så det gælder. Åbenbart er St. Jørgens søen opkaldt efter et spedalskhedshospital, der lå her frem til og med middelalderen. De spedalskes helgen. Jeg rådner væk og har brug for en læge, morfin og en sød sygeplejerske. Kontrol over min hjerne og pludselige indskydelser.

Senere
Hun kommer gående forbi Vor frue Kirke, er en tyve meter bag hende. Hun har en anonym grå knælang frakke på og et kedeligt lortebrunt tørklæde bundet på gammeljomfrumanér. Jeg drejer efter hende ned ad Vestergade og ud på Rådhuspladsen, hvor vi tager sporvogn 6A ud ad Vesterbrogade. Der sidder jeg og skriver nu. Hun sidder tre pladser foran mig med ryggen til mig, hun tager tørklædet af og netter sig og skifter til en grå hat, derpå tænder hun en cerut, som hun sidder og pulser på. Typisk fredags-fyraftenstemning i sporvognen, folk kender til hinanden, da det tynder ud i sporvognen omkring Pile Alle. Amalie har en lille flaske hun tyller fra, brændevin, forsigtigt og diskret, men umiskendeligt. Hun taler med en brovtende lille dame, der sidder skråt over for hende, på langsiden ved stopklokken. De mødes åbenbart tit i denne sporvogn, kan jeg læse af deres gestikuleren og den samtale, jeg svagt aner i vældet af lyde.
“De ved ham Svendsen, nede fra hjørnet, ham med de ækle drengebørn. Hans søster Hanne, der også går i strikkeklubben, tænk Dem, hun fortæller mig, at den næstældste af drengene, ja de er fire, har hugget fingrene af sin lillebror, ja hvad mener de, det måtte jo komme med den far og den sigøjnerheks af en mor, eller hvad hun nu er…” Kan heldigvis ikke høre mere, men deres sure fjæs fortsætter hverdagsspydighederne. Hun er emsig, fremmedangst, hadefuld og skadefro. Ved Damhussøen stiger hun ud, lægger stadig ikke mærke til mig, ti meter bag hende, der er få mennesker på stien, og mørket har sænket sig. Min pik er blevet hård, kontrol Kai, kontrol! Der er en tyve meter mellem gadelygterne, og jeg kan pludselig se hendes røv gennem den kedelige frakke. Hun har sænket tempoet og stopper op under en gadelygte på broen over den lille kanal, der fører ned til søen. Tænder endnu en cerut, kigger i min retning, jeg sænker tempoet og trækker hatten lidt ned, uden at det virker mistænkeligt. Hun kigger udfordrende på mig, imens jeg går forbi hende. Der sidder et ungt par på en bænk ved den næste lygte. Jeg sætter mig på den næste bænk, kan stadig skimte hende i lyset på broen. Lader ikke til at hun følte sig forfulgt. Har fået kontrollen igen, det var som et sus af farlighed, måske et glimt af fremtiden.

Hun går ind på en beværtning for at tisse, antager jeg, men da jeg har stået udenfor i et kvarter, går jeg ind og ser hende sidde i baren. Jeg sætter mig ved et bord og bestiller en mørk øl. Hun kender tilsyneladende bartenderen og har også fået læbestift på. Han er endnu en brovtende type med stor mave, munkeskallet, men med bakkenbarter, et svedigt blik og fugtig rødlig hud. Åbenbart Amalies beundrer. En øl bliver til flere, og jeg kan se bartenderen forsøger at hælde sprut nok på hende til, at han kan få lov at knalde hende. Den kælling skal have pik, tænker jeg.

Rammes af tvivlen, vi er dyr, lugtende og gryntende tilpasser vi os. Er hun mon enlig?, kender hun Mortensen? og hvad er det lige præcis, jeg har i sinde at gøre. Sladrehanken skal dø, gad vide om hun fornemmer det. Noget der ikke er, som det plejer, en primal advarsel. Dit sind har ikke hørt den så tydeligt før Amalie, der er bud efter dig. Jeg kan se min mor græde i det hinsides, lille Kai med det smilende blik er ikke så sød mere. Og så har Amalie endda fået øje på mig. Bartenderen sender onde øjne, da hun sætter sig ned foran mig.

Hun har aldrig rigtig været smuk, allerhøjst snerpet på den frække måde. Spids med en anelse opstoppernæse og små røde læber. Hendes rygerynker omkring munden får mig til at tænke på hønserøv. “Dem har jeg da aldrig set her, er de faret vild.” Hun har taget et spejl op, hun kigger i, mens hun taler til mig. “Er jeg da ikke velkommen?” “Det kommer an på hvem man spørger” siger hun og kigger sigende mod hendes ven i baren. ”Kan jeg byde dem på noget?” Siger jeg og knipser så hun kan se at jeg er ligeglad. “To øl med likør”, siger jeg til hendes tykke ven. Modvilligt sætter han drikkevarerne fra bakken på bordet, bøvser og slår en prut, da han vender sig om. “Klamme svin” siger jeg til ham, men han griner flabet og går tilbage til baren og de to venner, han føler sig sikker sammen med.

“De er vidst en hård nyser” siger hun til mig, “for de drenge er ikke til at spøge med.”
“Hvad med dem selv, hvad er de da for en?”, “jeg finder deres spørgsmål en smule anmassende, men for at besvare deres nysgerrighed vil jeg nøjes med at sige, at jeg arbejder indenfor retsvæsnet, jeg hjælper med at fange forbrydere og optrevle statsfjendtlig virksomhed. “ Hun er fuld, hendes ene øje er begyndt at hænge. Det må være nu bartenderen boller hende, når hun er tæt på sanseløs.
“Hvor arbejder de da henne”
Hun kigger pludselig skarpt gennem røgtågerne”
“Det kommer ikke dem ved”
Mistænksom, tvivler på mine intentioner, jeg skifter.
“Skal vi ikke finde et sted vi kan være alene”
Kigger længe på mig, bløder op, tillader fuldskaben at vinde indpas.
“Nå, det er det de er ude på”
“De tror bare fordi de er ung skulle jeg være interesseret” siger hun.
“Jeg er spændstig” siger jeg afbrydende. “og kan give dem en omgang, de ikke har fået i årevis” og nikker over mod bartenderen.
“Vent lidt” siger hun og rejser sig. “Jeg er tilbage om lidt”.
Der sidder idioten og afslører sig selv, hun skal jo dø. Og bartenderen og hans venner har i hvert fald set mig. Det kan jeg ikke, det ville være dumt nu. “Statsfjendtlig virksomhed” og “ækle drenge”, skadefro og ondsindet. En gammel tøjte verden ville være bedre foruden. Og jeg kan se hende sutte min pik og bagefter lægge sig tilbage og håbe, at jeg kan kneppe hende væk fra denne her verden. Jeg tager fat om hendes hals imens jeg boller hende, hun skal væk, hun har sladret om chefen, og jeg er hans fandens buddreng. Jeg er blevet stegt af brændevinen, og hvis de tør, kan de komme alle tre.

