1941

11. Januar
“Når Christmas Møller forlader Folketinget og posten som generalsekretær for Det Konservative Folkeparti, så er der noget galt. Han er en af de eneste der tør tale tyskerne imod” Jeg stod og røg en smøg i opgangen med min nabo Tage, han er åbenbart politisk aktiv. “Det er Scavenius og Renthe-Fink. Han er blevet ofret så vi ikke får en Nazi Regering med Frits Clausens rakkerpak. Alle, der tør tale Deutschland imod, er hermed fjernet” han lavede en heil hilsen og to fingre som overskæg. Heldigvis fastslår man nu med milliardbevillinger fra Amerika til England, at der er en ”øget frygt for, at Amerika inddrages i krigen”.

Jeg prøver, så vidt det er mig muligt, at undgå udenomssnak og overspringshandlinger. Det føles ofte, som om jeg må slide ordene frem, derfor er det her et arbejde, et projekt der kræver opmærksomhed og dedikation. Jeg klemter engang imellem på bassen imens jeg skriver. Ikke at det lyder melodiøst endnu, det er højrehånden, der holder rytmen og det er svært. Alligevel kan jeg spore fremgang og kan samtidig mærke, at det udfordrer min motorik og min intelligens. Det er min koordinationsevne og stabilitet, der halter.
Efter Ida skal jeg ærligt indrømme, at jeg var i vildrede med hensyn til kærligheden. Jeg var desillusioneret, følte mig på underlig vis dekadent og ødelagt, hvad mere var der at prøve? “Jaded” kaldte Finn det, det er et New York-udtryk, om en følelse af tomhed og vemod, der træder ind, når man føler, at man har prøvet alt, der er værd at prøve. Jeg var sammen med piger efterfølgende, men det føltes i lang tid kejtet med holden i hånd og andre forsigtige kærtegn, der hører til den første forelskelse.

18. januar.
Det føles koldere end nogensinde. Sidder omsvøbt i tæpper og skriver. Det er de yderste led, tæer og fingre, som er hårdest ramt. Værkstedet er iskoldt, og vi samles ved ildstederne ved enhver tænkelig lejlighed. Mit sociale liv er også gået i stå. Lige til og fra arbejde, ingen svinkeærinder. Jeg ser allerhøjest min far engang imellem, han er i et glimrende humør for tiden. Og beskriver sig selv som en af de få mænd, der sætter spørgsmål, og som tør tage intellektuelt afstand til nazismen. Han har skrevet adskillige indlæg til diverse aviser. De har dog ikke trykt nogen af disse indlæg. Min far er overbevist om, at det skyldes den tyske censur. Heldigvis kan man få svenske aviser og fra radioen få BBC’s version af, hvad der foregår i Europa. Egentlig er jeg ligeglad og forbander mig selv ikke at have fundet en varm kvinde at tilbringe den kolde vinter med. Der er så få lyspunkter, og jeg synes det er ynkeligt at fru Larsens porre-kartoffelsuppe er januaraftenernes højdepunkt. Forleden havde jeg købt mig en flaske snaps at varme mig ved. Det var meningen, at Rudolph skulle have været forbi, men han aflyste i sidste øjeblik. Jeg drak den så selv, og det varmede da et øjeblik. Men det var som at pisse i bukserne, da jeg tænderklapperende vågnede op i mit sure undertøj uden dyne og tæpper, kold og stiv som en istap. Før krigen var jeg overbevist om, at jeg var blevet ansvarlig, og at næste gang skulle det være med kirkebryllup, børn og egen lejlighed. Det er nu sat på hold. . .

Blev afbrudt af luftalarm og sidder nu i kælderen og lytter efter engelske flyvere. Alt for ofte er det falsk alarm, så sidder man her og får frost i nosserne ved stearinlysets skær. Husvagterne er generelt emsige mennesker, der kan finde på at melde beboere, der ikke blindt adlyder dem, både med hensyn til mørklægning og luftalarm. Clara havde syntes det var interessant at studere mennesker i beskyttelsesrummet, det at folk har forladt det de lige var i gang med, i nattøj i festtøj med bøger spil habengut. Det er for koldt til at synes det er hyggeligt at sidde her kl. elleve tirsdag aften.

Senere.
Vores forhold var vendt og det viste sig, at hendes kommende ægtemand var en fra faderens missionsråd. Han var omkring 30, hun var snart sytten. Han anede intet, det var umuligt at forestille sig. Jeg begyndte at pine hende, jeg var på en måde rasende, forvirret, følte mig nærmest sindssyg engang imellem. Jeg kunne godt finde på at binde hendes hænder over hendes hoved. Folde hendes kjole op så hendes røv var blottet. Med en tynd svirpende pind gav jeg mig til at piske hendes røv. Hun sagde hun ikke kunne lide det, men havde et kvart pund smør med, hun sagde jeg skulle fedte min pik ind i. I det hele taget kunne hun sige de mest grænseoverskridende ting, og så længe jeg lod hende forblive jomfru ,måtte jeg gøre hvad jeg havde lyst til. Pinden efterlod tynde røde streger, men hendes ende stod altid frisk igen næste morgen. Hun ville ikke have jeg kyssede hende mere, hun sagde jeg var en slem dreng, der var blevet ond.

28. januar 1941
Ligger i min kolde seng, med blodet bankende i tindingerne, blodet brusende i årerne. Åbenbart er en eller anden fisker blevet forrykt i Mosede havn, har skåret en kammerat op og er blevet skudt ned som et vildt dyr, da han angreb to tyske soldater. Og hvorfor er det så lige, jeg skal vide det? Eller Kong Christians hest er åbenbart syg, siden han er blevet set på en brunplettet hingst i dag på sin morgentur. Den der læser dette ved, at jeg er ligeglad. Og fremfor alt arrig over, at det slipper ind i disse skriverier. Men hvordan går det så Kai? Kan du styre det, eller er du også ved at dø. Jeg svarede på det første spørgsmål, men så meldte alkoholen sig, og Kai, du er jo skide fuld og du turde ikke engang at stikke din pik ind i den høne, der ville have tjent dig og din gruppe førertrøjen. Jeg var blevet udvidet nok og ventede nu bare på den formildende søvn og nye dags opståen. I morgen køber jeg en grammofon. For jeg spiller ikke nok på bassen, en time om dagen bliver det til. Hvis jeg nu tjener to kr. i timen så er det 55 timers arbejde næste uge. 110 kr. for en britisk His Master’s Voice
rejsegrammofon. Eller 90 kr. for en Tysk Braun grammonafspiller. Tsk. Tsk. Man må jo have nogle principper. I sidste ende går det jo ud på om man vil fodre tyske eller engelske arbejdere. Jeg kan låne plader af Rudolph, det ville begejstre ham at uddanne mig, har han allerede sagt. Guten nacht.

30. januar.
De siger i radioen at der er blevet målt 30,4 graders frost, det er kulderekord. Man tror godt på det, når det blæser, eller hvis man ikke har strikkede uldsokker på, på værkstedet. Vores chauffør, Ole Olsen, kendte ham fiskeren fra Mosede havn, det viser sig, at de to fiskere havde spillet kort, han havde tabt sin kutter. Han var en æresmand, der var gået bankerot i løbet af en “våd” eftermiddag. Han underskriver overdragelsen og bliver siddende på havnebodegaen. Den store fisker begynder at flæbe som en lille dreng, siger de andre på værtshuset. Donna, som Mutter på stedet åbenbart hedder, fatter sympati og spørger, om det var den anden fiskers kort de spillede med. De siger, han kigger på hende, og med et forandrer hans ansigtsudtryk sig fra gråd til en galnings. Han farer ud af døren og ned på båden, de skændes og fiskerknivene trækkes. Han rammer lige over bryst benet, men der er mange tyskere i havnen, på grund af Mosede Fortet, så da to soldater kommer ilende til, farer han i flint og virker åbenbart truende på soldaterne.
Det uhyggelige er, hvordan et menneske på et kort øjeblik mister besindelsen og herredømmet over begivenhedernes gang. Folk, der så det, siger, han stod med sin kniv og blod på tøjet og ansigtet og råbte “Heraus Heraus”. De skød ham flere gange, og i hovedet. Der var åbenbart tilskuere, grædende kvinder og børn, der kendte fiskeren.

Ole siger han var sådan en mand, som Hans Henrik. En tikkende bombe, men en æresmand og dum som snot. Hans kone er en matrone af en kvinde. Typen der uddeler øretæver. At det var hende, der havde bukserne på i hjemmet. Han har ikke turdet at komme hjem efter kortspillet.

En kvinde, der udfordrer mit intellekt. Hun må godt bestemme, hvis det er den rigtige. Samtidig er jeg blevet inspireret af min fars manifest, som jeg har læst uddrag af, “meningsfyldt arbejde, arbejd for at få dækket dine behov. Prioriter din fritid. Man burde ikke arbejde mere end femten timer om ugen, men arbejde til alle. Og privilegier til dem der arbejder mere eller udfører farligt eller særdeles ansvarsfyldt arbejde.” Fremfor alt er jeg ikke så bange for de mange fyringer, jeg ville med glæde opgive de fleste af mine arbejdstimer og hengive mig til ting, jeg føler for. Jeg ville ønske mine tanker var mit arbejde, husk det Kai!, “det er det du skal arbejde hen imod, hvis vi nu ikke ses igen” havde far sagt i døren. Jeg vil have en kvinde, der formår at stille skarpt på nuet, en intens og kærlighedsfyldt symbiose. Og børn der bliver skabt i den energi. Jeg må sørge for at holde mig smuk og mandhaftig, ung med de unge.

4. februar
En dag uden den nødvendige gejst har underspillet mine muligheder for at nyde dagen indtil nu. Men det er mit valg. Det burde det være, en klar kold lørdag i starten af februar. Folk bliver sagt op og fyret, ordrerne udebliver. Jeg håber og ønsker, at det ikke bliver mig, for hvad gør jeg så? Problemet er, at Holst Andersen ikke bliver yngre!

Det er i hvert fald ikke jødernes skyld at folk bliver fyret, det er løgn og latin, som Rudolph siger, hvordan skulle nogle få stakler kunne være skyld i et verdensomspændende sammenbrud. Det må være som latin, for den der ikke er sprogkyndig. Sagens kerne er, at vi er blevet besat af et andet land. Det kunne have været Sverige eller kommunisterne, men det er i hvert fald ikke jøderne. Det er noget, der foregår i Hitlers hoved, og noget han på mærkværdig vis har formået at sprede som en virus. En prygelknabe. De har formået at skabe et fjendebillede af en årtusinde år gammel sammensværgelse. Når man kigger ud i stjernerne og aner hvor mikroskopiske partikler, vi nu engang er, forekommer det mig uforståeligt, at man lytter til sådan et frustreret og arrigt menneske som ’Føreren’. Jeg er en af de små partikler med store tanker. Djævlen viser sit ansigt engang imellem, ofte kort og mærkbart, som ham der trampede på knægtens ben. Men så er der ro igen, man hører knægtens hulken, men livet for de fleste mennesker omkring er tilbage ved det sædvanlige. En oplevelse de kan fortælle ved middagsbordet og gøre sig interessante ved på værkstederne og kontorerne. Så længe det er naboen og helst dennes bekendte, er det bare en god historie.

11. februar.
Jeg er altid i tvivl om det er den 11. eller den 13. der er Annas fødselsdag. Det er en underlig forglemmelse, en slags tvangstanke jeg har.

”Hvorfor dog stole på kærlighed
og hvorfor dog smile derved?
For smilet bli’r tårer, før solen går ned.
Den ven du tror holder a’ dig,
måske går han fra dig,
alt det, han gav sit ord på,
og svor på, er glemt.
Hvorfor er lykken så lunefuld,
og hvorfor er glæden så kort?
Og ham som du elsker, hvorfor går han bort.”
Jeg hører Karen Jønssons “hvorfor er lykken så lune fuld”. Anna spillede sammen med hende i stykket “5 damer og 6 herrer” på Betty Nansen Teatret i 1930. Min morfar elskede Anna og kæmpede til det sidste imod, at hun skulle føjte rundt på en scene, med alle de kulturradikale, og at ”hun ender med en banan i numsen som hende den sorte Jocelyn.” Han var ikke uden humor. Men han udtrykte det helt tørt og uden at smile. Hun ville være blevet 27 i dag eller i overmorgen. Måske jeg skulle tage min far under armen og besøge hende på Assistens.

Senere.
Sidder i en tidlig frostsol. Endelig kan man se himlen. Efter endnu en nat med alt for lidt søvn og luftalarm. Føler mig ensom, mangler kropskontakt og intimitet. Bare ligge og mærke en kvindes varme. En levende organisme som mig selv. Det er først den trettende hun har fødselsdag, sagde min far. Han fortalte, han havde skrevet et indlæg i Aktuelt om at droppe konformiteten “lad os blive dus” kaldte han indlægget. Han førte en debat med sin gamle kollega og svorne fjende, lærer Frandsen i Aktuelt. Det er lige før Ejner Frandsen hader min far mere, end min far hader ham.

Det bliver ikke varmere end det solbeskinnede læ jeg har fundet at skrive i. Der ligger sporadisk is spredt på græsplænen foran mig. En tidligt ude solsort mærker varme, og reciterer uafladeligt den samme strofe. Måske går det den rigtige vej nu, og måske kan vi langt om længe skimte et farvel til den mørkeste og koldeste vinter i mands minde.
Min mors bortgang påvirkede vores familie voldsomt. Men mest af alt påvirkede det Anna. Min søster var en tro kopi af vores mor. Det var sikkert derfor, at min morfar følte sig ekstra ansvarlig overfor alt vedrørende Anna. Han kendte hendes klassekammerater, hendes venner, hendes kollegaer og allermest lå det ham på sinde, at finde hende en ordentlig ægtemand. Ikke sådan en som min far. Men en velbeslået gentleman, som han kaldte dem. Anna elskede morfar, men begyndte at føle ham omklamrende, da hun begyndte at optræde. Han vidste, at hun ville falde for en inden for ’underholdnings branchen’, og det fik han jo ret i, mange gange. Om hvorvidt hun havde et talent er jeg stadig i tvivl. Hun var ikke seriøs som Rudolph, men hun havde altid sunget og danset. Min morfar sagde lige fra barnsben af at hun led af Sangføjdans. Et syndrom i middelalderen, hvor folk dansede, til de faldt om af udmattelse.
Der har stillet sig nogle mennesker ved siden af mig. Desværre forstyrrer de mine tanker, og jeg forlader skriverierne.

21. februar 1941
Nogen gange gør man noget dumt, bare for at få lidt spænding i sit liv. Således gik jeg sammen med Hans Henrik og Martin Hansen til DNSAP møde. Vi har ugen igennem arbejdet sammen om at restaurere gelænderet på Frelserens kirke. Og Martin og jeg indvilligede til sidst i at gå med, til et på alle måder uforpligtende møde, torsdag. De danske nazister påberåber sig national selvbestemmelse, og i det hele taget var mødet præget af ønsket om et uafhængigt stærkt Danmark. Jeg kunne ikke lade være med at Spørge Hans Henrik, hvordan det lod sig forene med den åbenlyse beundring for Tyskland som de heilende tilhørere med nazi kors og andre symboler udtrykte, det lignede en tyndt besat karikatur af stormøderne, man ser i ugerevyen fra Tyskland og Italien. Selv Frits Klausens retorik og gestikuleren var som at se en dårlig efterligning af den tyske Fører.

Blandt talerne var blandt andet inviteret en tysk pilot, der havde besejret englænderne ved Aalborg flyvestation i august. Han talte dansk og fortalte hvordan og hvorfor de så let havde kunne besejre de britiske flyvere.

”Vi var uforskammet heldige. Vi var lige kommet hjem fra Stavanger og havde netop forladt flyene, da alarmen lød. Motorerne var stadig varme, da vi startede op igen…”

Der var desuden en tro kopi af føreren med overskæg og hele menageriet, der stod og citerede Førerens Mein Kampf bog og kom med udfald mod jøderne:
“Den sorthårede jødiske yngling ligger og venter i timevis, med et djævelsk blik i øjnene, gloende og spionerende på den uforberedte pige, som han planlægger at forføre, hvorved han besudler hendes blod og røver hende fra hendes eget folk. Jøden bruger enhver mulighed til at underminere den racemæssige grundvold hos et underkastet folk.”

Der herskede en stemning som blandt meget religiøse. Man måtte ikke udstråle tvivl. Frem for alt var de fleste fremmødte ganske unge knægte, desuden sås et fåtal af “Den lille mand og bedsteborgeren”, der havde forklædt sig. Uniformer er heldigvis blevet forbudt, men de fremmødtes påklædning var alligevel påfaldende ensartet. Brune skjorter, livrem og emblemer på skjorten. Folk virkede mistænksomme, nærmest på udkig efter hinandens svagheder.
“Således tror jeg i dag, at jeg handler i overensstemmelse med den Almægtige Skabers vilje: ved at forsvare mig selv mod Jøden, kæmper jeg for Guds arbejde.”

Mødet byggede op til hovedtaleren Frits Clausen, lægen fra Sønderjylland, der kæmpede for Tyskland under den sidste store verdenskrig. Det var tydeligt, at hans ambition var at blive den nye fører, den Danske fører. Efter tysk model. Mødet er iscenesat som et tysk nazi møde, men det er klart, at samlingen mangler det militære præg, som de tyske stormøder kan mønstre. Danskerne er alt andet lige mere besindige, og selv en demagog som Hitler ville have svært ved at begejstre vores temperament. Lægen fra Sønderjylland er ingen stor taler, og hans storladne løfter vakte en tydelig pligtmæssig applaus, og intet nær den begejstring den tyske fører høster. Hans udtryk og udseende, er mærket af de oplevelser det siges, han har haft i en russisk fangelejr under krigen. Ligeledes virker det, som om at han hader kommunisterne mere, end han hader jøderne, hvis det kan være muligt.
Ærligt talt gjorde oplevelsen mig utilpas. Mest i kraft af de talendes hadefulde udgydelser og de yderligheder, de plæderede for at ville ty til, for at nå deres mål, de er jo krigsgale, tror på, at man kan myrde sig til ret. Samtidig synes jeg pludselig, at det er pinligt at blive set i en sådan forbindelse, byen er jo lille, og man kan let komme til at give et forkert indtryk. Clausens idealisering af de ariske nordboer, om danskeren som idealmennesket, fremstod grotesk og idiotisk, når han selv ligner en fed jødisk pamper, langt fra det blåøjede blonde overmenneske, der er idealet i hans raceteori. Man må i det mindste være gjort af det stof man forherliger, ellers er der da ingen fornuftige mennesker, der tror på en.
“Er han ikke fa-fantastisk” spurgte Hans Henrik. Vi er gået ned på en beværtning i Gartnergade, “men han ligner sgu da ikke et overmenneske Hansi”, svarede Martin prompte. “Han ligner nærmest Ib Schønberg.” Der er heldigvis nogle mennesker der formår at latterliggøre situationer på en måde, så ingen føler sig direkte stødt, og selv Hans Henrik grinede. Men på grund af vores løssluppenhed “tiltrækker” vi to af Hans Henriks partifæller. De hilser på ham med alvorlig mine. Og stiller sig mellem Hansi og os. De har åbenbart hørt hans Ib Schønberg-vittighed. Voldelige og utilregnelige typer, “Hvad er det, der er så sjovt ved Frits Clausen?”, spørger de Martin. Jeg kan straks fornemme, at de er ude på ballade. Martin kigger nervøst på mig for at se, om jeg er klar. . .Er jeg klar? Svigter jeg igen bangebuks.. Tiden stivner. Heldigvis bryder Hans Henrik hårdhændet ind og siger, at vi er hans kammerater. De slår sig ned ved bordet for at slutte fred, går jeg ud fra, men de drejer samtalen over i befolkningshygiejne, om hvordan foregangslandet Tyskland udfører medlidenhedsdrab. Ud fra oplysninger om den enkelte patients helbred og arbejdsevne foretager et udvalg af læger en vurdering af, om den pågældende skal leve eller dø. Jeg må indrømme, at der var interessante muligheder forbundet med deres kynisme, men samtalen fik mig i dårligt humør, og et eller andet sted fattede jeg pludselig, at der er noget om det min far snakkede om. Hvordan pårørende var blevet mistænksomme, når dødsårsagen for eksempel blev angivet som blindtarmsbetændelse, selvom den pågældende tidligere havde fået fjernet blindtarmen, eller når asken i en søns urne indeholdt hårnåle.

“Jeg tror på en racepolitik, der kan holde det Danske folk fri for sygdom og degenerering. En forædlet arisk race, og det må opnås som man forædler en dyrerace, skål”, proklamerede de, da Martin og jeg gik. Da vi skilles nede på Bülowsvej, siger Martin “Hansi, han er nu fin nok, han er i hvert fald en, man kan regne med.” Han hentydede til det øjeblik, hvor de to fyre var ved at fare på ham, det øjeblik hvor vi så hinanden i øjnene, og han kunne se min angst og min tvivl, i stedet for min støtte. “jeg kunne se, at de ikke ville gøre noget,” sagde jeg klodset, som en kujon.

Jeg vil nu lægge mig til at sove. Bede en bøn for min far, Otto, mine venner og familie, døde som levende. Jeg håber, de kan tilgive mig mit angstfulde sind. Krysteren Kai Aage Herman født den tredje august 1910 på Sankt Josephs Hospital i Griffenfeldsgade på Nørrebro.

1. marts
Skimtede lige tilbage i bogen. Jeg vil ikke sige, at jeg kun tog til det Nazi møde for at have noget at skrive om. Jeg tror ligesom min Morfar, at det er godt at have venner i begge lejre, men tror nu ikke lige, at jeg skal til kommunistmøde foreløbigt. Arbejdsløshedstallene for februar er 36%, værre end efter depressionen, men omvendt er det denne gang landmændene og bønderne, der har gyldne tider. Tyskerne er umættelige og danske svin uimodståelige. Det kunne være, man skulle blive landmand. Stille og roligt vandrer jeg over markerne med min pibe i hånden. Fri for menneskeskabte lyde, som et stenaldermenneske eller en bonde i middelalderen. Håber jeg kan se en lille jomfru, jeg kan charmere for at besudle. En letbenet naiv satan, der vil det samme som jeg. Hun skal være fræk i munden som en tøjte, hun skal kunne lide at blive vendt om og få smækket numsen, mens jeg spreder hendes kønslæber med den anden hånd, hun kigger på mig og siger, du må skynde dig lidt, så jeg kan komme hjem, inden min far opdager det.

Holst Andersen trak mig til side forleden på værkstedet og forsikrede mig om, at jeg var en af hans bedste medarbejdere, og at han ikke havde i sinde at afskedige mig foreløbig. Han meddelte dog, at det meget vel kunne tænkes, at han måtte skære ned blandt smedene allerede fra april, medmindre der kom nye ordrer til.

