1940

9. april 1940

Mit navn er Kai Aage Herman. Jeg starter med at skrive i dag, da dagen i dag er skelsættende sørgelig for Danmark. Tyskerne er rullet ind over grænsen kl. fire i morges. Klokken er snart elleve formiddag, jeg ligger i min seng på pension Birkehaven på Nordre Fasanvej, ryger en cigaret, lytter radio og skriver dette.
Tyskerens komme var forventet, og drenge og mænd er i morges faldet i desperat kamp mod overmagten. Det kunne være undgået.

Der ligger jeg alene og kigger op i stukstjernen, en del af mig fatter ikke hvad jeg er gået i gang med. Hvem skal kunne læse det her? Jeg er jo ikke nødvendigvis digter, jeg er blot en smed med poetiske tilbøjeligheder. Endnu ungkarl og med et nyt liv foran mig. Jeg har arbejdet for to forskellige smede siden jeg blev udlært i ’28. Jeg har skrevet dagbog som barn, først hver dag, så en gang imellem og så aldrig – nu starter jeg igen. Jeg begynder nu, fordi jeg forventer, at den næste tid er uvis. Mit mål er at være ærlig, det her er mit aflad, mine personlige notater hvor jeg beskriver mine tanker, de mørkeste, gladeste, de liderligste og forbudte, kort sagt, kun for Kai.

11.
Stauning opfordrer til samarbejde
“De tyske Tropper, der nu befinder sig her i Landet, træder i Forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand overfor disse Tropper.”

Radioen kører. Hvad gør en klog mand, sætter han sig som mig med øl og cigaretter og forfatter? Eller kan man sige det. Jeg så dem komme marcherende, sammen med Finn i eftermiddag. Han virkede nervøs og stammede nærmest. “Slap af Finn” sagde jeg til ham og foreslog stegt Flæsk og snaps på ’Nielsens’. Han er nu sjov nok, af Finn at være, da han foreslår, at jeg skal gå i seng med Yvonne, der serverer på Nielsens. Han siger, at jeg da også bare kan knalde hende på toilettet, for det har han gjort. Han har det med altid at skulle fortælle om de piger, han erobrer, han bruger resterne af sin arv på det liv. Men han er god nok, det har jeg fundet ud af siden dengang han lånte mig penge til min søster Annas begravelse, det var ikke så mange penge, men det var en selvfølgelighed, noget han selv tilbød, og jeg har først betalt ham tilbage her lige inden jul.

Der var en af smedene fra arbejdet, der kaldte ham en baggårdspuma, og selvom han har arvet små 200.000 kr. fra sin farmor og altid er på udkig efter forretningsmuligheder, snakkede han konstant om begrebet baggårdspuma og det at være en ’dandy’ charleston-type, der forstår at mingelere med både de fattige og de fine.

22.
Det er som om, det er blevet ekstra gråt, siden tysken er ankommet. Folk forventer et eller andet, med alt det de hører fra Europa. Den gale tysker lider jo af storhedsvanvid, og tilsyneladende er der ingen, der tør formulere dette højlydt. Jeg synes de er uhyggelige. De er forblændet af selvhøjtidelighed. De er blevet bondefanget, snydt af et lille hævngerrigt menneske til at tro, at de kan komme her og herse rundt. Snakken går da på gaden, og især de helt unge laver snart ballade. På værtshuset forleden lagde jeg mærke til, at der blev helt stille, da tre tyskere entrerede og begyndte at drikke øl. Sådan var det ikke i aftes, stemningen var højrøstet, der var flere fulde tyskere, de holdt sig for sig selv, prøvede selvfølgelig at kurtisere servitricerne, eksempelvis Yvonne og Gudrun, og opførte sig som en gruppe rige velhaverunger i pøblens dagligstuer.

30. april
Jeg sidder på en bænk ved Dronning Louises bro, klokken er lidt i fem. Når jeg kniber øjnene sammen ligner det en guldbro. Alkymi, oplyst af den lave eftermiddagssol. Hundredevis af cyklister, metalliske lyde fra de bremsende sporvogne. Børn der fodrer svanerne, barnevogne, en politibetjent og en vinduespudser med spand, så sandt en af de første rigtige forårsdage. Min mor døde på en sådan tidlig forårsdag for en ti år siden. Hun var blevet behandlet for tuberkulosen på Vejlefjord sanatorium, men det kom pludselig igen, og så var det kun mig, Far og Anna.
Godt jeg tog min dagbog med. Finn er tydeligvis forsinket, det undrer mig jo ikke. Han gør nærmest en dyd ud af sine små forsinkelser. Et karaktertræk der kan drive mig til vanvid.
“Spændingsopbyggende”, kan jeg høre ham sige.

Der kan jeg se ham, med sin brune filthat og lyse cottoncoat midt på broen. Han lader selvfølgelig som om, han ikke har set mig, skøre skiderik. Nå, nu vinker han i det mindste. Der var vist heller ikke sket noget videre interessant siden sidst.

31. april kl. 2:25, morgen
Jeg er vel en smule halv vissen, sidder tilbage udtømt. Tænkte på lyse Gudrun, den tarvelige tøs. Hun er saftspændt og mandbar som smeden siger, men hun taler også med tyskerne. Selvfølgelig påpegede jeg over for hende, hvad det kunne føre til på sigt. Fordømte feltmadras. Hun sagde at jeg var jaloux og indbildsk, at jeg skulle blande mig udenfor eller forsvinde. Jeg blev og var sammen med hende, jeg er jo idiot. Håber ikke det begynder at klø!

10.maj
Så er helvede løs, nu har de også angrebet Frankrig. De tror tilsyneladende på verdensherredømme. Må nok til at vænne mig til deres tilstedeværelse. I disse dage kan man nemt komme til at fortabe sig i nyheder og politik. Som om det gør nogen forskel, hvad de siger i radioen. Min far Sofus’ familie var tyskere, hans farfar hed Dieter Herman og kom som dreng til Danmark i 1850erne. Men jeg har ikke noget med Tyskland at gøre eller omvendt. Jeg holder mig for så vidt muligt ude af politiske diskussioner. Det er da klart at jeg vil kæmpe for Danmarks sag, men det er mig uklart, hvad vi kan stille op. Rusland og kommunisterne eller den gale mand fra Tyskland. Min cykel er punkteret, og jeg skal aflevere et gelænder i Fiolstræde.

Fortsat
Klokken er halv syv, jeg er først lige kommet hjem. Jeg fik afleveret gelænderet og bestemte mig for at gå på ’Det hvide lam’, det ligger på Kultorvet. På hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde står der tre KU’ere i grønne skjorter og blankpolerede støvler. Den mest frembusende af dem har slået hatten af en jødisk mand, der står med sin søn i hånden. Jeg lægger mærke til drengens skræmte udtryk. Grønskjorten siger til faren, at han ikke tør at samle sin hat op. Drengen siger ”Lad være far, de sparker hvis du prøver.”
Der er en ældre dame, der blander sig, hun kigger over mod mig og siger ”så gør dog noget”. Drengen græder højlydt, og jeg står bare der og kigger. ”Lad os gå far, lad os gå”, beder sønnen og trækker faren væk og af sted. Jeg er som forstenet, står bare og glor.
Den gamle dame bukker sig og tager hans hat op, de kalder hende jødeelskende heks, da hun børster hans hat af og løber efter de to.
Utilstrækkelighed, frygt og lamslåelse, men der er ingen undskyldning for mit feje sind. Hader at blive konfronteret med min uduelighed. Smerter mig at skrive det ned.

Den her bog har jeg bestemt mig for skal være min dagbog hvor jeg råt for usødet beretter om mine tanker og begivenheder. Mit liv.

12. maj
Hans-Henrik står skråt over for mig på værkstedet. Han er glødende nazist, og hans førers arrige taler, som han ikke kan forstå, er vi fra tid til anden tvunget til at lytte til i radioen. Han er i grunden usympatisk. Han er sådan en som er blevet drillet som barn og som stadig er ude på at hævne sig. Han blev drillet fordi han havde hareskår, og han begyndte på at stamme fordi han blev drillet. Der er udbredt enighed på værkstedet om at det var pest eller kolera, bolsjevikkerne eller nazisterne. Jeg har egentlig ikke noget imod Hans Henrik, den stakkel. Han ved at jeg er ligeglad med politik og jeg har for vane at undgå ham.

22. maj
På ubehagelig vis dukker den jødiske drengs ansigt op. Han ser ikke anklagende på mig, havde han dog bare gjort det. Nej, hans frygtsomme ansigt der flakker mellem farens bange blik og de tre KU’ers truende gestikuleren føles mejslet ind i mine tanker.

Bliver nødt til at slippe min manddom løs. Jeg tænker på Kirsten nede fra bageren, ikke meget over seksten, men jeg kan se hun har stiftet bekendtskab med det mandlige køn. Jeg kommer ind i bageren, hun er gået ud bagved i bageriet for at hente noget. jeg går ind bag disken og åbner salon dørene, der ligger hun med spredte ben og siger, jeg skal komme og slikke hendes kusse. ”Ellers får du ikke lov” siger hun og begynder at røre ved sig selv. Der ligger jeg på gulvet og slikker hende, hun har næsten ingen hår og smager af sukker. Da hun er kommet siger hun, jeg skal stikke den ind bagfra. Hun siger, jeg skal tage fat i hendes hår, så jeg kan se på hendes liderlige mund imens.

Færdig, sæden klistrer mine fingre i den højre hånd, så jeg ryger med venstre.

2. juni 1940
Til Amatørforestilling i ungdomsforeningen. Jeg og min ven Rudolph gik på Sølvgade skole. Hans far er lagerforvalter i et engrosfirma, men havde som barn og ung spillet trommer i Tivoligarden. Som far som søn. Rudolph, der også er cykelsmed, var i Tivoligarden og er ved at gøre musikken og sine guitarkompositioner til sin levevej.
Vi er nogle stykker fra klassen, der hvert år siden realeksamen har mødtes til forårsforestillingen. Stykket i år var endnu engang Ibsens Dukkehjem. Ikke i sig selv opmuntrende, men Nora blev i år spillet af en usædvanlig smuk lyshåret pige, nærmest en manifestation af det nordiske ideal. Hun var nærmest utilnærmelig smuk, selv efter nogle glas snaps turde jeg ikke kontakte hende.
Er tilbage på mit værelse, klokken er et. Skal være på værkstedet halv syv. Godnat.