Hun er kommet tilbage og spørger, om jeg vil med. Bartenderen er også gået, men jeg indvilliger. Udenfor møder vi ham, “hvad laver de her snushane?”, “er de fra politiet?” Jeg får et skub bagfra, hans to venner er kommet ud af værtshuset efter os. Jeg svinger højre og rammer ham så hårdt, at jeg kan mærke et knæk, han falder og så sortner det. Da jeg vågner, står der en tyk politibetjent med mine papirer i hånden og jeg har satans ondt i hovedet igen. Der ligger et bukket tinkrus, “ja det er det han ramte dem med, så de har været heldig Kai-Ejnar, det kunne sagtens have været deres endeligt, hvis kollegaen og jeg ikke tilfældigvis havde stået på den anden side af vejen. De må nu alligevel hellere få det set på af en læge”. Han giver mig mine papirer, og er nu i sporvognen hvor jeg sidder og skriver.

Fredag 9. oktober.
“Jeg er ligeglad med dine tanker”
“Forstår de hvad jeg siger, ligeglad”
“De forpester os, vi havde det lige så godt”
Det var en drøm, jeg prøvede at redde Rudolphs gamle mormor. Hun er selvfølgelig jøde, men hvad skal hun med min hjælp. Et vink med vognstangen. Mine tanker korrumperer. Jeg bliver nødt til at finde tråden igen hvis jeg skal komme ordenligt videre i dag.

Statsminister Vilhelm Buhl advarer mod sabotage “direkte eller indirekte er det vores eget land, der vil lide under følgerne af sådanne handlinger”. Men heller ikke det vil jeg lade trænge ind i mit sind. Der er så få ting, man husker, fra hver dag. Blandt andet derfor er det nuet, der gælder. Der er dage som denne, hvor man må forløse sig selv, prøve hvad der skal prøves for at få den ro. Det roder i mit hoved, forbandet venlighed har gjort mig til et uhyre. Morderen Kai har slået ihjel igen. Føltes som arbejde, hver og en af tankerne var fyldt med hende. Fulgte hende fra arbejdet, og i forgårs gjorde hun det uventede, som jeg havde ventet på. Gik til Nørreport, og vi stod af toget på Svanemøllen, obligatoriske 25 meter bag hende, grundighed, arbejde, hun skal aldrig se mig igen. Stor villa en 500 meter nede ad Ryvangs Allé forsvinder hun ind i. Det regner, og våd som en hund finder jeg en åben forladt cykel, stående op ad et træ, et par huse længere nede ad alléen. Som om regnen er den udløsende faktor, hadet til hende vokser med den kolde ventetid. Endelig kommer hun ud, der er ganske mørkt og forladt. En sjælden bil og et tog passerer os. Jeg kører forbi hende på modsatte side af vejen, inden jeg krydser over og stiller cyklen op ad et træ, lader som om jeg roder med den, idet hun nærmer sig. Lugeren, kold og våd i min dybe frakkelomme. Efterårsbladene dækker fortovet, hun sænker farten, jeg bukker mig og roder ved cyklen. Hjertet hamrer, fem meter fra mig retter jeg mig op, “dem” siger hun, idet første skud knalder på klos hold, og hun falder mod jorden, hvor jeg skyder igen. Skrigen, rædsel, og jeg kører væk, mod Hellerup station, stiller cyklen, og våd venter jeg i den silende regn på det forløsende tog. Væk er hun, Amalie Knudsen fik som fortjent. Da toget passerer, Ryvangs Allé ti minutter senere, kan jeg fra togvinduet se politi og ambulance ved gerningsstedet.

Notits i avisen i går, kvinde dræbt i Hellerup, pistol fundet, motiv mangler. Nikkedukken Kai slog til igen, i ly af mørket nedskyder han enlig kvinde og flygter på stjålet cykel. En foreløbig situationsrapport fra krysteren Kai. “Sådan ligger landet” Mortensen sætter sig overfor mig, i højrygget tung læderstol. “De skal vide at al samarbejde har konsekvenser og straffes prompte”. “Hvad tror du de andre damer har tænkt sig at gøre, når snakken spredes i hønsegården”. “De tænker sig nok om en ekstra gang, inden de sladrer nu”.

Tirsdag 20. okt.
Problemet er, at Mortensen nu ser sig selv som min arbejdsgiver. Chefen, som de andre kalder ham, ved nu, at han kan få mig til hvad som helst. En dresseret morderisk abekat, uden egen fri vilje. Ligger i min seng og skummer af irritation, da luftalarmen lyder.

Senere
Første gang i beskyttelsesrum i Wesselsgade. Da huset ligger på hjørnet, samles revl og krat i et stort lavloftet kælderlokale under hjørnehuset. Er jeg nu blevet en slags lejesoldat?

Det er blevet mig magtpåliggende at slå en streg i sandet, hertil og ikke længere. Jeg er ikke din træl og har principper, selv når jeg bliver betalt for det.

Torsdag 22. okt.
Der er mange rygter i omløb, og specielt for den jødiske befolkning er tiden præget af konstant nervøsitet. Var med Rudolph i går, og han fortæller at hans mormor efterhånden er et nervevrag. Hun kan ikke abstrahere og tror hvert øjeblik, at de kommer og henter hende. Han er overrasket over, at jeg godt kan forstå hendes angst, da han selv er overbevist om at angsten er ubegrundet, og at det aldrig kommer til at ske i Danmark.

Lånte hans kikkert og kan fra mit vindue ubemærket følge med i livet udenfor. Kigger ned over Louisebroen og ser folket drage på arbejde. Deres målrettede blik og planer og hverdag. Andre folk der venter og forventer noget af dem.

En mand, står lænet op mod husmuren overfor, på hjørnet af Dosseringen og Baggesensgade. Dyr mørk lang frakke og blanke sko. Med en cigar mellem fingrene holder han samtidig en avis som han læser i. Jeg kan læse forsiden, Berlingske Tidendes. “Hitler erklærer i år, at målet var at knuse modstanderens højre arm”.