Her i sporvognen kommer jeg til at tænke på, hvad han egentlig mente med det. “Ikke at afskedige mig foreløbig”, han brænder tydeligvis ikke for virksomheden længere, ville egentlig helst have, at den klarede sig selv. Han har indtil videre sagt nej til alt arbejde foranlediget af værnemagten, han er stædig i den opfattelse, “før eller siden vil man blive straffet for den slags arbejde” er han hørt sige, da han fyrede en af de unge svende sidste uge. Almindelige mennesker holder igen, ingen bygger, og hvis noget skal repareres, gør man det selv eller bytter tjenester. Men på landet hvor de blonde jomfruer bor, Varde, Kerteminde, Gudhjem og lignende, kan man stadig vandre, spise hjemmelavet flæskesteg, drikke frisk mælk i litervis, halballer og brændevin, Hvad laver jeg dog i København?

Tirsdag 4. marts 1941
Det at holde rytmen, stabiliteten, som et mantra, en sikkerhed. Et repetitivt fundament. Bevægelsen og udførelsen skal automatiseres, som at ryge imens man skiver eller kører bil. Når basrytmen er så indarbejdet, kan jeg begynde at spille med andre, måske en dag med Rudolph. Det ville overraske Clara, hvis den dybsindige smed pludselig kunne spille med musikerne, frigjort men akkurat. Som den rytme jeg, nogen gange drømmer om at kneppe hende i. Hvad så med Rudolph? Spørger mit overjeg straks. Min godmodige trofaste ven, der ikke et øjeblik tvivler på mine intentioner.

Vores husvært er enke, hendes mere eller mindre nyfundne mand Petersen er netop udnævnt som bebyggelsens husvagt. En nævenyttig, emsig type, ja, “en overivrig stodder, der er vild med at agere bussemand”, som min nabo Tage kalder ham. Sådan en, der ville sælge sin gamle mor til højestbydende. Nogen gange tror man at ondskab og decideret grimhed følges ad. Frenologi er læren om en påstået forbindelse mellem kraniets ydre form og menneskets sjælelige egenskaber. Tage mener, det kan blive det næste nazisterne sætter deres lid til, bortset fra at deres leder, Fritz, selv ville falde, med de frenologiske egenskaber hans kranie og udseende antyder.
Jeg har et par gange under luftalarm prøvet at skulke fra at gå i kælderen. Så står Petersen og hamrer på min dør, indtil jeg kommer ud. Han ved åbenbart, hvornår jeg er hjemme. Spionerer han på os? Han har flere gange truet Tage med politi og tyskere, fordi han har modsat sig hans ordrer.

Fredag 7.marts
Vi fik lov til at gå kl. halv tolv. Richard “klejnsmed” havde hængt sig i sit køkken selv samme morgen. Han var blevet fyret forleden og har gennem det sidste år kun været til at tale med om morgenen. Fra frokost af var han for fuld og usammenhængende. Han kunne dog stadig udføre visse simple opgaver. Han var omkring halvtreds, boede i Valby med sin kone og familie. Jeg snakkede en del med ham, da jeg startede her, han var en af dem, der hjalp mig til rette, og jeg var også en enkelt gang til middag hos ham og familien. Men man kunne fornemme, det gik ned ad bakke. Han blev flov og sølle, nærmest som om han ikke forventede, at man lyttede til hvad han sagde. Han havde intet selvværd tilbage, og desværre blev man irriteret over hans hjælpeløshed. Sidste uge havde han lånt min hammer, og da han ikke havde sat den tilbage, spurgte jeg til den. Det skulle jeg aldrig have gjort, han brugte resten af formiddagen på at undskylde, at han havde taget sig den frihed, for jeg havde ikke været til stede, og han havde ikke kunne finde sin egen, som det viste sig, der var en anden, der havde lånt. Jeg var sådan set ligeglad, men til sidst vrissede jeg ad ham, og hans mange unødvendige undskyldninger. Jeg kan huske, jeg tænkte på et såret dyr, da han luskede væk.
Man skal ikke tale ondt om de døde, og jeg husker ham nu som et fornøjeligt væsen, der engang imellem fløjtede lige lovligt højt. Som om han hørte en anden og bedre melodi end den, han udsatte os andre for. Ikke et positivt gravskrift, men kolleger, der fløjter unødvendigt selvtilfredse, driver mig til vanvid. Det er sådan med hans selvmord, og selvmord i det hele taget, at man kunne se det komme, det blev oveni købet gradvist mere present. Men der var ingen, der reagerede, kun med den instinktive uvilje mod det sårede dyr. Undermåleren.
Jeg føler hans nærvær, idet jeg skriver disse ord. Jeg kan se hans drengede smil for mig, han er forvandlet til en dreng igen, han bøjer sig og samler en rød bold op, den forvandles til min hammer, jeg kan se ham smilende stå og fortælle, at han godt ved, at det blev lidt for meget med de undskyldninger. Du er en kujon, der vrisser, men du er tilgivet, siger han til mig. Jeg har altid godt kunne lide dig Kai, der har bare været så meget andet med madammen og familien du ved, så jeg havde ikke tid til vores venskab. Det er det samme hver gang folk dør omkring mig, de kommer og siger farvel, før de giver slip.
Et konkret problem er Holst Andersen. Det her er lige præcis det, der kan få bægeret til at flyde over. Han har om nogen kendt Richard Klejnsmed, han har vel været med ham i tyve år. Det er ikke sådan at de var bedste venner, men Richard har fulgt Holst, siden de kun var en fem seks mand. Hvordan reagerer han nu, hvad med i forhold til Richards kone, fru Klejnsmed, hvad gør hun?. Jeg kan mærke, at jeg bliver nød til at kigge efter arbejde andetsteds, det her fortsætter ikke evigt.

Senere.
Finn er klogere end mig, han er i hvert fald bedre til at tjene penge, end jeg er. De sydamer han har beskæftiget med sit Dannebrogsflag-produktion, bruger han nu til at omsy tøj. Han havde fået ideen fra “swing it” med Alice Babs.
“Der vejrer nye rytmer Kai, og moden ændrer sig med musikken ved du. De unge vil have swing, de vil danse, nu når tyskerne alligevel dyrker mørket. Jeg skal fortælle dig, hvordan man skal se ud nu, du skal have sko med tykke rågummisåler, stor jakke og smalle bukser med seler og hvide strømper, for pigernes vedkommende korte nederdele og stribede sokker. Det er sådan de unge vil se ud. Du ved til negerdans og sådan. Mine piger syr modellerne op ud fra nogle tegninger, jeg har skaffet fra Amerika. Jeg lover dig, det her bliver stort Kai, selvom der ikke er mange penge i omløb, producerer jeg tøjet de unge må eje. Det er dem der fylder glassalen i Tivoli for tiden “swingpjatterne” kalder de sig.
Jeg er ikke misundelig på Finn, dertil er han alt for travl. Er altid på vej videre med næste projekt, næste pige, næste handel. Er sjældent nærværende. Jeg snakkede om H.C Andersens “grantræet” igen. Om hvorledes det aldrig glædede sig i nuet, men hele tiden ville videre. Og først da musene til sidst sagde: “nej, hvor DU har set meget! hvor DU har været lykkelig!”
“Jeg!” sagde Grantræet og tænkte over, hvad det selv fortalte; “ja, det var, i Grunden, ganske morsomme Tider!” .
Finn havde for nogle år siden udgivet udvalgte H.C Andersen eventyr, jeg havde været med til at udvælge, og engang imellem refererede vi til indforståede talemåder fra eventyrene. Såsom, de to fine brødre i Klodshans “Smører mundvigene med levertran” for at få tungen på gled. Finns Farmors familie havde haft et stort og fint forlag. Finns far havde overtaget det, men havde sat renomméet over styr med det de kalder “forretningsmæssig Spekulation i Sanselighed”. Underlødigt litteratur, postkort og billeder. For eksempel et katalog for billedkunstner Wilhelm Freddie eller Brobys umoralske og utugtige digte. Faren havde mistet det meste af formuen og var vel alkoholisk og utilregnelig. Boede et eller andet sted i en kæmpe herskabslejlighed. Der er et eller andet underligt med Finn og hans far, jeg må spørge ham en dag? En ting er sikkert, faren havde haft mange damer.

”Du har ret Kai, med hensyn til mit manglende nærvær, men jeg prøver, jeg er begyndt at meditere om aftenen, det hjælper mig til at føle efter, kommunikere med mine celler igen, du sku prøve det!. Men nu skal du høre hvorfor vi sidder her, jeg har aftalt med Madame Bovary at vi skal forkæles som prinser af pigerne i aften.” Vi sad på Ibsen på Vesterbro Torv. Madame Bovary er en fransk dame, der har et horehus på Vesterbrogade. Jeg har vovet mig derind et par gange før, men det er dyrt og for de rige. Pigerne er renlige, og man kan få det som man kan lide det. “Det er jo derfor du skulle tage pænt tøj på“.
Vi bliver modtaget af en pige, der præsenterer sig selv som Ulla. Hun kender tydeligvis Finn. Vi bliver ledt ind i et svagt oplyst værelse, tung sødlig parfume. Der sidder to piger på en skamslidt divan.
“vi skulle have tre, det var aftalen”
Ulla siger “vil du da ikke have mig Finn”. Hun lyner sin heldragt ned, så man se hendes sorte blondeundertøj. “Jeg ved jo hvordan du kan lide det”.
Finn gik med Ulla og den ene af pigerne. Jeg stod foran Ruth fra Hørsholm. En lille smækker sag. Hun udstrålede i den grad ligeglæde og apati, så jeg endnu engang måtte sande sammenhængen mellem sex og kærlighed. Jeg stod der foran hende. Hun kigger mig ikke engang i øjnene, men smører sine hænder ind i vaseline, som hun har i en lille dåse på bordet ved siden af. Hendes hænder og fingre glider behændigt mellem hinanden. Jeg kan mærke det rykker i mit lem. Hendes næsvise facon pirrer mig. “Skal du ikke knappe mig op”, står med min gylp en halv meters penge fra hendes ansigt. Hun har endnu ikke kigget op. “De må sige, hvad de ønsker jeg skal gøre for dem?” Hendes passivitet tirrer mig. “Er du en lille tøjte”, spørger jeg hende” hun nikker langsomt.
“Du skal stikke dine to fingre op i mit røvhul, når du sutter mig”
“det ved jeg godt” siger hun stadig uden at kigge op. “De ligner også sådan en”.
“Skal du være fræk, din lille luder”
“det kommer an på hvordan de vil have jeg skal være.”
Jeg knapper selv mine bukser op og tager min pik ud.
“Min vagina er ellers også klar til den der”, “Den er fin og spændt nu” Hun tager med begge hænder fat om min pik og mine nosser og trækker mig tættere. “Spred dine ben lidt så jeg kan komme til”. Hun kigger for første gang op, idet jeg mærker hendes fingre penetrere mig
“ja sådan kan de lide det,” “det kan jeg se på dem.”
“og så vil de gerne at jeg sutter på denne her” siger hun og klemmer, så jeg gisper. Hendes rytmiske bevægelser og tryk i røven og rundt om nosserne får mig til at komme ukontrolleret tidligt, så det er mig, der ligger på divanen, da Finn og pigerne kommer tilbage. Ruth står ved håndvasken og Finn kigger på mig og siger, “Ruth er dygtig, hun er en sand skuespillerinde”.

15. marts, lørdag
Vinteren er vendt tilbage på kalenderårets første forårsdag. Nu skinner solen, men det er hvidt derude. Jeg skal møde min onkel Otto til frokost. Han har et ærinde i byen. Jeg føler mig behageligt let og afslappet. Havde besøg af Gudrun, feltmadrassen. Hun kom forbi og ordnede mig, Og er allerede videre i dagens tekst. Hun er nu et besynderligt væsen. Godt at det er sjældent, jeg går i seng med hende. Det at berette kan trætte. At forholde sig til sine tanker og fortælle en kontinuerlig historie er nogen gange krævende. Er det et studie af mig selv, en slags psykoanalyse. Hvordan oplever Kai sine tanker?. Skrivende er jeg jo mere velovervejet end i min daglige færden. Jeg foretager et udvalg af begivenheder, jeg ønsker at dokumentere, enten ud fra følelser eller almen vigtighed. Kommer tit i samme humør, når jeg skriver, en anelse mere seriøs og alvorlig end jeg tror, jeg bliver betragtet af folk, der kender mig. Og hvad så?

Senere
Otto havde åbenbart afleveret sin datter Maren ude i Brønshøj hos en læge, der udførte fosterfordrivelse. Han var anspændt og nervøs under frokosten og kiggede hele tiden på sit ur. Han sagde, at han ikke kunne forstå det, for Maren var da så dydig. Det ville jeg nu ikke lige kalde hende, men jeg sad bare og nikkede. Jeg har ikke selv været “indblandet” i fosterfordrivelse, men det har både Rudolph og Finn. De siger uafhængigt af hinanden, at det var det eneste rigtige. Det var jo ikke kærlighed, eller det var jo ikke meningen. Der melder spørgsmålet sig selvfølgelig, hvis det ikke er meningen, hvad er så meningen? Der sætter vi moderne mennesker intellekt over naturen og instinktet. Det er selvfølgelig en farlig glidebane. Under alle omstændigheder er det et farligt indgreb, han ville ringe og fortælle mig, hvordan det var gået. Jeg gik alene i biografen efter frokosten og så “en desertør”, et dansk drama om jalousi der fører til snyd og bedrag, men som altid ender lykkeligt, og de gode får hinanden. Faktisk var ugerevyen for engang skyld mere interessant end hovedfilmen. “Kornet er i fare.” handlede om kornsnudebillen, hvordan den bevæger sig op gennem Europa for at ødelægge den danske høst. Man kunne ikke lade være med at undre sig over, hvordan den tyske censur har ladet den gå deres næse forbi.

Jeg kunne se på onkel Otto, at det havde været en hård vinter, det kan man næsten se på os alle sammen. Det var endt godt med Maren, Otto havde ringet og efterladt besked hos min værtinde Dagny, “det er godt at gud kigger mildt på os” havde hun skulle sige til mig. Og stakkels Maren, 19 år og i sin bedste flor, nu skal hun stå skoleret, Otto havde en bestemt og målrettet mine hver gang han nævnte sin datters navn. Desværre kunne jeg se min morfars udtryk i Ottos, og hvilken dumstolthed min far havde måtte kæmpe med, siden han mødte min mor. Otto var jo immervæk hans søn, og nu havde han besluttet sig på Marens vegne. Hun skal være tandlæge, koste hvad det vil. Det mindede mig om Anna og min morfar. Hvordan min morfar inviterede unge tandlæger med sig ind og se Anna optræde. Og slesk prøvede at agere giftekniv og vække hendes interesse for andre end “musikanter og gøglere”. Samtidig lod han som om at intet lå ham fjernere. Og foregav over for tandlægerne, at Anna havde en stor skuespillerkarriere foran sig, men egentlig drømte om at blive klinikassistent og husmoder. Det kunne ikke være længere fra sandheden, og det opdagede bejlerne som regel hurtigt, når hun kom ned til bordet efter sin optræden. Men de blev ofte forelsket i hende alligevel. Og min morfar håbede, at de en dag ville få bid. Klinikassistent er ikke nok for Otto, han vil have at Maren skal gå hele vejen og blive tandlæge for at bøde for sin ugerning.

Onsdag 19. Marts. 1941
Forår. Utroligt nok bliver der varslet snestorm over København. Ti centimeters sne på seks timer og vind på over 10 meter i sekundet er definitionen på en snestorm. Er netop kommet hjem fra en del øl og kortspil, ligger i min seng og skriver. Venter syg og ubehjælpsom på endnu mere vinter, som en hængt kat. De dryppende firkanter hænger ventende på sindssygen. Den uforklarlige subjektive virkelighed. Et skræmmende pust af sandhed ind i min hjernes mest lukkede og forseglede kamre. Klamrer mig til dem, jeg mødte i levende live. Dem, der efterlod et aftryk. En indvirkning i min tankerække, der dækker jorden med de glitrende snefnug. Kan drømme og fornemme mit næste rigtige træk, men fornægter. Forfægter jo uforudsigeligheden.

Fredag 21. marts eftermiddag
Det gælder om at kunne slå rytmen an med to fingre. Med tiden skal man kunne fornemme tonernes placering. Det skal være en forlængelse af ens krop, en naturlig udbygning man kan kontrollere intuitivt, nærmest nervebaseret. Når det er på plads, kan man arbejde med stabilitet og rytme. Først der kan man for alvor bidrage til “almenvellet”. Det er muskler, der skal opbygges og fin justeres. Der findes en guddommelig takt og tone, man kan efterstræbe. En ledetråd.

Efter lidt spil:
Rudolph har fået fast engagement, med Vivex, fire aftener om ugen. Knap og nap fem hundrede om måneden i startløn. Han udstråler ovenud taknemmelighed, og bliver, fortsat med nogle timer som cykelsmed, en holden mand. Det har han nemlig tænkt sig at fortsætte med, “træerne vokser jo ikke ind i himlen” som han siger i spøg. Vi skal spise på “Guldanden”. Han siger, Clara vil møde os der, udsigt over Sortedamsøen, som de nyrige, gullaschbaronerne. Rudolph lever, om nogen, over evne. Lige så snart han har penge, er der fest og store dyre middage. Det er fint nok, når man har penge, men når man ingen har, føler man sig som et skod ved siden af sin velbeslåede ven. Ærgerligt at være så jaloux indstillet, som jeg er. Tænker først og fremmest på mig selv, på mit eget manglende held og kedelige liv. Han kan leve af musikken, som han elsker, knepper hende som han elsker, virker tryg og altid glad. Og hvad med mig, jeg er et sørgeligt tredje hjul med et rutinearbejde og nogle forkvaklede højtflyvende ambitioner. Han elsker oven i købet mig, det har han tilstået i flere branderter gennem årene. Og jeg hader ham jo ikke, men han irriterer mig pludselig. Han er bare for perfekt og sympatisk for mig, for tiden.
Sådan en følelse formår jeg heldigvis at holde skjult. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Det er en ussel taberfølelse, dårlige og ubrugelige tanker. Det blev ikke til snestorm i København, meteorologerne tog fejl, og alle os små myrer havde forberedt os og snakket om stormens komme i timevis, ja i dagevis.

23. Marts, søndag.
Andesteg på Guldanden, sådan skulle det være. Clara ligeså bjergtagende som altid, hun har forhekset mig. Min far kender selvfølgelig også Rudolph, og han er ligeledes begejstret for hans musikkarriere. Det var da fandens, og jeg orker ikke at vise nogen det her. For personligt og for sølle. “Se på mig far, er jeg ikke også dygtig?”

Min far fortæller om livet i gamle dage, imens jeg spiser fru Larsens gudsbenådede suppe. “Da jeg voksede op i Ryesgade, var det sådan, at vi ikke kunne komme i Griffenfeldtsgade, det var sikre øretæver at vove sig derned. På den anden side kunne de heller ikke komme i Ryesgade. Det var fede Benjamin, der styrede rødderne. Jeg var ikke rigtig en af dem, husk på at min far, din farfar, var tysker, så det var ikke alle, der var os venlig stemt. Men man finder sin plads, og der var også brug for en, der kunne gyde vandene. Jeg holdt mig så vidt muligt fra slagsmål eller overfald. Men selvfølgelig var jeg med til at piske en stemning op, hvis en af vores havde fået bank”. “Jeg husker specielt den gang lille Jørgen mistede sit højre øje. Han havde været på Assistens og drikke en fødselsdagsskål for sin afdøde far. Han har kæk og beruset besluttet sig for at gå hjem ad Griffenfeldtsgade. Han har mødt dovne Robert og nogle andre ubehagelige fyre. De har først givet ham en omgang, hvor de har stået rundt om ham og uddelt spark og slag. Derefter havde Robert holdt ham op i armslængde, og med den anden hånd slået ham hele vejen ned gennem Griffenfeldtsgade. Folk var stoppet op, men ingen havde turdet komme ham til undsætning. Robert havde holdt ham i kraven, og lod ham falde om oppe på Nørrebrogade, hvor hans øje hang i nogle tråde ned over hans ituslåede tænder. Jeg så ham, vi var nogle stykker, der bragte ham på hospitalet.

Min far er overbevist om, at hver tiende mand er psykopat. Mennesker der ikke evner at føle empati, og som er rede til at gøre hvad som helst for at tilrane sig, hvad de mener at have krav på. Det er desværre en pressionsgruppe, der har vind i sejlene for tiden, siger han. “Det bedste man kan gøre, når unge mænd udviser psykopatiske tilbøjeligheder, er at gøre dem til soldater. Det har man altid gjort, og den ideelle krig er en række slag, hvor disse iltre mænd bekæmper hinanden og lader os andre være i fred. ”
Jeg har hørt mange af min fars historier før, det er som om, han har kategoriseret dem, således at han kan trække nogle velprøvede eksempler frem til at understøtte sine argumenter. “Ser du, den gang var det gadebander, der tiltrak psykopaterne. Nu er de fandme organiseret i partier og ungdomsbevægelser, ja se bare på KU eller kommunisterne, for slet ikke at snakke om nazisterne”. Hvorom alting er, må jeg indrømme, at jeg er skuffet over mig selv. Lad dog Rudolph og Clara være forelskede og hold dig væk din skøre skid. Sådan burde jeg se på mig selv og agere. Hvorfor får han altid det bedste?

27. Torsdag, Marts
Mødte bekendt i sporvognen, der fortalte, at han var blevet fyret og nu pålagt at tage arbejde i Tyskland, ellers ville han miste sin understøttelse. Det, vil jeg mene, er at gå til yderligheder med hensyn til samarbejdsvilje. En ting er, at folk selv melder sig under den tyske fane, men ligefrem at presse folk til at emigrere og arbejde proaktivt for nazisterne, overskrider på alle måder danske interesser.
Det virker alt andet lige en smule dobbeltmoralsk at håbe på englænderne og samarbejde med tyskerne. Hvad gør man, når man får stillet et sådan ultimatum? Jeg prøver på ingen måde at foregive eller lade som om, at jeg er på det rette spor. Men en ting er sikkert, de mange rygter om jødernes nederdrægtighed er selvopfundne vanvidsscenarier. Og selvom de så var så onde og sammensvorne, som nazisterne hævder, hvad så? Hvad skulle de dog kunne gøre? Heldigvis gør de danske nazister sig så utilbens, at de ikke kan blive taget alvorligt. Lederen er jo klart alkoholiseret og så utilregnelig, og i den grad i det for egen vinding, at ingen sunde velovervejede mennesker lytter alvorligt til hans budskaber. I øvrigt er indavl da også noget, man fra det øvrige dyrerige fraråder. Det sætter sig på hjernen, siges det. Og hvorfor skulle man dog gifte sig lokalt, når landet og verdens mangfoldighed endelig er blevet gjort tilgængelig for den jævne mand og ikke kun for de rige. Jeg skal på ingen måde blamere mig med mit vid. Og jeg må da også citere Aakjær: ” du puslingeland, der hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge” det passede ved den store verdenskrig og passer indtil videre igen. Det jeg mener er, at det er let at have de rigtige meninger, indtil lokummet brænder på. Hvordan bekæmper man sin egen mindreværdsfølelse, sin misundelse og jalousi. Skal man sparke nedad, først hundene, så jøderne. Kommer uvilkårligt til at gentage mig selv. Jeg hader vel egentlig ikke nogen mennesker, sporadisk og i specifikke situationer, jo, men at nære had, til større forsamlinger af folk, jeg ikke kender, og som ikke hader mig, forekommer mig nedbrydende og meningsløst. Det er der, det går galt for mennesket, når man stiller ham et uretfærdigt ultimatum. “Sult eller tag til Tyskland og arbejd!” Folk fortæller mig, at i Tyskland er det decideret strafbart at udeblive fra sit arbejde.