9. Juni
Kan godt forstå, at pigerne synes det er lidt uhyggeligt med mørklægningen, den kan få visse gader til at fremstå som i middelalderen, tror jeg. Og så er det oveni købet sommer, til vinter bliver det bælgmørkt ved firetiden om eftermiddagen. Det er klart at mørket tiltrækker den lyssky virksomhed.

Nogen gange kan man følge for meget med i noget, der egentlig ikke vedkommer en selv. Eksempelvis er det på det sidste blevet normalt at høre radio hele tiden. Statsminister Staunings messende manen til ro. Man glemmer så let at få sagt noget selv, når man bare lader sig underholde af den sædvanlige udenomssnak, på arbejdet, radio og avisnyhederne og alt muligt, som selvfølgelig har sin berettigelse, men som dræner individets virkelige udfoldelse.

Da jeg fortalte Rudolph, at jeg var gået i gang med at skrive, sagde han straks at ”det er klart, du er jo ikke smed Kai, det har du altid været for mærkelig til”. Tobakken føles dejligt svalende. Men hvad er det i virkeligheden at være smed? Det er et håndværk, en forståelse af procedure og arbejdsgang, så indarbejdet at det sjældent udfordrer mit intellekt. Derfor kan han have ret, Rudolph. Jeg er ikke som de fleste på værkstedet og omgås heller ikke med de andre svende privat. Den gamle smedemester, Holst Andersen, er jeg dog på god fod med, og ind til flere gange har jeg været til middag ude hos ham, hvor han har ladet mig forstå, at jeg betyder noget særligt for virksomheden og for ham.

Eksempelvis spiste jeg forleden frokost med ham og arkitekt Klint, der har tegnet Grundtvigskirken. Holst Andersen introducerede os for hinanden og sagde, at han havde anbefalet arkitekten at bruge mig til at støbe det nye messings dåbsfad efter arkitektens anvisninger. En af de sjovere opgaver, hvor man kan få lov til at kæle for detaljen.

14.juni
En dejlig varm aften. Jeg har trukket fra og åbnet vinduet, jeg har købt mig fire øl og sidder og forsøger at tømme hovedet for tanker. Tænker tilbage på barndommen på Vesterly. Mændene sidder under den store blodbøg ved brønden i haven. De hejser spanden med øl op af det kolde vand, ryger cigarer og diskuterer højlydt kvindernes stemmeret, skyttegravskrig og brugen af giftgas. Selvom emnerne ofte er alvorlige, er der en umiskendelig optimistisk og jovial tone mellem de fire mænd. Det er min morfar, min mors lillebror, onkel Otto og min far. Det er en af mine tidligste erindringer, måske 1915, jeg er omkring fem år gammel.

Jeg har aftalt at tilbringe mine to ugers sommerferie hos onkel Otto og hans kedelige kone Karen på Vesterly. De har overtaget villaen efter min Morfar. Finn ville ellers have mig med til Holstebro, hvor Dansk ungdomssamvirke afholder to ugers frivillig arbejdstjeneste, der samtidigt skal styrke vores nationale bevidsthed, vores fædrelandsfølelse osv., men som Finn siger, det er der, pigerne og festen er i sommer.

19 juni
Studenterne fejrer sig selv, som de altid har gjort. Burde vel højne mit humør, men der er ingen hjælp at hente. Det skyldes måske, at jeg var alt for begejstret i går, fuld, glad og sorgløs. Har undervejs mistet min tegnebog og måtte cykle deprimeret hjem klokken halv et fra Bobi bar, flad og forbitret over at blive bestjålet uden at have bemærket noget. Jeg havde 150 kr. på mig, forskud for dåbsfadet jeg netop havde gjort færdigt, nogen må have set at jeg havde penge. Følelsen af at være blevet fuppet æder mig indefra. Kunsten er at kunne glemme, lægge det bag sig, ikke at græde over spildt mælk. Samtidig er disse skriveriers opgave vel at være en slags ventil for min frustration og mine hemmeligheder. Jeg tænder min cigaret og forestiller mig Ottos datter, Maren, sidde på knæ foran mig. Hun kigger op, imens hun åbner mine bukser og slipper mig fri. Hun tager hårdt fat og sætter tungen på spidsen af mit køn. Tarvelige tøs. Jeg kan se hvordan hun alt for erfarent sutter og arbejder med sine hænder. Hun klemmer mig hårdt om mine klunker da jeg når mit bristepunkt. Jeg kan ikke komme. Hun siger jeg skal vente og sætter sig baglæns på mig, fører mig ind og. . .endnu en cigaret, og væk er den tabte “formue”, næsten.

29 juni
Har smurt tre rugbrødsklemmer til turen. Københavns Hovedbanegård fem minutter i ni lørdag morgen. Stationen vrimler med glade folk på vej på sommerferie. Der udspiller sig afskedsscener, ankomstscener. Kyssende par, piger der vinker fra vinduerne med deres lommetørklæder fra de afgående toge. Mit tog afgår tyve minutter forsinket. 9.20.

Toget snor og bugter sig gennem det regnvåde sommerlandskab. De forventningsfulde unger i min kupé kæmper med deres tyssende forældre om at styre deres højlydte gejst og entusiasme omkring deres forestående ferieophold.
Min avis, Politiken, fortæller om en pølsefabrikant, der er dømt for at blande hestehoveder og sejlgarn i pølserne. Det er, som om den slags skrupelløshed har taget til siden besættelsen. Rationeringen har til dels foranlediget denne adfærd, alligevel findes der ingen undskyldning for fabrikantens glubskhed. Hvorvidt sejlgarn og hestehoveder er farligt for sundheden, melder historien ikke noget om. Tilsyneladende finder den tyske værnemagt sig heller ikke i en sådan adfærd, og man må håbe fabrikanten straffes som fortjent.

Vesterly, som ligger i Rørvig, er en stor villa, der ligger ned til fjorden. Selvom der er en badebro, er vandet lavt, bunden er stenet, så jeg tager som regel cyklen og kører de tre fire kilometer over på den anden side af Rørvig, ud til Kattegat. Det er til gengæld, den absolut bedste strand jeg har været på. En sandstrand med klitter der strækker sig kilometervis mod Kniben. På varme sommerdage som i dag er der en del mennesker på stranden. De fleste ligger sammen i små selskaber, har madpakker, drikkevarer, parasoller og nyder den svalende vind og det kolde friske havvand.

10 juli
Kong Christian den tiende har simpelthen blandet sig, der er dannet en samlingsregering, og specielt den nyudnævnte udenrigsminister Scavenius taler som Tyskeren. Med fyrighed og aggression gjalder hans ophidselse ud fra de mange radioapparater. Desværre tiltvinger hans arrige væsen sig adgang til mine tanker og påvirker direkte disse ord og mening.

Kan huske, der i sin tid var en enbenet gårdmusikant. Staklen sang og spillede så dårligt, at han ville blive drevet ud af gårdene med kasteskyts havde det ikke været for hans handicap. Alligevel må en af vintrene have fået bugt med ham. Som Storm P siger ”Der er noget tragisk i, at man for at få en fugl til at stå stille bliver nødt til at udstoppe den!”
Under alle omstændigheder er her dejligt på Vesterly. Den gamle blodbøg står endnu med vinden brusende i sine blade. Fra gården ved siden af kan man høre den galende hane. En kirkeklokke båret frem af vinden og min fyldepens kradsen mod papiret i min lille notesbog er en del af de omkringværende lyde og indtryk. Otto og Karens søn, Erik kommer ud og vil spille fodbold. Det er vel nærmest en barnløs onkels pligt at spille med ham.

13.
Nu har tyskerne i øvrigt angrebet England. Tyske flyvere bomber London, lad os håbe RAF kan svare igen. På den anden side tør man dårligt udtrykke sine holdninger, hvis ikke de er i overensstemmelse med Værnemagtens. Min dejlige kusine Maren og to veninder er kommet til frokost i haven. Jeg kan dårligt skjule min begejstring og går rundt med en halvfed på, som jeg prøver at holde nede med en hånd i lommen. Maren ved godt, jeg er liderlig på hende og gør et ekstra nummer ud af at slikke sin ske ren for citronfromagen til stor morskab for hendes sammensvorne veninder. Jeg bliver nød til at snige mig ud på toilettet, da det efterhånden føles pinligt med Onkel Otto nervøst grinende, ladende som om han forstår, hvad morskaben går ud på. Da jeg kommer ud på toilettet, hiver jeg den straks frem og begynder at onanere. Jeg tænker på, hvordan jeg skulle ordne Maren stående bagfra, imens veninderne kigger på. Pludselig hører jeg en tilbageholdt fnisen og kan fornemme, der bliver kigget på mig gennem nøglehullet. Jeg står med ryggen til, men vender mig om, så øjnene kan se mit køn blive arbejdet til udløsning.

Når jeg er kommet bliver jeg ofte pragmatisk og tænker, at det vidst er meget godt, jeg skal hjem til pension Birkehaven i morgen tidlig.

28. juli
Således gik tiden endnu engang. Folk er så småt kommet tilbage til byen, og arbejdet er for alvor begyndt igen. Efterspørgslen er vokset, og vores nye venner, tyskerne, virker som umættelige aftagere. Måske er det kilden til velstand. Der er desværre badeforbud på Bellevue, man snakker om kolibakterier og tyfusepidemi, det er hårdt, når der nu for en gangs skyld er tredive grader i skyggen. Kunne tage amagerbanen ud til Sydstranden ved Dragør, eller blive hjemme. Endnu engang tvivl. Jeg skal møde Rudolph kl. 6 på Østerport, så jeg har de næste otte timer for mig selv, uden planer.