Det er mig indtil videre umuligt at indbefatte alle de tanker, jeg har og gør mig her. Hvordan min lighter ikke virker og jeg ikke kan få tændt mit gasblus, så jeg kan lave den grød, jeg har købt ind til at spise nu. Eller hvordan min arm og hånd stadig smerter mig, hver gang jeg laver en bestemt bevægelse. Rudolph kalder det en tennisarm, musikere får det åbenbart også. En pludselig indre inflammation der målrettet sætter sig på de præcise nervebaner, der har med en rituel bevægelse at gøre. Hvordan guitaren kan gøre ondt om natten. Eller om en af hans bekendte, en dygtig pianist, der fik så ondt i albuen hver gang han spredte fingrene for at nå en speciel akkord, at han måtte lade være med at gå efter den, og om hvordan der kom en ny slags musik ud af den fravælgelse.
Men ellers er alt vel, som det plejer at være, freden hviler over Nørrebro. Kongen er styrtet ned fra sin hest, lad os håbe den gamle mand kommer sig. Himmelen er blå og jeg ligeså.

Onsdag 28. oktober 1942
Bliver ikke anset for at være vigtig. Kan ikke påtage mig komplicerede opgaver. Får en ordre og udfører den. Jeg er blevet indviet i Mortensens slæng og forretninger, og ganske rigtigt, som jeg vist nok antog, er Mortensen sortbørshaj. Han mener selv, han gør folket en tjeneste ved at tage risikoen, men ikke desto mindre tjener han tykt på denne forretning.

Vi spiste frokost, kan huske han bad tjeneren lade snapseflasken stå og hældte op gennem hele måltidet. Han lader som om han bliver fuld, men det bider ikke rigtigt på, og selvom han er tyve år ældre end mig, lagde jeg mærke til hvordan han midt i fuldskaben lynhurtigt greb saltbøssen, han havde fået skubbet ud over bordkanten. Han er en stor og korpulent mand, skræmmende glasklare øjne og en morbid skånselsløs humor. Han havde et nyt job til mig, “Robin Hood-agtigt” kaldte han det. Stjæl fra de rige svin nordpå, “der selv nu, med tyskerne i baghaven, ikke mangler noget”, og fordel det ud på lægmand, og så tjener man, jeg, ovenikøbet en god måneds hyre på knækket. For det er, hvad det er. Mandag morgen er der uddeling af rationeringsmærker på Kildegårdsskolen, der sender borgerskabet tjenestepigerne af sted for kaffe og smørmærker osv. Der slår I til, ja ikke mig alene, højst sandsynligt flankeret af to gange Kasper eller lignende. De ligger på skoleinspektørens kontor. Mere vidste han ikke. “Om jeg var frisk” spurgte han. “De fleste derude har røven fuld af penge og sender deres tyende ud at købe det andre steder, for eksempel af os” hælder op igen, vrider hænderne, kynisk grinende, siddende løfter han glasset og siger “skål Kai”. “De er ved at blive en af vor egne”, ” og fra nu af er det dus mellem os to”. Det skulle jeg vide, og skål igen og jeg skal gi’ dig. Sidder omtumlet med min bog og skriver skoletyveri, ikke specielt mandfolkeagtigt, “det kan det ikke være hver gang” siger Mortensen grinende. Lukker bogen og tænder en smøg i tusmørket.

Tirsdag 10. november 42
De siger, at der er opstået en diplomatisk krise, og at det er grunden til, at Scavenius nu er vores lands statsminister. Tilsyneladende har kongen fornærmet selveste “Føreren”, idet han har svaret på Hitlers fødselsdagslykønskning med et svar som til alle andre “Udtaler min bedste tak. Christian Rex”. Dette opfatter Hitler som fornærmende kortfattet og har som reaktion på det forlangt stramninger og indført mere hårdhændet styre af Danmark, ikke mindst den nye tyske gesandt og rigsbefuldmægtigede, Werner Best.

Amalie Knudsens hønserøvsmund, rynket røvhul af de mange cerutter. Forskrækket i mørket og regnen, rædslen i hendes blik, da hun pludselig må sande at hendes frygt og forudanelser var virkelige. Mørkets budbringer med endnu en lånt pistol. Hvor får han dem fra?, nærmest en tro kopi af den jeg smed væk på Ryvangs Allé har været i min varetægt siden skoleindbruddet. Gamle Kasper sagde, jeg ligeså godt kunne beholde den, “De får nok brug for den igen, og nu stoler Mortensen på Dem” sagde han, da vi skiltes efter knækket.

“Det er ham, der er pedel”, klokken er kvart over syv, og jeg sidder med Gamle Kasper i Mortensens store Ford, skråt over for skolen. Det er halvmørkt, da Unge Kasper støder på ham foran skolens indgang, de står og snakker lidt, vender rundt og går sammen ind. De går ind bag glasdøren, som pedellen er ved at låse bag dem, da jeg banker på. Pedellen peger på sit ur og siger, jeg skal komme igen om en halv time, “der åbner skolen” siger han bag ruden, men vender sig forskrækket rundt, da Kasper har trukket sin pistol. “Åben for ham” hvæser han. Pedellen et tyndt gespenst af en mandsling spørger rystende, hvad vi dog vil ham, og at han ikke har nogen penge. “Inspektørens kontor nu” siger jeg og åbner døren og pifter fri bane til de andre i bilen. På inspektørens kontor overvejer jeg om pedellen kan være stille, da Kasper slår ham ned med en slags knippel han har medbragt. “Er det nu nødvendigt, siger jeg bebrejdende”, “han var allerede skræmt fra vid og sans”. “Chefen siger, uddelingen af mærkerne er flankeret af to maskinpistolbevæbnede sikkerhedsvagter, så vi skal være grundige.” Kasper er mere psykopat end jeg anede, og dummere. Vi har låst døren igen og sidder og venter i mørket.

Da klokken er ti minutter i otte er der børn på gangene udenfor, det banker vedholdende på døren, men ingenting sker. Fem minutter senere låses døren op, og en fortravlet mand kommer ilende hen mod skrivebordet. Jeg smækker og låser, og Kasper træder frem med pistolen hævet og desperat fremstammende “rationeringsmærker eller jeg skyder dig”, han
falder tilbage ned over stolen og ligger ned for vores fødder, da det går op for ham, hvad der er ved at ske. “Tror de ikke på, at jeg vil skyde dem” siger Kasper og planter sin fod på hans hals. “Forbarm dem over mig, jeg skal nok åbne”, jeg trækker ham op og han styrer hen mod et maleri af en forgænger, tager billedet ned og afslører et indbygget skab. Rystende åbner han skabet og tager to sirligt indpakkede A4 konvolutter ud og giver mig. Endnu engang svinger Kasper knippelen, og inspektøren lander med et knas over stolen. “Lad os komme af sted”, udenfor låser jeg døren efter os, da en midaldrende dame spørger mig om jeg er Skoleinspektøren. “Nej han er endnu ikke kommet”, “han skulle være på trapperne” svarer jeg, og kigger på mit ur. Hun peger hen på to politimænd, der står omringet af nogle børn og siger at de to “skal forestå uddeling af rationeringsmærkerne i salen”. Klokken ringer og børn og forældre strømmer til, jeg ledes ned ad gangen og vælger en udvej uden for hendes synsfelt.