Jeg prøver så vidt muligt at undgå gentagelser. På den anden side læser jeg ikke det hidtil skrevne og kan dårligt huske, hvad jeg allerede har omtalt eller tilkendegivet. Kan huske, at min salig mormor uafvendeligt gentog sig selv til sidst. Dengang kunne jeg huske alle hendes historier, ja nærmest fuldende dem. Men nu er de bortkommet i glemslens tåger. Det irriterede mig, at hun gentog sig selv, forstod ikke at værdsætte den repetitive stemning, disse historier hensatte mig i. Sidenhen og nu, føler jeg savnet, og der er ingen tilbage, der kan hjælpe mig med at huske dem. Udover historiernes ordlyd, som jeg desværre næsten har glemt, var den konkrete stemning ladet af varmen, lugten og lyden af min mormor. Trygheden og den stemning husker jeg heldigvis stadig. Min pointe er, at gentagelser tjener et vigtigt formål. Det kan være som et ritual eller et slags mantra. Men gentagelser kan også minde en om tidens uigenkaldelighed og medvirke til en intensiveret nærværsoplevelse, hvor samværet bliver det essentielle, og ordenes vigtighed ikke bliver omdrejningspunktet. Tsk Tsk. kan mærke, jeg bliver for klog at høre på, plaget af egen forudsigelighed. Mindst en øl nu!

Nat Lørdag 5. april
Alt for beruset ligger jeg i min seng og tænker på aftenens begivenheder. Så Finns omsyningsværksted havde ikke fungeret endnu. Men som han sagde, det fik ham til at skære ind til benet. “Alle bærer hvide mørklægningsarmbind eller lignende, det er os pålagt. Hvorfor ikke gøre dem lidt smarte.” Og det havde han så gjort. Hvide silkelagner, duge og sejllærred påsyede han et fluorescerende bogmærke, et krone logo han selv havde designet. De var uforholdsmæssigt dyre, fire kroner for et stykke hvidt stof. Derfor var de blevet en succes mente Finn. Hans armbind udtrykte overskud og god smag. Det var blevet det, man skulle have. Og solgte dem både til Magasin du Nord, Illum og Salling. Få dem med guldtråd til 8 kr., så kan man for alvor se, at du tager det seriøst. Han gav som sædvanligt hele molevitten, som han siger, det er jo derfor jeg tjener penge, så vi to kan gå ud og more os.

Finn fortalte endvidere, at hans far, der var gået ned med sit forlag, fordi han havde satset på pornografien, altid havde fotograferet og lavet film. Hans farmor havde ladet ham indsluse i firmaet, som det var meningen han en dag skulle overtage. Men han var besat af at fotografere og havde tusindevis af nøgenbilleder af kvinder i obskure situationer. Han havde haft dem låst inde i et skab og havde forleden, i forbindelse med et hjerteslag, betroet Finn nøglen. Finn havde i flere dage været fænget af indholdet i dette skab. Der var billeder af nøgne damer fra hele verden, faren havde rejst rundt med sit kamera. Men det var ikke just kunstneriske billeder. Det var beskidte billeder taget under akten af liderligheden i fuld flor. Pik i mund, masturberende damer, absurde portrætter af ansigter, der udtrykker liderlighed. Han vidste godt at faren havde haft med “blufærdighedskrænkelse” at gøre. Han havde immervæk mødt Madame Bovary, bordelmutteren, gennem sin far. Han kunne huske ,at han havde mødt hende som barn, for måske tyve år siden eller så. Der var også fotografier af hende i skabet. Faren var kommet sig og havde bedt Finn om nøglen igen. De havde ikke snakket om skabets indhold. Nåh jo, der havde også ligget en bank veksel på 350.000 kr., sagde han i forbifarten. Finn er nu engang gjort af en anden historie end os andre.

Onsdag den 9. april
Et år er gået, siden jeg startede med at skrive min dagbog. Der er intet, der tyder på, at Tyskerne er på vej ud af landet.

Havde indset min frygt. Bitterheden, ufuldendte opgaver, u-udlevede muligheder. Hvor jeg kunne have slået til, men holdt mig tilbage. Frygtsomt lille menneskebarn med bøjet hoved langs væggene. Tvivlede på eget gods og duelighed. Nervøst formuleret. Krænget ud, uden glans.
Tage bankede på, skulle åbenbart have nogle gæster på besøg i aften, værtinden Dagny og Petersen overnatter i Roskilde. Ikke at det skulle udvikle sig til fest. Men jeg var da velkommen til at kigge ind senere.
Man burde kunne skøjte, der er altid smukke piger på skøjtebanerne, den bragende sne er endnu ikke tøet væk. Det er i skak hemmelighederne kan løses, eller for mig selv på bassen. Den er hvad fodbolden var engang. Et instrument man lærer at mestre. Lidt drukkenboltagtigt er jeg parat til at gå ind og besøge min nabo. Der spiller i hvert fald musik fra hans værelse.

Senere.
Lad være med at opføre dig som en idiot, du må tage dig sammen, det er jo ikke for sjov
det her. Jeg er ramt af irritation. Af at se udueligheden omkring mig. Det at se tåberne lykkes. På den anden side er bebrejdelser formålsløse. Det kommer ikke videre end hertil.

Glasklart slår det ned i mig, et billede materialiserer sig foran mig. Du lever for din egen skyld, jo, din far ville blive ked af det hvis du valgte døden. Har haft mulighederne. Men du lod dem gå dig forbi. De er nu opløst i intetheden. Det blev ikke til noget og fred være med det. Tages venner er præget af den ildhu, der kendetegner ungdommen. Jeg kan ikke engang huske deres navne, de smeltede sammen til en samlet tilstand. En tro på at de kan gøre en forskel, at de kan være med til at smide tyskerne på porten. De mener, de kæmper for retfærdigheden. Som om den kan defineres. Tage er deres fortaler, og hans venner beundrer ham tydeligvis for hans talegaver og entusiasme. Han er en sjov type, tydeligvis til det intellektuelle look med runde mørke briller og pibe. Han har læst Marx og Mein Kampf og alle aviserne. Har en tendens til at kamme over, men har samtidig en god portion selvironi, der berettiger hans udbrud. Han minder mig om, hvorfor jeg bedst kan lide at forholde mig til de nære indtryk. Nyheder, politik, udåd og uretfærdighed, Tage har taget hele verden på sine skuldre, han er involveret, som gælder det liv eller død.

Søndag 13. april ’41
Nogen gange føles tiden værdifuld, andre gange gælder det bare om at få den overstået. Når man er alene som jeg, ingen rigtig kærlighed, der elsker mig, der lever i mig. Det er påkrævet, at jeg glædes lige nu. Sund og rask, ved ikke af noget ondt, ligger på sengen, vipper med storetåen og kigger ud på de vandrende skyer. En ubekymret kirkeklokke ringer i det fjerne. Intet er som det plejer at være. Det er som en venten på forløsning. Træt venten. Hver morgen inden jeg står op, er jeg gennem de sidste år blevet liggende lidt og har masseret mine nyrer med tommeltotterne. Bløde synkrone tryk og bevægelser igangsætter mit morgentoilette. Pludselig, fra det ene øjeblik til det andet må jeg ud og forrette min nødtørft. Som om jeg kommer dybere til bunds med min lort. Musklerne slipper, skider fortiden ud. . .Som jeg siger, der sker ikke så meget for tiden.

Fredag 19. april
Bedst som alting er eller var, som det plejer at være, får jeg armbolten ned over håndryggen. Tre knogler mere eller mindre knust i min venstre hånd og ligger nu på tredjedagen og summer på smertestillende medicin. Min grove hånd, der allerede har holdt til mangt og meget, er nu uarbejdsdygtig. Nu er det op til mig at regenerere. Heldigvis skriver jeg med den højre, og selv bassens rytme kan jeg stadig slå an med min raske hånd. Mest af alt godter jeg mig dog over medicinens afslappende effekt. Samtidig er det langfredag, og sømmene gennem Jesus hænder føles bogstaveligt, men heldigvis stærkt dulmet. Armbolten var klodset op, og et upræcist slag fik den til at vende og nærmest spidde min hvilende venstrehånd. Der var en brøkdel af et sekund, hvor jeg kunne have flyttet hånden. Men min sædvanlige tvivl, forsinkede bevægelsen. Jeg så det ske uden at gribe ind. Nærmest i en bedøvet tilstand så jeg ulykken i langsom gengivelse. Alligevel var jeg ikke så bedøvet, som jeg føler mig nu, det var nærmest et forvarsel for hvad, der skulle ske. Jeg har en flaske opiumsdråber og smertebehandler mig selv. Hånden blev bundet ind af en yndig sygeplejerske, Charlotte. Kom hjem til Birkehaven i aftes og er døset hen siden, falder ud og ind af denne tilstand. Nogen gange føles det, som om Charlotte stadig er her, og jeg ublu beder hende om at tilfredsstille mine lyster. På den anden side føler jeg den søde kløe, og den klarer jeg selv. Egentlig ikke en seksuel følelse, men ren velbehag og umiddelbar tilfredsstillelse, en forløsning som at klø på et myggestik, uden det ubehag myggekløe afstedkommer.

Senere
Bliver bange for min svaghed, hører om de andres liv, og bliver i tvivl om mine valg. Man skal presse sig igennem for at få ørenlyd. Som om jeg er omgivet af ånder. Det gør at jeg trodser, og vælger hvilke ting der skal nedfældes her. Har været i en trance på det sidste, selvom jeg bestræber mig på at se folk i øjnene har det været, som om jeg ikke har været til stede.

Onsdag 24. april
Sæd på maven, smøg i hånden, tænkte på Charlotte. Skød en kaskade efter hende. Indeholder livskimen. Så bliver man træt og doven. Da jeg mistede min mor slukkedes lyset. Det var forventet, havde fået forberedelsestid. Hun var på sin vis afklaret med at skulle herfra. Det eneste der bekymrede hende, var mig og lille Anna. Om vi kunne bibeholde gnisten, det var den nervøsitet hun altid udtrykte. Min far vidste hun nok skulle klare sig, han havde og har stadig en ukuelig gejst for det, der optager ham. Men vi var mere forsigtige og ligesom hende selv, skrøbelige overfor forandringer. Med min mor døde den samlede familiefølelse. Det var gennem hende, vores lille familie var skabt. Min fars høje selvværdsfølelse irriterede hende. Hans skråsikre kynisme og sarkasme overfor andre slags værdier end hans egne, var kimen til mange skænderier i vores hjem. Hun havde aldrig manglet noget, hvor hun kom fra. Min morfar var jo tandlæge med egen klinik. Jeg er sikker på, at det var min fars selvsamme fandenivoldske ukuelighed, hun i sin tid havde forelsket sig i. Min hånd summer og flyder ud over bordet

Fredag 26. april
Tiden går og klokken slår, som man siger. Gider intet, solen varmer mit ansigt og mine ord. Formålsløse, ja nærmest unødvendige, beskrivelser af mit kløende velbefindende. Min hårde mave og mangel på slip. Opkastningsfornemmelser og flere dråber. Min læge var flink at udskrive endnu en flaske. Det er meningen, at jeg skal oplære og rådgive, men stemningen på værkstedet er afmattet, og vi går efterhånden bare og venter på at Holst drejer nøglen om. Og hvad så Kai, flere dråber? Intet arbejde, snarlig desperation. Jeg føler mig tung i knoglerne, specielt min rygrad tynger mig tilbage. Rudolph mener selvfølgelig, at jeg skal passe på dråberne. Altid fornuftig, betænksom og velovervejet. Fordi opiumsdråber, snaps, øl og sædvanlig livslede er en stærk og ukontrollerbar blanding. Jeg var nok mere end almindelig bramfri, da jeg sammenlignede vores forskellige situation og lod noget af min bitterhed få afløb. “Du er aldrig gået efter drømmen Kai, du har altid spillet sikkert” kan jeg huske han sagde.

30. april tirsdag
Jeg troede i lang tid, at det simple liv var at fortrække. Fast arbejde, kollegaer eller arbejdskammerater. Et mere eller mindre konstant rådighedsbeløb jeg kunne afstemme mine udfoldelser i forhold til. En familie, børn og kone og hvem ved, en dag bliver jeg måske tilbudt partnerskab i virksomheden eller starter mit eget. Men den praktiske ensformighed mit smedearbejde har resulteret i, står mig ud af halsen, og Rudolphs succes med musikken, som han elsker, Clara, som han elsker, er blevet mig en besættelse at opnå, det væsentligste succes-kriterium. Hun siger til ham, “jeg holder så meget af den sang, Rudolph”. Han siger, “det gør jeg også, men det er ikke min egen”. “Det er min drøm at skrive en melodi, vi kan nynne, når vi skal herfra en dag min elskede”.

Skal møde Finn på ’Nielsens’, der er altid en del villige servitricer, som han siger, eksempelvis Gudrun. Er træt og grå for tiden, min nabo Tage, siger det er dråberne. Min sjæl tørster efter dem, og jeg befinder mig i en til tider sælsom afslappethed. Nærmest en dvaletilstand. Hvor jeg kan slumre hen, når jeg har lyst, liggende som siddende. Selv min far bemærkede forleden at “det virker som om du sover med åbne øjne Kai”, men, sagde han, “jeg ved også godt at jeg gentager mig selv i uendelighed”.

Onsdag 8. maj
Det at tage sig sammen, beskrive eksistensens myriader af indfald. Tilbundsgående træthed og flere dråber. Dråber, der bliver til tårer over min mor, Anna, min gamle mormor. Kai, der engang var så levende, sidder og søber opiumsdråber. Holst Andersen tror jeg er syg, beder mig om at blive undersøgt. Det synes, grå, gusten, mere sol har jeg brug for. Dengang jeg var ung, dengang jeg var glad. Tyve elendige smøger senere, opiumsdråberne og snapsen virker vidunderligt. Dagny sagde hun havde banket på, havde kunnet høre min grammofon, så jeg måtte jo være der. Tog mig nok en blunder. Holst Andersen ville have fat i mig. Passede jo meget godt med min drøm, eller hvad det nu var. Min hånd er rimelig lægt. Det er ikke den mere, det må jeg indrømme. Lægen siger, jeg ikke har brug for mere, at jeg allerede har fået rigeligt. Så må jeg vel bare tage mig sammen. Mandfolkeagtigt, smæk ballerne sammen Kai. De gange jeg har prøvet at lade være, hjælper det at drikke sig afskyeligt fuld. Men når tømmermændene melder sig, ved jeg dråberne fjerner ubehaget og forvandler smerten til valmuen de siger dråberne stammer fra.

Tirsdag 20. maj 1941
Utroligt med endnu en flaske opiumsdråber. Noget der var vokset forkert sammen, fik brækket knoglerne op igen, og tilbage med endnu en flaske. Men endnu mere utroligt er det, at jeg skal i biografen med Charlotte, sygeplejersken, i aften. Jeg var stærkt bedøvet, da de brækkede knoglen igen. Jeg sitrede lige et øjeblik i mundvigene, da knækket lød. Men jeg var maksimalt afslappet. Hun sagde, hun havde set mit ansigtsudtryk da det skete, “og at jeg vel nok var mandfolkeagtig.” Jeg var nærmest lykkelig, da jeg forlod hospitalet, med en ny flaske dråber og en aftale samme aften. Det hænger sikkert sammen med, at jeg har siddet i solen en del, og fået glød i mine gustne vinter kinder. Samtidig befinder jeg mig storartet med den bramfri afslappede tilgang, dråberne bevirker. Det er det modsætningsfyldte forhold, jeg har til dråberne, der er min største bekymring. Nu ved jeg om ikke andet, at hvis jeg stopper med medicinen, gør det ondt i min hånd.

Onsdag 21.
Hun er lige gået, klokken er otte morgen, og jeg må fortælle, hvad der skete. Vi mødtes foran Roxy Bio på Godthåbsvej. Hun er i en stram grå ulden klædedragt, der sidder helt til. Hun får øje på mig, mine reaktioner er jo dulmet.
“Hej Kai-Aage, du ser ud til at have det godt”
Jeg stod i min Liebhaverfrakke, som Finn kalder den. En kollektionsprøve han har købt hjem fra Italien og givet mig for et par år siden. Jeg går sjældent med den, da den har et tyndt, men varmt kaninfoer der gør, at man sveder, hvis man har en jakke indenunder. Derfor har jeg kun en skjorte på, og åbentstående, min grå filthat, cashmeretørklæde og smøg i kæften. Jo, jeg befinder mig egentlig udemærket lidt syg og dulmet.
“Du kunne nu godt lige have barberet dig”, siger hun, da jeg kysser hendes hånd.
Med det samme var der noget jeg kunne lide. Noget ustyrligt
“Weyse ender med at forlade kærligheden til fordel for musikken. Spiller til sin elskedes bryllup, hvor hun bliver gift med en anden mand, og genopdager i smerten, kærligheden til musikken.”
“Jeg har allerede set filmen”
“Ih Kai, hvad er det så du forestiller dig vi skal lave?”
“jeg har lyst til at ligge ned, Jeg har jo så ondt i hånden må de forstå”
“har de et præservativ, unge mand”
“Det kan de tro frøken, hjemme på mit rene værelse, hvor jeg også kan byde på en lille forfriskning og en bid brød”
Aldrig har jeg mødt et så umiddelbart, liderligt kvindemenneske. På vejen hjem fortalte hun, at hun havde forladt sin mand, som hun havde fundet sammen med sin 8 år yngre søster nytårsmorgen. De havde troet, hun var faldet i søvn. Imens havde han stået og taget hende bagfra og sagt ting til hende, som om det var noget, de havde gjort ofte.
Hun havde bestemt sig for at ændre livsanskuelse, og der var det, at hun havde set mig. Første gang kunne hun huske, hun syntes, jeg var stiv og kedelig, jeg var selvfølgelig i smerte, men det var alligevel en anden Kai, hun havde mødt i dag. Mere charmerende og nærværende og, ikke mindst, indbydende.
Der er for engang skyld ingen, der ser os komme op ad trappen. Jeg spiller Nuages med Django Reinhardt, en plade jeg låner af Rudolph. Brød og pølse, og jeg har også nogle øl.
“Du lider af det min farmor kalder “soldatersygdommen” siger hun pludselig.
Hendes farfar var vendt hjem fra krigen som opiumsbruger. Det var godt mod diarre.
“Men jeg havde tænkt at spørge dig, om jeg ikke kunne få lov til at prøve. Det er jo ikke sådan noget, jeg tør at prøve alene, eller spørge mine veninder om.”
Der var da ikke noget jeg hellere ville. Jeg hælder to dråber på en sukkerknald og putter den i hendes the.
“Så smager det jo også godt”
Jeg har selv fået rigeligt og sætter mig tilbage på sengen, imens hun sidder ved bordet og ryger. Vi lytter til musikkens inciterende rytmer og Djangos fabelagtige guitarspil. Som musik fra de varme lande. Jeg åbner vinduerne, og en blid forårsvind kærtegner mine næsebor.
“Jeg tror godt, jeg kan mærke det Kai, Jeg har det som om, jeg skal kaste op.”
Jeg henter en spand. Der går noget tid, hun sidder bare og kigger ud af vinduet. Hun siger at hun har det dejligt, hun vender sig mod mig. Jeg ligger på divanen og summer. Jeg kigger op på hende, hun er i silhuet, i modlys fra vinduets lys.
“Hvad er det for en bog du har liggende der på bordet”
“Min dagbog, det er der, jeg beskriver det her.”
“hvad skal der så ske i din historie?”
“du ved jo godt, hvad jeg håber på, der sker Charlotte”
“Hvorfor tror du, jeg er sådan en pige”
“Det kan man se på dit udtryk, dine bevægelser emmer af sensualitet.”
“jeg tror nu, det er dråberne Kai”
Jeg ligger og prøver at koncentrere mig om, hvad jeg skal sige til hende for at få hende ned på alle fire, da hun afbryder min tankerække med
“jeg har kunne se, at du ville bolle mig, siden første gang du kiggede på mig”
“kan jeg da få lov til det?”
“Det kommer an på, om du kan få mig til at komme”
Jeg sætter mig straks frem, hun spreder benene“
“jeg har barberet mig, så du kan komme til med din tunge.”
Jeg får lagt mig til rette foran hende, jeg kærtegner hendes lår og røv med min raske hånd og får placeret min tunge på hendes lille knop.
“Ja, sådan, du skal gøre det der” siger hun.
To våde fingre stikker jeg op, imens jeg slikker hende til orgasme.
“nu skal du få min stive pik,” siger jeg til hende. Og fumler mit præservativ på.
“Sig til mig jeg er en slem pige” siger hun
Det er som et glimt fra fortiden, som om der er en edderkop, der bevæger sig ind i mit synsfelt. En stor satan kravler ind, og min pik bliver slap. Det er som et jag fra dråberne.
“Kan du ikke lille Kai?. .Skal du have hjælp.” siger hun. “det er ellers en stor flot en, du har der” Min pik svulmer op igen, edderkoppen er væk. Hun har sat sig på hug helt tæt på mig. Hun kysser mig, bider mig let i læben imens hendes hænder arbejder med min stive pik.
Sådan nu er den ved at være stor og hård nok til mig” siger hun og fører mig ind. Det er som om jeg bliver optaget af hende, forsvinder i hendes bevægelser, overgiver min tilbageværende energi. Hun nærmest suger min sæd ud af mig med sit underliv.
Jeg vågner ved at hun står med sit overtøj i døren, det er midt om natten, hun siger, hun har morgenvagt på hospitalet. Hun siger tak for pølsen og dråberne og god behandling. Og at det er hende, der kontakter mig, hvis vi skal ses igen. Farvel Kai.