“Den, der virkelig kan være alene, kan aldrig være ensom.
Dit hjerte er stille, det er ikke stumt”

28 senere
Nogen gange rammer samvittigheden min liderlighed. Får det nærmest dårligt over mine tanker og handlinger. En slags selvlede der udspringer af min virkelige tro på det at dedikere sig til kærligheden ved troskab og løfter. At vælge et menneske som du følges med uanset hvad der sker.

Christine var en stor forelskelse. Jeg var sytten, hun var tyve. Hendes kæreste var bankmand og på forretningsrejse. Jeg tror ikke hun stolede på ham, selvom han ville forloves. I grøften i Tivoli sad jeg med Rudolph, der var i garden. Jeg var altid kommet i Tivoli, så tit som muligt for at besøge Rudolph, han kunne få mig gratis ind og havde et forlystelseskort, der gav fri adgang for to til alle forlystelserne. Han skulle selvfølgelig marchere rundt engang imellem, så gik jeg med, holdt lidt afstand, men de andre drenge i garden kendte mig efterhånden. . .Hvor om alting er, sidder jeg med Rudolph og drikker øl i Grøften. Rudolph kender selvfølgelig bartenderen, så vi fører os frem som
havde vi penge. Når man er så ung og kåd, kan nogle øl udløse mirakler, synes man. En pige i en elegant sort silkekjole sidder i baren. Skarpt sort pagehår og rød læbestift. Med cigaretrør og krokodille skinds taske lignede hun en skuespiller. Jeg nærmer mig hende og får fremstammet, “er de film skuespiller” og om jeg måtte invitere hende i bjergrutschebanen, “i for-forreste vogn” stammer jeg. Hun smilede, duperet af min jomfruelige uspolerede ærlighed eller naivitet. Det var ikke som sådan min seksuelle debut, men det var første gang jeg var villig til at kaste min stolthed los for at få lov til at trænge ind i en pige. Hun eksperimenterede med mig og fik mig til at gøre ting, der har gjort mig til den jeg er i dag.

3. august 1940
Så blev det endnu engang min fødselsdag. 29 somre fylder mig med et gammelkendt vemod. En umulig nostalgi og en længsel efter fordums tider. Jeg ligger ind til min mor, jeg er hendes gorillaunge, hun beskytter mig. Kan huske følelsen af at være lille og ligge ind til hendes varme glatte og velduftende hud. Ville ønske, at jeg var sovet ind dengang, alt var så let, trygt og sikkert. Kan huske jeg lå der og vidste, at det ikke ville vare ved. Turde til sidst dårligt åbne øjnene igen.

Hvordan ser jeg ud? Jeg er vel lyshåret, det var jeg i hvert fald engang. Jeg er nok lidt grov i det, har lidt fregner, middelhøj og var engang veltrænet, stadigvæk slank, men tiderne skifter. Gudrun synes, jeg ligner en mand, som hun siger “jeg kan jo godt lide skæve tænder Kai!”, men Gudrun, helt ærligt, det er jo ikke hende du vil have.

Der herskede en uudtalt stemning af modvilje hos min morfar omkring min mors valg af ægtemand. Min morfar, der var tandlæge, syntes hun havde giftet sig under sin stand. Heldigvis var det i høj grad min religiøse mormor, der var familiens overhoved, så hans følelser over for min far, forblev relativt usagte. Men min far var klar over denne mistillid og gjorde hvad han kunne for at behage min morfar. Min mor var den ældste af de tre børn, de fik, og min morfars yndling. “Hun er smuk, som dagen er lang” sagde han altid. “Og hun kunne have fået, hvem hun ville ha'”. Alligevel valgte hun min halvtyske far, der sent havde uddannet sig til skolelærer..

Jeg var seksten år og stod i lære, da jeg første gang oplevede at hun hostede blod, min mor har været i slutningen af trediverne, hun døde lige efter sin fyrre års fødselsdag. Jeg kan huske, jeg kom hjem og fortalte, at mester havde tævet en af svendene, fordi han havde tabt hammer og mejsel ned i smeltedigelen. Hun blev oprørt af historien og begyndte at hoste. Det begyndte roligt, men da det tog til, gik det op for mig, at hun var ved at hoste sine indvolde op. Jeg blev selvfølgelig ude af mig selv, hvilket jeg kunne se smertede hende endnu mere, i hendes rædselsslagne øjne. Vi endte på gulvet, hvor jeg holdt hende ind til mig, før hun faldt til ro i samme stilling som dengang, da jeg var hendes lille gorillaunge. Det viste sig selvfølgelig. at hun havde hostet sådan før, men havde været i stand til at holde det skjult for os.
Det var også der, jeg for alvor fattede betydningen af penge. Det var morfar der betalte for behandlingen i Vejle, men vi, Anna, far og jeg, havde kun råd til at besøge mor hver anden weekend. Min far knoklede forgæves, på grønttorvet om morgenen og på skolen hele dagen. Det forslog ikke og han havde konstant dårlig samvittighed over, at han ikke kunne betale for hendes sanatorieophold.

8.august
I aftes var vi i biografen, Esther, Rudolph og jeg. I ugerevyen var der blandt andet optagelser fra Hitlers taler i Berlin. Tusinder, hvis ikke millioner af tilhørere på snorlige rækker med hævet hånd hilsende deres fører. Når man ser sådanne optagelser, kan man forstå det nytteløse i at bekæmpe en sådan overmagt.

Filmen bagefter var om Jens Langkniv fra Fjends Herred. En rigtig charmeur, der levede et omtumlet liv i evig konflikt med magthaverne. Han havde en hed kærlighedsaffære med præstekonen og en med den gale ridefogeds kønne datter Laura, det er selvfølgelig Poul Reichart, der endnu engang er vores allesammens helt. Esther er selvfølgelig glad for Poul med spytkrøllen, jeg er måske bare misundelig, og Rudolph er ligeglad og taler mere om Nazistævnet og de marcherende tusinder i ugerevyen. Esther er sådan en slags pige, der aldrig overrasker en. Man kan altid fuldende hendes sætninger. Nærmest bare ved at kigge på hende ved man, hvad hun vil sige. Ligeså kedelig som hun ser ud, ligeså kedelig er samværet med hende, hun gør en dyd ud af at tale og optræde korrekt og dannet, vi kender hende fra Sølvgade hvor man altid kunne skrive efter hendes korrekte, men kedelige opgaveløsninger. Jeg var fra starten imod at møde hende. Hun er forelsket i Rudolph, og han kan ikke lide at fortælle hende, at hun skal skrubbe af.

15. august 1940
Det her bliver ofte for overvejet, som om at det skal kunne læses af en uvidende fremmede. Det forløsende er jo umiddelbarheden, at undgå forklaringerne og være helt tæt i øjeblikket. At lade nærværet og intensiteten råde. Har købt mig en pibe tændt et stearinlys og sidder i næsten mørke og beskriver mine trivialiteter. Jeg er et forholdsvis simpelt menneske med et begrænset ordforråd. Indtil nu hvor jeg forsøger at udtrykke mig skriftligt, har jeg aldrig rigtig overvejet alternativet. Her er så mørkt, at jeg ikke behøver at dække vinduerne, der står åbne i håb om en lille brise. Det har været
kvælende varmt de sidste par dage, og i nat er ingen undtagelse. Myggene summer omkring mig og vanviddet lurer. Bliver nød til at få en udløsning for at få søvn.

24.8-40
Vågner op badet i sved, den monotont stigende og faldende lyd fra luftalarmen har vækket mig. Drømte om dødsriget, befolket af hjelmklædte tyskere. Esther sidder på hug foran mig, jeg halvt sidder, halvt ligger med spredte ben imens hun hårdt bearbejder mit køn. Soldaterne kigger ind, men kan åbenbart ikke se os. Hun løfter min pung, siger jeg skal være stille og støder noget ind i mit røvhul. Jeg håber det er hendes finger, men det føles hårdere og tykkere. Jeg gisper, hun siger jeg skal holde kæft eller tyskerne ser os. Det gør ondt, men hun må ikke stoppe. ”Sådan” siger hun, ”nu kan du mærke hvordan det føles at blive bollet som en tarvelig luder” jeg tør ikke sige noget, kan se tyskerne kigger ind, men de kan åbenbart ikke se os. ”Av” siger jeg, da hun klemmer så hårdt om nosserne, at de er ved at sprænges. ”Idiot” siger hun, ”de hørte dig” . Det banker hårdt på døren, sætter mig op i min seng, er jeg vågen?, tømmer det tiloversblevne øl i glasset på natbordet. Det banker igen. Går ud for at åbne.

1 sep. 1940
Følte mig oprigtigt berørt og sikker på Guds tilstedeværelse i dag i Fælledparken. Tusinder af mennesker var samlet og sang Grundtvigs ’Moders Navn er en himmelsk Lyd’, ’I Danmark er jeg født’ m.m.. Tilsyneladende har der været lignende alsangsstævner på samme tidspunkt i de fleste byer. Jeg går ud fra, at det er tiltænkt at skulle styrke nationalfølelsen, og det virker, selv Finn, som jeg var sammen med, stod skrålende med hånden på hjertet for vort fædreland.

På Cafe Nick bagefter luftede Finn en ide, han havde fået i Fælledparken. “Alsangsstævner og nationalfølelser afføder et behov for Dannebrog, vi får syet en masse flag og sælger dem til hele landet. Vi finder en skrædder og tjener nogle gode penge på at sprede det glade budskab”.
For Finn er udlægget et greb i lommen, men for mig, efter jeg mistede min pung med 150 kr. forleden, nærmest en risikofyldt investering. 300 kroner er en mærkbar luns af mit årlige budget.
Finn snakkede om kongeemblemet, “de har solgt flere hundrede tusinde nåle allerede, til fem kr. stykket Kai, en eller anden smart fyr har fået ideen, det er blevet et symbol, Kai, på friheden”. “Kongen er bare en dum undskyldning, det ved tyskerne også godt”
Cafe Nick er i den grad et samlingssted for løjerlige typer, i aften var ingen undtagelse, og oven på alsangsstævnet var det stuvende fuldt af opstemte mennesker, ivrigt diskuterende hvorledes man bedst muligt kunne uddrive prøjserne.