Det roder i indtryk, indvikling, en start en midte og en slutning, godnat.

Senere
Grædende vågner jeg. De har rottet sig sammen, og dem, der elskede mig, er nu mine fjender. Krusninger på Sortedamssøens mørke vand, med kikkerten vandrer mit blik henover nattens bølger. Håber, en tilgivende Gud kan forstå mine gerninger. Uden den nødvendige saft og kraft virker mine bønner ikke. Når man har forstået sin ugerning, er det op til en selv at forandre sig.

Mandag 16. november
Det var omkring nu sidste år, hun forlod denne verden. Charlotte forsvandt med den sidste rast af anstændighed og mulighed for mig, for et godt og almindeligt liv. Sidenhen er straffen indtrådt, da jeg med hende forrådte mit hidtidige liv, moral og idealer. Det var soldatermedicinen, der fik skibet til at kæntre. “Det hele startede med brystmælk”, hørte jeg en fulderik sige, dernæst slag i slag ned ad bakke.

Har aldrig før prøvet ikke at have noget at lave. Stå og glane ud over søen med min erstatningskaffe og tobak, ligesom hver dag. Kan dårligt tage mig sammen til at skrive her, orker ikke at gå ned i detaljer, det er nuet der tæller. Ønsker at kunne være mig selv bekendt, lade maskerne falde. Nøgen, ærlig og følsom vrøvler jeg. Det er for sent og jeg skal mødes med Mortensen til frokost på Schultz. Han har fået dobbelttjekket min identitet og har sørget for, at jeg har været ansat som smed i Esbjerg. “Politiet er til at tale med” siger han, “det er Tyskerne, der er problemet”.

Det har aldrig rigtig været mit ønske at få magt, selvfølgelig er mine handlinger for så vidt drevet af selvopretholdelse og forbedring af egne vilkår. Men jeg har altid manglet et decideret mål med min gøren og frembringelser. Gået i stå i ungdommens ubesindighed, for om ikke andet er det vigtigt at have en plan. Kærligheden er forsvundet fra mine tanker, for hvad skal en kvinde ville med mig, der ikke vil noget. Gamle Kasper fortalte, at det var samvittigheden over al den frihed, der tyngede ham. Når han talte med de såkaldt almindelige hårdtarbejdende mennesker.

Har brug for at viske tavlen ren. Mortensen og slæng kender mig ikke fra før.

Senere
Flere tusinde ark rationeringsmærker til en værdi af flere hundrede tusinde kroner. “Købekraften er steget for hvermand, så han vil ikke sælge sine mærker mere”. Forklarer Mortensen, “men folk vil købe, og gris har de nok af, men kaffe, smør, sukker og cigaretter”, “det er der vi er Kai”. “Det kan jeg sgu ikke se noget ondt i”. Åbenbart er en af Mortensens forretningspartnere anklaget for Gentofte kuppet, “men der er intet, der peger på os”. “Det sku ‘da lige være hvis svinet taler over sig, men så ved han, hvad der sker Kai”, slår med knyttet næve hårdt i bordet, “så ved han hvad der sker”.

Torsdag 19. nov. ’42
Der er ikke noget jeg hellere vil end at glemme. End at kunne glemme. Det har jeg givetvis ikke gjort mig fortjent til, samvittigheden gnaver i mit sind, misrøgtet. Forlod min bestilling og glemte mig selv. Som varm luft forsvinder jeg. Min Gud vær mig nådig og tilgiv mig mine synder. Har tvunget mig væk fra Rudolph og Clara og den betændte kærlighed. Min far siger endnu engang til mig, at jeg skal prøve at komme til at se min dreng og Gudrun. “Nu er din far morder knægt”. Mortensen er ligeglad, “for mig selv og fædrelandet”, kan jeg høre ham sige, imens han selvtilfreds hiver ud i sine seler og babber på sin cigar på ’Schultz’. “Og hvis du gerne vil have et hus med sundudsigt på nordkysten”.

“Alt konstruktivt arbejde tjener Tyskernes sag, derfor gør vi hvad vi gør”, Maleren er en fra Mortensens slæng, der ligesom jeg nogen gange får behov for at retfærdiggøre vores handlinger i plenum. Desuden kendte han min nabo Tage, og er god nok.

Forestiller mig Vivian stå foran mig. Hun vender sig om og lader nederdelen falde, en bugnende røv med faste baller blottes, da hun smider trusserne. Samvittigheden blænder ned for det. Det var aldrig meningen, det skulle ske, åbenbaringen er fuldendt, jeg har smidt mine tøjler. Pakker min pik tilbage i mine bukser, jeg kan alligevel ikke. Det er et billede på min uduelighed som menneske. Forført af impulser. Er jeg nu modstandsmand eller kriminel. For fædrelandet og mit eget bedste. Det har sgu da aldrig været meningen, at jeg skulle bo med sundudsigt på nordkysten, den vej har jeg blokeret for mange år siden. Det har aldrig været et ønske.

Flere penge har jeg ønsket, men rigdom har jeg aldrig haft fantasi til at se mig opnå. Dertil er jeg alt for almindeligt skruet sammen og hyler med de ulve. . .

Onsdag den 25. November
Odins dag, der fører sjælene til dødsriget Helheim, man siger germanerne selv mente Odin mindede om den græske Gud Hermes, der tog sig af tyve, forretningsfolk og rejsende. Hermes forsøgte allerede som spæd at stjæle Apollons kvæg. Men blev opdaget, og som byttehandel for kvæget afgav Hermes sit musikinstrument. En lyre han havde opfundet ved at spænde fårestrenge på et skildpaddeskjold. Apollon blev derfor musikkens Gud.

Rudolph kom uanmeldt forbi, Ladegaard har fået anbragt en klokke på trappen udenfor min dør, og pludselig ringede den. Jeg for sammen, det gik op for mig, at det var første gang den ringede. Jeg kigger ned i trappeopgangen og ser Ladegaard stå med Rudolph, “Han siger de hedder Kai og at i kender hinanden, jeg vidste ikke, om de var hjemme”. “Ja Kai-Ejnar Mortensen”, svarer jeg, “ja” siger Ladegaard henvendt til Rudolph, “vi er ikke på fornavn, så jeg ville lige sikre mig, inden jeg sender dig op”.

Det var sådan, det var, så han må tro, det er en misforståelse, eller også hedder jeg bare Kaj-Ejnar Mortensen Thorsøe. Han virker som en tænksom type, så jeg må hellere få det på plads en gang for alle.