Søndag den 1. juni 1941.
Frem er endnu engang Danmarksmestre, jeg så det ske i 36 for præcis fem år siden, og jeg så det i dag på et fyldt stadion. Pauli var med igen, han må gå over i historien. Ligeså meget finesse som jeg selv havde, og samtidig lynhurtig med et stensikkert hårdt fladt skud. Dejligt stadig at kunne blive begejstret over god bold. Det er som at se en hær af trimmede soldater, der arbejder for hinanden, mod et fælles mål. De har forskellige kvaliteter, og der er klare regler, der skal overholdes, men selvfølgelig kan gradbøjes. Jeg er af den overbevisning, at “Smut ” Birk filmede sig til det afgørende straffespark. Men Frem vandt, og det skulle fejres. Vi var nogle gutter fra arbejdet, der mødtes, har ikke rigtig været på arbejde den sidste tid, kun ind over bestillingsopgaver, vejledning, eller oplæring. Holst Andersen har meddelt os, at han har foretaget de nødvendige indgreb og os, der er tilbage, i hvert fald kan regne med arbejde året ud. Der skal laves lamper til Radiohuset. Problemet er, at jeg befinder mig glimrende uden arbejde. Har nærmest fået det som min far. Men når det nu skal være, glæder jeg mig til at komme i gang med de lamper. Martin Hansen er sådan en type, der får en til at grine. Jeg har arbejdet med ham før og været ude i selskab med ham nogle få gange. Han er venner med Heile Hansi, men er ikke selv nazist. Intet er ham helligt, han får folk til at grine, fordi han formår at svine alle parter til, uden at tage parti. Han synes vidst, at jeg er lidt lusket, specielt nu med dråberne og små pupiller. Han siger, jeg er som vinden blæser. Mener aldrig noget, tavs og frygtsom. Det må stå for hans egen regning. Han er i hvert fald ikke en, jeg gider at forsvare. Han rager ulykker til sig, det må bare være et spørgsmål om tid.
Hansi var også med, for en gang skyld uden at skilte med sine nazi tilbøjeligheder. Han var oprigtig glad for at Holst Andersen trods alt havde holdt på ham, nu hvor Hansi oven i købet kender til hans afsky overfor værnemagten. I det hele taget en fordragelig flok kollegaer, der var lykkelige over at have fast arbejde de næste syv måneder. Hvis man ikke vil arbejde for Tyskerne, er der næsten intet arbejde tilbage. Det viser sig, at arkitekten, der har kontaktet Holst Andersen, bevidst har valgt os på grund af Holst Andersens politik og sympatier. Min hånd er i bedring, kan spille på bassen og bevæge mine fingre, dråberne gør mit spil meditativt, men hvor er min lille sygeplejerske. Hun havde lovet at ringe.

Fredag 6. juni 41
Elsker at se kvinder komme, miste kontrollen hengivet til deres lyst. Få pik og sutte som glubske sultende. Umættelige, klar til mere pik. Saftspændte pumper de manden, symbiosen. Bliver til en skulptur, der bevæger sig i naturens ædleste rytme. Den livgivende vuggen, der bugner af instinktiv lyst. Jeg havde ellers besluttet mig for at det kun var Charlotte, men hun ringer jo ikke. Så ’Nielsens’ Gudrun, det mærkværdige menneske. Hun er nærmest ikke til stede. Hun fiser rundt som en stresset gravhund. Men hun ved hvad hun vil have, hun red mig og røg en smøg imens. Egentlig en kende ucharmerende, men samtidig brugte hun sin anden hånd og fingre til at massere og finger bolle mit røvhul til jeg kom. Og uden præservativ. Jeg må være idiot i min opiumsrus. Ved aldrig hvor hun skal hen, eller hvor hun kommer fra. Hun formår alligevel at være over-servitrice på ’Nielsens’. Tjener gode penge, og er sådan en slags pige, der kan finde på at komme med en ny skjorte til en. Hun ”havde lige tænkt på mig, da hun så den.”
Det må være tid til at tænke på sommerferien, der er selvfølgelig Vesterly, men samtidig er der dukket muligheden op for at låne min nabo Tages lille husmandssted på Bornholm, i Gudhjem (Gudrun, åh nej…). Han skulle så låne mit værelse i mellemtiden til en norsk kammerat, han får besøg af. Det skulle være om en måneds tid, 7 juli. Jeg må skrive på færgen. Hvad gør jeg med bassen?. Har modeller klar til to af de første lamper. Skal i alt lave ni forskellige, så jeg skal ind på værkstedet og lave en mere i løbet af weekenden. Arkitekten kommer ud mandag morgen.

Onsdag 11. juni.
Rart at have travlt, men endnu rarere at sidde og kigge ud på Birketræet, med en kold optrukket. Så ringede hun simpelthen, den smukke pige. Petersen, Husvagten, kom surt op og sagde, der var et pigebarn, der ville ringe igen kl. fire. Et indestængt menneske for hvem det eneste opløftende han foretager sig, er at spionere på folk og få alle 13 lejere jaget ned i beskyttelsesrummet i tide og utide. Det er hans livsopgave, gad vide hvad han lavede inden, fordi han er heller ikke vicevært typen. Han er selvfølgelig lidt yngre end Dagny, en fire-femoghalvtreds. Det er det hun bruger ham til. Igen billeder jeg ikke kan overskue at visualisere yderligere. Men hun ringede, og vi skal mødes ved Botanisk have kl. halv fem. Jeg er ellers blevet inviteret hjem og spise hos Rudolph, det kan være, jeg kan få hende med.

Jeg kunne få hende med, hun ligger ved siden af mig, hendes smukke ryg fint aftegnet af stearinlyset på sengebordet. Hun er ikke så smuk som Clara, men hun er fræk og indtagende på sin egen måde. Clara var vidst chokeret, da Charlotte snakkede om anal orgasme. Min lille sygeplejerske, hendes ex-mand er åbenbart politimand. Klam stodder, at bolle hendes lillesøster. Hun havde været seksten. Charlotte havde sagt, at det ikke var det, at hun var mindreårig, fordi hun var udviklet som en tyveårig. Det var mere det, at de havde gjort det lige foran hende, hæmningsløst havde hun stået med hænderne strakt op af to bjælker imens han smækkede hendes lille røv og hun nervøst kiggede over på hende og tyssede på ham. “Jeg drak hende fuld, så jeg kunne få din lille røv helt for mig selv”. havde han prustende sagt, som om Charlotte var dum og ikke kunne høre.
Det var en sjov aften i forsommerens tegn. Vi sad udenfor og sjove naboer kom forbi, har altid godt kunne lide Kartoffelrækkerne. Jeg skal være på værkstedet kl. seks i morgen tidlig, forberede støbning til kl. syv. Jeg lader hende bare sove, smuk og velduftende hud. Jeg lægger min hånd mellem hendes baller, sutter min pegefinger våd og stikker den forsigtigt op i hendes vagina, hun udstøder et sagte støn, og spreder beredvilligt benene så jeg bedre kan komme til. Hendes ansigt gibber. Hun er vågnet, “ du er smuk sådan der”, siger jeg og trækker mig ud og kommer over hendes ryg..

Mandag 16. juni
Min bas ekvilibrisme er uændret. Øver mig i at holde en rytme, stabiliteten. Fokus Kai! Øver mig uden min fulde opmærksomhed. Det, der virker stærkest på mig, er foråret, gnisten er kommet tilbage. Den brager gennem dråberne, gennem øllerne og udenomssnak. Glimt af kærlighedens væsen. Charlotte og mig. Vi galoperer derude i universerne. Forenet i det jeg troede var uopnåeligheden. En dulmet elskovsakt. Hun drikker théen med de opiumsspædede sukkerknalder. Siger, det gør hende liderlig bare at gøre det.
Det her er materien, mit eget liv. Er blevet væsentligt for mig at skrive. Alt det her snakkede jeg aldrig med nogen om før. Nu når jeg har formuleret det skriftligt, for mig selv, opsummeret mine oplevelser og historier i bogen her, er jeg bedre rustet verbalt, jeg har så at sige genfundet lysten til at fortælle om mine betragtninger. Der er nye studenter i gaderne. Unge og håbfulde danser de på Kongens Nytorv. Tyske hjelmklædte ser til. Nogen af dem er jævnaldrende med studenterne. Men de er ikke inkluderet i festlighederne. De er udeltagende, hårdt prøvede unge ansigter. Ønsker sikkert de var et andet sted. Med deres kærester og familier i Rhinlandet. De er blevet misinformeret, manipuleret til at tro at det er nødvendigt at stå i fuld uniform i 23 graders varme. Med hjelm og stenansigt. Har ladet sig manipulere af deres sure fører. Med solbriller og min lille bog sidder jeg og blunder i solen på Nyhavnssiden ved ankeret. Hestevogne med syngende studenter i hvidt passerer foran mig. Flimrer som i en døs, tog en 4 millimeter dosis, da jeg havde afleveret sidste model på tegnestuen på Christianshavn. Slentrede ind over Knippelsbro og har sat mig her for at tænke på ingenting.

Lørdag 21. Juni
Har måtte bruge de sidste weekender på at arbejde. Vi har sandstøbt de store indgangslamper. Jeg og Martin, ham med de sjove kommentarer. Han er grundigheden selv og arbejder yderst detaljeorienteret. Behandler grovfilen som et instrument og forstår at tilføre lamperne den sidste professionelle finish, som han selv kalder det. Men jeg fatter ikke, hvad han vil med Hansi, de er tilsyneladende bedste kammerater. Kan man være et ordenligt menneske, når man omgås så usympatisk et menneske. Jeg er jo selv et bæst, men på svagpisser manér. Nosseløs, undgår og frygter konfrontationen.
Jeg husker min mor binde min sko. Hun sidder på hug foran mig, grundigt snører hun skoen. Hun verfer håret tilbage og kigger op på mig. “nu er du klar, Kai, til at gå ud i solen.” Hendes smil toner frem, “vi vil altid være sammen du og jeg, mig kan du ikke slippe for” siger hun og griner. Jeg kan huske dem skændes, min far blev grov i munden. Kaldte hende kælling, det næste øjeblik holder de om hinanden og kigger forelsket på hinanden og på mig og Anna, der sidder i køkkenet. Hvad kan jeg bruge det til, sidder med bassen og søber. Min hånd er nærmest normal igen.

“Det er lang tid siden jeg har set dig, du må huske, at tiden ikke varer evigt”. Det er min far, der ringede, måske fordi jeg netop havde tænkt på ham, eller tænkte jeg således fordi han tænkte på mig?. Telefonapparatet er sat op på væggen ud for Dagnys entre, døren står altid på klem. Er sikker på, at Petersen står og lytter med. Min far, melodramatisk som altid, “Hvad med børnebørn, når jeg at få sådan nogen at se”. Tilbage på divanen taler ånderne videre til mig. Mit drevne sind er åbent for spirituelle indtryk. “Hvorfor skulle du dog væk mor“, hun bøjer sig yndefuldt og samler en blomst op. Hun dufter til den og lukker øjnene. ”Jeg rejser med dig Kai”. De døde tvinger mig til at se mig selv i øjnene, selv Richard, Klejnsmeden, der hængte sig i vinter. Havde jeg gjort mit ypperste, reageret forstående og hjulpet ham. Og hvad så hvis han stadig levede? Opiummen er skånselsløs, og jeg lader mig opløse i intetheden til i morgen.

Tirsdag 24. juni.
Sct. Hans aften omkring bålet i Frederiksberg have. Tyskerne i krig med russerne, flere ledende kommunister fængslet i Danmark. Nu har de for alvor lagt sig ud med hele verden. Det tyder på selvtillid, det kan være man skulle lære at tale Tysk. Måtte snige mig forbi Nielsens’, var sammen med Charlotte og skulle for alt i verden undgå Gudrun, som jeg kunne se serverede udenfor. Claras veninde synger i koret, så vi kom til at sidde helt tæt ved orkesteret og pigekoret.. De blideste stemmer fra den danske mulm. Dejligt at folk ikke fulgte opfordringen til at synge med. Clara syntes musikken var ligeså smuk som jeg gjorde. Rudolph og Charlotte er mere til swing. Rabler gårsdagens oplevelser af mig, klokken er kvart i fem, jeg kan ikke sove mere. Summende myg, driver mig til vanviddets randområde. Derude hvor jeg kan drukne. Kan ikke finde tilbage, dråberne gør mig tung og ugidelig. Dræner min seksualitet.
Er taget tidlig af sted, kunne alligevel ikke sove, har sat mig på en bænk ved Sct. Jørgens sø. Et smurt rundstykke med ost. En tåget morgen, klokken er kvarter i seks. Træt og forarmet ligger fyldebøtten på bænken ved siden af mig. En ti meter fra mig, så jeg ikke kan lugte ham. Skyerne er trængt ned til os. Luften er tyk af fugt. Mærkbart materialiseret. Har vi råd til at holde liv i sådan en type. Han holder ikke gang i hjulene på den tyske damptromle. Værnemagten betaler med de kaprede likvider. En fyldebøtte som ham afliver man. Han har tydeligvis mistet kontrollen.
Elsker jeg mon Charlotte? er det hende jeg skal satse på? Vi hygger os, ingen sure miner endnu. Jeg har fået hende til at smugle en flaske dråber med fra hospitalet. Min læge ville ikke være med mere. Sagde jeg skulle passe på, det kunne udvikle sig til afhængighed. Jeg fortalte ham at jeg havde tabt flasken, så det var derfor, jeg var her igen så hurtigt. Han kiggede på mig og sagde, at mine pupiller er sammentrukket og min hånd er fin. Det tyder på, at jeg har fået nok. “Men, men” forsøgte jeg, men der var ingen kære mor. Charlotte kunne forstå min desperation og kom samme aften hjem til mig med en flaske ekstra stærk medicin. Sagde de brugte det efter opvågning fra større operationer. Ganske rigtig en voldsom rus. Vi var for påvirket til at elske, lå bare og kælede med hinanden. Det er sidste flaske, det har jeg aftalt med mig selv. Fik samvittighedskvaler af at få hende til at stjæle opiummen. Til gengæld ses vi oftere, hun nyder det ligesom jeg. Alligevel er det noget vi holder hemmeligt, Rudolph har måske gættet det, men så alligevel ikke. Vi fik nogle øl på plænen og vores afslappethed blev sikkert forvekslet med beruselse. Fyldebøtten ved søen er faldet ned fra sin bænk og har slået hovedet, bløder fra hovedbunden, stinker af alkohol.

Mandag 30. juni
Dråberne er stærke, og jeg skal være klar over, hvad jeg skal umiddelbart efter indtagelse og i hvert fald tre timer frem. For skæv til pludselige overraskelser. Jeg har besluttet mig for ikke at have medicinen med til Bornholm. Det bliver en slags afvænning.. Let nok at sige, men hvad fanden skal jeg så lave derovre?. Charlotte tager med og er der i den første uge. Luftalarm i nat, husker jeg drømte, at jeg var ved at blive bidt af en lille slange i pikken. Jeg lå åbenbart på maven, da jeg prøvede at undvige dens bid. Jeg vågnede med et sæt, forstrak halsen og kan stadig mærke ubehaget. Badet i sved, lummert og tordenvejrsagtigt kom jeg til mig selv, tog mig et par dråber på en sukkerknald og skulle til at skrive. Da lyder alarmen, og jeg tager morgenkåben på og går ned for at komme Petersen i forkøbet og få en ordentlig plads.

Er for påvirket til at tale med nogen. Tage sidder og konverserer med overboen og prøver at invitere mig med i samtalen. Jeg spiller træt, må lade som om jeg sover. Kløen forstærkes af den lumre kælderluft. Luften er tyk af tobaksrøg, og her lugter samtidig af bræk. Som om der er myrer, der kravler på mig, pisser og bider og hvad de nu ellers gør. Jeg kan ikke klø mig uhæmmet, for så sover jeg jo ikke. Hører på Tages begejstrede fortællinger, tiden snegler sig af sted. Min ellers så søde nabo er uudholdelig at høre på, driver mig til vanvid. Han har simpelthen svar på alt. Han burde dulmes af en ordenlig sjat opium, eller er det dråber for svin?. Og hvad får jeg ud af det?. Endnu et skvat som jeg selv. Gejsten definitivt medicineret væk hos de bedøvede naboer. Nu sidder de ovenikøbet og søber sammen. Modløsheden og det selvforskyldtes tunge åg. Petersen har flyttet nogle bænke ned i kælderen. Vi deler rummet med Nummer 69, fortrinsvis beboet af ældre par i herskabslejligheder. Han har prøvet at rumopdele lokalet, men bænkene han har stillet langs væggen er mest eftertragtet og de 30-40 mennesker der er samlet, foretrækker væggene fremfor bænkene med tilhørende borde, der er sporadisk placeret i det lavloftet mørke lokale. Han har selvfølgelig været nærig med stearinlysene, men det bekommer sikkert folk udemærket, på dette ukristelige tidspunkt. Det må være sådan et sted, man venter, når man er levende død. I starten frygtede jeg faktisk luftalarmen, bomber og nedstyrtninger osv., men der sker ikke noget i gode gamle Danmark, det er jeg efterhånden vis på.

7. Juli
Har pakket, købt et par kaki shorts og ligner efterhånden en rejsende. Charlotte møder jeg en halv time inden afgang ved kajplads 14. Tages ven hedder Baldur, han er jo nordmand. Virker som en tilforladelig type, og jeg har jo ingenting af værdi. Jeg har min bas med, kører hele skidteraget af sted på ladcyklen og låser den ved færgelejet. Martin henter den, han bor alligevel i Fredericiagade, og tager den med ud på arbejdet. Jeg har også måtte investere i et par badebukser, man kan jo håbe på strandvejr. Min far havde pludselig brug for at lette sit hjerte som han sagde.
“Jeg havde håbet, døden ville tage mig før din mor, Anna eller dig selv for den sags skyld”
“Det var jo ikke meningen, at det skulle gå som det gik”
“Jeg har i det store hele haft et tilfredsstillende liv omend en anelse ufokuseret”
“Jeg kunne have gjort så meget mere end jeg fik udrettet, havde jeg forvaltet min tid og entusiasme anderledes”.
Dagny bankede på og meddelte, at en vis Gudrun Vinberg havde telefoneret adskillige gange. Må indrømme, at det orker jeg ikke. Ikke sådan lige før afgang, sandheden er at jeg har undgået hende, forsøger at være kærester med Charlotte. Burde måske tone rent flag, sige sandheden og komme videre.

Senere.
Den friske luft, færgelydene, vindblæste stemmer. Der er ikke mere land at se. Charlotte er gået ned, og jeg sidder nu alene på dækket i aftensolen. Jeg skal ikke lyve for mig selv, Charlotte fik udsmuglet endnu en flaske af den stærke mikstur. Den skulle i hvert fald kunne holde ti dage, eller to uger hvis jeg strammer ballerne. Havde håbet på at skulle sejle med MS Rotna, en færge der kan fragte over tusinde passagerer, men grundet brændstofrationering er den gamle damper, SS Østersøen sat ind. Den er stuvende fuld, omkring 180 passagerer. Store sultne måger følger i kølvandet på den gamle færge..

Der sad en familie med tre drenge ved siden af os i restauranten. Den mindste af drengene hed Oswald, han var snart fem år og en anelse ustyrlig for forældrene. Han satte sig hele tiden ved vores bord og snakkede bramfrit med Charlotte. Hun er tydeligvis glad for børn. Oswald var også en af de charmerende af slagsen. “De må forstå at jeg elsker store bryster” sagde han “ligesom den herre” og skulede til mig. De fleste omkring os må have lyttet efter, fordi der udbrød en ukontrolleret fnisen og latter fra de nærmeste borde. “Hvad skal du lave når du bliver stor Oswald? ” Spurgte hun afledende. “Jeg skal være sådan, en der går med damer”. “Er de da gift?”. Jeg følte vi blev nød til at fortrække, fra den næsvise unge lømmel og de undskyldende forældre og tilhørere.
Oceanet og den nedadgående sol mødes derude i horisonten. Stjernerne anes svagt i det mørknende himmelrum. Min sygeplejerske venter i kahyt 17. Jeg er vel lykkelig.

Damperen skrider gennem det dybe sorte vand. Vi har elsket, og jeg sidder udtømt i skæret fra et stearinlys. Min heftige elskede forstår at give sig hen. Charlotte Amalie Persson, 24 år og sygeplejerske, en munter glad og udfordrende pige. Hun betror mig efterfølgende vores møde med Oswald, at hun snart vil have børn. Kan fornemme på hendes inderlighed, at det er et seriøst mål, hun har sat sig. Hendes mor havde allerede tre som femogtyveårig og to siden hen, bl.a. hendes liderlige lillesøster, Laura.

8. juli 1941 (Det er morgen, hører radio)
”Den danske Regering har givet Tilladelse til, at faste Befalingsmænd af Linien, Reserven o.l. og hjemsendte værnepligtige fra den danske Hær melder sig til Frikorps ”Danmark”. Medlemmer af Frikorpset vil faa Lønning m.v. i Overensstemmelse med tyske Bestemmelser, og for deres Person og Familie være undergivet de almindelige tyske Forsorgsbestemmelser.”
Det er et på mange måder godt initiativ. På den måde får vi sendt nogle af de værste danske ballademagere ud at slås med nogle russiske ballademagere. Langt herfra på Østfronten. Selvfølgelig ærgerligt at det bliver på Tyskernes side. Men man kan jo håbe, at det afretter dem, hvis de kommer levende hjem.

Heldigvis har Tage en radio i det gamle bondehus. Man kan mærke, det har stået ubeboet hen i måneder. En del mus og spindelvæv har indtaget husmandsstedet, men Charlotte forvandler hurtigt huset til idyl. Huset ligger for enden af en lang, smal gammel have, der går ned til en stenet strand. Bestemt ikke et tiltalende sted at bade fra, da der er brændenælder og tidsler helt ned til stenene og vandet. Men udsigten fra den lille terrasse mod havet er umiskendelig smuk, og jeg glæder mig allerede til at se solnedgangen i Salenebugten. Hvor er det dejligt at slippe for at se Tyskere. Der var da nogle få hjelmklædte, da vi anløb Rønne, og jeg så også en lastbil fyldt ved Nexø. Men generelt ser man ingen. Her er vel, ligesom der altid har været. Og fiskerne er ligeglade med storpolitik.

Onsdag 16. juli 1941
På en af vores første gåture stødte vi på en kunstmaler, der åbenbart er landskendt, Oluf H. Det er vel fordi at han er interesseret i Charlotte at han kaldte os hen. Han arbejder fra en gård med udsigt ned over Gudhjem. Den hedder Bognemark, og mange af hans billeder er malet der, billederne står i lag langs den ene længes husmur. Et mere eller mindre identisk motiv, men med forskellige lys og farver. Der er ild fra den nedadgående sol i portåbningen set fra gårdspladsen. Jeg har siddet der nogle aftener, efter Charlotte er taget hjem, og misset med øjnene i min opiumsrus, spædet godt op med porter, øl og Olufs fornøjelige selskab. Han er vel 20-25 år ældre end mig og fortæller, hvordan hans ene søn er forblændet af Nazismen og nu “gudhjælpemig” har meldt sig til frikorpset og snart drager mod østfronten. Sønnen er ellers selv maler og uddannet i Paris, men er lige pludselig blevet grebet og afbrudt af den Tyske psykopat.
Oluf fortæller, at han skammer sig, når han møder den hårdtarbejdende bondekone. Skammer sig over sit eget livs lethed og den livsstil, der er ham forundt. Hans billeder er begyndt at virke på mig. Jeg fortæller ham at de bringer lys i mørket og indeholder, til evig tid, et stykke af Gudhjem.
Samtalerne med maleren flyder sammen, når jeg kommer tilbage til mit hus i Salenebugten. Som han siger, “jeg er til et samfund med negerpiger og harmonika” Og så drikker vi en brøndkølet øl. “bare vent, hvis du bliver siddende og kigger på åbningen, eksploderer lyset i dit sind”. Han har rejst og oplevet verden, men denne ydmyge gårdlænge er hans yndlingsmotiv. Studiet af det skiftende lys i portåbningen “og ikke mindst mit humør” som han siger. Grundigheden, guddommeligheden, essensen. “Hellige ensomhed – at stå en kold dag i en bondegård og høre vinden, høre en dør, der klager på sine hængsler.”