16. september
Finn fik ret. Han har simpelthen fået solgt 2000 Dannebrog flag til Daells Varehus og siger, det bare er begyndelsen. Han holdt et længere foredrag om Dannebrogs betydning og sin forretning, som han allerede kaldte den.

“Ser du Kai, I dag er det danske flag et symbol for både Staten og folket. For 100 år siden var Dannebrog kun et symbol som statsmagten og dens institutioner brugte, og og..”, han stammede nærmest “før det, i middelalderen, var det kun kongens flag.”
“Problemet er, at Fritz og nazisterne bruger det, ja man kan nærmest sige, at der foregår en symbol-krig om Dannebrog for tiden, hvor alle parter prøver at annektere flaget til gavn for deres sag”.
“Det er der, jeg kommer ind i billedet, jeg har opkøbt sejl, lagner og alt muligt kraftig lærredsstof i metermål. Jeg får bleget og farvet ude i Valby hos ham Svendsen, med øret du ved, han satte mig også i forbindelse med en lille syfabrik. Det vil sige nogle damer der sidder og hygger i et kælderlokale ude ved Carlsberg med deres symaskiner. Det kommer til at koste mig 2.17 kr. pr færdigt flag, og jeg sælger dem for 3.79 kr.”.
“hvad siger du så Kai, den havde du ikke regnet med”

“De kloge narrer de mindre kloge” så sandt som sagt. Han forærede mig en pung med 300 kr. i. Sagde det var fordi jeg havde taget ham med til stævnet, der havde givet ham den strålende ide. Det er typisk mig ikke at slå til når muligheden byder sig. Han havde tilbudt mig en halvpart i forretningen, men jeg havde været for bitter over min tabte pung til at se muligheden. Jeg havde nærmest prøvet at tale ham fra det. Men jeg er taknemmelig for de 300 kr., de falder på et lunt sted, og som Finn altid siger, “hvis det går mig godt, skal det nok også gå dig godt Kai!”

25. September
Hans Henrik fra arbejdet forbereder sig seriøst på en magtovertagelse. Han mener, at inden jul vil han tilhøre eliten i Danmark, og at vi skal passe på med at komme med nedsættende kommentarer om føreren, partiet eller den germanske tanke. Flere af smedene synes det er sjovt at tirre Heilehans eller Nazihansi som vi kalder ham. Specielt vores vognmand Ove Olsen er glødende kommunist, og de to er næsten altid parat til slagsmål. Jeg har sågar måtte holde Hans Henrik tilbage, hvor han ville angribe med en hammer, fordi Ove havde spyttet efter ham. Vi var to mand om at holde ham tilbage, imens han stod og skreg “de får at se, din slags skal i fængsel eller i arbejdslejr, stod det til mig skulle man hænge dig”
Det ville være ærgerligt, hvis folk som Nazihansi, fik noget at skulle have sagt. Mest på grund af hans manglende selvkritik og hans hjernevaskede tiltro til sin førers ufejlbarlighed. Det er kendetegnende for sådan menneskers indskrænkethed at tro, at man skal og kan true oppositionen til tavshed.

Endnu engang fortabt i andre mennesker, i at beskrive og berette fremfor at fokusere på nærvær og fokus på min egen skæbne.

Den 29. september
Jeg er træt, ligger i mørket og skriver dette. Værelset er svagt oplyst af et stearinlys. Min hjerne udsender konstant muligheder til min stivnede hånd “er det her værd at fastholde?”. Jeg kan høre blodet pumpe i min hjerne. Har endnu engang mistet al kontrol, det er den dårlige alkohol, der dunker i mine tindinger. “Lad mig være i fred, fri mig for Guds skyld fra det onde, og fra den manipulerende krigsherre, der vil bemægtige og besidde verden med den hvide mands problemer.

Der er gang i produktionen, tyskerne skal bruge alt muligt, landmændene tjener tykt, industrien kører på højtryk, men det er, som om folk ikke rigtigt kan bruge pengene. Dels er mange af de gode ting rationeret, og fremtiden, selv nutiden, er så uvis at alle folk udviser tilbageholdenhed. Jeg længes efter en varm krop, jeg kan gå vinteren i møde med. Allerhelst den store kærlighed, mit manglende ribben. Luften er fuld af advarsler, med rygterne fra Europa tiltror man tyskerne alle tænkelige og grusomme ugerninger.
Forleden var det Kong Christians 70 års fødselsdag. Alle radioer var tændt, og dagen igennem transmitterede de alt muligt uvæsentligt fra den stakkels mands fødselsdag.

2. oktober
Der findes en udefinerbar frygt inde i mig selv. Det er noget med at svigte og ikke slå til i de afgørende situationer. En lammende tvivl, der rammer vilkårligt. Jeg har ingen chance for at forberede mig, står naglet til jorden som en stenstøtte.

Det kan ses, føler mig som et let bytte uden noget på hjerte.
Ingen selvrespekt, har heller ikke lyst til at skrive, må bare græmme mig. Må tage mig sammen, finde indhold, gøre en forskel!

Længes efter døden, efter freden, efter intetheden. Intet ansvar mere. Ikke at skulle fremskaffe, ikke at skulle spise, drikke og forholde mig til noget som helst.
Jeg hader ikke engang nogen af dem, tyskerne englænderne russerne det er et fedt for mig, så længe de ikke forstyrrer mit lille liv.
At værdsætte skønheden, at sætte pris på friheden og så vidt, det er mig muligt, udstråle glæden ved det liv, der er blevet mig skænket.

10. oktober.
Min far var skolelærer, også når han havde fri. Så skuffelsen var absolut mærkbar, da jeg deklarerede, at jeg ville være smed. Han talte om den rå tone, der herskede på mange af værkstederne. Han talte om korporlig afstraffelse af svende, ligesom Lærer Frandsen, der er min fars svorne fjende. En jævnaldrende kollega, der svang sit spanskrør over mange af elevernes hænder og ender.

Mandag 16. oktober 1940
Min første kærlighed mødte jeg på Rørvig færgen. Jeg skulle, som altid, på sommerferie på Vesterly. På færgen var der en søskendeflok på tre fra Århus. Jeg kan ikke huske hvad de to drenge hed, men deres søster hed Ida, hun var seksten år, og jeg må have været femten. Hun var blond med brune øjne og mørke øjenbryn. Utroligt nok kom hun over til os, mig, Anna og min mor og far, der sad på dækket og nød solen, og spurgte os.
om vi var kendt her på egnen. Min far, som altid er kæk svarer, at ”Kai her, både kender og er berygtet her på egnen.” Da hun ler, går det op for mig, at der er mere mellem himmel og jord, mere, end hvad jeg tidligere antog. Tiden går langsomt, går i stå og markerer sig som et livsvigtigt øjeblik. Et øjeblik der stadig står som et af de klareste øjeblikke i mit liv. Hendes hår i vinden, den hvide løstsiddende kjole. Hendes solbrune ben, man kunne skimte, når vinden slog kjolen om dem. Det var første gang, jeg tænkte på numsen som et seksuelt objekt. Selv min far kunne forstå det, når han kiggede ned på mig.
“Vi skal bo på Revsmosegaard” sagde hun “det er der hvor alle hestene er, og man kan ride dagen lang”. “Det er jo næsten lige ved siden af os, ikke sandt Kai, I kan køre med os. Kais morfar henter os ved færgelejet.” Sådan startede det eventyr. Min morfar hentede os altid ved færgelejet i sin hestevogn, der kunne sagtens sidde otte mennesker på langs.

Morfar holdt ganske rigtigt og ventede på os, da vi kom ind. Han havde hørt om den århusianske familie, der skulle feriere på gården. Jeg blev anbragt ved siden af Idas tolvårige lillebror, der sad og fortalte, at de havde lavet et stop hos deres tante i København og været i Tivoli hele dagen i går. Han var egentlig irriterende, men jeg tænkte at jeg hellere måtte gøre en god figur, så jeg kunne komme over på gården og besøge Ida. Idas far lignede, og var, en retskaffen præst fra Nordjylland, med det karakteristiske missionær-hageskæg. Moren var en undseelig lille en, og det var svært at få øje på, hvor Ida lige var kommet fra. Da vi tog afsked på gårdspladsen, blinkede hun til mig. Det var som et sug i maven, og jeg bukkede forfjamsket og stammede et eller andet om, at jeg ville besøge dem og vise dem rundt på egnen, og at jeg da godt kunne spille fodbold.

Jeg fik forstyrret min tankerække. Har tilsyneladende fået ny nabo, Tage Frandsen, bankede på for at hilse på. Passer mig udemærket, da jeg ikke har tid til at fortabe mig mere i fortiden. Skal møde Finn om en halv time på Bobi.

Senere
Finn blev fuldere end jeg. Vi spillede “Meyer”, og der var nogle drenge fra arbejdet tilstede, bl.a. Hans Henrik og hans ubehagelige frænder, altid ude på ballade. Problemet er, at hver gang han bliver fuld, Hans Henrik, føler han at vi er tætte kammerater. Et kammeratskab jeg helst vil frabede mig, dertil er han for utilregnelig og nærmest for dum til at blive fortrolig med.
Og ganske rigtigt, der sad en noget mørklødet mand med en jævn dansk pige i selskabet ved siden af os. Jeg troede egentlig at de havde lagt mærke til parret, for manden var sådan en flamboyant personlighed, givetvis jødisk eller italiener, med klud om halsen og lilla bånd om sin hat. Og pigen var en kende højrøstet. Men vi havde været der et par timer og klokken var hen ad elleve, før Hans Henrik kom tilbage fra toilettet og sagde, han havde givet jødetampen ved siden af tredive sekunder til at forlade etablissementet, ellers skulle han få “en læderlap for øjet “. Den jødiske mand kom efterfølgende hurtigt og tydeligvis berørt og nervøs ned til sit selskab, bukkede sig ned og hviskede noget til hans veninde, hun undskyldte, rejste sig og de gik hurtigt uden at kigge tilbage på Hans Henrik og slæng, der råbte Heil Hitler efter dem.