Det var sidste vinter, Rudolph var kommet forbi, en menneskealder siden, og havde truffet Tage. Det var lige efter den dårlige anmeldelse af hans revy på Apolloscenen, hvor han var blevet kaldt uerfaren og sigøjnermusik, jøden, sortsmudskeren. Han havde følt, at det var meningen, at han skulle møde Tage den aften, sagde han. Han var kommet fuld og sølle forbi, men siden den aften havde han genfundet troen på en højere retfærdighed og formål med sin gøren, og jeg husker, at efter det besøg kom Rudolph til møder hos Tage frem til Tages død i marts, 21. marts, hvor Tage ville have holdt sin fest, ”Novruz”, som han kaldte den.

Rudolph fortæller mig, at han sidenhen har hjulpet til med uddeling af et lignende blad a la det Tage udgav. “Studenternes Efterretningstjeneste” hedder det, hvorom alting er, viser det sig, at Rudolph, siden jeg tog ham med ned at hilse på Mortensen og slæng, gerne vil bruges i modstandskampen. Jeg bliver en anelse flov, men forstår, at Rudolph har hørt, at Mortensen er en af lederne i modstandsbevægelsen. “Du er jo involveret Kai”, “det kan jeg da både mærke og se på dig”. “Før i tiden var du nærmest ligeglad med det hele”, “men nu er du blevet en fandens karl, det kan du da ikke skjule for mig”.

Vi drikker kaffe og ryger smøger, men går så på ’Diligencen’ i Wesselsgade og drikker øl med mere. Jeg har lyst til at fortælle ham om Mortensens aktiviteter og om, hvordan jeg fantaserer om Clara, men jeg kan ikke, og lover sidst på aften at jeg vil introducere ham ordenligt, så han selv kan overbevise Mortensen om sin beredvillighed.

Søndag 29. November
Adventssøndag, sneg mig op fra gården, ad bagtrappen, for at komme op til min Far. Fru Larsen har lavet porre-kartoffelsuppe og frikadeller. Jeg ved ikke, hvor meget hun ved, men hun kommenterer straks mit udseende. “Sikken de ser ud Kai, er de nu også blevet intellektuel”, og grinende siger hun, at jeg er lige så skør som Sofus, min Far. “De ligner en vildmand med det skæg, sådan et skæg kan man have, når man bliver gammel, ikke når man er på din alder og burde være gift og alt muligt”. Min far sidder i sin lænestol med sin avis helt op under øjnene. “Der kan du høre, hvorfor jeg ikke kan holde hende ud Kai, sådan taler hun altid og hele tiden”.

Julens komme og pigekoret i radioen, stearinlysene og lugten af min far og hans ting, får mig til at glemme og bringer mig tilbage. Så pludseligt,“ Hvad mener du om skoletyveriet, rationeringsmærker for hundrede tusindevis af kroner”, “det må da være så lavt man kan synke”. Han kigger heldigvis ikke op på mig, hans skyldige søn, og fortsætter. “de har åbenbart slået skoleinspektøren så hårdt at han er blevet hjerneskadet, han kan hverken tale eller holde balancen mere”.

Tilgiv mig igen fordi jeg har syndet, ville aldrig selv have slået den lille mand så hårdt, men ak, det er også min skyld. Strandvejsvilla og jeg skal gi´ dig. Jeg har oven i købet et bundt rationeringsmærker med, jeg ville have givet ham, men nu er det udelukket. Det svider i mit baghoved, og jeg husker den knasende lyd da knippelen rammer ham. Det at høre lyden indefra, som med tinkruset forleden uge. Det er det, der er gået ud over min libido, kan ikke fastholde tankerne, holde fokus, min pik pumper, men mister så blodet igen og falder sammen som et såret dyr. Det er så straffen for min udåd, en evigt plagende samvittighed der har sat sig på min sexlyst.

Går hjem i regnen, Nørre Søgade, langs det mørke vand. Man ligger som man har redt, og andre floskeler. To skridt frem og et tilbage, eller var det et skridt frem og to tilbage. Stagnerende død og begravet, Jesus tid og julen, hvad gør en klog mand?

Torsdag 3. december 42
Kan ikke holde Kasper ud, den gamle er ok, men unge Kasper er en tikkende bombe udenfor pædagogisk rækkevidde. Nærmest stolt af sit hårde slag, der kvæstede den stakkels skoleinspektør. Heldigvis finder Mortensen også Kasper irriterende og udtrykte chokerende nok sympati for inspektøren. Kasper kunne ligeså godt være nazist, han er i det for balladen, burde sendes til østfronten med Frikorpset og kæmpe mod nogle ligesindede. Jeg har sagt, at han ikke skal være med næste gang, jeg laver noget for Mortensen. Han sad ved langbordet på Schultz, da jeg sagde det, og han begyndte straks at forsvare sig med, at jeg ikke skulle snakke for højt, og at det i virkeligheden er mig, der har slået Knuds bror, Viggo, og rottefjæset, der hed Hans, ihjel.

Senere
Prøvede at abstrahere ved at gå i Triangel Teatret og se en film. “I rustvogn blev kisten kørt fra Forum til Bispebjerg krematorium, tusinder og atter tusinder af danske mænd og kvinder bøjede hovedet i et sidste farvel til Statsminister Stauning”, derefter Frikorps Danmarks hvervefilm, der prøver at fremstå som en ikke-nazistisk enhed “mænd fra alle stor-germanske lande er trådt an til kamp”, ja hvad mener i?, de håber at kunne hverve antikommunister, men signalerne er umiskendelige. Det er en afdeling af SS, med alt hvad dertil hører af førertro jødehadere. Man kæmper med tyskerne og mod de allierede, sådan er det. Frikorpsets soldater dør som fluer, og deres prøvede ansigter vidner om den gru, de mere eller mindre selvforskyldt befinder sig i.

Frygten er en konstant influerende faktor i mine tanker, det har den vel altid været, hidtil med en vis uberettiget styrke, hvor frygten er et instinktivt overlevelses signal, jeg ikke kan leve foruden. Kasper dukker op mellem krusningerne på søens lysspejlinger. Bliver nødt til at forberede mig på et præventivt angreb. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før det løber af med ham igen. På den anden side skulle jeg næsten præsentere Rudolph for Kasper, så han for alvor kan se, hvad han går ind til. Mortensen og hans slæng er som sådan ikke ædelmodige, de gør hvad de nu gør, for egen gevinst. Jeg ved Mortensen bryster sig ved modstandsarbejdet, men det er ikke det han er blevet rig ved. Og han indeholder på ingen måde den ildhu og retfærdighedssans, der kendetegner de unge ideologiske modstandsfolk såsom Tage og hans frænder. Det er den vej Rudolph skal gå, og mig selv ligeså.