Ved midnatstide går jeg hjemad, hen over markerne i den stjerne knitrende nat, ned til fyret og det gamle fæstningsværk hvorfra en to-tre kilometer lang sti bugter sig på skrænterne langs vandet. Det er bælgmørkt, og man skal vare sine skridt. Der findes ikke en sjæl i nærheden, og et fald kan være fatalt. Så ligger man der og bløder til engang, hvor en forbipasserende måske får øje på en dernede i dybet.

18. juli
Det virkede så rigtigt, da hun var her, hun bagte brød og lavede mad uden at blive konet og kedelig. Jeg skrællede kartoflerne og styrede et lille bål i haven. Røget sild og røget sild. Som maleren siger, “alle kommer til Gudhjem efterhånden, derfor er der god smørrebrød og pølse i Gudhjem, hvis man bliver træt af alt den fisk”. Det er det jeg lever af for tiden, efter Charlottes afrejse, slagterens pølse og bagernes rugbrød. Hun er nærmest fordomsfri, men ville aldrig sutte en nazipik, med mindre jeg vil se hende gøre det, siger hun og ler.
Afskåret fra omverdenen et sted i Østersøen. Kai, snart tredive, måske skulle jeg fri til hende, eller er hun for voldsom en tæve til mig, bangebuksen. Hun er sjov og humoristisk, fræk, liderlig, men hvor længe, hvad nu på en regnvåd februar morgen, hvor krisen kradser, med skrigende småbørn og en træt brugt smed. Da det bare var os to, skulle der ske noget, er det velovervejet?, ville jeg ønske hun var Clara. Rudolph er min overmand, han er tættere på essensen. Charlotte er vel min skæbne.

Søndag 20. Juli
Mellem Tejn og Gudhjem ligger Helligdomsklipperne, i gammel tid fandtes en hellig kilde i klipperne. Gennem årtusinder har brændingen på dette sted eroderet klippekysten og skabt dybe kløfter ind i fjeldet. Tilbage står nu de skarpe skær, forrevne granitsøjler og stejle klippevægge med dybe gange og grotter. Man er vel tyve meter over vandet de højeste steder. Jeg dristede mig til at hoppe i vandet fra en af stenene, det var lummert og stille. Jeg var nøgen og alene og lå bagefter som et krybdyr og varmede mig på stenene. Herovre er det ikke politisk motiverede bøller, man skal undgå, men religiøse fanatikere. Jehovas Vidner og Mormoner fylder betragteligt i det Bornholmske landskab. Bedehuse, kors og forsamlinger af stramme og korrekte mennesker. Sekter af gudfrygtige angstplagede individer, der er så overbeviste om deres egen fortræffelighed, at de tror, de skal belemre os andre uoplyste. At det er til vores eget bedste. Minder mig om Ida og hendes far, præsten, gad vide hvad der skete med hende? Maleren har inviteret mig med til halbal i eftermiddag fra fire. Det er min sidste aften, rejser i morgen formiddag.

Mandag 21. juli.
SS Østersøen, fra Dampskibselskabet af 1866, forlader Bornholm, du skønne ø. Uimodståelig granit og tømmermænd af den gode slags. Ser ud til en anelse bølgegang. Og hvad så hvis vi gik ned med mus og mænd. Jeg kan jo svømme for helvede, der skal mere til at få bugt med mig, Kai, overleveren. Ganske rigtigt var festen som at komme tilbage til Revsmosegaard. Et halbal er vitterlig en unik begivenhed fyldt med kærlighed og løssluppenhed. Dansen kunne jeg huske fra dengang, og jeg gik lige i hjertet på Louise Sømod, stakkels pige. Jeg gned mit stive lem mod hendes underliv, når vi dansede. Er efterhånden uhæmmet i min rus. Maleren grinede, og græd sin sorg ud over at miste sønnen til Nazismen. Han siger, hvad der falder ham ind og er en skarp gammel knark. “Gudhjem er en forstad til København, der er måske længere end til Rungsted, men vejen er til gengæld rigere på oplevelser.“ Det tør siges, bølgegangen og det at skrive stemmer ikke overens, brækfornemmelser overmander mig. . .

København du dejlige hjem og hovedstad, endelig tilbage i rolige vande. Indsejlingen varsler et nyt kapitel i mit ikke så unge liv. Tænk engang, 30 år om to uger. Gad vide om min sygeplejerske står og venter. Martin har lovet at stille ladcyklen samme sted jeg forlod den for en menneskealder siden. Jeg kan lugte, at jeg ikke er den eneste der har kastet op. Kunne evt. holde en frokost for de nærmeste under rødbøgen i Kongens Have, det gjorde min far i sin tid. Nogle duge og tæpper, så sidder vi på jorden og får en sjus og nogle gode Bornholmersild. Irriterer mig at jeg prøvede at komme i trussen på hende Sømod. Det er kun fordi hun ikke ville, at det ikke skete. Desperat fortæller jeg hende, hvordan jeg vil behandle en lille narrefisse som hende, når hun engang overgiver sig.

Tirsdag 22. Juli.
Tilbage på pensionat Birkehaven. Alting er som det plejer at være, bortset fra at Gudrun har efterladt endnu flere beskeder hos Dagny og Petersen. Havde nærmest glemt hendes eksistens. Lykkeligt glemt. Blev for første gang lidt irritabel. Charlotte havde lovet at få en flaske med fra sygehuset, men havde tænkt, at det nok var meget godt at lade være. Fint for hende, men hvad så med mig, Kai. Jeg har jo ikke haft tid til at forberede mig. Hvad gør jeg nu med min ubærlige lyst, Tøjler den eller hvad?
Tvinger mig selv til at falde ned. Det er morgen, solen skinner, er i kontrol. Skidt med opiummen, den skal ikke have lov til at styre mit liv. Jeg er ligeglad med dråberne, men det er selvfølgelig et skråplan at have drukket to bajere inden klokken ti og gud ved hvor mange smøger.

Onsdag 23. juli
Så ramler det, styrter i grus, Gudrun er gravid og vil beholde barnet. Er for påvirket til at tage det bogstaveligt. Fandens osse, hvad har jeg arme mand dog gjort for at fortjene en sådan skæbne. Finn sagde ellers, at jeg godt kunne låne af ham, hvis det var penge hun ville have. Men nej, det er et barn hun vil have, og hun er tilsyneladende ligeglad med min holdning, hun vil beholde barnet.

Et fjols er hvad jeg er, kan ikke overskue at fortælle det til min far, for så vil han være bedstefar. Min sygeplejerske og soldatersygen, hvad med min medicin. Jeg bliver nød til at smadre min hånd igen. Charlotte, min elskede, kæreste pige. Det er jo dig jeg vil leve med. Hvad gør en klog mand?. Der er ingen at klage sin nød til. Det må være sket, den dag hun kom forbi og røg en smøg, mens hun red mig. Når jeg tænker tilbage, var der også en målrettethed over hendes besøg. Hun kom simpelthen for at få min sæd.
Arbejdet starter. Hvis jeg så bare kunne begrave mig i mit spændende arbejde. Jeg vil godt have børn, det er bare ikke meningen, at det skal ske sådan her. Hvor jeg dog ønsker, hun aborterer.

Søndag 27. juli
Min far er faldet og har slået hovedet mod en vægt, han har stående ved siden af sengen. Fru Sørensen fortalte mig, at han pludselig følte sig træt og havde lagt sig ind. Hun havde hørt nogle underlige lyde, og da hun kommer ind i soveværelset, er han midt i et krampeanfald. Han ligger på gulvtæppet ved siden af sengen og banker hovedet ind i badevægten. Der kommer blod ud af hans mund, og hans øjne er fuldt opspillet. Han virker dog afslappet nu, men en smule chokeret. “Det er sikkert sådan, mit liv slutter en dag” siger han. “Det er godt du kom”.

Jeg fortalte Gudrun, at jeg ikke vil have noget med hende at gøre. Og at hun ikke skal kontakte mig igen. Jeg fortsætter, som intet er hændt. Det er hendes tåbelige valg. Hun siger, at hun som syvogtrediveårig måske ikke får chancen igen, og at hun kan beholde sit job på ’Nielsens’, hvor hun tjener mere, end jeg gør. Rudolph mener selvfølgelig, at jeg skal være der for mit barn. “Hvad ellers” som han siger “det vil spøge i dit hoved til evig tid alligevel”. Han har lovet ikke at sige noget til Clara, men nu får vi se.

Finn har fået Yvonne til at forsøge på at snakke hende fra det. Hun arbejder også på ’Nielsens’. Det ville immervæk være det optimale ikke at skulle tænke på det overhovedet. Har samvittighedskvaler i forhold til Charlotte, hun ved ingenting. Og er efterhånden ligeså glad for soldatermedicinen, som jeg er. Vi hygger os i hedebølgen, sex og nærværende omsorg, dejligt ukompliceret.

Fredag 1. august
Er i Stockholmsgade, tiden står stille, folk stopper op, Hovene klemter mod asfalten. Den gamle Konge kommer ydmygt ridende, hesten lidt dugnakket i et afslappet tempo. Han kigger rundt og møder mit blik. Han smiler til mig, og jeg bukker ærbødigt. Man ved, at det nok skal gå, når man kigger i hans øjne. Han er ikke rigtig bange mere, men han er heller ikke ligeglad. Med sit blik giver han mig en historie til værkstedet i morgen, eller her, til dagbogen. Han er mere end en nikkedukke for de herskendes interesser. Et menneske der skider og bløder og smiler, når han møder mit tågede blik. Jeg burde overfalde ham med mine problemer. Hele historien med min elskede mors bortgang, min søsters og så videre. Samtidig udstråler han en sart reserverthed. Sårbare øjne, forklædt som soldat. Hans egne problemer i en verden med helt andre spilleregler end på gaden. Jeg trækker min cykel ned til værtshuset “Under uret” på Sølvtorvet. Sætter mig udenfor med en øl og min dagbog.

Er jeg ved at miste min forstand? Hvor er det jeg vil hen ad? Hvad er mit virkelige oprigtige ønske, der vil gøre mig lykkelig og tilfredsstillet? Hun siger, hun er sat til først i marts. Hun har drømt, det bliver en dreng, og han skal hedde Holger. Hun er skingrende vanvittig. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad han eller hun skal hedde. Min far bemærker stadig min søvnige fremfærd, som han kalder det. Siger jeg skal vågne op og løbe lige som alle de andre myrer. “Bare du er glad”, “bare nogen gange”, retter han det til.
Den sirlige måde, radiserne er skåret på og karsen strøet på min fiskefrikadelle, vidner om godt smørrebrød, et godt køkken og øllen smager derefter.

Hvis alle kommer på søndag, min far og fru Sørensen, Rudolph og Clara, Charlotte og en veninde, Finn ville tage et par piger med, der går model for varehusene, et par af smedene, i hvert fald Martin, har også inviteret Holst Andersen og hustru, men de har allerede meldt afbud. Ligeledes kunne Onkel Otto og familien ikke komme ind fra Rørvig, og det skulle undre mig, hvis han lod Maren komme, selv om hun er flyttet til byen. Vi bliver vel en ti tolv stykker, flere skal vi heller ikke være.

Jeg har været på Østre Borgerdyd Gymnasium hele formiddagen. Trappegelænderet skulle beses, strammes og beslag skulle udskiftes. Egentlig arbejde, pedellen burde kunne tage sig af, Men Holst Andersen tager hvad som helst ind for tiden. Der er ikke noget som en tom skole, der har ligget hen en lang sommerferie. Akustikken i de tomme gange og klasselokaler. Det var der jeg kunne være blevet klog og lært at styre verden. Den forventede levealder er 65 og jeg bliver kun tredive år. Jeg har tiden for mig, , ,skal tilbage på værkstedet.

Mandag 4. august
Regn, hele dagen på min fødselsdag. Er det ikke et tegn på at sadle om? Du trætte gamle mand, hvad blev der af idealerne? Det er en slags stagnerende modløshed, ligesom mit basspil, der heller ikke udvikler sig. Har ellers fået det integreret som et strikketøj, har automatiseret det, således at jeg kan sidde ved mit bord og kigge ud på det stolte gamle birketræ, med min erstatningskaffe, øl og stearinlys. Min bog ligger opslået og venter disse vise ord og beretninger. Det er et slags ritual. Bassen er placeret ved siden af mig, og hver gang jeg går i stå øver jeg mine rundgange, skalaer og simple melodier. Vindens hvisken i bladene, en søvnig sporvogn og en begyndende opklaring akkompagnerer mit usikre spil og rytmer.

Kære Gud, du som er i himmelen. Forhåbentlig ved du, at mine tanker og hensigter er gode. De karambolerer dog nogen gange med mine handlinger. Drukmåsen blev stiv, stod under træet med alle mine øl og fine ideer. Men regnen var ubønhørlig vedvarende. Første gang Charlotte og min far skulle møde hinanden. Min far var i højt humør og sammen med fru Larsen, der var en anelse mere betænkelig ved situationen. Det minder min far om hans unge år, når han møder mine venner. Specielt Rudolph har den virkning på ham. Og Finn tog billeder med et nyt smart fotografi apparat, han havde med. Det var mærkværdigt at stå i næsten to timer under de opslåede paraplyer. Det blev på en gang personligt og intimt. Folk kom hen til mig, tillykke tillykke, og nærmest en ad gangen, overbeviste de mig om, hvilken fortræffelig fyr jeg er, og havde muligheder for at blive til. Ja selv Holst Andersen og frue var forbi. Hun havde insisteret, “Kai er en af dine bedste medarbejdere, og se nu hvordan det regner på hans fødselsdag”. Der blev skålet og selvom Charlotte og min far gik mere end glimrende i spænd, må jeg tilstå at Clara er fortryllende. “Løvedrengen er ved at blive stor og farlig” hviskede hun til mig inden de gik. Jeg har ellers holdt mig nogenlunde på måtten siden Halballet, med hensyn til øl og snaps. Eller skåret lidt ned. Charlotte den dejlige tøs, kan godt lide at få den i numsen. Og jeg elsker at slikke hende til hun gisper og tigger mig om det. Jeg har lavet en pik i rustfrit stål og hun kommer altid når jeg knepper hende bagfra og samtidig lister metal pikken ind i røven på hende med safter og spyt. ”Ja sådan skal du gøre det for mig Kai, sådan”. Spillede begejstringen ud på bassen.

Mandag 11. august.
Tonen er blevet hård, Hansi er virkelig ude med riven for tiden. Og han ville være blevet fyret, hvis det ikke var fordi Holst Andersen frygtede repressalier fra Hansi og hans ligesindede. Vi har opfordret ham til at melde sig ind i frikorpset og tage af sted til Østfronten, og han er dum nok til at gøre det, men “uheldigvis har han en mor, han bor sammen med og som holder krampagtig fast på sin lille dreng”, som Martin siger. For selv Martin, hans eneste “ven” på værkstedet, er træt af ham for tiden. Hans altoverskyggende jødehad. Folk han slet ikke kender, som han vil udrydde skyde og brænde, børn som gamle. Kvinder, smukke piger hele molevitten skal aflives, stod det til Hansi. Det er direkte pinligt og altid forudsigeligt, hvad han vil sige. Han sidder stolt i kantinen og fortæller om, hvordan han selv og et par kammerater i weekenden, “smadrede brillerne på en gammel jødekarl henne på grøntorvet”. Om hvordan to politibetjente havde set til uden at skride ind. “Brillerne havde siddet fast i hans jødeknækkede næse, efter han havde fået Hansis knytnæve at føle”. Selv Martins kyniske humor kommer til kort, fordi vi ved, at det er rigtigt. Psykopaten har virkelig været ude at banke en stakkel ned foranlediget af Førerens hjernevask. Gad vide, hvad Hansi får ud af at fortælle os andre om sine ugerninger?. Han viser engang imellem korte glimt af almindelig menneskelig empati og forståelse. Men det er som om djævlen får tag i hans skizofrene sind. Ikke engang Ole Olsen, chaufføren, tør at tirre ham længere. Bolchevismen har jøderne åbenbart opfundet. Det er enten den eller den rene højthævede nazisme, det er de eneste to muligheder ifølge Hansi. “En national rejsning mod Marxisme og kapitalisme frelste Tyskland, den kæmper i Frankrig, Spanien og mange andre lande, og kun en Nordisk rejsning, Nationalsocialismen, kan frelse Danmark i det vældige Ragnarok, der går over verden”, Hansi har tydeligvis terpet partiprogrammet og lyder efterhånden som Frits Clausens Papegøje. Men hvad kommer det mig ved. Om ikke andet har han efterhånden fattet at han skal holde sig fra mig. Når han blander sig i en samtale forsvinder jeg. Hvis han spørger mig om noget, svarer jeg med enstavelsesord, og lukker hurtigst muligt samtalen. Han gør mig i dårligt humør.

Torsdag 14. august
Min morfar rejste en del som tandlæge, holdt forelæsninger om indfatninger, nye blyfyldninger og teknikker, han arbejdede med. Derfor havde min mor været med i Paris, London og flere andre storbyer. Jeg kan huske hendes salige blik, når hun fortalte om Middelhavet eller om malerne på Montmartre. Vi havde ikke selv råd til at rejse, og vi havde jo Vesterly. Og som hun sagde, “I ved jo heller ikke bedre, og det er nok godt det samme”. Men det var et klart afsavn, hun havde, og et ønske hun udtrykte til det sidste, “at vi skulle se det, opleve det som en familie, Alperne, Eiffeltårnet, floderne”. Hendes milde øjne følger mig som regel, selvom de samme øjne skifter udtryk og bebrejdende ser til, når jeg som nu, påvirket af opiummen brænder hul i papiret, fordi jeg endnu en gang er slumret hen med en nedbrændt smøg.

Det er en lun aften, mere end tyve grader. Klokken er hen ad ti. Jeg kan høre Tages radio inden ved siden af. Funklende eventyrsmåne og endnu et stjerneskud. Det er den tid på året, hvor stjernerne styrter. Opsluges af mørket og uendeligheden, mine øjne lukker sig og jeg falder hen.
“Det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe.”

Min mor er blevet træt af at følge med. Alt det hun i levende live var sparet for, som hun ikke vidste om sin lille Kai, har hun fået indblik i fra den anden side. Hun er med mig og mine tanker. Hun ser hvordan jeg mishandler min lykke. Mere eller mindre konstant påvirket, fægter jeg mig frem. Kære mor, jeg ønsker dig evig fred.

Fredag 22. august 1941
Undgå øjenkontakt med tyskerne. Det er min pligt at se bort fra dem. Stå frem, klar i mælet og se hvad der sker. Udfordre autoriteten, sige alt det ingen tør sige. Det er på tide at nogen råber op, som min far kalder det. De vil ikke trykke hans læserbreve mere. De har fået mundkurv på. Folk har travlt, og det gælder deres egen overlevelse først og fremmest. Alt andet må vige. De gode tanker er tilsidesat for egen vinding, man vil helst ikke skulle tage stilling, gribe ind eller sætte noget på spil. Psykopaterne bestemmer, og ingen skal have klinket noget. Man ved, de er hæmningsløse og klar til konfrontation, klar til krig. Finn siger, at de er tvunget i hæren, og at alt det der med jøder og bolchevikker i virkeligheden ikke rager dem en fjer. “Det er et modefænomen Kai, tænk på KU’erne. For et par år siden marcherede de i gaderne i sorte bukser og lange støvler med skrårem, grøn skjorte, grønt flag og grønt armbind.” Det er det de kan, tyskerne, præsentation. Snorlige rækker, ens påklædning og bevægelser. “Klæder skaber folk Kai”. . .

Jeg tror på gud fader den almægtige himmelen og jordens skaber. Dejlige liv med dit væld af muligheder. Jeg takker dig for mit daglige brød, min kvinde, min øl og dråber, den skinnende sol og min vejrtrækning. Jeg takker dig, fordi du så tit lader mig grine fra hjertet af. Fordi du har været med mig i al den tid og indeholder mine forfædre venner og familie. Kære gud, driv tysken ud af vores lille land og pas godt på Anna, mor og dem jeg ellers kender deroppe. Omgivelserne er bestøvet af kærlighedens omskiftelige væsen, på vej gennem himmelrummet forbereder jeg mig på den visse død. Jeg selv spiller ingen rolle mere. Jeg er en udbrændt stjerne, og kun mine allernærmeste venligt indstillede kan stadig øjne mine mangelfulde kvaliteter. Og så var hun pludselig død, Anna. Kan huske politibetjenten ikke var sikker på, om han var kommet til den rigtige adresse. “Der havde været et sammenstød på ring 8, og hun stod ikke til at rede”. Jeg skyndte mig over til far, så jeg selv kunne fortælle ham det. Han havde virket underlig afklaret, som om at det var ham, der skulle være den stærke. Han forventede vel, at jeg ville bryde sammen. Mit sprog er så mangelfuldt kære søster. Jeg forvirrede vores kærlighed med unødvendige udefra påtvungne stress faktorer. Indtil da havde jeg haft det, som om at vi to skulle leve evigt. Vi var familien, det næste skud på stammen. Det var os, der skulle holde sammen. Jeg havde passet godt på dig, skånet dig for mine ukontrollerbare lyster. Jeg har vel været følelsesløs siden din bortgang.

Søndag 24 august
Tømmermænd gør mig rastløs, giver mig lyst til at flygte ud af min krop. Efterlade kadaveret i sengen og forsvinde som en ren tanke. Der var engang, hvor jeg ville have tænkt tilbage på aftenens bedrifter. Men nu ser jeg åbenbart fremad. Splittet koncentration, Rudolphs overbærende grin gennem alkoholens tåger. Nåh ja, vi havde mødtes klokken syv på Palæ bar. Jeg kævlede bajerne ned som om det var min sidste aften. Der havde været nogle tyske soldater tilstede, Rudolph fik lirket mig udenom. Han havde ikke villet tale om sit sexliv med Clara. Det vedkommer åbenbart ikke mig. Fordrukne tølper, er hun genert, tager hun den i røven, elsker hun at sutte pik? Hvordan fanden er hun. Det havde regnet, da vi stod og pissede i risten. Rudolph har det man kan kalde en kødpik. Stor og intimiderende i slap tilstand. Virker som om min egen bliver endnu mindre i hans samvær. En opiumspik, der kryber sammen og gemmer sig. Lige lidt hjælper det, jeg er en skygge af mig selv. Et usselt og frygtsomt eksemplar af menneskeracen, der drømmer om at stikke den op i sin bedste vens kæreste.