Det må have været tydeligt at se, at Finn og jeg syntes, det var pinligt, og vi forlod hurtigt terningerne og Nazihansi. Finn var ilde berørt over episoden, mente at det var dårligt for hans rygte, at blive set sammen med sådanne folk. Vi fulgtes ned til søerne og blev enige om, at det forfærdelige er, at tyskerne deler Heilehans holdninger. Og at man ikke nødvendigvis kan se om en person er jødisk. Finn fortalte om film skuespilleren Leslie Howard, prototypen på en arier, men at hans far er jødisk.

Det er begyndt at føles meget mørkt, allerede ved femtiden er lyset og byen bortgemt bag mørklægningsgardiner. Jeg holder meget af at have vinduet åbent uden gardiner, med et enkelt stearinlys tændt, hvor jeg sidder med min tobak og skriver i denne bog.

20. oktober
Er lige kommet hjem sammen med 40.000 tilskuere fra Idrætsparken. Lille Kaj Hansen fra Frem lavede 3 mål, men svenskerne udlignede. Det kunne have været mig, hvis jeg var blevet ved. Skolemester 1925, årets talent med 500 barfods-jongleringer. “Du ville i den henseende have været store Kai” sagde Rudolph både under og efter kampen. Rudolph overtalte mig til at tage med i Rialto teateret i Smallegade, han skulle spille, og så kunne jeg møde de unge danserinder. I forhold til hvor kold fodboldkampen og cykelturen føltes, var det en fornøjelse at ankomme til syndens hule, som min mormor ville have beskrevet teateret i aften. Folk var tydeligt berusede, der var mænd, der gik rundt med flasker i hånden uden bukser på, og piger i hofteholder med halv blottet bryster. Det var et privat arrangement fortalte Rudolph mig, en rig fabrikant afholder festen, og alt er gratis, når jeg kommer med Rudolph. Alligevel kunne jeg ikke leve mig ind i stemningen, mine forfrosne lemmer krævede at jeg tidligt og diskret valgte at tage hjem under dyne, tæpper og varmepude, godnat.

Søndag 29. okt.
Tiden er gået igen, nærmest flyver. Er på Kommunehospitalet igen. Min far blev indlagt, han blev pludselig meget svag, og Fru Larsen, hans nabo, fortalte, at han havde talt i vildelse dagen inden, og at de havde prøvet at få fat på mig. Kommet sent fra værtshus og tidligt op i mørket har jeg undgået at se den seddel, der lå til mig fra min værtinde Dagny. Men han blunder nu, og vi har gang i et skakspil, så skarp er han immervæk stadig, selvom han falder sådan lidt ud og ind. Han har fortalt om, hvordan han læste og gennemspillede Laskers berømte dobbelt øløberoffer parti, hvor han ofrer de to løbere for at fjerne alle Johann Bauers beskyttende bønder. Pludselig havde han følt sig svimmel og havde råbt om hjælp, heldigvis havde fru Larsen holdt ekstra øje med ham “for Kai, hun håber, jeg giver hende en ordenlig tur en af dagene”. Han var som altid vittig, og han havde jo sikkert ret, men jeg har dårlig lyst til at tænke videre over det. Jeg fortalte ham, jeg havde ført dagbog siden besættelsen, “og husk nu Kai, råt for usødet, fortæl det som det er, Kai!” var hans kommentar. Min far har altid synes, det var en hån mod ham og hans profession som lærer, at jeg valgte at blive smed frem for akademiker, så jeg kunne mærke han var oprigtigt glad for, at jeg var begyndt at skrive.
“Fru Larsen laver næsten en bedre porre-kartoffelsuppe, end din mor gjorde” , “du sku’ ta’ og blive, indtil jeg får min medicin”.

Senere
Det stormer udenfor, og det var koldt og væmmeligt at køre hjem. Min far tror altid, at det er sidste gang vi skal ses, den skøre skid, han nærmest lader som om at vi skal ses igen. Ville skrive videre om Ida, er liderlig, men for træt til at gøre noget ved det. Jeg kom selvfølgelig over på gården hele tiden. Jeg vågnede med stiv pik og skulle forberede mig på endnu en dag, hvor jeg måtte tøjle mine lyster i hendes nærvær. Der arbejdede også en del stalddrenge og piger på gården, drengene var i tyverne og rimeligt bondske. De fik engang imellem lov til at spille fodbold med os, men de holdt sig mest for sig selv. Var hos hestene eller ude at ride med de besøgende gæster.
Jeg var ikke vant til at ride, så de sagde jeg skulle sidde bag på Ida på den store brune hoppe. Jeg prøvede at afslå, men det blev ligesom besluttet alligevel. Da jeg sætter mig op, har jeg fået den dirigeret ned af benet, men lige i det hun sætter i gang, og min hånd ryger op af lommen, mærker hun mig. De næste par minutter hører til de mere skelsættende seksuelle oplevelser i mit liv. Hendes røv masserer mig og hun siger jeg skal holde rundt om hende. Hendes bryster berører det yderste af mine pegefingre hver gang den sætter fra. Da hun rider hurtigere, bevæger jeg mine hænder tættere på hendes bryster, min pik står lige op og nærmest kører i hendes røvsprække, som hun løfter og kontrollerende kærtegner mig med, til jeg kommer. Hun sætter mig af på min egen trappesten og siger, “er det sådan du kan li det, Kai?”
De næste dage viste hun ingen tegn på hvad, der var sket. At jeg var kommet op af hende. Det gjorde mig nervøs, og jeg troede efterhånden alle på gården vidste, at jeg havde taget mig friheder og var pervers. I hvert fald fik jeg min egen hest, og svenske Bjørn skulle lære mig at ride den. Bjørn sagde ingenting, han havde sin violin og tog mig med ud til et ensomt træ på marken hvor man kunne skimte Kattegat fra. Bjørn var midt i tyverne, havde et forpint udtryk og smilede sjældent, kun når han spillede med Hjalte, der var en anden ranglet stalddreng, der spillede harmonika. Der var ofte stemning for dans om aftenen, det var sommer, og det tiltrak besøgende og betalende gæster. Man kunne købe den lokale bryg, og der var tydeligvis en del af mændene, der brugte en god del af deres ugeløn på gården. Gårdejeren blev kaldt Svante, han var vel omkring tres år gammel og førte sig frem, som om han ikke havde en familie. Han var, hvad jeg vil betegne som et uanstændigt menneske. Og pigerne følte sig altid beklemt i hans nærvær.

Jeg kommer som regel over på gården ved otte tiden om morgenen. Jeg har blomster, jeg plukker i haven, med til Ida. Hun strigler hestene fra syv til halv ni, hvor de første gæster ofte kommer. Jeg håber på at få lov til at ride med hende og gæster ud, men ender som regel under træet med Bjørn og hans violin. Nogen gange når vi kommer tilbage, spiller drengene fodbold, præsten og Ida ser på, og jeg får endelig chancen for at vise noget jeg kan finde ud af.

Præsten var fodboldinteresseret, og det viste sig, at hans yngre bror havde været med til at vinde bronze for AaB i Danmarksmesterskabet i 36. Jeg har altid været den bedste til at jonglere. Jonglere kommer af latin, joculari, jocus er spøg, skæmt, udføre behændighedskunster. Da jeg var dreng, stod jeg altid med en bold, og min kunnen har sidenhen spredt begejstring til spil og sammenkomster.
En ting jeg lagde mærke til efter kampen med drengene, var at præstens nyvundne velvilje over for mig ikke lod til at imponere Ida, nærmest tværtimod virkede det som om det irriterede hende, at jeg pludselig talte med hendes far.

Jeg var blind for alt andet end at sidde tæt, dufte hende, få hende til at grine. Lytte til hendes dejlige stemme. Jeg var fyldt af lykke og længsel efter at få lov til at røre hende. Kunne godt fornemme at der var noget dystert i familien, hendes brødre og deres fåmælte mor virkede undertrykte, nærmest skræmte for præsten. Min mormor, der selv var meget troende, mente at præsten var fanden selv, og at morfar skulle sætte ham på plads, hvad hun helt præcist mente, han skulle have gjort, er mig dog stadig uklart. Men morfar kendte selvfølgelig gårdejeren og kunne vel have talt med ham om det. Jeg er imidlertid sikker på at det eneste, der interesserede gårdejeren, var hvorvidt præsten og hans familie kunne betale for deres ophold. På en måde var jeg ligeglad, men på den anden side hadede jeg tanken om, at denne her tid oveni købet var deres ferie og at en givetvis endnu strengere hverdag ventede efter ferien. Selvom præsten, efter mine fodbold præstationer, var blevet mere velvillig over for mig, vogtede han stadig over sin Ida. Og det var yderst sjældent at jeg eller de andre drenge fik chancen for at være alene med hende. Kun om morgenen var vi engang imellem alene i hestestalden, kun os to og hestene, Jeg havde nærmest forberedt disse morgener, med henblik på at de helst skulle lede til kys og berøring. . .

Mandag 4. november 1940
Jeg er blevet for træt, har ikke lyst til at skrive for at danne mening. Det skal være sporadisk, uden et kalkuleret mål. Det skal være mit aflad, hvor der ikke er noget filter, alt kan skrives her. Planen er ingen plan, gøre hvad jeg lyster. ikke beskrive, bare være, trække vejret ikke tænke på noget som helst. Det er min bøn til vorherre, himlen og jordens skaber.

Det var en varm sommer. Hovedrystende, er tabt bag en vogn, træt helt ind i sjælen. Jeg havde to potteplanter, lignede to små juletræer, jeg kom til at give det ene træ mere vand, end jeg gav det andet, inden jeg gik ud af døren. Så oplever det ene juletræ sin bedste og eneste fælle dø af tørst, imens jeg er på sommerferie. Min far overlevede selvfølgelig, og fru Larsens suppe var virkelig god. “Giftgas, giftgas”. Det må være en drøm, for der er da ikke nogen, der kaster giftgas på Nordre Fasanvej. Føles som feber, hele dagen har jeg ligget ned med klaprende tænder. Rudolph ville have været forbi, han har åbenbart mødt en pige, han siger, at han er forelsket. Men min sygdom skræmte ham. Kunne ikke holde ud at tale med ham, han er alt for begejstret til mit skrøbelige sind. “Det er vel bare en influenza fra tyskerne, eller fra jøderne, ja hvad mener du, det er efterhånden jødernes skyld det hele?” sagde han inden han ringede ud. Rudolphs mormor er faktisk jøde, ikke noget man tænker, når man ser på Rudolph, men alligevel er dette tilhørsforhold, der engang var en vittighed, ikke så sjovt længere.