Tirsdag 8. December 42
Bladrer gennem kampskrift af Professor Fog, “Enhver antinazist er efter tyskernes ordbog kommunist”. “Er vi virkelig så lurvede, at vi vil lade alle andre end os selv kæmpe for det, vi anser for rigtigt”. Det er trykt i “Frit Danmark”, et illegalt blad der maner til modstand. Fandt det på en bænk nede ved søerne, Fog er gået under jorden og har udsendt et åbent brev, “til venner og bekendte”.
“Dråber i havet siger de, nuvel, havet består af dråber. I en bevægelse som vor er intet for småt, hvert halmstrå, vi lægger nazisterne i vejen, har sin betydning”.
“Vor regering har opgivet vore tidligere rets-goder og samtidig skabt basis for, at vor landbrug, industri, og handel og et stort antal af vores arbejdsledige er trådt an som et aktivt led i den tyske krigsmaskine”.
“Kun en dråbe, javel, men for øjeblikket tyder meget på, at vi er ved bægerets rand”. Mogens Fog.

En tom maskingeværsrede på Rådhuspladsen i regnvejr. Det er bare en død genstand, ingen lægger mærke til mere. For hvem gider at slås i regnvejr. Det pisker nemlig ned udenfor sporvognens ruder, folk står tæt, er klamme og skutter sig, lugten af vådt skod, fugt og slåede uldklæder ligger tungt i luftvejene. Alligevel er det hyggeligt at sidde ned og betragte det store juletræ og de våde opgivende mennesker på den store plads udenfor. Denne regn er det nytteløst at flygte fra, fra i morges og indtil nu med ufortrøden styrke. Lidt koldere og det havde været en snestorm. Har bestemt mig for at afholde en julefrokost, forhåbentligt på søndag for Finn, Rudolph, Maleren, gamle Kasper og så min far. Flere kan vi alligevel ikke være, og alle ved alting, i tilfælde af branderten. Og ingen damer i øvrigt, måske senere.

Stoppede på ’Schultz’, hvor jeg for engang skyld fandt Mortensen alene, uden sædvanligt selskab, siddende i baren. “Blødsødenhed forvirrer og giver den forurettende part en illusion om manglende konsekvens. Det er vores omdømme, der er på spil. Og hvis ikke jeg reagerer på den følelse, forsvinder tilliden og den anciennitet, jeg efterhånden har oparbejdet. Min far var smed ligesom dem Kai, men af den gamle skole hvor mester lærte dumme lærlinge konsekvens med drøje hug”. “Han ødelægger organisationen med sin idioti, skoleinspektøren er død, ved du hvad det vil medføre?, ja du er jo heller ikke dum”. Han står op, slår ud med armene, er rasende. “ Slå en lille mand i tindingen med en knippel, hvad fanden skal det til for”. “Der er ikke nogen undskyldning, når man slår en mand i hovedet med en knippel, enten ved man hvad man gør og slår derefter, eller også slår man ikke.” “Politiet kan næsten ikke forestille sig, at jeg har været indblandet, Mortensens folk slår i det mindste ikke folk ihjel”. “Det er en skamplet, og jeg bliver nødt til at gøre noget”. Mortensen taler mest til sig selv, han startede med at tale til mig, men har næsten glemt min tilstedeværelse i sin hidsighed. Slår i bordet og river stykker af sin avis, som han krøller og aggressivt smider væk, frem for sig. “Så er det lige pludselig mig, der er morderen, fordi jeg har en psykopat i min fold”. “Det går ikke Kai”, han sætter sig ned og skænker op til os begge. “Det kan godt være, at jeg har gjort nogle ting i min tid, men jeg er altså ikke ondsindet og kan stadig skelne skidt fra kanel”. Mortensen er sådan en type man ikke afbryder, en stor gammel gorillahan, i instinkternes vold. En mand, der konstant forsøger at overbevise sig selv om, at han er god nok. Farlig og ukontrollabel, insisterende på sin egen retfærdighedssans som dommer og, hvis nødvendigt, som bøddel.

Mandag 14. december
Hver dag glemmer jeg den virkelige grund til, at jeg hader mig selv. Hvad er det dog, jeg har ladet mig udfordre af i alle disse år. Den verden, der altid har eksisteret sideløbende med alle de andre. Frygtsomme menneskebarn, læg dig dog, og fald til ro.

Udvikler på få sekunder et had til andre mennesker. Personificeret ondskab, fjender, der bare skal udryddes, fjernes. Det er det jeg kan, slette sporene, tvivlen og modviljen. Genfundet fordums styrke.

Havde købt sild i alle varianter, rødspættefileter, medister og steg. Fru Larsen havde lavet rødkål, kartoffelmos og brun sauce, som min far tog med. Så er julen kommet til Baggesensgade. Jeg skal ikke forklejne fortidens mange jule i mit sind. Jeg bliver ekstra sentimental og håber på aflad og tilgivelse. Det er drukken, jeg har fyldt mig med. Brudstykker af samtaler fra Luciadag. Blændet og forfulgt af fortiden. Har ikke orket at forlade min seng, det må man godt engang imellem. I tågerne husker jeg malerens grin, skål og glædelig jul. Rudolph og Finn ser kun hinanden, når jeg samler dem, ikke at de har noget imod hinanden, har vel for travlt med deres eget. Utroligt nok sørgede vi for at rydde op undervejs, så her er nærmest pænere, end da de kom.
Hader min rastløshed, at ligge her og ikke vide, hvad jeg skal foretage mig. Det er det, tømmermændene gør ved mig. Gør mig endnu mere introvert og bestyrker mig i min lyst til at forlade det hele. At spekulere over formuleringerne, ordvalget og det usentimentale nærvær bogstaverne frembringer, når jeg læser hvad jeg har skrevet. Det er fremtiden jeg prøver at berede mig på, som at slæbe koks op til min ovn, eller at købe ekstra meget lokumspapir på tilbud i Irma. Det er, alt taget i betragtning, en af de dage jeg helst ville undvære. Intet andet end disse bogstaver efterlader jeg fra denne dag. Har udviklet en umanerlig lyst til citronvand og salt pølse nede fra vognen på Louisebroen.