30. august lørdag
Det er mening, der er målet for de fleste menneskers søgen. Trætte øjne besværliggør arbejdet. Et lig hvor ådselædende konfirmander tager stilling til de forudgående generationers manglende beslutninger. Der er ingen tvivl om, at jeg må have hørt forkert. Det er ren volapyk. Ingen sammenhæng. Radioen kører hos naboen og nedenunder. Det er blevet en mere eller mindre konstant baggrundsstøj i det ganske land. Det er åbenbart vigtigt at få at vide, hvad der sker i Grækenland, eller i Congo. Har gjort mit bedste for at virke interesseret og opføre mig anstændigt. Har så vidt det har været mig muligt, hjulpet og assisteret venner og bekendte. Formålsløse planer der er druknet i årenes sorg. Uforståeligheden og de mange ønsker dulmet af mit opiat. Græder over mig selv og over tiden, der gik. Der var ingen der tog mine råd for gode varer. Allerhøjest blev de set, som en form for adspredelse, “lad idioten snakke, det kan være man kan bruge en eller anden vending”. Kan blive rasende i mit stille sind. Men så er det at min sygeplejerske træder ind i billedet. Så længe jeg kan holde Charlotte glad og interesseret, kan det ikke være helt slemt. Og dog. Jeg har helt klart mistet tråden, faldet af hesten og den er redet videre ud på nye eventyr.

31. august Søndag
Er det min egen død, jeg frygter, er det sindssygen? Første døgn uden mine dyrebare dråber. Sveder bare af at tænke på det. Har nu lagt mig for at gå til ro, sove ubehaget væk. Det er ikke engang en overlagt beslutning. Jeg er løbet tør og har ikke været i stand til at få fat i Charlotte. Den sindssyge kælling, hvad tænker hun dog på. Pludselig strammes nettet og jeg føler mig syg af længsel. Der er ingen hjælp at hente på en højhellig søndag aften. Ryster og sveder, måske skulle jeg bunde den sidste sjat snaps. Gad vide hvad der er hændt hende, hun havde jo fri kl. halv syv, og det var meningen vi skulle ligge og søbe. Kolde fødder eller en ulykke, familietragedie, et eller andet må der være sket hende, ellers havde hun været her!. Troede, jeg kunne drikke mishaget væk, men nej, stiv med de samme bekymringer bare endnu mere bekymret. . .klokken er halv fire, og jeg kan ikke falde i søvn igen. Forgæves vender og drejer jeg mig, imens jeg prøver at tænke på ingenting. Ingen dråber, ingen kvinder, ingen krig, ingenting eksisterer i mørket, i trætheden i irritationen. Tredive år, uden familie, bor stadig på pensionat som en knøs. Myggen i mørket umuliggør søvnen. En enlig myg jager mine årers brusende blod. Kan huske jeg vågnede om natten, fuld af forventning, skulle vi spille kamp. . .ak og ve, det var dengang, godnat.

Fredag 5. september
Fireogtres og færdig, Finns far afgik ved døden i forgårs. Jeg har lovet ham at hjælpe med at rydde ud i herskabslejligheden i Kronprinsensgade. Han stod ikke til at redde. Han havde givet slip. To svaner vugger i Sortedamssøen. Den kolde vind varsler efterårets komme. Jeg har taget fri kl. tre og venter på at Finn kommer forbi og henter mig ved rundbænken. Dannebrog blafrer stolt på Dronning Louises bro. Har en øl med i min taske, som vi kan drikke, inden vi går over i lejligheden.

Man kan sagtens sidde og drikke øl på en bænk hvis man gør det med stil, et sundt væsen i et sundt ydre. Men når man ser ud som Finn gør, virker det skadeligt for folks holdning til en.

Finn, modekongen i forfald, ligner en hængt kat i sit lapsede dyre tøj. Sporadisk udvoksede skægstubbe, som totter i hans drengede ansigt. Gule leverøjne der vidner om manglende søvn og alkoholisk overdrev. Godt han ikke kender til dråberne, eller hvad?.

Lejligheden er enorm. Som om der har boet en gammel misligholdt prins. Der er bøger overalt, væggene fyldt med malerier og fotografiske værker. Det er som et velordnet museum, og midt i det hele sidder Finn i en stor gammel sofa og drikker en af farens dyre rødvine.

“Den sidste uges tid har han været mere klar end nogensinde før. Der var lige nogen ting han skulle have gjort færdig. Bøger han lige skulle læse igen”
“Onsdag morgen bad han mig om at oplæse H.C Andersens ’Træet’. Jeg skulle starte med slutningen” og så sagde han, som det sidste,
“Den, som synder, sover ikke.”

“Kom og drik med mig, Kai, den koster en ugeløn denne rødvin”
“Forretningsmæssig Spekulation i Sanselighed, var hvad min far blev dømt for, på grund af bøger og blade med seksuelt indhold”.
“Han både fotograferede og fik trykt bladene Kai. Det var gennem min farmors fine hæderkronede forlag”, “hun vidste intet om udgivelserne”
“Det var først der, med ham surrealistens katalog og udstilling som politiet stoppede. At pressen blev ledt til min far”
“Han forsvarede sig med frisind og nye boller på suppen”
“Det slog hende nærmest ihjel, min farmor, og min far kom sig aldrig over pressen og journalisternes behandling af sagen.”

Velværen breder sig i min mund, den silkebløde smag er fremmed, dyb og fuld af ro. Han fortæller mig om de mange billeder og genstande faren har samlet. En stor del, er arvegods fra farmorens familie.

Finns farmor havde boet i lejligheden de sidste år af sit liv. Den er stadig velholdt og opryddet, fordi hun har livstidsansat Rose, hushjælpen, der kommer tre gange om ugen og gør rent, vasker tøj og laver mad, hvis Finns far ønsker det. “Hvad nu med hende” siger Finn opgivende, “flytter nissen med?”. De tunge velour gardiner med de karakteristiske klunker minder om en svunden tid.”

Det er uoverskueligt for mig, at hjælpe Finn med at rydde ud. Jeg kan ikke vurdere hvilke af tingene, der betyder noget eller er noget værd. Så vi drikker vin og jeg græder med ham, og hører ham fortælle om den dominerende farmor, der forgæves prøvede at rette faren til. Lejlighedens overflod forklarer i den grad Finns skødesløshed med hensyn til penge. Selvom han har brugt af sin arv har han hele tiden vidst, at han med tiden ville arve alt dette. ” De forskellige rum vidner om de mange ufærdige projekter, faren havde sat i gang. Skulpturer, mørkekammer, laboratorium, men på samme tid virker værelserne som om, at der ikke har været nogen i dem i årevis.

“Det er det med plads. Man får en yndlingsstol eller sofa. Og det er der man altid sidder”.
Finns forretningssans er ansporet af en oprigtig interesse for at materialisere sine ideer, “pengene tjener i nogen tilfælde som en målenhed for projektets succes” som han siger. “Men det er nyskabelsen i sig selv, der er hans egentlige motivation”. . .Ender med at jeg overnatter der.

Der står et stort flot billardbord i en af stuerne, vi spiller i timevis, og igen er det følelsen af at forlænge ens energifelt, der opsluger koncentrationen, at blive et med kuglen og føre sin energi ud i kontaktpunktet mellem billardkøen og kuglen. Finn viser sig at have en enestående evne for karambole billard, og han lever sig som altid fuldt ind i spillet. Jeg får ham overtalt til at barbere sig, inden advokaten kommer.

Torsdag 11. september
Jeg gider ikke engang at tale om mine egne problemer og genvordigheder, når jeg er med Finn, det er ham der læsser på mig for tiden. Den gode vin, billard og pornografiske billeder, jeg har været der nogle timer engang imellem på det sidste. Skulle begraves og så må det være slut, han har nærmest voldtaget mit liv den satan. Hvorom alting er, Tage hentede mig ind, jeg skulle høre noget, han havde skrevet.

Jeg er drænet og træt, har hørt på alt det, der med Finn omhandler familie og penge osv.. Samtidig har jeg arbejdet med en skingrende skør Hansi for tiden. Han bilder sig ind, at han tilhører herrefolket, den grimme nar. Charlotte spurgte mig forleden, om jeg havde været sammen med andre piger end hende. Og det har jeg faktisk ikke, selv om Finn pludselig ringede nogle piger over fra Bovary. “Nu skulle vi have suttet pik, og vi var ikke fulde nok til at gøre det på hinanden”, ja han er sjov nok engang imellem.

Tirsdag den 16. september
Det er modigt, der er nogen der har trykt et illegalt blad, alt muligt, som man egentlig godt vidste, bliver bekræftet. Det er Tyskernes censur af pressen, af aviserne og radioen. Det er, som min far hele tiden har sagt, derfor avisen ikke har trykt hans debatindlæg. Det er min nabo Tage, der har givet mig bladet, imens han kiggede mig meget alvorligt i øjnene. Lige før, ude på gangen. Man kan læse om samarbejdspolitikken, styret af frygt og trusler. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene. I det mindste er vi ikke i krig. Sygeplejersken kommer om lidt med en flaske dråber og glidecreme, og jeg har købt brød og ost og fået en af Finns vine, det har hun garanteret aldrig prøvet før. Virker omsonst at drikke en vin, som koster det samme som en måneds husleje. Charlotte frygter altid at møde nogen på trappen, selv om Dagny er indforstået med sovende gæster. Gad vide om hun ville sige ja, hvis jeg friede til hende.

Torsdag 18. september
Det kan nogen gange være svært at afgøre, om hensigten med en handling har været ondsindet, eller bare er udløst af generel ubetænksomhed. For eksempel har jeg, som det ofte sker, ladcyklen med hjem fra arbejdet. Har ofte skullet aflevere noget efter fyraften, eller har haft et ærinde i byen tidligt, inden arbejde. Endnu engang er min plads i gården optaget af andre cykler. De må vide, at det er mine cykler, der holder på den plads under halvtaget. Og selv om pågældende ikke ved, at det er mine, så er det i hvert fald altid de samme to cykler, der optager den plads. Alligevel må jeg flere gange om ugen flytte cykler, der enten er parkeret der for bevidst at markere et standpunkt om, at man ikke kan have faste pladser, eller også dækker misgerningen over ubetænksomhed og apati. Jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg foretrækker, ulydighed overfor uudtalte principper eller sløsethed.

Men, jeg afskyr også dumstædighed. Der er intet værre end skråsikker argumentation. Må indrømme, at forelskelsen er aftaget. Tiltrækningen har fortaget sig. Hendes skræv lugtede surt, og pludselig forekom hun mig ussel og uappetitlig. Jeg har strittet imod følelsen, men den sure lugt, og ja, faktisk smag, har afseksualiseret mig. Det er selvfølgelig uoverskueligt, hvad nu med dråberne? Skal jeg så smadre min hånd for at få mere. Hellere det end at slikke Charlotte igen. Åh min Gud, hvad har jeg dog gjort.
Indtil fornylig var hun og jeg det bedste bud på fremtiden. Ligge og nusse i vores rus. Jeg får det nærmest dårligt af at se hende. Lægerne og sygeplejerskerne må da også have bemærket det, hun er pludselig hulkindet med et let gustent skær. Hvordan skal jeg dog forklare hende det, og hun er også nærmest blevet afhængig af min metalpik. Det er ris til egen røv, som min mormor ville have sagt. For efter den sidste oplevelse, med den sure lugt, skal hun nok ikke regne med, at jeg kan få den op at stå igen. Og Gudrun med en unge på slæb. Hvad skal det dog blive til? Det virker oprigtig talt uoverskueligt. Måske jeg skulle flytte, en anden by i landet hvor ingen ved hvem jeg er. Viske tavlen ren, starte på en frisk.

Onsdag 24. September
Min samvittighed æder mig, “du ligger som du har redt, Kai”. Der er vel ingen rigtig undskyldning. Jeg er en tåbe, der har ladet sig styre af kødets lyst og umiddelbare indskydelser. Det kan selvfølgelig ikke undgå at have konsekvenser.

Der er en del der mener, at tyskernes tilstedeværelse i gaderne sikrer ro og orden. Ballademagere og andet utøj møder prompte respons, hvis de råber op eller på anden vis udtrykker eller opfordrer til utilbørlighed. Selv drankerne og de subsistensløse respekterer overmagten.

Varmen er for en stund vendt tilbage. “Det virker ikke som om at du elsker mig mere”, og det er nok godt det samme. Jeg er ikke værd at samle på, er blevet et håbløst eksemplar. Fra hånden til munden og sig selv nærmest. Kai vælter sig i dumme floskler og forudsigelighed. Nødtvungent arbejder jeg for at vedligeholde mit overdrev. Rudolph fodrer skønheden, jeg grimheden. Clara blomstrer, Charlotte rådner. Min væremåde og usunde indflydelse skal drikkes væk, kneppes væk og glemmes. Fra det ene sekund til det andet er mit blik dødt, når jeg kigger på Charlotte. Hun må da også selv have opdaget det. Bare hun selv ville stoppe det. Jeg er endnu engang for svag til at sige sandheden. Opiummen har været for stærk for hende. Alt det liv og frækhed hun indeholdt, har jeg fået drænet ud af hende. Det er pinligt at være en vampyr som jeg.

Et sølle individ plaget af frygt og skyld. Jeg går i kirke og beder om forladelse. Sidder og sveder og kradser mig blandt de religiøse. Kan jeg huske den Gud jeg tror på. Hvad vil han med mig?

Lørdag den 27. september
Det næste sekund er jeg glad og fri, en del af den store organisme. Jalousien og misundelsen er gemt væk, men ikke glemt. Min dagbog, bugner af tanker og oplevelser. I 1941 på en bænk i solen lever jeg. To tyske soldater står og snakker og griner. Gad vide om de må det, altså grine. En barnevogn danser larmende på de toppede brosten. En hane galer i det fjerne. Og hvad så hvis jeg får et barn? Det er vel ikke det værste, der kan ske. Jeg ville i det mindste gøre min far glad, det kan jeg høre på ham hver gang, vi er sammen. Der er ikke nogen grund til at leve i fortiden mere. Det handler om en fælles lykkefølelse.

Jeg arbejder sammen med en naver fra Tønder, en tømrer, hans håndværkstradition byder ham at drage på valsen i udlandet, det er så åbenbart Brøndsalen i Frederiksberg have, hvor også Holst Andersen og jeg har vores gang for tiden. Han skal arbejde i udlandet i mindst tre år og en dag!, før han kan blive mester. Han er dygtig og har sin egen stil og måde at gøre tingene på. Alt, fra hans påklædning til hans måde at behandle et søm på, vidner om dedikation. Han drager af sted på landevejen og arbejder for kost og logi.

Ham her, Heinrich, fortæller mig, at hans tøj hedder en kluft og koster den nette sum af 400 kr. Åbenbart fra en speciel skrædder i Tyskland. Samtidig har han sin stenz, en naturformet vandrestok. Han ligner en slags troldmand. På stokken er der et lille vippebræt, ud for hans gylp, hvor han kan hvile sit lem, når han skal tisse, på sine vandringer. Kun i tilfælde af alvorlig sygdom må Heinrich komme hjem, eller indenfor halvtreds kilometer af hans hjemstavn. Tre år en dag. Den ekstra dag er så, at han kan gå de sidste halvtreds kilometer hjem efter de tre år på valsen, fortæller han.

Han har gjort det til sin religion, og i starten syntes jeg egentlig, at han var fin nok. Men efter en uge er hans iver og korrekthed ved at gå mig på nerverne. Og jeg kunne ikke andet end grine, da Holst Andersen kaldte ham en dum tysk vagabond, der ligeså godt kunne have været nazist. “Sådan en type, der har brug for et søm”, sagde han, “at hænge sin store grimme hat på”. Den gamle smed er kyniker uden lige. Han griner sjældent selv, men sætter ting på plads med en enkelt sætning.

Alt taget i betragtning, en opmuntrende dag indtil nu. Jeg har prøvet at undgå det næste skridt, men nu skal det ske. Skal møde Charlotte på Bobi bar, fortæller hende sandheden.

Senere
Træt af al den hærgen. Den stakkels pige brød som forventet sammen. Hun tiggede mig om at genoverveje. Men nej, beslutningen er truffet. Hun ophidser mig ikke mere. Det eneste hun gør, er at minde mig om, hvilket svin jeg er. Prøvede at forklare hende, at det var blevet for meget, at jeg, og hun selv, havde mistet styringen med opiummet. Det er lettere sagt end gjort. Som aftenen skred frem, blev vi selvfølgelig fulde.

Torsdag den 2. oktober 1941
Der var engang, hvor jeg tænkte på en masse…..lort. Tænkte på, hvordan jeg kunne forbedre verden, kortsigtethed. Stiv og fordrukken ligger jeg nu og bobler videre. Finns advokat, som jeg mødte, ænsede mig ikke. Han værdigede mig ikke et blik. I øjeblikket var jeg forfjamsket, men efterfølgende er min trang til hævn vokset. Jeg er nærmest ustyrlig, og hvis jeg møder ham, og det ved Finn, går jeg til ham og konfronterer ham med hans ignorance. Jeg er pludselig klar til at sætte det hele på spil for at blive opfattet, som jeg føler mig og ikke blive ignoreret.

Jeg havde gjort anstand til at hilse på ham, bevæget mig mod ham med hånden udstrakt. Han kiggede igennem mig og vendte sig demonstrativt mod Finn. Jeg forstenede, opgivende og flov listede jeg mig tilbage i min stol. Han fortsatte uhøfligt med at spørge Finn, om det var nødvendigt, at der var tilhørere, og nikkede indiskret i min retning. Finn insisterede på, at jeg blev siddende, ydmyget og forbløffet sad jeg stille og lyttede til deres samtale.

Fredag den 3.
Hvad regner folk med, der sker, når de i den grad sjofler andre mennesker. Den lille mand, forurettet, trampet på. Hvad bilder han sig ind? Han har garanteret ikke tænkt på mig siden, eller imens. Jeg var luft for ham, en eller anden irriterende, ildelugtende gasart verden ville være bedre foruden. Denne gang går det ikke så let. Advokaten har trynet den forkerte smed. Så længe ingen opdager sammenhængen og i særdeleshed ikke Finn.

Kan ikke tillade mig at spørge for meget til ham, kan huske, han har et tyskklingende efternavn. Men jeg glemte alt i min forbløffelse. Han skal komme til at bøde for sin arrogance. Ret skal være ret. Det utrolige er, at alt andet er glemt, hævntørsten fylder alt. Hans fisefornemme, snobbede blik, der uden skam udviser forundring over, at Finn omgiver sig med slige typer som jeg. Pøblen, der lugter ilde og sviner. Han skal få det betalt, det svin.

Tirsdag 7. oktober
Blauenfeldt advokater i Øster Farimagsgade. Fra et brevhoved i en af Finns bunker. Hvad har jeg egentlig tænkt mig at gøre. Jeg har været betændt af had og hævntørst, og i flere dage overvejet næste træk. Det virkede ikke, som om hans arrogance var rettet mod mig alene. Jeg var bare en repræsentant for en laverestående klasse, den uvidende arbejdsmyre, der bare marcherer og adlyder. Problemet er, at hvis han genkender mig, melder han mig, og hvis han ikke gør, har det hele været ligegyldigt. Enten skal jeg vente, til han har glemt mit ansigt, men det er mig umuligt. Har taget fri næste onsdag, det er halvmørkt når han går fra arbejde ved fem halvseks tiden. Der tager jeg ham i mørket og giver ham en oplevelse, han sent vil glemme. Det er mine sidste dråber, har ikke snakket med Charlotte siden. . .føler mig desperat påvirket. Han skal bare have en lærestreg, ikke nogen blodrus. Hvordan får jeg fat på min medicin, jeg syge menneske. Min læge kigger mig alt for dybt i øjnene, skulle måske prøve at skifte læge. Tømte flasken, der er ingen grund til at dele det, åh nej, luftalarm. . .stavrer ned i kælderrummet, der er en hinde for mit syn. Der er et lille selskab til højre for mig. Moren sætter kagen på bordet foran den lille dreng. Faren tænder møjsommeligt syv lys i den glasurdækkede kage. Drengens øjne funkler af begejstring. Jeg sidder og skriver i min bog, da jeg bliver tilbudt et stykke kage. Den er tør og vil ikke ned, de synger lavmælt for drengen imens jeg kæmper mod opkastfornemmelsen. Hvorfor dog gøre det så svært for mig selv? Ville have det strålende, hvis bare jeg vidste, at flasken ikke var tom. Jeg kan efterhånden ikke tåle at se Rudolph og Clara og deres fede lykke. Sundt og ærligt og noget jeg brækker mig over i min selvmedlidenhed. Den arrogante advokat skal komme til at betale for min dårligdom.

Onsdag 15. oktober
Forfølger ham fra kontoret i Østre Farimagsgade og ned ad Dag Hammarskjölds alle, mørkt, regnfuldt og ideelt til mit overfald. Jeg er afklaret, lægesekretæren fornyede en gammel recept, min læge var gået. Føler mig urørlig, bredskygget hat og halstørklæde dækker ansigtet. Jeg går vel en ti meter bag ham. Han er nok først i halvtredserne og halter lidt på venstre ben. Min hånd knuger sig om hammeren i min højre lomme, da jeg følger ham ind i Østre anlæg. Parken er tom, og jeg haler langsomt ind på ham. Min normale nervøsitet er dulmet af dråberne. Jeg vil ikke smadre kraniet på ham, men hans albue eller knæ. I virkeligheden burde jeg stjæle hans pung, for at aflede opmærksomheden. Nej, han skal ikke føle, at det er tilfældigt, det lede svin. Hadet vokser idet jeg nærmer mig ham, han kigger tilbage, jeg bukker hovedet og trækker skyggen ned, han fortsætter uanfægtet. Han skal komme til at halte på begge ben, det svin. Tre meter bag ham, hiver jeg hammeren frem, holder den bag mig. Der er ingen folk i umiddelbar nærhed, da jeg svinger hammeren og rammer ham på siden af knæet. Det knaser da han falder skrigende sammen. “Hold din kæft din lede udbytter” fremstammer jeg og får placeret et spark i hans grimme ansigt. Jeg løber, stormer op af trappen ud af parken, ned på Østerport station i sikkerhed i toget. Igen hvilepuls, ikke den fjerneste nervøsitet. Gjorde menneskeheden en tjeneste.

Så længe Finn ikke ringer, er der ingen der ved besked. Det lykkedes mig at komme af med mit had. Fik som fortjent, og nu vil jeg ikke spilde flere tanker på ham!
To ugers ro og så stopper jeg for alvor medicinen. Det undrer mig, at jeg kan udføre en så målrettet og tilsyneladende kynisk aktion, når jeg så ofte hidtil er blevet ramt af lammelse og uduelighed. Jeg husker en jødisk drengs skræmte øjne, uden at reagere. Men med en hammer som en ulv i natten. Et målrettet tilrettelagt bid, og offeret efterlades blødende og skrigende i mørket.