Søndag 17. November
Der har været et forsøg på statskup hvor “rigets bedste mænd”, ja tænk det kalder de sig, en gruppe erhvervs- og forretningsfolk, havde håbet at kongen ville afskedige regeringen. Jeg formoder, at de forestiller sig, at de skal være en ny magtfuld adel med bl.a. Højgaard, A.P. Møller og kongens fætter Axel som regeringsleder. Det mener de, vil gøre os stærkere, et slags ekspertvælde, uden hensynstagen til Rigsdagen og de folkevalgte partier. At vi vil kunne få mere ud af det i forholdet til Tyskland, besættelsesmagten. Man ved efterhånden ikke, hvad man skal mene.

Alt i alt har det politiske spil og aviserne været på kogepunktet hele ugen. Hans Henrik har prøvet at hverve de andre på værkstedet til Nazisterne, han snakker om hvordan Stauning og konsortiet lige om lidt kommer til at bøde for deres hovenhed overfor Tyskland. Han mener, det er nu vi har vores chance for at stå på den rigtige side og på en gang for alvor få ryddet op i det danske land. Han har ophængt en skrivelse i kantinen, hvori de, nazisterne, varsler, at det vil kulminere i dag, søndag eftermiddag, og vi vil se historien udfolde sig, hvis vi kommer ind på Rådhuspladsen kl. tre. Det mærkelige er, at de vil lægge kranse for de danskere, der døde i kampen mod tyskerne i april.

Klokken er to, og jeg havde egentligt bestemt mig for at holde mig væk fra området, kender efterhånden de typer Hans Henrik omgås. Rudolph mener dog, at vi bør gå ind og se på, så kan vi tage i Grøften bagefter hvor jeg kan møde hans kæreste og hendes veninde.

Jeg har ikke set Rudolph i umindelige tider, han er sammen med “sin Clara”, hun skulle åbenbart være lidt af en sensation. En dansepige, siger hun minder om Liva Weel, bare meget smukkere. Jeg har en forkærlighed for Liva og de kulturradikale, og det ved Rudolph udemærket, og en veninde lyder jo godt, så jeg siger farvel for nu. Må lige , slut citere Liva: “Man binder os paa Mund og Haand, men man kan ikke binde Aand, og ingen er fangne, naar Tanken er fri.”

17. November -senere
Jeg har erhvervet mig en ny bog at skrive i. Et cirka fjorten gange ti centimeters hæfte, jeg kan have i mit dertil indkøbte læderchartek. Jeg kan have det i min inderlomme med min morfars gamle fyldepen.
Jeg mener det er vigtigt for mig at kunne skrive, når jeg har lyst og føler et behov for det. At have den med mig overalt, som nu på min vej ind til Rådhuspladsen, hvor jeg kan skrive i den rystende sporvogn.
Man kan ikke undgå at lægge mærke til overvægten af alvorlige mænd og drenge i brunskjorter, nu vi nærmer os pladsen. Samtidig er der her, lige inden pladsen, adskillige tusinde moddemonstranter. der bliver smidt flyvesedler ned fra vinduerne, og der bliver råbt af brunskjorterne. Selv her i sporvognen kan jeg kun få øje på fire kvinder, damer om jeg må be’. Det tyder desværre ofte på spændinger og problemer, har jeg bemærket. Jeg føler mig nærmest som en slags reporter, der transmitterer fra begivenhedernes centrum. Jeg må af nu!

Fra tid til anden sker der begivenheder, der mere eller mindre fundamentalt ændrer ens selvopfattelse og syn på diverse områder. Således er der for mig i dag hændt nogle episoder, der har fordret, at jeg har måtte beherske mig. Rudolph og jeg mødtes som aftalt ude foran Politiken på Rådhuspladsen. De danske nazister DNSAP’s demonstration var åbenbart gået i opløsning fra Forum til Rådhuspladsen, bl.a. fordi moddemonstrerende havde konfronteret nazisterne ved Gyldenløvsgade med smædeord og uskadelige kasteskyts såsom klumper af gennemvædet papir. Nazisterne dyrker deres leder, Frits Clausen, som en fører og virker nærmest hypnotiserede. Selvom vi stod rimeligt tilbagetrukket helt op mod luftfartselskabets vinduer, kunne man fornemme en dårlig og eksplosiv stemning brede sig. Det var som om nazisterne bevidst misbrugte de danskere, der var faldet den niende april. Mange omkringstående følte, at de døde blev gjort til gidsler for den sag, de netop kæmpede imod. Nedlægge blomsterkranse foran statuen af ’den lille hornblæser’. Oven i købet flankeret af egne lurblæsere. Selvom uniformer og armbind er forbudt, er de fleste af nazisterne umiskendeligt uniformerede. Heldigvis er politiet mødt talstærkt op, for der er masser af ophidsede ballademagere i begge lejre. Der blev holdt taler, og det blev hurtigt tydeligt, at vi blev opfattet som moddemonstranter af nazisterne. Da kransene var blevet lagt, opløstes demonstrationerne, flokke drev rundt i fem-seks-mands grupper, og der var konstant optræk til slagsmål. Vi prøvede at liste væk langs husmurene ned langs rådhuset over mod Tivoli. Klokken er halv fem, det er næsten mørkt. “Nej”, lyder det. Et stumpt slag, “skån mig, jeg er ikke”, stumpt slag. “Dit rige nazisvin, giv os din tegnebog”. “Jeg har ikke nogen”, ”hvis du lyver kommer du til at halte”. “Se efter Harry”. Fire fem meter foran os mellem to parkerede biler ligger en ung mand på brostenene. En stor, korpulent, bredrygget mand står mellem den liggendes ben, en anden mand på hug, gennemroder hans lommer. “Hvad er så det her” siger han og fisker en læderpung frem. “Det skulle du ikke have gjort”. Lige i det den store mand løfter sit ben møder jeg den liggende mands blik, den store mand tramper to gange hurtigt på mandens knæ og hans øredøvende skrig får de to til at kigge sig omkring. Den stores øjne møder vores og nærmer os med løftet pegefinger, “og hvis I siger noget til nogen får I samme behandling”. Rudolph begynder at råbe politi, den store nærmer sig, har knyttet næve, den anden løber og råber “lad os komme væk” sænker næven, peger og siger “jeg husker jer” vender om og løber. Den grædende mands knæ er smadret, nærmest revet over. Rudolph prøver at berolige ham, men manden kan tydeligt se på vores blik at han er ilde stedt og skal være heldig, hvis han kommer til at halte. Han besvimer af smerte, folk støder til og nogle politifolk tager over fra os, de noterer dog vores identifikations papirer.
De har ventet nervøst, da vi endelig ankommer i grøften. Clara har haft en fornemmelse af, at der var gået noget galt. Veninden hedder Margrethe, lille, køn og hurtig. Taler hurtigt, bevæger sig hurtigt. Da Clara og Rudolph vender deres opmærksomhed mod os ved bordet, går det op for mig at Clara er gudesmuk. Mørk, mystisk, intens og nærværende, hendes bevægelser og gestikuleren er hypnotiserende. Hun tager pladsen med sin ærlighed, hun fortæller at hun med nød og næppe overlevede en drukneulykke på Sjælsø, hun var en god svømmer, men det var februar og kulden lammede hende. Det havde været en opvågning. Et klart syn til livets lys, følelsen af døden, en sammenhængende uendelig kærlighed, alligevel havde hun valgt at leve. Hun sagde, at ønsket om at leve livet fuldt ud havde bragt hende tilbage. Hun mente, hun var blevet vækket, og nu besad et klarsyn. Hendes øjne er glasklare og bundløse, på en måde gennemskuende, men tilgivende og beroligende. Virker, som er hun i kontakt med det overjordiske. Hun er ikke bare smuk, hun er strålende. Rudolph vidste godt at jeg ville synes om Clara, det gjorde alle jo.

20. november
Ham knægten vi så få tæv og blive bestjålet forleden til nazi demonstrationen har åbenbart mistet sin førlighed. Hans knæ er knust og står ikke til at redde. Han er åbenbart lillebror til en fra partiet. Han var kommet væk fra gruppen, da han skulle lade sit vand og var blevet offer for en politisk motiveret forbrydelse. Nazihansi kendte storebroren, og jeg har ikke på nogen måde tænkt mig at fortælle, hvad jeg har set. Det positive er, at besættelsesmagten har afvist at samarbejde med Frits Clausen og de danske nazister om en decideret magtovertagelse i rigsdagen.

De tyske soldater marcherer i gaderne, folk kan ikke lide at kigge på dem og vender sig ind mod butiksruderne, når de kommer forbi. På den måde er de synlige og deres tilstedeværelse umiskendeligt nærværende. Men julemåneden står for døren, og de første snefnug daler ned lige uden for mit vindue. På sin vis er alt, som det plejer at være.

24. november
Den morgen jeg kom over, havde jeg øvet en sang. Min plan var at overraske hende, jeg kravlede op på loftet ved indgangs porten til gårdspladsen, kunne derpå snige mig ind på hende og til sidst betragte hende strigle hestene, uden hun vidste, jeg lå deroppe. Jeg havde gjort det før.