Mandag 21. december
Ingen og intet bekræfter mig mere, heller ikke mig selv. Skrøbelig, men ligeglad og klar til konfrontation. Det er mørkt fra kl. fire og og… Dis og tåge over søen, siden rationeringskuppet er jeg fast ugelønnet, 200 om ugen plus det løse, det er mere end hvad jeg tjente som hårdtarbejdende smed. Mortensen gjorde det klart for mig, at hans ædleste og eneste rigtige mål er at uddrive tyskerne. “Det gælder om at komme på måder, hvorpå det kan foregå”, “De har vel også læst Fogs brev, Kai”. Krigslykken er endelig ved at vende, tyskerne bliver drevet tilbage på østfronten. Politiet har været på ’Schultz’ for at få at vide, hvad Mortensen ved om Gentofte kuppet, “ikke en skid, ved jeg” og hvis jeg vidste, hvem der har slået den stakkels mand ihjel, sku’ jeg personligt sørge for….” han slår hænderne sammen “definitivt”.

Gamle Kasper er altid i nærheden af Mortensen, han havde også spurgt Mortensen om han ville have været med til Julefrokosten hos mig, men han havde pænt takket nej, som Kasper sagde, men var blevet glad for at være blevet inviteret.

Senere
Det er prætentiøst at tro, at jeg kan skrive, jeg har ikke engang læst meget eller god litteratur. Hvis jeg læser noget, skriver jeg derefter. Så mister jeg mit eget ikkeeksisterende sprog. Det, at skrive, giver mig vel et formål med galskaben, med nytteløsheden. Har planlagt at få fat i en bas igen, men den er dyr, 2-300 kr. eller mere. Må se i øjnene, at det er slut med at være speciel. Det forsvandt med ungdommen, Jeg er bundalmindelig, kedelig og ligesom de fleste andre. Samtidig er jeg frygtsom, grænsende til paranoid og aldeles u-afslappet at være i nærheden af for tiden. “Selvsikkerheden har du altid manglet Kai”. Siger min far, og jeg ser Finn og Rudolph kigge samstemmende på hinanden. Det er problemet ved at invitere min far til min julefrokost, jeg forbliver et barn. Hidtil har jeg, ligesom mange andre unge mænd, til tider set på mig selv som et spændende parti, der kunne drive det vidt. Den tid er endegyldigt forbi. Jeg har ikke ret meget at være stolt af, og det var derfor jeg kom tilbage igen efter Kommunehospitalet. For at lave om på det, søge en slags genoprejsning. Blive modstandsmand og om ikke andet bidrage til frihedskampen med mit liv.

Stopper op og sætter mig ind i en kirke, mutters alene imens dagligdagen tromler videre udenfor. Det er en slags åndehul, minder mig om, at jeg faktisk har friheden til at sidde her uden tidspres eller på anden vis uindfriede forventninger. Nyder roen, historien, julen, åbner en salmebog, “En rose så jeg skyde”. Et øjeblik af velvære og rigdom. Føler at jeg er en gammel mand, der har udfyldt min rolle og blot har tilbage at finde fred med egne tanker. Hvis jeg vil, er jeg mere end velkommen hos min far juleaften, han orker ikke Vesterly i år.

26. lørdag, december ’42
Solen får frosten til at gnistre. Det er anden juledag, og jeg er sammen med Rudolph cyklet op langs strandvejen til Mortensens villa i Taarbæk. Julefrokost i en stor stue med udsigt til Øresund. Vi havde egentlig bestemt os for at tage med toget eller sporvognen til Klampenborg, men vejret var klart og solrigt, så jeg tog tidligt forbi ham, og han var helt klar på cykelturen. Clara er hos familie på Skagen, så vi starter med et par snaps og jazz på grammofonen, ligesom i gamle dage. Humøret er højt, Rudolph har set frem til at møde Mortensen og få tildelt et hverv. Jeg har sikret mig, at Mortensen holder hånden over ham, det skal være noget i den bløde ende, noget, der ikke er rigtig farligt, Mortensen grinede af min kommentar omkring farligheden. “Hvis man bliver taget, er det farligt, så farligt at man kan dø af det”, “det ved vi alle sammen godt”.
Jeg har prøvet at forklare Rudolph, at Mortensen ikke er som Tage, han er som sådan ikke idealist, snarere det modsatte. Det passer selvfølgelig ikke helt, og det var åbenbart Mortensen der skaffede duplikator og papiret til Tages blade. Krigslykken er ved at vende, om det er motivationen for Mortensens tilsyneladende ubegrænsede fædrelandskærlighed, eller det er samvittighedskvaler over Gentoftekuppet og hvad ved jeg, er uvist. Måske er det Rudolphs smittende begejstring for at blive indlemmet i modstandsarbejdet og hans utilslørede beundring for det, han tror Mortensen gør og er, der vækker Mortensens nationalfølelser. Hvor om alting er, der hersker ingen tvivl om at Rudolph velkommes som endnu en brugbar kapacitet, da han har giver et nummer på en ukulele, Mortensen har stående. “Selvfølgelig har vi brug for en musiker”.

Fik endelig ud af Mortensen, hvad der var sket med Vivian. Kort efter jeg selv flygtede i april-maj rejste hun til Helsingør, “det var noget med teateret, og så kunne hun ikke rigtig komme sig over det med Tage”. Mere ville han ikke sige, og jeg fornemmede en indøvet kortfattethed i hans svar, da jeg igen spurgte til hende.

Det fede gamle rovdyr vogter og manipulerer efter sit eget forgodtbefindende, hun er mindst femogtyve år yngre end ham og overhovedet ikke interesseret i ham, så meget kan jeg da alligevel huske.

Hun må have brugt mascara den dag og ikke haft tid til at se sig i spejlet, mørke forgrædte øjne bag det pjuskede hår, alligevel husker jeg øjnene som lyseblå, disede, vandige.

Finn kender godt til Mortensen og synes, jeg skal holde mig fra ham. Han var glad for, at han ikke kom til min julefrokost, “fordi et møde med ham forpligter”, som han sagde. “Der er nogle mennesker, det er bedst at holde sig fra, de er som vampyrer, des mere de holder af dig des mere dræner de dig, suger dit blod og din energi”. Gamle Kasper kiggede prøvende på mig, som for at teste min loyalitet, men Rudolph var kommet mig i forkøbet, “han er bare meget tungere end os Finn, og det er det, der skal til, for at slås med Tyskerne”. Jeg blandede mig også, og Finn kan om nogen tåle det. “Om ikke andet gør han noget, og du tjener da også penge på dine RAF huer”.
Vi lever alle sammen af krigen og fodrer på sin vis den tyske krigsmaskine med alle konstruktive handlinger, som Fog siger. . Der blev heldigvis sagt skål, og Finn og gamle Kasper tog vist sammen til Madame Bovary, da min far og Rudolph gik, og jeg dejsede omkuld.

Hvis jeg ejede Clara, eller en som hende, rettede jeg det til, ville jeg flytte på landet og få børn, langt væk fra slige typer som Mortensen og hans kumpaner. Derude hvor tyskerne nok er, men hvor man i dagevis undgår at bemærke dem.