Fredag 24. Oktober 1941
Tiden går forskrækkende hurtigt. Som om jeg befinder mig i en boble. Efteråret bider fra sig, og jeg styrer mine lyster. Kan mærke, at jeg ikke har nok tøj på nu, da det egentligt har føltes varmt de sidste par dage. Rudolph mener, at det skulle tage mig tre års tid at mestre bassen. Derefter skulle jeg kunne spille med min “særegne følsomhed”, som han kaldte det. Har tvunget mig selv til at møde ham på det sidste, for hvorfor ikke. Han er vel alt andet lige min nærmeste ven.
Finn kiggede indgående på mig da han forleden spurgte mig, om jeg kendte noget til et overfald i Østre anlæg. “Ja var det ikke noget med nogle tyskere” svarede jeg. Tror ikke han fattede mistanke. Kære Gud, jeg har ikke den fjerneste samvittighed, og håber advokaten fik sig en lektie i, hvordan han i fremtiden behandler “menig mand”. Finn fortalte, at man kunne se Gudrun var med barn sidst han var hos ’Nielsens’, ”det er sikkert tvillinger”, sagde han. Jeg har på mirakuløs vis nedtrappet min brug af opiumsdråberne. Tager nu kun en dosis, når jeg kommer hjem fra arbejde ved sekstiden. Til gengæld har jeg øl og snaps nok til at drikke mig selv og min nabo fuld, når han har lyst. Der skal ingenting til, for at Tage bliver fuld. Så bralrer han ud med alt muligt, som jeg helst ville være foruden. Eksempelvis fortalte han om sin ven, der er typograflærling, og som havde fået fingrene i en duplikator, så de nu kunne trykke deres eget blad. Tage er den eneste, jeg kender, der er redde til at dø for sagen, for Danmarks befrielse. Det er da en brav tanke, men hvad præcist han mener at kunne opnå ved at trykke nogle hundrede løsblade, er mig stadig en gåde. Hvad Søren skulle det nytte. Som Kirkegaard skriver
“Meddelelses-Midlerne blive fortræffeligere og fortræffeligere, der kan trykkes hurtigere og hurtigere, med utrolig Hurtighed – men Meddelelserne blive mere og mere travle og mere og mere forvirrende.”

Jeg forstår selvfølgelig godt, at det gælder om at få brugbare oplysninger ud til borgerne, men samtidig mudrer den overvældende mængde af information tit budskabet. Tage er da mere oplyst end de fleste, men hans selvopfattelse grænser til storhedsvanvid. Som om hans forståelse af tingenes sammenhæng er den rigtige, og derfor giver ham retten til at oplyse alle andre folk om sine synspunkter og meninger. I det store hele er det vel godt at folks utilfredshed med den tyske besættelse vinder indpas. Men hvad er det egentlige alternativ? Kommunistisk dominans, feudalisme, kapitalismen. Vi må erkende, at vi er et lilleput-land, ikke engang stærke nok til at vælge side. Vores samtaler fortoner sig i alkoholens rus. Måske er jeg lidt bedrevidende og forudindtaget overfor ungdommens iver. Drikker ham så stiv, at han bare sidder og vrøvler, da jeg går ind til mig selv.

Lørdag 25. oktober
Jeg er kommet frem til, at Tage har ret, sandheden skal selvfølgelig frem, råt for usødet. Mere information er bedre end det tyskerregulerede lort som dagbladene og radionyhedsudsendelserne er fulde af. Sandheden skal frem, uanset dennes karakter.

Min far går ofte i botanisk have og sidder i det store drivhus og skriver på sit “tids-manifest”. Han siger, at han føler sig intoksikeret, når han er derinde længe. Molekyler af komprimeret luft, der indeholder historier fra de varme lande. Koncentratet i et drivhus, vegetationen, variationen og lyden af det rislende vand og sagte stemmer. Det er utroligt at insekterne ikke er fulgt med, siger han, kun mikrobakterierne.

Jeg må undersøge, om bakterier er et ondsindet ord. . . Tage er egentlig et inspirerende og vidende menneske, man skulle ’tage’ at lytte til. Han fortalte mig eksempelvis lige før at:
”Bakterier er éncellede mikroskopiske organismer uden cellekerner eller andre organeller, det vil sige, at arvemassen i cellen ikke er adskilt fra resten af cellen af en kernemembran.”
Tage er vitterligt et omvandrende leksikon, der beundringsværdigt har dedikeret alt sin gejst i at starte et opgør med besættelsesmagten.

Søndag 2. november 1941
“Der er ikke noget jeg elsker mere, end at få en saftspændt pik til at sprøjte. Jeg har altid vidst, du var ude efter min lille mås. Jeg ved godt hvad du lavede med Ida, og hvad Ida lavede med alle drengene på gården. I starten betalte hun mig 2 øre for at holde vagt.” Jeg er stadig i chok over den tøjte til Maren, min lille ærbare kusine som min onkel tror, læser til tandlæge. Jeg mødte hende tilfældigvis på Cafe Bernina på Vimmelskaftet, det er efterhånden blevet et halvskummelt sted, men pludselig stod hun der. Vi har aldrig rigtig snakket sammen alene, så har Onkel Otto været til stede eller hendes mor, bror eller veninder. Jeg havde drukket fyraftens bajere med Martin og nogle af smedene, og begav mig mod Nyhavn for at drikke videre og måske se på nogle letbenede damer. Jeg kommer forbi Bernina, har ikke været der i årevis. Det er der, alle de store kunstnere mødtes i sin tid, tænkte jeg og gik derind for at skrive.

Maren har store bryster. Sådan nogen man har lyst til at smøre ind i olie til de glinser. Det fortalte jeg hende, og det kunne hun godt lide. Hun har altid haft et godt øje til mig, smilet genert eller skiftet tøj flere gange, når jeg har været på besøg på Vesterly. Otto ved godt, at hendes bryster gør enhver mand utilregnelig, derfor kredser han altid rundt for at vogte over hendes “dyd”.

“Ida sagde, du havde pint hende det sidste stykke tid, for at hævne dig på hende”. Maren ville vide i detaljer, hvad jeg havde gjort ved Ida og sagde, at hun selv godt kunne lide at blive bundet og få noget i munden, når hun fik pik. “Jeg kan huske, at jeg så dig onanere gennem nøglehullet sidste sommer. Jeg har haft lyst til din pik lige siden.” Hun har taget sin ene støvle af og masserer mit skridt med sin fod under bordet. Det er en mærkelig fornemmelse, jeg har kendt hende, siden hun var barn, og nu sidder hun smækliderlig og opfordrer mig til at bolle hende. Hun ved ikke, at jeg ved det med hendes svangerskabsafbrydelse sidste vinter. Havde jeg været ædru, ville jeg være mere tilbageholdende, men det er jeg ikke, og en ordentlig sjat dråber, gør mig ikke til at skyde igennem. Min pik er strunk og klar til hendes store patter, fisse og mund. Jeg fortæller hende om min metalpik, som jeg kan bruge på hende hvis vi tager hjem til mit værelse på Birkehaven. Vi tager en sporvogn hjem og jeg pakker hendes bryster ud.

Pludselig ombestemmer hun sig, og jeg kan høre onkel Ottos formanende indflydelse. Hun er nærmest som en splittet person. Kigger med et på mig, som om jeg er satan selv. Et uhyggeligt skifte, liderligheden forsvundet.

Et andet menneske, tandlægen, dydigheden, får travlt med at få hende ekspederet ud af mit hjem. Hvad Søren tænker jeg dog på, har ondt af hende, af mig selv og vores familie. Som om min mor har været inde over og trukket nødbremsen inden det endte galt. Du har mistet den Kai!, det er din lille kusine, der har siddet på dit skød som barn. For bare ti år siden løb hun rundt og legede, når jeg var på besøg. Måske er det reddet ved at hun gik, og det ikke skete.

Sidder alene tilbage med alle spøgelserne. Englene greb ind og forhindrede endnu en katastrofe. Jeg er som et bæst, når liderligheden og alkoholen tager mig. Instinktet sætter intellektet ud af drift. Men jeg er slukket nu, af seksualiseret og tom. Stenansigtet er budding, ingenting er mig helligt. En stymper, en slange, demoraliseret, men giftig. Mit liv er min straf, jeg sidder i mørket og kigger på det blafrende stearinlys på bordet, fyldepennen, askebægeret, metalpikken. Jeg har brug for at tænde radioen. Fiskere i Thyborøn, kornrationer på Samsø. B&O må fyre medarbejdere og vejrudsigten, alt er som det plejer at være. Vinduerne er mørklagte. Derinde bag dem sidder de skræmte borgere og hygger sig. Lytterne skal tro på det her, statsradiofoniens speaker tror i hvert fald på det. Det er simpelthen det vigtigste, der er sket. Han har fået stukket et papir i hånden og har øvet sig på at lyde oprigtig og tillidsvækkende. En marionetdukke der danser på kommando. Førerens rasende stemme fylder mit lille mørke rum i Birkehaven, jeg skifter til min bas og venter på, at en ny dag toner frem.

Fredag 7. november
Jeg kommer gående ned ad Frederiksberg Allé. Store efterårsblade fylder fortovet. En gammel mand i rullestol og en mand, der skubber ham, kommer imod mig. Fem seks meter fra mig begynder den gamle mand at grine, en frygtindgydende latter. Blade flyver op og klæber til mit hoved. Jeg er skaldet, jeg er skrækslagen og vågner med et chok. Svedig, tænderklaprende. Et mareridt som i en sindssyg hjerne.
Skrive, op og på arbejde. Ingen kære mor, ingenting. Må besøge min far i aften, alt er som det plejer at være. Ikke noget barn, Gudrun, Charlotte, Maren. Har check på situationen igen. Kan stadig høre den gamle mands latter. Uendelighedens fangarme trækker mig ned i dybet. Mine celler kæmper en brav kamp, men jeg ældes og det kan ses. I morgenkåbe sutsko og med en lille petroleumslampe bevæger jeg mig ned ad den mørke bagtrappe. Det er koldt og blæsende. Badehuset er frit, og jeg får mig en tiltrængt afvaskning. Afslutter med et iskoldt skyl, der får mit legeme til at sitre. Jeg er vågen igen og klar til nye udfordringer.

Tirsdag 11. nov.
Der findes forskellig slags ondskab og grader af gemenhed i det onde. Hans Henrik, for eksempel, er ikke ond, han er bare galt afmarcheret. Det er selvfølgelig let for mig at sige, da jeg ikke har oplevet de modbydeligheder, han og frænder påfører andre mennesker. Jeg har alt for tit hørt hans historier med kammeraterne fra partiet. Hansi er sådan en, der bare skulle møde en køn jødisk pige, der ville give ham en tur, så ville han være omvendt.

Nej den virkelige ondskab støder man heldigvis sjældent på. Folk, der decideret nyder at påføre andre lidelser. Ikke for en sag de tror på, ikke for hævn, men ren og skær tilsigtet ondskab fra et gement væsen. Man kan prøve at forsvare det med, at de er blevet sådan ,fordi de har været igennem lort, udsat for lort eller lignende. Men offeret er ligeglad og skræmt for vid og sans. Jeg vil hævde, at advokaten udstrålede en sådan ondskab, blev jeg spurgt. Og at jeg med mit overfald måske har ændret hans vej til det bedre. Jeg har dog endnu intet belæg for en sådan antagelse, da det lige såvel kan tænkes, at hans ondskab er taget til. At smadre knæet er vel at give ham en chance til. Jeg ku’ ligeså godt have smadret hammeren ind i tindingen på ham. Må indrømme, at jeg er langt ude for tiden. Jeg er rystet og skal passe på med at følge mine første indskydelser. Analysefasen er vigtigere end nogensinde før. At udvise rettidig omhu, således at man kan forberede sig på modtagelsen, reaktioner og egen psykisk turbulens.

Det ærgrer mig at min far nåede at møde Charlotte, det var der jo ikke nogen grund til. Det kunne jeg have sparet dem og mig selv for. Han spurgte forleden, hvordan det gik med os? Jeg formåede at skifte emne hurtigt. Det er godt, han ikke ved noget om Gudrun og barnet, og jeg ved ikke hvad. Alt det her burde bare gælde mig selv. Folk kan slås med deres egne problemer. Det er af god mening, min røv. . . Træt af folks spørgsmål og forholden sig til min person og mine problemer, Punktum. Det er derfor, at et flygtigt knald med en af Bovarys piger er dejligt ukompliceret, og noget man ikke skal høre for senere.
Kærlighed er det største jeg har oplevet, og den tomhed jeg på det sidste har følt, er ubærlig. Stakkels Kai, ham den dumme smed. Jeg stoler på min far, på Finn, på Rudolph, selv om jeg drømmer om at være sammen med hans kæreste. Det er vel uærlighed. Jeg stoler på fru Larsen, på Holst-Andersen på alle mulige og hele tiden. Men hvad med mig selv? Jeg er jo bundrådden. Blevet kyniker af det satans stof, af alkoholen, af brystmælken der startede det hele. Jeg var så kærlig som barn. Jeg elskede min mormor, min mor, Anna, jeg jeg jeg. . . og så sidder jeg her og falder hen i fortidens tåger. Det var det der med duften, den samme parfume som min mormor brugte, “Je Reviens”. Jeg har tænkt mig at købe den, som en lidt kemisk måde at huske hende på. Fremkalde de gamle molekyleforbindelser i min hjerne, i mit sind. At bringe mig tilbage. Som min far, der tager i drivhuset for at blive inspireret af de lugte, der omgiver mennesket på andre kontinenter, hvor kroppen aldrig er truet af kulden.

Søndag 16. november.
Jeg har slebet de sidste dage for at få et gelænder til Grundtvigskirken færdig. Metalstøv og fibre, tonsvis af smøger og varme ovne. Nærmest branket ligger jeg her og kan ikke falde i søvn. Tage har som sædvanlig møde. Ikke at de larmer særlig meget, men de griner da engang imellem højlydt. De har sikkert gang i et eller andet, burde gå ind og engagere mig, men gider ikke.
“Der er et pigebarn, der har prøvet at få fat på dig Kai”
“Ja, hvad hed hun”
“det ved jeg sgu da ikke, det kan jeg ikke holde styr på”
“Men hun har prøvet flere gange”
“ja både i går og i forgårs”
“hvorfor har de ikke fortalt mig det før”
“så var det jo Mortens aften, og jeg har haft så travlt”

Jeg havde brug for at blive skyllet, og Dagny stak hovedet ud, hun håber stadig den gamle so. Skulle jeg give hende en tur med metalpikken, så hun engang for alle kunne glemme Petersen. Nej, der er det at man skal være lidt fremadsigtet, hvilke kvaler og lidelser ville sådan en handling afstedkomme. Jeg kan nærmest ikke overskue billederne i min hjerne. Det har sikkert været Charlotte, Gudrun ville ikke ringe, hun ville bare troppe op. Burde vel ringe tilbage, men hvad skal jeg sige til hende, min lille sygeplejerske. . .Fandeme om luftalarmen ikke begyndte at hyle, og nu sidder jeg igen i den kolde fugtige kælder, i morgenkåbe og en gammel pyjamas jeg lige nåede at få på. Der står en fuld mand og snøvler højlydt. Taler næsten sort.
“Det er jødernes skyld”
“Adolph spiser jo ikke små børn”
”ikke som krebinetter, men i deres eget fedt skal de steges”
“Hele rosset, jøder og sortsmuskere og hvad ved jeg, og hvad er klokken?”
Det kan være en lettelse at opleve nogen, der har det værre end en selv. Det kan være fødekilden for den rendyrkede ondskab. Ellers er det efterhånden de samme velkendte ansigter, der er samlet i beskyttelsesrummet. Tage og hans slæng må have nået at gå ud, siden de ikke er her. Ingen taler sammen, prøver at undgå øjenkontakt med fulderikken, der nu bevæger sig rundt og siger sine sorte ubehageligheder. Gad vide om jeg er den eneste, der overvejer at slå ham i gulvet. Han ligner ikke en, der hører til de fine inde ved siden af. Gad vide hvorfor han er her?. De to piger og den mørkhårede dreng kigger nervøst ned, idet fulderikken nærmer sig dem. Drengen er måske fjorten, og pigerne er under ti. Hvor helvede er deres forældre? Jeg kan ikke overskue det her, må lade som om jeg sover.
“Det er sådan en smovs som dig” siger den ækle mand. Gør nu noget en eller anden. Mit åndedræt er helt stabilt, skal jeg slå først eller give ham en advarsel. En advarsel er nytteløs. Han roder savlende drengen i håret. Hvorfor er der ingen andre, der reagerer. Så gider jeg sgu da heller ikke, de må klare sig selv. Jeg bliver nød til at gøre noget.
Et frelsende “mor!”, lyder det fra en af pigerne, da en stor matrone bevæger sig hen mod dem. Så pakker han sig, børnemishandleren. Pyha så slap jeg igen, for jeg var lige ved, eller var jeg? Tvivleren Kai, har du dog ingenting lært, idiot, kryster, svækling.

Senere
Jeg sidder på min stol og forestiller mig Charlotte ride mig, Jeg kysser hendes hals og hendes bryst får jeg ud fra blusen. Hun gyser da jeg bider hende i brystvorten, jeg kan mærke min pik oppe i hende, hun nyder det, siger det er sådan her, hun elsker mig, forbundet, sammenføjet, og så er hun væk. Jeg kan ikke onanere mere, min pik er slap og jeg går til ro.

Lørdag 22. november.
Charlotte er død. Hvirvler i hovedet på mig. Det kan hun da ikke. Min lille sygeplejerske. Hvad har jeg dog gjort? Min kæreste elskede skat, hvorfor? Efter et halvt år med skiftende kærlighed. Hvad nu hvis? Nej, ikke igen. Finn havde mødt hendes liderlige lillesøster. Charlotte var blevet taget i at stjæle fra hospitalet. Og de havde fundet ud af, at hun gennem længere tid havde stjålet medicin. Hun var blevet fyret omgående og meldt til politiet. De fandt hende på sengen og en seddel “Tak for denne gang”. Tårerne vælter ud af mine øjne og ned i blækket, der flyder sammen. Hvis bare det havde været mig denne gang. “Denne gang” hvad mener hun dog med det, åh nej smukke pige. Da du stod og grinede under paraplyen sammen med min far. Forbandet soldatermedicin, vi var jo ikke sårede. Hos maleren i Gudhjem glimtede dine øjne min elskede. Søsteren arbejder åbenbart for nogle af Finns sypiger som husmodel. Hun har åbenbart de perfekte mål, sagde han uden entusiasme. Han ved godt, at jeg troede på mig og hende, min sjove sygeplejerske.

Så er det slut med at være sjov og glad igen, der er ikke noget at grine ad. Hun skal begraves på tirsdag i Taarbæk.
“jeg ville så nødigt forlade dig Kai”
“jeg troede jo også på os”
“mistede helt grebet til sidst”
“men, men” min hånd bløder, har sønderknuget mine nøgler. Den samme hånd der startede det hele.
“Nej Charlotte du må ikke være død”
“Sjovt så skrøbelig du egentlig er Kai”
“jeg forstår dig bedre nu, hvor jeg kan se dig”
“Du kan drikke mig væk Kai, eller de sidste dråber på hylden i skabet”
“Du ved godt det ikke var meningen, det ved du da!”

Fire øl senere ligger jeg stadig og stirrer op i stukstjernen, hvor jeg sidst så hende. Livet går op og ned, det må du have glemt min elskede. Er jeg syg? er mit sind ved at koge over? og hvad kommer det andre ved?. Jeg har blod og tårer i ansigtet, da det banker på og Dagny spørger “om jeg nogensinde fik fat i hende pigebarnet, hun hed Charlotte”
Grådkvalt svarer jeg uden at åbne ”Ja tak, jeg har talt med hende”. Den sønderknuste lille dreng kryber ind under dynen og håber, alt er væk, når han vågner igen.

Tirsdag 25. November.
Blev nødt til at deltage og kunne have forudset, hvad der kunne ske. Hendes ekskæreste, politimanden, hvæsede af mig, “og De tør simpelthen møde op her, har de da ingen skam i livet”. Jeg var mundlam, heldigvis var der kun nogle få andre, der hørte ham. En oprigtig sørgelig begivenhed, hun var, alt andet lige, et lyspunkt og en person, der spredte glæde, i hvert fald inden jeg fik trukket hende ned i sølet. Der er tre sangere, de synger for Gud og Charlotte Amalie og hendes familie og bekendte. Min samvittighed, min skyld og angst, er det kun min skyld? Kigger rundt, får øje på lillesøsteren Laura og moren. At begrave sine børn må være det værste, der kan hænde en. Jeg hilser ikke rigtig på nogen efter bataljen med ekskæresten. Jeg kan godt forstå deres modvilje, hvorfor skulle hun lige løbe ind i mig. Hun troner frem i kirken, er sikker på at alle kan fornemme hendes tilstedeværelse. De fælles tanker og fokus på hendes energi og sjæl fremkalder og forstærker hendes tilstedeværelse. Alt er tilgivet, hun undskylder, det skulle hun ikke have gjort. Hun beklager, at hun ikke følte sig stærkere. “Ja, Kai, du var en prøvelse”, “men en prøvelse jeg var glad for”. “Vi havde det måske alt for sjovt”. “Bare de dog bliver glade” siger hun og kigger ud over den nedbøjede forsamling. . . Det skal åbenbart være farligt at leve, som Damoklessværd, ophængt i et hestehår over ens hoved for at symbolisere livets omskiftelighed. Jeg skriver i det rystende tog hjem til byen. Her er koldt og vådt. Selskabet tog på kro, men jeg undlod, ham politimanden virkede ondsindet og hadefuld, hans overskæg vibrerede af hidsighed. “Vi føler os alle skyldige Charlotte!”. Det kan være en smuk togtur langs nordkysten, men der er ingen blade mere, goldt, koldt og blæsende. Ubønhørlig og nådesløs start på vinteren.

Søndag 30. november 1941.
Adventssøndag, dejlig suppe og steg hos min far, Sofus, lavet og tilberedt af fru Larsen. Jeg fortalte ham om Charlotte, og han forstod min sorg. Vi har været igennem det mange gange før. Det bliver så let en floskel.
“Det var hendes eget valg, Kai. Det håber jeg du ved, uanset hvilke pinsler du har påført hende”
“sådan prøver jeg også at se på det”
“du ved, hvordan det er med os to, vi er ikke blevet skånet for sorg, til gengæld har vi nogle gode engle, der vogter ved vores pude Kai”
Eller så noget lignende, det bliver så let en floskel. Ikke desto mindre ved jeg, at min far kunne lide Charlotte, det kunne jeg se på måden, de havde grinet på, og høre på hans rystede stemmeføring. Han kunne sikkert forestille sig, hvad der er sket. Han er jo ikke dum. Men noget skal forblive usagt, det tjener ikke en højere sags formål at vade rundt i skyldsspørgsmål og hvad, man kunne have gjort bedre. Det er for sent, og vi må håbe, lille Kai har lært noget til næste gang.

Min far er ivrig efter at fortælle mig om antikomintern-pagten som Danmark er tiltrådt, og frem for alt om Scavenius, der har skrevet under på den. Nu er vi et led i Berlin-Rom-Tokyo-aksen. Det er det her, der bliver starten på enden for dem. Du kan se, det er de unge, der tager kampen op. Det er der, oprøret skal komme fra. Der har også været rigeligt med aktivitet på Tages værelse og trappen den sidste tid. Min far læser op fra Studenternes resolution, oplæst paa Amalienborg Plads. “Hellere dele kår med det norske folk end uden modstand tåle Danmark brugt til formål, der står i dybeste modstrid med vor vilje til at leve i et frit folkestyret Danmark”. Vi bliver slået i hartkorn med nazisterne nu, som om vi har valgt side, nazismen frem for russerne, siger han.
Jeg har ikke rigtig kunnet leve mig ind i nyhederne på det sidste, Rudolph ville have haft mig med til en af demonstrationerne. Mavepine undskyldte jeg mig med, og det er ikke engang helt løgn. Jeg går på arbejde og kommer hjem og sidder. Stirrer en del ud i luften for tiden.
“Hvordan går det med dine skriverier og din bas. Bliver det bedre, og tror du det er noget jeg kan få at læse en dag?” Min far er entusiast og fortæller, at hans arvefjende Lærer Frandsen selvfølgelig er i ledtog med Scavenius, Ham den usympatiske selvrådende udenrigsminister, der er fortaler for at udbygge og udvide samarbejdet med Hitler og hans kumpaner.