Jeg lister ind på hende, der ligger hø, så jeg har taget mine sko af, kan høre hun ikke er alene, lægger mig fladt ned og maver mig forsigtigt hen til kanten. Først ser jeg Hjaltes skikkelse, han kigger ned, jeg kommer lidt tættere på, og ser Ida ligge op af en sæk med Bjørns hoved mellem benene, med sin højre hånd holder hun stramt rundt om Lange Hjaltes pik og nosser. Det var, som om jeg ikke fattede, hvad jeg så. Det var utænkeligt og alligevel foregik det, lige der, syv-otte meter fra mig. Jeg kunne se på hende, at hun følte hun styrede dem. Hjaltes organ nærmest pumpede for at få lov til at trænge ind i hende.
“Du skal ikke komme i min mund, hvis jeg sutter på den!” “Nej selvfølgelig Ida” hun kigger op på ham, og han står bare med halvåben mund og gisper, da hun fører den ind og lukker øjnene. Hun tager ham ud, fæstner et hårdt greb om hans pik og hans nosser, så man kan se han svulmer op, og siger til ham, at han skal kigge hende i øjnene når hun sutter ham. Bjørn sætter sig op på knæ foran hende, han onanerer, hun løsner med sin ene hånd skjorten til de struttende ungpigebryster. “Lad mig også få lov så får du penge” siger Bjørn, hun tager langsomt Hjaltes pik ud af sin mund og tager igen fat i sit låsende greb om den højspændte Hjalte. “Det sagde du også sidst og sidst. Du kan kun få lov at kigge på og slikke mig din pikspiller!” I det samme giver hun slip på Hjaltes pung og pik, der pumper sæd ud og ned af hendes hånd. “Hvis i rammer mit tøj skal i betale ” siger hun.
Jeg var i chok, men voldsomt ophidset, da hun igen knappede sin skjorte og sendte drengene væk. Jeg blev liggende helt stille i høet det næste kvarters tid. I så lang tid havde jeg fortvivlet løbet rundt og gjort mig til, for et enkelt kys eller berøring. Troede præstedatteren var dydig og at oplevelsen den dag på hesten, havde været en enkeltstående og for hende, såvel som for mig selv, grænsebrydende begivenhed.

Hun var som en forvandlet, to vidt forskellige personligheder. Grinende og uskyldig, lidt farlig og nogen gange lidt vovet i sit ord valg. Men helt igennem dydig og respektabel. Og så nu denne side, hvor hun er som forvandlet til en ung dronning der “pumper” og udnytter sine slavedrenge.
Det værste var, at min forelskelse bare tog til. Jeg lod, som om jeg troede på hendes uskyldige væsen, når jeg var sammen med hende. Hun vidste godt, at hun kunne give mig stiv pik ved bare at kigge eller betone ordene lidt seksuelt. Det gjorde hun tit, det morede hende og, vidste jeg nu, det ophidsede hende.

27. november
Altid snalret når jeg kommer fra min far. Han gik i skole med PH og mener stadig, at det er ham, der har inspireret PH til hans virke. Uden Sofus Herman ingen PH siger han.
Min far har siden krisen i 29 skrevet på sit manifest, der en gang for alle skal omdefinere værdierne. Han er overbevist om, at fremtidens økonomi vil blive gjort op i tid. Hvor meget tid tilbringer man på arbejdsrelaterede opgaver. Hvor meget tid bruger man på det man elsker. At bruge sin tid på arbejde eller opkvalificerende uddannelse indtjener den enkelte tidspoint. Jo mere efterspurgt din kunnen bliver, jo flere points optjener man til sine fritidsaktiviteter. Jeg prøver at fortælle ham, at sådan fungerer det kapitalistiske system allerede. Jo flere penge jo større bil. Men han mener, at den statsanerkendte kontrol med fordeling af tid, vil udjævne uretfærdigheden. Således at den privilegerede med flest points optjener til egne fornøjelser, men ikke kan skrabe sammen til arvegods og gamle penge. Selvfølgelig vil forældrene have en afsmittende effekt på deres afkom, men det fordrer stadig, at den enkelte skal bevise sit eget værd i forhold til at få adgang til diverse goder. Jeg husker et Kierkegaard-citat fra i aften, min far hele tiden vender tilbage til : ”den ærligste Samfundsklasse er Aagerkarlene, thi de sige ligefrem: her snydes. Næst dem kommer Kjøbmanden”.
Godnat.

2. december
Jeg blev klejnsmed, fordi jeg kunne lide at arbejde med mine hænder, eller rettere, jeg kunne finde ud af at arbejde med mine hænder og skabe brugsgenstande. Jeg har lavet mine askebægre, min thekande, en lommelærke og utallige lysestager. Jeg var og er i og for sig stadig, tilhænger af principper fra Bauhaus skolen i Tyskland, der arbejder for en æstetisk forædling af arbejderklassens livsmiljøer. “Form følger funktion” og “vackrare vardagsvaror” som i 20’ernes og 30’ernes slagord. Dengang bankede jeg mine initialer ind i mine fineste ting, og jeg havde et ønske om en dag at blive sølv- eller guldsmed. I dag er de ønsker afløst af mit arbejde, rutinearbejde hvor det gælder om at få sine ting gjort og sendt videre. Der er desværre langt mellem de sjove opgaver. Ikke desto mindre har jeg bestemt mig for at smede endnu en kunstfærdig lysestage til min kære fader.

7. dec.
Mørkt og koldt. Kan næsten ikke huske aftenerne før mørklægningen. Samtidig er der næsten ingen biler, som der plejede at være. Benzin er rationeret, og det virker engang imellem, som om vi er kommet tilbage til den gamle verden. Jeg kom forbi Daells varehus julevindue tidligere på aftenen. Nogen ting ændrer sig aldrig, børn der står ivrigt diskuterende julevinduet, dekorationen, landskabet og de mange mulige eventyr. Når man ser lidt nærmere efter, er mange af børnene forkomne, sneen er blevet afløst af regnen, de er våde og usle og i hvert fald et par stykker af dem, har jeg set før, de lever i gaderne i indre by. Derinde bagved ruden emmer det af varme, som når julen var bedst i barndommen, intense øjeblikke der får en til at huske tilbage, et smil fra min salige mormor, min søster Anna med en lille trækvogn hun havde fået og drønede rundt med. Et forelsket blik mellem min mor og min far, pigen med svovlstikkerne.
Jeg har ikke selv mange penge. Jeg lever, hvad jeg vil kalde fra hånden til munden. Jeg arbejder 48 timer om ugen og har omkring 90 kr. udbetalt. Man kan godt sige, at jeg er en lidt aparte smed. Eftersom min far er skolelærer og min mors familie var tandlæger. Første gang jeg ytrede ønske om at blive smed, sagde min far “hva’ faen er den af Kai, er du også bøsse karl”, jeg kunne ikke rigtig forstå hvorfor han synes det var så sjovt at sige. Men senere fortalte han at det var for at illustrere, at mit smede ønske var noget han aldrig havde bemærket.

15.dec
Det var så Rudolphs fødselsdag, og jeg er netop kommet hjem fra en festlig aften i Kartoffelrækkerne. Rudolphs far og mor bor stadig i lejligheden over Rudolph, så det endte med at vi sang og spillede musik hele aftenen. Selvfølgelig kunne Clara også synge og holde tale, hvor hun fortalte, at Rudolph er skytte, tvivlens tegn. Symboliseret af kentauren. Den har et menneskes overkrop og hoved og en hests krop. Rudolph er i tvivl om han skal adlyde sit instinktive eller sit rationelle hjerte. Men hvem er ikke det. Jeg elsker Rudolph, vi har været venner siden første klasse, han er det ærligste og på mange måder reneste menneske, jeg kender. Jeg håber, at jeg ville kunne kontrollere mig, hvis jeg fik muligheden med Clara. Det må være svært at være sammen med en sådan skønhed. Alle håber på at få hendes opmærksomhed, fortæller han. Hendes øjne nærmest funkler derude i fremtiden, i drømmeland. Jeg har prøvet at holde mine tanker fra hende, når jeg onanerer, og det er ikke lykkedes.

18. dec.
Slipper nu tråden og bevæger mig ud i det ukendte. Har ingen plan med mine ord og savner en kæreste. Der sker så lidt for tiden på den front. Og jeg gider ikke være den stakkel, der er forelsket i min bedste vens kæreste. Julen gør det ikke nemmere, fremkalder et vemod. Minder mig om tiden der gik, og dem der var engang, men nu er borte for bestandigt. Man glemmer let at leve i nuet, og tiden går ofte med at forberede sig til kommende begivenheder.
Fornuftigper, kedelig og forudsigelig. Blændet og uopmærksom på tredje dag opståen fra de døde. Fornedret med panden mod muren. Mit hjerte banker, jeg vibrerer og summer af liv. Det er min energi. Den forplanter sig og vibrerer videre i de ting, jeg interagerer med. For eksempel når man jonglerer med fodbolden. Der sker en konstant overførsel af energi, der forplanter sig i bolden og dens spind. Ligeledes når man møder et andet menneske. Der er en vis del, man må finde sig i og indrette sig efter, men derudover gælder det om at optimere sine ønsker og indflydelse indenfor de kendte faktorer. Finn har netop mistet sin mormor, hun blev simpelthen 101 år. Han fortæller, at hun i de sidste mange år har været ’taget af sted’. Hun har i årevis svævet mellem de døde og levendes rige. I starten virkede det som senilitet, men Finn er overbevist, om at hun var i fuld kontakt med Finn´s morfar og andre afdøde venner og bekendtskaber. “Det var på sin vis en lettelse at tale med hende, eftersom hun nærmest afmystificerede uvisheden omkring døden”, forklarede han og fortalte, at han havde åbnet vinduet, som hun havde bedt ham om. Det var som om, at idet livet sluttede, blev hun på en gang mere nærværende end nogensinde før. Alligevel er Finn ked af det. Hun havde indeholdt en portion Danmarkshistorie, hun havde været ung i 1860erne under den Slesvigske krig og var stadig veninde med fru Munch, som var en af de første kvinder i Folketinget.
Det løber løbsk, mit system er presset, min hjerne smattet sammen, utroligt at dette bliver til ord. Består af de sanseindtryk, jeg så længe har måtte kæmpe med. Jeg husker min søsters ubekymrede grin, men ser hendes døde legeme liggende på krematoriet når jeg tænker på hende. Billedet af hende, eller på hende, er færdigt, står ikke mere til at ændre. Derfor står de døde stærkere frem i min erindring end de levende. Når jeg hidkalder dem, træder deres sjæl frem, som indeholder alt hvad vi har delt, hvad jeg har hørt om dem og hvad jeg kan forestille mig!