Vi kørte langs strandvejen hjem, halvberusede og opstemte, krigen var for et kort øjeblik vundet, klokken var næsten fem, og de sidste stråler sol farvede himmelen over Øresund i alle tænkelige farver.

Clara er blevet den unævnelige imellem os, og han gider ikke se mit forræderagtige ansigt, som han kender så godt, lægge sig i postuleret uskyldige folder, hver gang hendes navn nævnes. Vores venskab er bygget på tillid og ærlighed, så han kender ikke engang det ansigtsudtryk hos mig, der har aldrig været behov for at vise ham det tidligere.

Tirsdag 29. december
Vågner med et sæt med en pik, der er ved at sprænges. Var sammen med Christine igen, det var juledag for en ti-elleve år siden. Havde overtalt hende, da jeg vidste hendes mand først kom hjem sent på eftermiddagen, hvorefter de skulle ud til hendes forældre og holde jul sammen. Hun sagde, det var første jul de skulle holde sammen, og at hun efterhånden havde overgivet sig til, at det var hende og ham. Hun vidste godt, at jeg kom logrende på hendes mindste befaling. Vores hemmelige forhold, eller samvær, var altid ulige, og jeg gjorde som der blev sagt. “Så kom kl. halv et, så har vi et par timer” indvilligede hun til sidst med.

Hun modtog mig iklædt et stramt korsage og nylonstrømper, der går helt op til hendes fremskudte baller, runde glatte og kødfuldt struttende, uden trusser. “Kan du holde til det Kai Herman siger hun, da jeg går efter hende op ad hendes trappe og ser hendes vuggende numse, “din pik skal være hård i dag, inden du får lov til så meget som at røre mig med dine drengehænder”. Da vi kommer ind i soveværelset, siger hun, at jeg skal tage tøjet af foran hende. Hun har sat sig tilbage i en dyb læderstol med høje armlæn. Hun spreder benene og begynder med spyt fra læberne at gøre sine skamlæber og blottede klitoris fugtig. “Sådan sagde du, at du godt kunne lide at se mig sidde, ikke sandt lille Kai”. Jeg har foldet mine hænder foran min pik, men blotter den nu og lader hænderne falde ned langs siden. “Sådan Kai, her skal du forsigtigt slikke mig” og spreder behændigt, samtidig med hun smører spyt på kønslæberne. “Sådan, sæt dig ned og slik mig som en stor dreng”, “sådan! ja helt ind med tungen”. Jeg sidder på mine knæ og slikker hende det bedste, jeg har lært. Hun har taget det ene bryst frem og berører blidt brystvorten med sine spytvåde fingerspidser. Vores øjne mødes over hendes bryst og mave, idet jeg støder to fingre op i hende. Hun kører fissen rundt i mit ansigt, jeg får spredt fingrene og stikker min pegefinger dybt ind i hendes velsmurte røvhul. ” ja sådan skal du selv få den, stik den helt ind og slik mig der” med to fingre spreder hun, så min tunge rammer direkte på klitoris.

Hun kommer og de blussende saftspændte våde skamlæber forlader jeg for at stikke min pik ind, jeg fugter pikhovedet og kører den op mellem læberne på hende, da jeg hører en grynten bag mig og ser hendes mand stå og stirre, jeg trækker mig ud og gør antræk til at tage mit tøj, da han løfter en pistol og kaster et sæt håndjern over, som han siger hun skal give mig på. Om et tungt lavt stuebordben lænker hun mig. På knæ ligger jeg og ser ham knappe op og sige hun skal komme over, han sigter stadig på mig, da hun tager hans pik frem og sætter tungen på. “Nå, det er det, du laver, når du er alene hjemme, møgluder”. Han har taget hårdt fat i håret på hende og fører hendes mund rundt på hans pik. “Undskyld” siger hun hver gang han fjerner pikken lidt fra hendes mund. “Han kan jo li’ det Christine, han er pervers”. “Hold kæft hvæser han “jeg skyder nosserne af dig” og sigter, “nej nej undskyld” siger jeg. Han tager sit tørklæde af og siger, hun skal kneble min mund, jeg får det uldne stof mellem tænderne, og hun snører stramt i nakken. “Kom så tilbage din luder, nu, og sut mine nosser, hun sætter sig på knæ foran ham, han er trådt ud af sine bukser og har sin stive pik i hånden, som han løfter, så hun kan komme til.
“Jeg vidste du var en lille tæve, men jeg havde alligevel ikke regnet med det her”. “Nu skal du få pik din lille ludertøs, vend dig om” hun vender sig rundt og ligger på alle fire. Han stikker et par våde fingre ind, og hun stønner idet han giver hende et klask på ballen. Han stikker pikken ind og jeg ser hende vellystigt kigge op på ham, et klask til, “er det sådan du kan li’ det luder”, klask “sådan din lille tæve, du skal få din røv bollet” klask, “er det sådan du kan li’ det”, “ja, ja” stønner hun, sådan der skal du gøre det Peter. Jeg fornemmer et pludseligt had til hende. De har planlagt det. Han er midt i fyrrene, tyve år ældre end mig og hende, han er pervers. Han beordrer hende til at lægge sig mellem mine nøgne ben, og hun begynder at sutte på min chokerede stadig stive pik, hun ligger på ryggen og han knepper hende imens, hun lapper min pik i sig imens hun stønner for hans stød. Min pik er ved at sprænges da hun stopper. “Er han ved at være klar?” Hun trækker min pik ud af munden og tager hårdt fat om roden på min hængende pik og nosser. Hun strammer, “han er klar nu Peter”, han er rykket helt op bag mig, jeg kan mærke hans pik ved mine baller, jeg prøver at rykke mig, men hun strammer og jeg gisper da jeg mærker to våde fingre presse sig ind i mit røvhul, “nu skal du høre hvad jeg har tænkt mig. Enten knepper jeg dig med denne her ind til den går af”, han presser pistolåbningen ind i mit røvhul, eller også beder du mig om at kneppe din lille drengerøv, som du så jeg kneppede luderen før”. Jeg stønner i det uldne tørklæde da han trænger op i mig, det spænder i rygraden, da hun klemmer min pik og nosser hårdt og rytmisk, “du kan jo li’ det” siger han da han støder igennem og det sortner for mine øjne. Han trækker sig ud, og jeg kan mærke hans sperm forlade mit slappe røvhul. Hun giver slip om min pik og jeg kan endelig komme. De har malket mig og kneppet mig, han sidder stadig med pistolen, da hun låser mine håndjern op, og jeg tager mit tøj og skrider.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig efterfølgende. Der var ingen at snakke med det om, og der var egentlig ikke sket mig noget, man kunne ikke rigtig sige, at jeg var et offer, jeg var for helvede kommet af det