Der er ikke andet for mig at gøre end at glæde mig over det liv, der indtil videre har været mig forundt. Jeg har lært at opiumsdråber er ukontrollerbart stærkt vanedannende, faktisk fandt jeg et Steen Steensen Blicher digt Til Valmuen, der lyder:

Hvis det ej alt for vidt mig vilde føre,
Jeg priste og din medicinske Kraft:
Dog een Beskaffenhed jeg maae berøre,
Der sætter dig i Rang med Druesaft;

Ja, naar du concentrerer ret din Styrke,
For Vinen selv du blier et Surrogat;
Og den, som ej tør Fader Evan Dyrke,
Faaer sig en Pidsk udi et Opiat.

Jeg vil frigøre mine tanker, nye tanker ikke tænkt før. Kejserens nye klæder. Nye territorier måske Afrika, måske månen. Der er ingen grænser for Kai. Han skal more sig igen. Mit spejlbillede er slukket. Distanceret som om jeg er tre personer, mig og ham der kigger på ham den tredje inde i spejlet. Så spejlet er ikke slukket, det er bare mig, der ikke er åben. Er det dråberne der taler, flyder ud i historien, besætter tankerne, farver molekylerne i blodbanerne. Men det er rigtigt, uroen ulmer i den danske muld.

Mandag 8. december 1941
Japanerne har angrebet Amerikanerne ude i Stillehavet, det betyder vel, ja verdenskrig. Men her sker der sikkert ingenting, og det er godt det samme, de ved alligevel godt, at vi ikke er tyskerstemte. Den milde vinter fortsætter, ingen tegn på sne, på overfladiskhed, på misundelsen og oceaner af tvivl på eget talent og dybde. Det var som at få et skud ekstra energi at hævne mig på advokaten. Samtidig frygter jeg, at det er et tegn på sindssyge. En skruppelløshed jeg ikke troede eksisterede hos mig mere. På den anden side har jeg altid været et dyr. Jeg er løven af tegn. Dumstolt til tider, I en brandert fylder jeg gevaldigt, er hæmningsløs. Clara har fortalt mig hvordan jeg er, lagde mit horoskop. Hun besidder en indiskutabel indsigt, hendes nærdødsoplevelse giver alt, hun fortæller, en ophøjet styrke. Man tror på det, hvis hun fortæller det. Rudolph komponerer musik til Apollo-revyen, det er velbetalt, og han er fuld af entusiasme, han skal aldrig lappe cykler mere. Jeg var hjemme hos dem, de kendte også Charlotte, og det var godt at høre Claras klarsyn. Snakker om transformationen, døden og at få indblik.

Dråberne er ude af mit liv, de giver mig kvalme. Charlotte og hendes ildelugtende skræv og alt muligt vælter ind over mig de sidste gange, jeg har taget en dosis. Det er snart jul, Finn siger vi skal masseproducere min metalpik. Han har fået humøret tilbage oven på farens død. . Jeg har aftalt at tage med far til Vesterly juleaftensdag, så må vi se om vi orker at overnatte. Det kommer også an på vejret. Har nærmest frygtet en ny istid var på vej, de sidste vintre.

De lever af frygt, og hvad nu hvis? For banale samtaler med for banale mennesker. De omgiver mig engang i mellem som en gruppe af dumme smede. Hansi rasende og stammende skældsord og trusler. Selv vores chauffør Ole er efterhånden bange for ham, han var ellers ikke bleg for at slås med Hansi i sin tid. Før det blev ulovligt at være kommunist. Flygter væk fra dem alle sammen, ind i mig selv, ind i det her korpus der huser min forhutlede sjæl. Bliver underligt at møde Maren igen efter sidst. Gad vide, hvad Onkel Otto tror hun laver.

Har fået tid til at tænke på alle mulige andre mennesker igen, nu drejer det sig bare om at møde en ny kærlighed. Tænkte på Christine i nat og kom i søvne, dengang hun tog min mødom. Jeg havde mødt hende i Tivoli, hun skulle giftes med en rig forretningsmand. Hun er vel en syv otte år ældre end mig. Hun var duperet over min skoledrengeagtige fremgangsmåde. Hun beordrede mig til at sætte mig på knæ foran hende og slikke hende og bolle hende med mine rene fingre. Jeg tiggede og bad hende om at få lov til at stikke min pik ind.
“På en betingelse, jeg skal binde dig først”
Hun bandt mine hænder stramt sammen med mine fødder. Jeg lå på siden og kiggede op på hende “Hvad har du tænkt dig at gøre?” Hun tager et tørklæde frem og knebler mig. På det tidspunkt er jeg nervøs, jeg kender hende ikke, hun må være psykopat, da hun med stegeolie på fingrene begynder at smøre mine baller og røvhul ind. Min pik er stiv som en bjælke selv om hjertet banker og jeg føler mig ydmyget. Hun siger, at hun vil stikke et stearinlys op nu, og at jeg skal ligge helt stille for ellers knækker det. Jeg bliver bollet som en lille tøjte, der ikke kan sige stop. Hun siger, hun tror jeg er til mænd, siden min pik stadig er så stiv. Jeg vrider mit hoved i afmagt.
“Lige om lidt så slipper jeg dig fri, og så lover du mig, at jeg får din pik i alle mine tre huller ikke Kai?, Munden først, dernæst min fisse og til sidst skal jeg have den sådan her. “Hun støder lyset hårdt op i røven på mig”.
“Jeg ved godt, at jeg kan være en slem pige” siger hun, da hun slipper mig løs.

Onsdag 17. december 1941
Ganske rigtig erklærede Tyskland amerikanerne krig forleden. Tage derinde fejrede det, og min far ringede da også triumferende.
“Hvad sagde jeg, det er starten på enden”
Man skal ikke tage fejl af, hvad der sker, der går forlydender om, at tyskerne har slagtet den jødiske befolkning i alle de landområder, de har passeret igennem i Rusland.
Tage forklarede at Krystalnatten dannede præcedens for nazisternes uhyrligheder. Folk der drager gennem gaderne med bål og brand, terroriserer børn, kvinder, gamle, hvemsomhelst, fordi de åbenbart udgør en trussel.
Det var drabet på en tysk diplomat, der udløste urolighederne. Han var blevet skudt, som hævn for hvordan de polske jøder blev behandlet. Det var en far, der havde beskrevet de systematiske tæv og ydmygelser han selv og andre jøder blev udsat for af nazisterne. Da sønnen læste brevet, bestemte han sig for at hævne sig på den tyske ambassadør. Det blev så en diplomat han fik ram på, men resultatet blev det samme. Det allerede eksisterende tyske jødehad brød ud i lys lue. Jøder blev tævet ihjel, fik brændt deres butikker, synagoger m.m. Og myndighederne, det vil sige Hitler og hans kumpaner, så gennem fingre med uhyrlighederne. Det knuste krystalglas i gaderne lagde navn til hændelsen.

Selvfølgelig kendte Tage til alle detaljer, og jeg måtte nærmest stoppe ham med endnu en skål for at dysse ham ned på et tåleligt niveau. Indtil videre er det ikke så slemt herhjemme. Tyskerne er åbenbart ikke interesserede i at udvide krigszonen til Danmark. Men selvfølgelig bør de være nervøse, jødehadet lurer og nazisterne prøver at overgå hinanden i barbarisk adfærd.

Dramatiske forandringer skyller ind over verden, og alt kan i princippet ske. Selv i vores lille smørhul kan ændringerne komme som lyn fra en klar himmel. Husk på at vi er prisgivet tyskernes luner. Vi har vægtet tryghed og sikkerhed fremfor idealerne. Vi er nosseløse, ikke engang vores egen nazist Fritz Clausen tager de seriøst, de ser os som amatører, prisgivet, uden en egen vilje. Et folk der skal styres og manipuleres til selv at overtage undertrykkelsen. Ser du, godsejerne og pengemændene regner med at blive siddende med flæsket i behold, uanset hvem der styrer landet, altså med undtagelse af kommunisterne. Det er i deres øjne kommunisterne, der udgør den egentlige fare. Det er desværre ikke moral, der styrer magthavernes valg, det er kyniske økonomiske beregninger og taburetkløe. Hvem skal overtage, når tyskerne en dag forsvinder? Tage fortæller passioneret om
tingenes sammenhæng, han er i virkeligheden selv politiker. Jeg spørger, om han har kæreste, han trækker lidt på det, nikker og fortæller, at der en pige, men at hun nærmest er for smuk til ham.

Søndag 21. december 1941
Ligger ned og kan pludselig ikke trække vejret. Desperat får jeg anbragt mig under en vandhane. Men når vandet ikke løber, starter det igen. Som skal jeg kvæles, vågner med et spjæt og sidder nu med erstatningskaffen og skriver morgenen ind. Juletiden kan skimtes bag de mørklagte vinduer.

Jeg er stadig øm i leddene efter fodboldkamp i forgårs, det er hårdt at være tekniker og farligt at drible. Det var et prestige projekt for Holst Andersen at hans drenge selvfølgelig kunne slå arkitekt Klints hold af ingeniører og arkitekter. Det gjorde vi også bl.a. på grund af mit hattrick til 6-4, kampens endelige resultat. Det vigtigste moment opstod dog efter kampen, lige inden den efterfølgende julefrokost hvor Holst Andersen overtalte mig til at jonglere med fodbolden. Der var nærmest tale om arbejdstilbud efter de 100 jongleringer der var væddemålet. Op på hovedet, på nakken, jorden rundt og så videre. De var mundlamme. Klint ville have mig til at træne hans søn og fodboldhold i KB. Men nej, jeg tror, det bliver ved det, trænergerningen har ingen fremtid, tænker jeg og fatter bassen igen. Det er et år siden, jeg har fået den, har ikke øvet mig med samme ildhu de sidste måneder, trist og slukøret har jeg været. Men det er slut nu, har glemt sygeplejersken, advokaten og den gravide mave. Jeg tænker på faderen, himmelen og jordens skaber.

Mandag 22. december
Rudolph synger imens han spiller guitar, det er ikke, som om han gør det for nogen andre end sig selv. Han er i et med musikken, intet påtaget ønske om at ville tilfredsstille andre. Jo, han er i en hvid smoking, og det er han ikke til hverdag, han sidder på en lille oplyst scene, og jeg selv, Clara og en pige der hedder Esther, som stadig er håbløst forelsket i Rudolph, er til premiere på Apollo-teatret hvor Rudolph har skrevet musikken og selv optræder med sit “gypsynummer”. Han er vild med Django Reinhardt, og hvor ville jeg ønske at Django kunne overvære Rudolphs fortolkning. Jeg kan mærke uvilje fra Clara mod Esther og situationen som helhed. Hvorfor skulle hun nu med? Rudolph må have dårlig samvittighed over et eller andet, han ikke har fortalt mig, eller også er det bare hans fordømte venlighed. Han fortæller mig aldrig noget, forventer at jeg ved det uden ord. Det er vel derfor, vi er så gode venner. Vi har set det hele hos hinanden. Barndommens glæder og håbfuldhed, dødsfaldene og sorgen. Han vidste godt, hvordan det stod til med mig og Charlotte. Han ser mig, som det jeg er, en egoistisk person, der ofte glemmer følgevirkningerne af mine handlinger. Alligevel er han min ven. Rudolphs mormor er jødisk, morfaren svensk og alt muligt, jeg ikke kan huske. Clara, du har brug for min ulykke, hjælp mig med dine øjne der funkler derude i evigheden. Stop dog de tanker, Kai, eller du kommer uopretteligt galt af sted. Rudolph er din bedste ven og sjælefrænde, glem det!

Ordene falder mig svært, er ikke sikker på, at det er den rigtige løsning. Jeg lader stå til. Brist du bare gamle sjæl, der er ikke brug for dig mere. Du tør ikke stå op for dine idealer, du har knap nok nogen tilbage. Du mislykkedes og du fejlede.

Tirsdag 23. december
Finn gav mig en frakke i dag, en af hans modeller til en trenchcoat, han sagde, den frakke ville blive et symbol på den intelligente modstand mod tyskerne og mod korruption. Han forklarede mig, at det var den originale Burberry trenchcoat, og at det var Thomas Burberry, der opfandt gabardine stoffet, og erstattede de kraftige og tunge militærfrakker, med et let tæt vandafvisende materiale med et karakteristisk ternet for. “Det er foret der er genialiteten i forretningen”, fortæller Finn indlevet. “Foret fortæller første verdenskrigs historien, om den stolte, retfærdige englænder med moustache og underforstået humor, der kæmper mod de dumme prøjsere og rakkerpak”. Finn laver den danske variant. “Den skal være så solid, at den holder resten af livet. Dit lange liv”. “Du vil sende et underforstået signal ud om, at du, bæreren af denne frakke, besidder den umiskendelige ophøjede retfærdighedssans”, “der til dels og til slut overtager, overtaler og manipulerer køberen til at kæmpe for retfærdigheden”. “Det er derfor jeg laver hvad jeg gør Kai”. “Det er min modstandskamp, min krig om symboler der indeholder, illustrerer og ikke mindst inspirerer til det ideal, jeg tror på at arbejde hen imod”.

Problemet med trenchcoaten er, at den også er synonym med gangsterne i USA. Og når jeg har den på med min mørke hat, føler jeg mig som en lidt lusket type. Men det er rigtigt, hvad han siger, til tider giver frakken mig følelsen af at være på det rigtiges side, og selv unge Tage kiggede anerkendende på mig, da jeg mødte ham i cykelskuret forleden.

Senere
Savn og uudlevede muligheder. Min resterende livstid, juletræsfest i Odd Fellow palæet. De store dobbeltdøre til salen med det lysende træ bliver åbnet. Børnene først, så kvinderne og mændene. Vi samler os hånd i hånd og synger “Det kimer nu”. Det store træ med den funklende stjerne højt oppe under den fine stuk i den gamle rokokosal. Endnu en jul i et besat Danmark. Har alt for længe prøvet at holde tråden, også det er slut nu. Mængden af indtryk er flosset og sporadisk. Drømmen hvor jeg kvaltes, Charlottes ondsindede eksmand, politimand. Afbrudt, en øl i svælget. Det er mit liv, det handler om. Tager jeg for let på det, er jeg for navlepillende? Hele tiden mig selv og mine egne små problemer i fokus. Ude af fokus, væltende rundt og synge Glade jul. Det hjælper bare ikke, jeg er ikke en skid glad eller fornøjet. Om en otte timers tid skal jeg møde min far på banegården, så går turen mod Rørvig og Vesterly. Klokken er fire, og jeg kan ikke sove, måske er det mig, der skal slå til først. Et præventivt angreb, så han aldrig får en chance for at komme mig nær. Kan mærke når onde tanker nærmer sig. Han ville aldrig finde ud af, at det var mig. Igen, som en ulv i natten smadrer jeg ham, uskadeliggøre ham en gang for alle. Politimand eller ej, som om han skulle være hævet over os andre myrer. De er en flok fascistiske nikkedukker, der danser efter Førerens pibe. Jeg ved, at han hader mig, tror sikkert at det vil hjælpe hans samvittighed at få ram på mig. Hvor er hun selv i alt det her? Hendes død var jo ikke meningen. Børnene er løbet ud i sidegangene, fangeleg på de bonede gulve i det gamle palæ. Palæet blev i sin tid bygget i point de vue til Dronningens Tværgade. Det vil sige, at der må have været en allé af træer, fortalte min nabo mig.
Tage viste mig duplikatormaskinen, han har den stående i et ubemærket kælderrum under cykelskuret, 200 kr. har den kostet. De duplikerer om morgenen, når der er mest mulig aktivitet og larm i bygningen, så kan man nærmest ikke høre den.

24. december
Juleaften med familien på Vesterly. En lang gåtur, ild i kakkelovnen, gås og and, ingen flæskesteg i år. Når jeg lukker øjnene og lytter til de julesange, vi synger, mangler min mor og Annas stemmer. Min mormors tone og morfars brummen.

Jeg fik lyst til Maren igen, da hun lænede sig ind over mig med en tallerken ris a l’amande berørte hendes stive brystvorte min skulder, og når jeg kiggede over på hende efterfølgende, sendte hun mig umiskendeligt diskrete signaler om, at hun havde lyst til min pik. Den tøjte, og onkel Otto sidder efterhånden og lurer. Han ved tilsyneladende godt at, hun ikke er helt så dydig, som hun foregiver at være. Min far orker ikke det store og vil gerne hjem til fru Larsen, vi tager færgen til Hundested, så vi når toget 21.20. Min far sidder overfor mig og sover, han ser tilfreds ud, som han sidder der.

Toget tuder sig vej gennem den mørke julenat, man kan skimte julelys i de pyntede vinduer i bondehusene vi skramlende passerer. Jeg takker dig, fordi du har holdt hånden over mig indtil videre.

Har lige forladt Holte Station, og toget er efterhånden fyldt med hjemvendende juleaftensgæster. Det er en underlig tom tid for mig, men jeg kan mærke fornyet tro fra omgivelserne på, at modstand nytter. Samtalerne og diskussionerne, efter amerikanerne er gået ind i krigen, har ændret karakter. Mange folk mener, at det er nu, de besatte lande skal træde i karakter og sige fra overfor nazisterne. Det er ikke sådan at det foregår højlydt, folk er forsigtige omkring hvem, der er til stede. Så forsigtige at det en gang imellem grænser til decideret mistænksomhed.

26. december
Der er ikke nogen undskyldning, skulle have affærdiget ham dengang fornærmelserne startede. Spildtid, spildte talenter, mange år senere samme irritationsmomenter. Jeg skal ikke sige mig fri for skyld. Det blomstrer i mit hoved, hvis jeg glemmer de fiktive begrænsninger. Et stykke stabilt glad menneske frigjort fra såkaldte venners intimiderende bevæggrunde. En velmenende falskhed, trukket op af hatten og serveret således, at det sætter ham selv i det bedst tænkelige lys. Jeg brækker mig over vrangforestillinger, det rigtige kodeks for civiliseret retmæssig opførsel. En trættende distance, muligvis med et større råderum end tidligere. Jeg hader dig af et godt hjerte, Rudolph. . .Han sad altid og øvede sig, alting var musik. Ville egentlig have gået den klassiske vej og en stabil orkesteransættelse.

Fuld var han kommet forbi og proklamerede højlydt, at det var min skyld, at hun havde taget sit eget liv. Og så forlade hende, når hun er længst ude i torvene. Og hvor kunne jeg osv.

Pludselig skifter han emne, undskylder, og viser mig et avis udklip, hvor “måske bliver det ikke bedre” på Apollo revyen bliver anmeldt. Anmelderen skriver at musikken ødelægger stykket og at det bærer præg af uerfarne kræfter og sigøjnermusik. Stakkels Rudolph, det er derfor han kommer og beskylder mig for alt muligt. Han fortæller, at det værste er, at folk omkring ham ikke konfronterer ham med anmeldelsen, de lader som om, de ikke har læst den. Han vil vide om jeg vidste det, og det kan jeg da i hvert fald forsikre ham om, at jeg ikke gjorde. “De gør det for at skåne dig”, havde Clara åbenbart sagt. “Jeg brækker mig over mine venner, jeg går over til Kai.” Og nu sidder han her, fuld og højrøstet på min stol. Vi hører Brahms requiem, “ikke mere jazz og swing fra mig for tiden, rytmen må væk, det er i virkeligheden også for primitivt og forudsigeligt at sidde og lytte til. Så skal man da i det mindste danse. “Det bliver nærmest lidt homoerotisk når to mænd som os sidder og dyrker rytmer sammen”. “I den klassiske musik og så videre og så videre”. Rudolph er beruset og ude af sig selv. Tage banker heldigvis på, er lige kommet tilbage fra juledage med familien på Bornholm. Rudolph bliver begejstret over min unge nabo, som altid taler fanden et øre af. Jeg synes, jeg har hørt det før, men beundrer ham altid for hans gejst. De første fem seks øl med sidevogn holder han én fanget, derefter taber han den og bliver studentikos at høre på. Aftenen ender med, at Rudolph lytter til mit bas spil, selv om det ikke er hans instrument spiller han selvfølgelig bas langt bedre, end jeg gør. Men jeg kan se på ham, at jeg er meget bedre end han forventede, jeg ville være.

30. december
Finn mener, vi skal gentage successen fra sidste år med at gå ud den 30. december, dagen inden den formelle fest. “Det er der vi fester, Kai, fejrer det hidgangne år”, “det er en forpligtelse”.

Han kan vel godt have ret, hvorfor ikke? Hvad har jeg at miste. Jeg savner ikke engang dråberne mere. Hvorfor skriver jeg det så? Det har været et voldsomt år. Og nu er det Gud hjælpe mig startet med at sne. Lige når man netop troede, at den milde vinter skulle fortsætte ind i et tidligt forår. Råkoldt, minus ti og med halstørklæde, hue og handsker fryser jeg stadig. Handskerne er fra min far, det var min julegave i år, og de må have kostet en formue, siger Finn, der har forstand på den slags.

Senere
Føler mig smadret, kan ikke tænke sammenhængende. Det er drukken, har pisset det sidste ud i håndvasken. Trættere end nogensinde og uden gejst for fremtiden eller nutiden. Hvor blev han af den glade grinende dreng, der elskede sin mor og far og familie. Nu hvor han er blevet hård, fortryder han de mange forkerte valg. At bruge sin tid med andre idioter fordrer ingen god udvikling. Jeg sløser og ved, at det kun er et spørgsmål om tid før fejlene er uoprettelige. Måske ville det hjælpe mig at læse en bog, det er jo det, de normale gør. Den indre sorg presser sig frem i mine øjne. Jeg undskylder uafbrudt, men lige lidt hjælper det. Der var nogen, der forstod min ulykkelige påvirkning og trak sig i tide. Havde brugt uforholdsmæssigt mange kræfter på at lade som om alting var fint, men brød til sidst grædende sammen. Hulkende og undskyldende. Stakkels pige hvorfor skulle hun dø. Hvad havde hun gjort mig andet end godt. Der er en hvid støj i mit hoved. Noget jeg skal kæmpe med at abstrahere fra. Samvittigheden der langsomt æder mig, en luns engang imellem, svaghedstegn. Alderdommen æder styrken, men skal ses som et privilegium.

Og Finn nytårsdag i tyskernes vold, har stadig ikke fået solgt faderens lejlighed. Vi blev enige om at fortsætte, der var ingen grund til at stoppe, få det sidste 1941 ud, bræk det ud om nødvendigt. Vi drikker vin og champagne fra faderens snart tømte samling. De ædle dråber vender sig i min mave og jeg kaster op og sover og vågner igen på tykt lammeskindsgulvtæppe foran den knitrende pejs. Snestorm nytårsaften 41.