24. december
“Undermålerne og de arveligt belastede tvangssteriliserer vi. Det er nærmest sådan nogen som dig, Kai, kvartalsdrankere og alkoholister”, “der er i virkeligheden heller ikke brug for gamle mennesker som mig”. Min far er i et lidt iltert, men muntert humør, da jeg ankommer til Christianshavn. Min far bor i Overgaden Oven vandet, i en lille toværelses lejlighed med udkig til kutterne og bådene. Et smukt pyntet juletræ står midt i stuen. Julepynten kender jeg, hjerter jeg klippede med mor og Anna. Kræmmerhuse og nisser fra sidste århundrede. Min far siger, at han har samlet det bedste håndværk fra familien gennem de sidste 100 års jule.
Vi hører pigekoret synge salmerne på hans grammofon. Vi sidder længe i stilhed og kigger på træet og de brændende lys. “De synger som engle” siger min far, “lad os værdsætte den guddommelige ro”. Barmhjertighedsdrab kalder de det i Tyskland, når man gør det af med undermålerne. Nu er det ikke nok at sterilisere de handikappede eller de asociale, de må af med dem, udryddes, de forpester deres overmennesketeorier.

Det er godt at min far ikke går så meget ud mere, for så ville han blive arresteret. Jeg møder dagligt folk, jeg ville ønske man fjernede eller steriliserede, mest for at stoppe spredning af mere vold og hadefuld tankegang.

Jeg har min bog med og skriver inde i stuen, min far er i køkkenet for at tage stegen ud af ovnen. Det er fru Larsen, der har tilberedt måltidet, og hun skulle komme tilbage ved ottetiden, når hendes børnebørn og datters familie er taget hjem. Det runde bord er dækket op efter alle kunstens regler. Jeg kan forestille mig min lysestage stå på midten af det bord. Jeg har lavet den i blankpoleret stål. To dele, en halvmåne og en søjle, således at man selv kan justere halvmånens vinkel. Den er massiv, tung og stabil.

“I virkeligheden drejer livet sig om at finde noget at lave, der gør en glad. Jeg skal da gerne indrømme, at jeg var utilfreds da du valgte at blive smed, men din lysestage gør igen min utilfredshed til skamme”.

Min far har stadig dårlig samvittighed over de mange gange, han har nedgjort smedegerningen i sit forsøg på at få mig til at vælge noget andet, alt andet.
“jeg har også en gave til dig, det er gamle Andersen, der fik den ind for nogle uger siden. Jeg havde sagt han skulle holde øje, og lige pludselig var den der. Et dødsbo fra en konservatorieuddannet musiker, der drak sig ihjel”.
“Den skal du have, den skal bruges som abstraktion, for at få begge hjernedele med i dine skriverier. “Den står der”, han peger “i hjørnet under tæppet”.
Jeg havde egentlig ikke lagt mærke til genstanden i hjørnet med kludetæppet. En kontrabas.
“Det var derfor jeg sagde, du skulle komme på din ladcykel”.

“Når Freud flygter fra Wien, er der nok noget om det, han mestrer indsigten i psyken og vælger at flygte til England, væk fra tyskernes jødehad”. “Selv denne sang vi hører, ’Glade Jul’, er lavet i Tyskland. I 1818, blev den til ved at præsten, der også var digter satte sig med sin ven Franz Gruber og i løbet af nogle få timer på juleaftensdag skrev en af de smukkeste julesalmer vi kender ’Stille Nacht’. “Du kan jo høre Kai, hvad det betyder, Stille Nat, ligesom nu. Så tæt er vores sprogstamme immervæk forbundet, og der er altså stadig en del tyskere der mener, at danskere bør tale tysk.”

Heldigvis kom fru Larsen og afbrød med risalamande. Min far er 69 og hun et par år yngre. Han bilder sig selv ind, at han er alt for attraktiv til hende. Alligevel er det, som om de mere eller mindre ufrivilligt danner par. Han har gjort sig afhængig af hende, selvom han foregiver at være fri.

Min far har ikke kunnet arbejde de sidste fem år på grund af en diskusprolaps. Og har dedikeret sin tid til arbejdet på sit ’tids-manifest’. “Siden jeg stoppede med at arbejde, har jeg jo fået min tid tilbage. Nu er jeg tvunget til at forholde mig til, hvad jeg skal og bør bruge min tid på. Før marcherede jeg som arbejderne i Storm P’s malerier, eller som tyskerne”.
“Du må forstå Kai, at de fleste mennesker lider af tunnel-syn, forblændet af egen genialitet og dumstolthed. De er i gang med at overbevise sig selv om, at man genetisk kan komme af med svaghed. De har defineret dem som undermålere, arveligt belastede af dårligdom. En betegnelse, der i sidste ende gælder alle dem der ikke marcherer”.
“Kan du ikke se at din søn er træt”, afbryder fru Larsen ham.

Bassen ligger svøbt i tæpper op ad styret på min ladcykel. Jeg kører gennem den stille mørke by ved elleve tiden. ’Stille nacht’ og første jul i et besat Danmark. Gad vide om det snart får en ende.

31. december
For eftertiden vil jeg være mere forsigtig. Udvise rettidig omhu. Begribe udfordringerne og vælge mine kampe. Agere rationelt og velovervejet. Den mindste fejltagelse forrykker balancen. Som på et knivsæg.

Kan ikke lade være med at høre efter, trænger ind og forstyrrer roen. Samtalerne omkring mig, noget, der ikke vedkommer mig, kræver min fokus. Der er nogle dage, der er sådan. Vækkeuret ringer højere end normalt, hammerslagenes mekaniske støj gnistrer i hjernen, radioens knasende signalfejl, alt sammen meget normalt, bare ikke i dag. Det hjælper at drikke et par øl med sidevogn i frokostpausen. Skyldes ubehaget gårsdagens mange øl og snaps. Finn kunne være blevet ved. Hævder altid at det er dagen inden nytårsaften, der er den sjoveste aften. Folk mødes uden forventninger og uden nytårsaften etiketten. “Det er den sidste aften på året, hvor sådan nogle folk som os fester, Kai’“ De almindelige mennesker sparer på kræfterne og klapper hesten derhjemme i familiens skød.

Jeg havde fortalt Finn om Ida. Om min forelskelse den sommer. Jeg fortalte ham, hvordan forelskelsen sluttede, om hvordan jeg blev gjort hård. Det skete engang imellem at hun forlystede sig med de to stalddrenge. Jeg lå allerede gemt i høet når hun kom ind i stalden om morgenen. Bjørn havde skaffet penge, og hun sad på en taburet foran dem og masserede sine bare bryster, imens de stod og fumlede deres stive pikke ud af shortsene. Hun løftede op i nederdelen og begyndte at kærtegne sine læber med spyt fra sin tunge.
“Hvem af jer vil slikke mig først”
“Er din pik ren, Hjalte?”
“Den reneste i verden Ida”
“så kom over og lad mig smage den”
“har du rene fingre Bjørn”
“de renaste i världen, Ida”

“Jeg var selv så ophidset, når jeg så hvad der foregik, at jeg kunne komme, bare ved at røre ved mig selv, jeg var femten år Finn!”.
Det slutter med, at de står op og hun sutter dem skiftevis. Hun siger, de skal komme på hendes bryster. Idet jeg hører døren gå op, kommer Hjalte ud over hende. Bonden Svante står med sin ridepisk og korslagte arme i døren og ser de tre prøve at pakke sig sammen. Han sender drengene væk og går over til Ida.
“Hvad tror du, din fader præsten vil sige til det her Ida. Det bliver han ikke glad for at høre om”. “Hvad skal vi gøre ved det Ida?”
“Jo nu skal du høre hvad vi gør ved det.”
Han var nået helt hen til hende, og hun kunne godt se, hvad han havde i tankerne. Han knappede op og tog sin halvstive pik frem. Med sine ferme hænder arbejdede hun ham hurtigt til bristepunktet, men fik så en syngende flad. “Så let slipper du ikke” sagde bonden. “Jeg skal kneppe din lille fisse, som den aldrig er blevet kneppet før”. Da siger Ida, “Jeg er stadig jomfru og skal giftes inden jul. Kan du ikke gøre det i min numse, det kan jeg godt li”. Hun havde lagt sig på siden, med spredte ben og lå og smurte spyt med fingeren i numsehullet. Svante, der er rødviolet i ansigtet af ophidselse, spyttede på sine fingre og stak dem i røven på hende. Jeg lægger nu mærke til, at hans pik er blevet slap. Den gamle bonde begynder at gispe som en gammel ged og må pludselig ligge ned for at få vejret. Hun får tøj på og står med den ene fod placeret på hans bryst.
“Hvis jeg nu henter hjælp, har vi så en aftale din gamle gris?”
“jeg siger intet, jeg siger intet” gisper bonden Svante.

Finn var berørt af historien, jeg har fortalt Rudolph om Ida, men jeg har altid undladt at fortælle ham om bonden og hvorfor det gjorde mig hård og sluttede min forelskelse.

Ida går ud for at hente hjælp og jeg rejser mig op. Pludselig står hun der igen, hun havde ombestemt sig og ville ikke hente hjælp. Da hun ser mig stå chokeret og kigge, går det op for hende jeg har set alt. Hun skammer sig, kigger ned og jeg beordrer hende til at hente hjælp. Bonden overlevede, men vi så ikke mere til ham resten af sommeren.
Magtforholdet var vendt, hun vidste jeg kom hver morgen og skulle have hendes røv og mund. Jeg havde respekteret at lade hende forblive jomfru, så hun kunne blive gift, når hun vendte hjem til Nordjylland. Den røv jeg havde drømt om på færgen, jeg havde visualiseret den som et mål jeg havde scoret. Til gengæld fortog forelskelsen sig lynhurtigt, og først fornyligt er hun vendt tilbage i mine fantasier, når jeg onanerer.